Hjortespring

Dådyr og gæs, Hannæs, marts 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Dådyr og gæs, Hannæs, marts 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På billedet ses et par af de dyregrupper, som i disse år har størst succes i det danske landbrugsland: gæs og hjorte.
Nærmere bestemt nogle af de tusindtallige Bram– og Kortnæbbede Gæs, samt en af flokkene af dådyr på Hannæs.
Hjortene og gæssene har det tilfælles, at de nyder godt af et bugnenede spisekammer i form af især de mange vintergrønne kornmarker – og når vintrene så er grønne som den netop overståede, betyder det tilmed at væksten nærmest ikke stopper på noget tidspunkt.

Mens gæssene jo i overflod er synlige og fylder i landskabet i dagtimerne, så er det normalt mest i dæmring og skumring, at hjortene kommer ud fra gemmestederne i områdets små lunde, hegn og plantager. Men forleden mødte jeg denne flok på ca. 35 individer på flugt henover de åbne marker i fuldt dagslys – så de må være blevet forstyrret på deres dag-rasteplads.

Der er efterhånden gået mere end 5 år, siden den første flok dådyr mere eller mindre bevidst blev sluppet fri på Hannæs, senere suppleret med flere udsætninger fra jagtforeninger både øst og vest for Vejlerne. De fleste af os har vænnet os til denne tredje hjorteart som en del af landskabet, og den instinktive første reaktion med lettere afstandstagen er afløst af accept – på samme måde som der nok heller ikke længere er nogen som sætter spørgsmålstegn ved det rigtige i, at vi skal have krondyr i naturen…

Så man må sige, at rewilding-konceptet så småt er ved at vinde indpas, selv her i Thy… Så nu glæder jeg mig bare til, at vi kommer til at møde elgen – den ville i dén grad pynte i landskabet ved eksempelvis Tovsig – eller Lyngholm/Madsted-området omkring Hvidbjerg Å ved Ove Sø – nå nu løber fantasien vist af med mig…

Iøvrigt har jeg i tidens løb skrevet adskillige indlæg om dådyrene: Tæt på dyrene, De kære dådyr, Dådyrøjne og -ører og Morgenrøde over Skårup Høje.

Miss gås

Som én, der i mit professionelle virke beskæftiger mig i umådeligt mange timer med gæs, skal jeg ikke nægte, at visse gæs vækker større interesse end andre!
De er selvfølgelig alle interessante, og de fleste arter har stor succes og buldrer frem, og fylder i landskabet…

Når ét af formålene med de mange timer i felten med gæs er at finde og aflæse fod- og halsmærkede fugle, betyder det at hver enkelt hals og hver enkelt fugl bliver kigget grundigt efter i sømmene. Derfor finder man også med jævne mellemrum overraskende eller afvigende indslag i flokkene, bl.a. en del Tundrasædgæs, nogle få Dværggæs og Grønlandske Blisgæs, diverse fejlfarver og hybrider osv.

En fugl jeg i mange år ikke har fundet – men ofte haft i tankerne – er den fineste af dem alle, den smukke lille Rødhalset Gås. Man har nok en tendens til at tro, at den først og fremmest vil optræde i de efterhånden meget store flokke af Bramgæs – og blandt disse tusindtallige sorthvide tæpper af gæs forsvinder den rødhalsede meget let!

I forgårs blev der imidlertid fundet en Rødhalset Gås i en flok Kortnæbbede ved Lund Fjord. Jeg havde ikke checket hverken DOFbasen eller meldesystemerne inden jeg igår drog på gåseobs., og havde således intet kendskab til fundet, men mødte en fuglefyr på Amstedbrovej, som var ude efter den lille gås og kunne vise mig et kort med hvor den var set om søndagen… Fem minutter senere sad jeg med fuglen i teleskopet, og det var en fryd at gense arten – og endnu en gang blev jeg slået af, hvor lille den er! Jeg havde helt sikkert også fundet den, uden af jeg havde vidst den var der, for selv om den af og til blev væk – når den sov eller fouragerede med hovedet nede i vegetationen – var det alligevel påfaldende, at den var så relativt let at finde i flokken.

Til gengæld var den ikke let at fotografere (selv med 400 mm og crop faktor) eller ialfald at få til at fylde noget i billedet, men her præsenterer jeg alligevel et par doku-skud (det indsatte er digiscopet med lommekamera). (Bemærk iøvrigt en Kortnæbbet Gås med blåt halsbånd R41 til venstre i billedet – en gammel kending mærket tilbage i 2002, som hvert år tilbringer en lang periode sidst på vinteren og først på foråret i området Kærup Holme-Lund Fjord)…

Rødhalset Gås mellem Kortnæbbede og Bramgæs, Lund, februar 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.
Rødhalset Gås mellem Kortnæbbede og Bramgæs, Lund, februar 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

Iagttagelsen fik mig til i tankerne at genopleve ekspeditionen en vinter for over 30 år siden til Donau-deltaet i Rumænien, hvor vi var en lille gruppe danskere, der fandt nogle hundreder af disse yndefulde små gæs, oplevelser som forbliver levende i hukommelsen – for evt. interesserede kan jeg henvise til Lars Abrahamsens artikel i Fugle: Vinterdage ved Donau – hæfte 1983-1, side 28-29, med fine illustrationer af Jens Frimer.

(Sne)traner

Flere af de såkaldte vejrtrækkeres forekomst i Vejlerne om vinteren er stærkt afhængig af, hvor streng vinteren viser sig at blive. Et eksempel er Vibe, hvoraf der var nogle hundreder i Vejlerne til langt ind i december, men så fik de kolde fødder med kuldeindslaget mellem jul og nytår. Selv om det senere blev mildt igen, har de ikke indfundet sig i større antal her i januar, hvilket egentlig godt kan undre.

Et andet eksempel er Trane – for godtnok er der vist aldrig Traner som har gennemført en hel overvintring på disse kanter, men i næsten alle de milde vintre har der ialfald været en flok som er blevet i området indtil sent på året. Typisk er de så forsvundet omkring årsskiftet, ofte i forbindelse med kuldeomslag i vejret.

I 2014 blev den sidste egentlige flok i Vejlerne på 17 individer set allerede 2. december, mens der i Sønderjylland stadig her sidst i januar er tale om overvintring af en flok. Siden 21. december har der så holdt et tranepar til i randområderne ved Lund Fjord, som oftest i høstede majsmarker (-som også har tiltrukket flere tusind Ringduer og mængder af gæs). Det ser ud som om, at der er et stort spild af majskerner ved høsten!

Også efter det heftige snefald denne morgen kunne dette overvintrende par findes på markerne ved Lund. Én gang har jeg set parret lette og flyve mod Hjardemål Klit – og der er næppe tvivl om, at det er et par fra den lokale ynglebestand, som forsøger at stå vinteren igennem her, for så at kunne indfinde sig på ynglelokaliteten med fordelen af at være først.

Traner, Lund, januar 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Traner, Lund, januar 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Traner og gæs, Lund, januar 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Traner og gæs, Lund, januar 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nu lover DMI mildning igen, og man må håbe, at der ikke kommer en meget langvarig periode med frost – men måske ligger der spildte majskorn nok til, at fuglene under alle omstændigheder kan klare vinterens strabadser. Det er jo sjældent kulde som sådan, som slår fuglene ihjel, men derimod fødemangel. Så jeg kan omformulere mit ønske til, at vi må håbe at vi undgår langvarigt snedække, som gør det vanskeligt at komme til føden.

Under alle omstændigheder er det hyggeligt med vintertraner!

Kold fugl

Vibe, Lund Fjord, december 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vibe, Lund Fjord, december 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vibe hedder “Avefria” på spansk. Det betyder “koldfugl”.

Der har været mange Viber i Vejlerne denne vinter – fordi efteråret er fortsat lige indtil jul, og vinteren udeblevet. Med kuldeindslaget efter jul har de fået kolde fødder, men nogle af dem holder stand endnu. Denne (og et par stykker til) sås ved “smørhullet” på Lund Fjords vestside igår.

Nu mildnes det igen, og inden længe er der sikkert atter store flokke af Viber i Vejlerne…

Vejlerne vinder

Da der ikke længere er gang i guldsmedene (selv om det usædvanligt milde efterår er fortsat indtil nu), er det vist tid til et nyt indlæg…

Vi som er fastboende i området har jo aldrig været i tvivl, men nu har vi også en vandfugleforskers ord for, at Vejlerne er Danmarks vigtigste ferskvandsområde for vandfugle.

I anledning af afrapporteringen af “Rastende fugle i det danske reservatnetværk 1994-2010” fra DCE, Aarhus Universitet (læs rapporten her), hvor der bliver gjort status over kvaliteten af 88 natur- og vildtreservater og deres betydning for vandfugle, udtaler Preben Clausen, hovedforfatteren til rapporten: “I virkeligheden er det jo svært at rangliste områderne, fordi det lidt svarer til at sammenligne grapefrugter og bananer. For hvad tæller mest: 100 Skestorke eller 25.000 Pibeænder?

Alligevel drister han sig til at give et bud på en “top fire” for reservaterne, hvor Vejlerne kommer ind på førstepladsen (foran Maribosøerne, Tøndermarsken og Skjernå), fordi Vejlerne er “internationalt betydende for Kortnæbbet Gås og Krikand, det vigtigste reservat for Skestork, Krikand og Trane, næstvigtigste for Knarand, Hjejle og formentlig også Lille Skallesluger og tredjevigtigste for Vibe. Hvis man ser på ynglefuglene, er det også den suveræne top 1-lokalitet i Danmark for udprægede ferskvandstilknyttede arter som Rørdrum, Gråstrubet Lappedykker, Grågås, Sortterne, Dværgmåge (=eneste) og Plettet Rørvagtel.” Og, kan man jo tilføje, Danmarks bedste lokalitet for Stor Kobbersneppe og Verdens bedste for Engryle…

Læs resten af begrundelsen for rangordningen på Aarhus Universitets hjemmeside: (klik her).

Gang i guldsmedene

Når man har kigget intensivt på fugle i tilstrækkeligt mange år, kan man nogle gange godt få fornemmelsen, at det hele er kendt i forvejen… (nu skal der nok være nogle, som føler sig provokeret!) 😉

Det samme gælder ikke for insekterne, som jeg tidligere har fortalt om. Jeg har i de seneste uger fortsat med at dyrke de seksbenede, specielt guldsmedene, og der er meget nyt at erfare, rent entomologisk!

I år kører der – foruden DOFs ynglefugleatlas – to andre atlasprojekter, nemlig på dagsommerfugle og guldsmede. Og det viser sig, at der er mange hvide pletter på kortet, dvs. at man virkeligt har mulighed for at bidrage med ny viden, hvis man kaster sig over at bestemme – og husker at rapportere! – nogle af disse fine dyr. Man behøver ikke dyrke det på rigtig entomolog-niveau med insektnet osv. – jeg har fundet ud af, at meget kan bestemmes, hvis man er bevæbnet med en god “mellemtele” (i mit tilfælde en 70-300 mm) med tilstrækkelig lav nedre fokuseringsgrænse – bedre end en makro, fordi man ikke behøver at nærme sig dyrene så meget og dermed risikere at skræmme dem væk. Og hvis man efterfølgende er i tvivl om artsbestemmelsen, sidder der gode eksperter på fugleognatur.dks forum som svarer beredvilligt, når man uploader sine fotos.

Æglæggende Brun Mosaikguldsmed, Han Vejle, august 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Æglæggende Brun Mosaikguldsmed, Han Vejle, august 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg havde egentlig en forestilling om, at Vejler-områdets guldsmedefauna var rimeligt godt kendt og dækket, men det viser sig ikke helt at være tilfældet. Derfor kan man altså gøre nye opdagelser, og relativt ofte stå med fornemmelsen af at finde hits, eller i det mindste subhits. Jeg har bl.a. de seneste uger haft fornøjelsen af at finde Grøn Mosaikguldsmed i Hjardemål Klit, en afsindigt flot sag – og samme sted den spændende (store, og også flotte!) Stor Kejserguldsmed, som først indvandrede til Danmark i 90erne, men nu bliver fundet mange steder. Mosaikguldsmedene kan tit være frustrerende, idet de er på vingerne stort set konstant, men det er dog lykkedes mig at bestemme Blå Mosaikguldsmed i en lille sø ved Bulbjerg, og så har jeg fundet ud af, at Brun Mosaikguldsmed (billedet) er rigtig almindelig i vores område. Den er så karakteristisk, at den kan kendes i flugten, men lige nu finder man mange af dem som æglæggende, og så er det jo endnu nemmere. I år har jeg ikke fundet Baltisk Mosaikguldsmed – men ved fra tidligere år, at den findes i Vejlerne… Og der er flere andre arter potentielle mosaikguldsmede for området, bl.a. burde Efterårsmosaikguldsmed flyve netop nu. I samme boldgade som de altid aktive mosaikguldsmede er smaragdlibellerne, som jeg hidtil ikke har haft så megen held med, andet end jeg har konstateret, at de er her – den ene eller anden art. Også de er ufatteligt, utrætteligt aktive og drøner frem og tilbage ustandsteligt – og så er de altså enormt flotte – slægtsnavnet siger det hele! Bl.a. er der adskillige ved Tovsig Sø. Hjælp mig med at sætte artsnavn på, please!

Fire arter hedelibeller er det blevet til, de er til gengæld næsten altid nemme at arbejde med. Det samme var en Stor Blåpil i Han Vejle.

Til sommerfugleatlas har jeg været så heldig at kunne bidrage med en Iris fra Tved Klitplantage, desværre en noget slidt hun, men herligt at denne fede art også kan findes på disse kanter! Og når man er fokuseret på de små ting falder der også af og til andre sjove ting af; i går således en Skorpionsflue (sp., men efter al sandsynlighed arten Almindelig Skorpionsflue – som dog ikke er mere almindelig, end at den ikke er rapporteret fra Thy/Hanherred)…

For nogle af guldsmedene og mange af dagsommerfuglene er vi årstidsmæssigt forbi flyvetiden, men der kan stadig findes meget interessant derude (og atlasprojekterne kører fortsat de kommende år) – så herfra en opfordring til at tage ud og kigge – det er fascinerende skabninger!

Insektguf

Overskriften hentyder ikke til den omkringsiggribende populære trend med at spise insekter, eksempelvis chokoladeovertrukne græshopper eller melorme – addr!
Derimod vil jeg blot fortælle om noget af højsommerens fine oplevelsesmæssige guf i form af det rige insektliv, der sværmer omkring i varmen. Og da halvdelen af matriklens omtrentlige hektar (i Tømmerby midt i Vejlerne) ligger ud som natur (sump, sumpskov, tilgroet eng) behøver man i mit tilfælde ikke gå langt efter oplevelserne!

I sidste uge således en dag med flere andengenerations Nældesommerfugle (efter den første førstegenerations for et par år siden).

Nældesommerfugl, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nældesommerfugl, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I går så jeg årets første Sort Hedelibel, en art jeg fandt på stedet første gang sidste år, hvor de parrede sig her…

Sort Hedelibel, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sort Hedelibel, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Samtidig sværmer rigtigt mange Blodrød Hedelibel, og så har jeg dykket lidt ned i bestemmelse af kobbervandnymfer, og fundet ud af, at der forekommer både Sortmærket og Almindelig Kobbervandnymfe.
Nyt for mig var det at finde denne flotte Tidselbuk (-men den har jo sikkert været her altid – her er ialfald mange af de høje stauder/urter, som arten holder af)…

Tidselbuk, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselbuk, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er sjældent, at det lykkes mig at få bestemt nogle af de græshopper jeg ser, men med hjælp fra eksperterne på fugleognatur.dk (som også hjalp med kobbervandnymferne) fandt jeg frem til, at detteher må være en Lynggræshoppe – ret fin med gammelrosa hoved og kropssider i kontrast til den friskgrønne ryg…

Lynggræshoppe, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lynggræshoppe, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Blot et lille udpluk… – der er godt gang i insektlivet derude lige nu!

Tilføjelse dagen efter: nogle af de insekter, der har givet flest frustrationer, er mosaikguldsmedene, som i varmen er på vingerne konstant, og derfor svære at fotografere eller bare at få at se ordentligt. Men i aftes opdagede Mie et individ af Brun Mosaikguldsmed, der var drattet ned foran huset (måske fløjet mod et vindue), hvor den lå og sundede sig. Jeg synes de store mosaikguldsmede er overordentligt fede dyr, og det var en fryd at kunne nærstudere dette individ (selv om den nok ikke havde det så godt). Den sundede sig og “varmede motoren”, men jeg så den ikke flyve. Her til morgen er den dog væk…

Brun Mosaikguldsmed, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brun Mosaikguldsmed, Tømmerby, juli 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De kære Sortterner (hjertebørn/smertensbørn)

Bedømt efter antallet af indlæg på vejlerne.dk, som bekymret beskæftiger sig med situationen hos de ynglende Sortterner, er det nok én af de arter, som i fuglekiggersamfundet omkring Vejlerne fylder mest i bevidstheden. Vejlernes Sortterner er blandt de nordligst ynglende i Europa, og det er efterhånden næsten den eneste sunde bestand i Danmark – som dog enkelte år har været så få i antal, at der virkeligt har været grund til bekymring (omkring 20 par, som det var tilfældet sidste år). At de mange år ikke har været i stand til at producere flyvefærdigt afkom i tilstrækkeligt omfang til, at bestanden kan holdes ved lige, gør jo ikke situationen mindre urovækkende…
Samtidig er Sortternen i dén grad indbegrebet af sommer i sumpen, så det vil føles som et gigantisk savn, hvis den en dag ikke længere er at finde mellem Vejlernes ynglefugle.
For de fleste besøgende ornitologer er den bedste chance for at opleve Sortternerne de fleste år fra skjulet i Kogleaks, hvor man har mulighed for at se fuglene svirre over én eller flere kolonier, ofte i kanten af Hættemåge-kolonien – og ofte på ganske stor afstand. Fuglene fouragerer både i selve Kogleakssøen og i de tilstødende vandområder Læssø, Gollum, Selbjerg Vejle samt Han Vejle og Lund Fjord. De tre førstnævnte områder er også på stor afstand for beskueren, mens der, hvis fuglene flyver mod nord til Han Vejle og Lund Fjord, til tider kan være mulighed for at opleve Sortternerne tættere på, når de fouragere langs rørbræmmerne, eller når de krydser jernbanedæmningen i lav flugt.
I lørdags var der sådan en lejlighed, hvor der var en livlig trafik fra Kogleaks til Han Vejle, og retur til rederne med småfisk eller guldsmedelarver.
For adskillige fugle var det foretrukne fourageringsområde de små vige langs nordsiden af Han Vejle, og man fik derfor mulighed for på relativt nært hold at kunne følge – og fotografere – de fødesøgende terner, især hvis man brugte bilen som skjul (på jernbanedæmningen).

Sortterne, Han Vejle, juni 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortterne, Han Vejle, juni 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortterne, Han Vejle, juni 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortterne, Han Vejle, juni 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortterne, Han Vejle, juni 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortterne, Han Vejle, juni 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Som det ses på billederne, er Sortternerne i øjeblikket ved at miste noget af den sorte pragt – et typisk billede, fældningen af kropsfjer finder sted, mens forældrefuglene stadig fodrer unger.
Flere fotos af Sortterner kan ses her: Sortterner på ornitfoto.dk.
Overvågningen af et udvalg af Vejlernes ynglefugle er fra i år overgået til Henrik Haanings firma Avifauna Consult, og ifølge dette blogindlæg ser situationen i år foreløbigt væsentligt bedre ud for Sortternerne (end i 2013), idet 36 par er blevet kortlagt. Min oplevelse i lørdags var også, at der konstant var 30-35 fouragerende fugle at se, og at der var en livlig trafik med føde til rederne. Så nu er det bare at håbe, at vi i denne sæson undgår de værste “alvorlige vejr-hændelser” som f.eks. en juni-regnstorm – og at prædatorerne holder sig i skindet!
I 2012 foretog vi i ornit.dk som bekendt (?) en ekstraordinært grundig overvågning af Sortterne-kolonien i Kogleakssøen, for særligt interesserede kan rapporten som resulterede af dette arbejde læses her: Sortterner i Vejlerne. Rapport 2012.

Trekantsdrama i Trekanten

Jeg var i morges vidne til lidt af et drama på engen ved Vesløs Vejlevej.
Først åndede alt ellers idyl i det stille regnvejr. En hun af Stor Kobbersneppe sov med næbbet under vingen, mens en han gik og fouragerede i baggrunden. Jeg tænkte, at hunnen nok havde lagt det eller de første æg, men endnu ikke var begyndt at ruge. På et tidspunkt hørtes en anden han spillende over engen – fint, tænkte jeg, så er der da mere end ét par kobberdrenge på den fine eng “Trekanten”, artens sidste tilholdssted i de Vestlige Vejler.
Da hunnen vågnede, viste det sig i øvrigt at hun har et beskadiget næb, med et knæk på undernæbbet et par cm fra spidsen. Da hun begyndte at fouragere i en lille pyt nær vejen blev også “drengene” mere vågne, ja faktisk gik der ikke et minut, før de var på nakken af hinanden. En indædt kamp udspillede sig – først et stykke inde på engen, hvor de begge prøvede at “dukke” den anden. Allerede her var det ret dramatisk, med vandplask fra den godt sjappede eng. Efter nogle minutter stilnede det af, men kort efter så den ene han sit snit til at nærme sig hunnen.

Stor Kobbersneppe han lander nær hunnen (med knækket næb; i forgrunden). Vesløs Vejle, maj 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Kobbersneppe han lander nær hunnen (med knækket næb; i forgrunden). Vesløs Vejle, maj 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Herefter udspillede dramaet sig bogstaveligt talt for øjnene af mig; den anden han kom farende til, og de to hanners kamp fortsatte med jævnlige infights og små hop i vejret for at få overtaget.

De to hanner af Stor Kobbersneppe konfronterer hinanden. Hunnen i forgrunden. Vesløs Vejle, maj 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
De to hanner af Stor Kobbersneppe konfronterer hinanden. Hunnen i forgrunden. Vesløs Vejle, maj 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
To hanner af Stor Kobbersneppe jager hinanden. Vesløs Vejle, maj 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
To hanner af Stor Kobbersneppe jager hinanden. Vesløs Vejle, maj 2014. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Til sidst – efter vel ti minutters hanekamp – havde hunnen besluttet sig, og hun fløj væk med den ene han, mens den anden blev tilbage på stedet og gav sig til at fouragere.

Det ser ellers ikke så godt ud for bestanden af Stor Kobbersneppe i Vesløs Vejle, eller i de Vestlige Vejler i det hele taget. Jeg har lige foretaget en hurtig bearbejdning af materialet fra feltstationen og de seneste års optællinger for Aarhus Universitet, og der er sket et markant fald siden slutningen af 1980erne og første halvdel af 90erne – se nedenstående figur (kan uddybes ved læsning af ynglefuglerapporterne, seneste kan læses her). Størst var bestanden i 1991 med 32 par, og færrest blev talt i 2012, hvor vi blot fandt to par. Og foreløbigt ser det altså kun ud til at halvandet par har indfundet sig i denne sæson… Hvilket egentlig kan undre, eftersom alle parrene de sidste to år har haft ynglesucces (2012 2 par, 2013 5 par ungevarslende). Jeg vil ikke her forsøge at kloge mig yderligere i årsagerne til artens tilbagegang i Vesløs Vejle, men kan konstatere, at det er en generel tendens, også på kernelokaliteten Bygholm Vejle – og nedgang rammer jo altid værst i randpopulationer…
Men jeg vil alligevel tillade mig at glædes over en dramatisk oplevelse på tæt hold med de fine fugle!

Graf med bestandsudvikling hos Stor Kobbersneppe i Vesløs/Arup Vejle.
Graf med bestandsudvikling hos Stor Kobbersneppe i Vesløs/Arup Vejle.

Influx af Sølvhejrer m.m.

Sølvhejrer, Skestorke og Fiskehejre, Kogleaskssøen, september 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejrer, Skestorke og Fiskehejre, Kogleakssøen, september 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejre, Pytodde, september 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejre, Pytodde, september 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Lørdagens fantastiske indian summer med grill og bål på plænen til sent blev efterfulgt af en tidlig søndag morgen, som vejrmæssigt også var rigtig fin (og meget bedre end DMI’s forudsigelser!), hvor hele Bygholm Vejle fra nord til syd blev checket fra Østre Landkanal-siden.

Det første syn som mødte os var – som Rolf C. ville udtrykke det! – en kæmpeflok af Sølvhejrer i Kogleakssøen, hele 6 styks, som fouragerede på det efterhånden meget lave vand sammen med Skestorke og Fiskehejrer. Det er den største flok af denne art, som til dato er set i Vejlerne (-og Nordjylland?)…

Ned langs Bygholm Nord var det planen at følge udflyvningen af de overnattende Traner, og det lykkedes meget godt; i større og mindre flokke taltes 175 fugle, som alle trak ud på fouragering på Thorup Fjordholme – eller ialfald i en østlig retning. Det er ikke rekord, men et stort tal – og flere end der maksimalt blev talt sidste efterår.

En gammel Havørn – en af de mindst 5-6 fugle, der huserer i Vejlerne og Hjardemål Klit-området for tiden – skabte ravage blandt Bygholm Nords rastende fugle. Et par unge Vandrefalke gav også lidt dramatik, men mest fordi de gjorde talrige udfald imod hinanden i luften.

Da vi nåede Krapdiget lettede på kort afstand en fed ung, ond Duehøg – en art som er blevet alt for sjælden, selve indbegrebet af power!

Endnu en Sølvhejre var kortvarigt oppe at flyve over Selbjerg Vejle (langs Selbjergdiget), i området hvor Sølvhejrerne de seneste år ofte har holdt til – måske den samme jeg så første gang for tre uger siden.

I Øst- og Midtsøerne ved Bygholmdæmningen var der godt med vadefugle, inkl. flere unge Krumnæbbede Ryler og Dværgryler, og sidstnævne sted også en ung kobberfarvet og kortnæbbet Islandsk Stor Kobbersneppe.

Der er jo ikke ellers mange vandfugle på Bygholmengen i disse steppeklima-tider, men alligevel sad en gammel Vandrefalk i baggrunden og skulede. Og én til af slagsen fandt vi på Pytodde, hvor dagens sidste – ottende! – Sølvhejre også dukkede op – den fløj senere mod Glombak eller Bygholm Vejle.

Det var en overraskelse at finde så mange Sølvhejrer idag, men det falder jo i tråd med, at arten de seneste år er blevet mere og mere almindelig. Vi har én gang tidligere i Vejlerne, den 9. november 2009, registreret et samlet tal på 8 eller 9 Sølvhejrer – som tidligere fortalt – men dengang var største antal set på én gang 5 eksemplarer. September har ofte været den bedste måned, og det skulle ikke undre mig, at vi i år kommer til at opleve endnu større tal af denne fremadstormende art, der giver sydlige og eksotiske associationer…