Vejlerne – Side 11 – Vejlerornitten

Skovens charmetrold på besøg

Spætmejse, Nationalpark Mols Bjerge, maj 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk

I mange år har Spætmejse virkeligt ikke været en fugl, man har forbundet med Vejlerne eller området omkring Vejlerne. I den første atlasundersøgelse 1971-74 var eneste registrering i Thy en “mulig” forekomst som ynglefugl. I andet atlas 1993-96 fandtes den som “sikker” i ét kvadrat (Tovsig-kvadratet) samt én “sandsynlig” forekomst. Sådan var situationen i store dele af feltstationsperioden – man kunne af og til træffe arten i den gamle højstammede løvskov omkring Tovsig vest for Tømmerby Fjord, samt (lidt længere væk fra Vejlerne, men indenfor feltstationens tælleområde) i park-haven tilhørende Aggersborggård.

Men siden er der sket ét og andet. I den pågående atlasundersøgelse er der efter to sæsoner fundet sikkert ynglende Spætmejse i tre kvadrater i Thy, og derudover er arten registreret som sandsynlig eller mulig ynglefugl i yderligere 12 kvadrater i landsdelen. Det ene kvadrat med sikkert ynglefund er CC04 – Hannæs, hvor også min matrikel befinder sig. Det er selvfølgelig Poul Hald, der har arten i sin skov ved Øsløs, men derudover er den nu også fast i den gamle feltstationshave på Lynge, har jeg ladet mig fortælle. Hvem skulle have troet det…

Alligevel kom det som en overraskelse for mig – men en glædelig en af slagsen – da jeg i sidste uge blev mødt af Spætmejsens glade kald, da jeg stak hovedet ud om morgenen. En herlig ny matrikelart! På vores og især naboens grund er der i løbet af de sidste små 100 år vokset en lille løvskovslund op, og træerne er nu åbenbart så gamle og tillokkende, med furet bark, revner og andre gode skjulesteder for insektliv, at en Spætmejse har fundet det interessant at aflægge stedet visit. Foreløbig har den været her i næsten en uges tid, og det er til at blive glad i låget af at møde denne “gadedreng”, der altid udstråler energi og overskud. Så jeg håber selvfølgelig, at den bliver hængende!

Fotoet er ikke af den aktuelle fugl, men et arkivbillede fra dette forår hvor jeg arbejdede på et naturskovsprojekt i Nationalpark Mols Bjerge. Dér kan man virkeligt tale om, at Spætmejsen er karakterfugl!

Ikke særligt sørgeligt!

Det er aldrig sørgeligt at finde en Sørgekåbe – en af Skandinaviens store flotte sommerfugle.

Det skete for mig idag – da jeg kom kørende ind ad indkørslen, så jeg ud af øjenkrogen en stor mørk sommerfugl med hvidlig bagkant på vingerne – og den var med det samme på lystavlen, selv om jeg næsten ikke kunne tro det.

JPK #3_047500.web — Sørgekåbe, Tømmerby, august 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er kun anden gang i løbet af de 26 år vi har boet her, at vi har haft Sørgekåbe på matriklen – første gang var tilbage i 1990’erne, hvor et individ besøgte vores brændestak.

I dag fandt jeg sommerfuglen i vores store vedbend-behængte asketræ. Som jeg fortalte om her på bloggen for nogle år siden, så er netop vedbend en vækst, der har stor tiltrækningskraft på sommerfugle og andre insekter. Det ser dog ikke ud til at blomsterne rigtigt har åbnet sig endnu, og Sørgekåben fløj da også hurtigt videre – og forsvandt.

Det blev således en flygtig oplevelse, og det var et noget laset eksemplar – men det er altid glædeligt at se Sørgekåbe, og heldigvis lå kameraet parat på bilsædet, så jeg kunne dokumentere fundet – selv om det er et lidt kedeligt foto…

Ved opslag på sommerfugleatlas.dk kan jeg se, at det blot er det andet rapporterede fund fra Thy i atlasperioden 2014-17 – første var fra Sydthy i april sidste år. Så det er absolut ikke nogen årlig begivenhed at støde på Sørgekåbe på disse kanter.

Ikke særligt sørgeligt, tværtimod et glædeligt gensyn med en sjældent set sommerfugl!

Hvide hejrer bonanza med Kohejre!

Haaning hitter igen! – på totaltælling i mandags fandt Henrik Haaning en Kohejre i Kogleakssøen, som han fortæller om på Pandion i linket her.

Kohejre, Kogleakssøen, august 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg befandt mig på pågældende tidspunkt ved frokosttid på Bygholmdæmningen i søgen efter de to Odinshøns, Henrik havde rapporteret tidligere på morgenen. Så jeg kunne ret hurtigt være på plads i Kogleaks-skjulet, og sammen med Henrik og blot to observatører til nåede jeg – i det ikke alt for spændende, kølige blæsende vejr – at se hit-hejren. Først stod den og skuttede sig på en af øerne i søen, ret kedeligt at se i kraftigt modlys, men efter et kvarters tid lettede den og fløj over på en kreaturgræsset mark på Kærup Holme – desværre skjult bag en nåletræsplantage. Det var under denne flyvetur at ovenstående uskarpe dogme-doku-foto blev taget.

Senere vendte den meget kortvarigt tilbage til søen, hvor den bl.a. stod på en hegnspæl i nogle få sekunder – denne gang var der lidt mere nydelse i synet. Kohejre er jo såmænd en fin lille hejre, men dens almindelighed i andre dele af verden taget i betragtning er det jo ikke en art, man som sådan går og har et romantisk forhold til… Men det er ALTID sjovt at få sig en ny Vejler-art, og for Henrik da ikke mindst – “findelønnen” når det uventede dukker op i teleskopfeltet er altid stor!

Resten af mandagen og tirsdag med blev fuglen eftersøgt uden held, men onsdag morgen fandt Henrik Læssøe fuglen igen i Kogleakssøen, og denne dag blev den set flere gange i løbet af dagen frem til om aftenen – dog afbrudt af perioder, hvor den skjulte sig. Der blev også taget væsentligt bedre fotos af fuglen end ovenstående. Det forekommer sandsynligt at fuglen stadig er til stede, så mon ikke den vil blive set flere gange i den kommende tid…

Det er så kun anden gang på godt 100 år, at der ses Kohejre i Vejlerne – vi skal helt tilbage til 1903, hvor en fugl blev skudt i Selbjerg Vejle – dengang det første fund i Danmark, i øvrigt. Og det passer så alligevel (måske) ikke helt – for i 1995 kom min datter Pia en gang hjem og fortalte, at hun havde set en hvid fugl stå på ryggen af en hest ved Tømmerby Fjord – så siger alarmklokkerne jo med det samme Kohejre! Den blev eftersøgt uden held – men senere samme år dukkede der en Kohejre op ved Ove Sø i Thy…

Kohejrens opdukken i Vejlerne falder fint i tråd med at stort set alle Sydeuropas hejrearter igennem mange år har haft fremgang, og nu ses flere af dem regelmæssigt på vore breddegrader. Under Kohejrens ophold i Kogleakssøen i mandags fløj der flere gange en Sølvhejre forbi i baggrunden (én af de ca. 10, der huserer i Vejlerne i øjeblikket), og det er ikke mange dage siden at der også var Silkehejre i Pytodde og på Bygholmengen. Det engang eksotiske er ikke længere helt så eksotisk!

Vingesuset

Det kan næppe have forbigået nogen læsere af denne blogs opmærksomhed, at der for nylig udkom en ny fotobog om Vejlerne; Henrik Haanings og Carsten Krogs “Vingesus – Vejlerne i glimt“.

Og det kan da ikke passe, at bogen ikke skal omtales af Vejlerornitten!

Så det vil jeg hermed gøre. Bogen er først og fremmest en fotografisk hyldest til naturen i Vejlerne. Carsten og Henrik formidler på smukkeste vis deres begejstring for Vejlernes fugle, dyr, planter og landskaber i poetiske, stemningsfulde og kreative billeder – nogle af dem meget kreative! 😉

Det er altså billedernes grafiske udtryk (og et gennemført stilrent appetitligt layout af Karin Fredsøe/Tilde Grafisk), som bærer bogen, men der er da også tekster med i Vingesus. Bogen er opdelt i et antal kapitler med overskrifter som Landskaberne, Rørskovene, Engene, Mængderne, Det blå bånd, Agerlandet, Natten, Vinteren osv., samt en række kapitler som præsenterer en enkelt art – selvfølgelig nogle af Vejlernes emblem-arter som Rørdrum, Skægmejse, Odder osv., eller grupper af arter (gæs, insekter m.fl.). I hvert kapitel er der typisk en sides tekst som introduktion til 5-20 sider med fotos. Der er altså ikke tale om en slavisk gennemgang af årets gang, men snarere en række “nedslag” i forskellige emner, man kan fokusere på som fotograf.

Jeg må sige, at det er en storslået præstation af de to “knægte”, og for første gang har Vejlerne fået en publikation, som virkeligt kommer bredt omkring, som i dén grad viser hvor mange forskelligartede oplevelser, man kan få i Vejlerne, og som derfor yder området fuld retfærdighed! Netop diversiteten i landskaberne (både makro- og mikrolandskaber) synes jeg man for alvor får øjnene op for gennem bogens billeder.

Med så mange forskellige fotos taget af to fotografer med ret forskellig tilgang til fotografering vil der uvægerligt være nogle, man bedre kan lide end andre! Selv er jeg helt forelsket i det her viste rørskovsbillede fra Lynge-udsigten mod Skårup Odde (side 28-29), et opslag med en stor flok Skestorke fra Østerild Fjord, som skutter sig i regnen (side 108-109) og en han-Skægmejse i enden af et laaangt, nedadbøjet tagrør-strå (side 53) – en rigtig Haaning-komposition med hovedmotivet placeret helt ude i det ene hjørne af billedet. Men der er så mange andre, og hver ny gennembladring af bogen får én til at dvæle ved nye billeder, nye detaljer.

Den helt store styrke ved Henrik og Carstens fotokunst er deres meget legende og udforskende tilgang til fotografiet – noget som gør at billederne aldrig bliver kedelige eller monotone. Der ligger altid en eller anden drilsk vinkel i forhold til gængse konventioner om fotografering, og ingen (eller ialfald meget få) af billederne er blot portrætter – der tilføjes altid et eller andet nyt aspekt gennem belysning eller leg med lukkertid/blænde, komposition osv.

Det må også lige nævnes, at trykningen af bogen er udført til topkarakter – på noget til formålet meget velvalgt papir med lige præcis den helt rigtige afdæmpede glans – af Naryana Press, Gylling Næs.

Så lad dermed dette være en uforbeholden anbefaling af den flotte bog – som iøvrigt også i dag har fået en fin anmeldelse af Søren Skov i Nordjyske (sektionen Frii).

Min ven Blåhalsen

Nogle gange går udviklingen i fugleverdenen ufatteligt stærkt. Tag nu for eksempel Sydlig Blåhals. Fra at have været totalt fraværende som dansk ynglefugl, over en periode hvor arten var en sydvestdansk (=marsk-) specialitet, til en situation hvor det nærmest er en ALMINDELIG fugl på egnede biotoper i det meste af Jylland, er der gået meget få år. Først omkring 2010 begyndte arten at “spøge” i Vejlerne, Lille Vildmose og andre steder i Limfjordsområdet – og idag er der MANGE af dem.

Jeg har tidligere skrevet om Sydlig Blåhals i dette og dette indlæg.

Når arten i dag bliver eftersøgt på egnede steder, dvs. typisk i rørbræmmer langs grøfter og kanaler, ofte i inddæmmede områder – ja så bliver den også ofte fundet.
Nogle af de nemmest tilgængelige, mest “publikumsvenlige” Blåhalse har vi vist her i Vejlerne, specifikt Han Vejle/Lund Fjord-området (Jernbanedæmningen), og ikke mindst fuglen(e) langs gangbroen i Han Vejle må finde sig i ofte at få besøg af interesserede fotografer og almindeligt nysgerrige.

I år ankom flere fugle til Han Vejle og Lund Fjord den 1. april – sidste år var det allerede i marts, det skete.

Der er flere fine ting ved Blåhalsen. Det er selvfølgelig en juvel, en fryd for øjet! -Men også dens sang-ekvilibrisme er en fryd, og selv om sangen ikke er så kraftig, betyder det, at den netop ankommer så tidligt, at det for alvor giver mulighed for at nyde den uden forstyrrelse fra andre mere larmende fuglesange.

Fuglen ved gangbroen i Han Vejle (fotos) har jeg og mange andre haft stor fornøjelse af her i første halvdel af april. Det er en MEGET aktiv han, som i lange perioder – og slet ikke kun i skumring og dæmring – har travlt med at synge, meget ofte fra særdeles synlige sangposter, således at man allerede fra P-pladsen kan konstatere, at ja, han er på plads også i dag. Når den rigtigt fører sig frem og nærmest kommer i affekt, afleveres sangen med halen stående lodret i vejret. Charme og selvtillid er der ikke for lidt af!

Den pågældende han har iøvrigt kun en svagt udviklet hvid strubeplet, diffust tegnet og blot synlig af og til under sangen.

Blåhals, Han Vejle, april 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Sortstrubet Bynkefugl pynter hvorsomhelst

Sortstrubet Bynkefugl, Lund Fjord, marts 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Efter en lang dag i felten igår med gennemsyn af 10.000 Kortnæbbede Gæs og endnu flere Bramgæs var det en dejlig gang flødeskum på lagkagen at finde en hyggelig Sortstrubet Bynkefugl ved “smørhullet” nordvest for Lund Fjord. Det er jo en god Vejlerfugl, langtfra årlig, og altid hyggelig! Vi skal dog ikke mange kilometer længere nordpå for at finde arten fast, ved foden af Bulbjerg, hvor der de sidste mange år har været et eller flere stationære par – sidste år fik de unger på vingerne deroppe.

Det blev så årets hidtil bedste fugl ved denne fine lokalitet, hvor der ofte i løbet af vinteren ligger Sangsvaner, og om foråret er vandfladen tit fyldt med svømmeænder, og engen gæstes af Viber, Rødben, Store Præstekraver og vipstjerter. Det var også hér, jeg i 1988 (så vidt jeg husker) fandt Vejlernes (og Danmarks) første Amerikanske Krikand i nyere tid – men det skulle jo senere vise sig, at denne art/form optræder ganske regelmæssigt. Således ligger der jo lige nu som bekendt (via diverse melde-systemer) et eksemplar ved Horsodde i Tømmerby Fjords sydvestlige hjørne… Faktisk er jeg lige ved at tro, at Vejlerne har flere fund af Amerikansk Krikand end af Sortstrubet Bynk…

Nå, “smørhullet” ved Lund kommer ialfald til at blive checket på næsten daglig basis de kommende måneder..

Sumpfugl sort

Sumpfugl Sort
Ibis igen
viser Vejlernes
magnetiske magt.

Sort Ibis, Lønnerup Fjord, september 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

(Ja, jeg ved godt Lønnerup Fjord teknisk set ikke er en del af Vejlerne – har faktisk selv påpeget det flere gange – men det var jo immervæk en del af feltstationens tælleområde)…

Fuglen her gik fint og fouragerede i kildevældet på Lønnerups vestside i eftermiddags. Så vidt jeg ved er det to år siden vi sidst havde besøg af Sort Ibis – det var også i september.

Den fedeste falk

Jagtfalk, Bygholm Nord, september 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

Den unge Jagtfalk, der i sidste uge blev opdaget på Bygholmengen på et usædvanligt tidligt fænologisk tidspunkt på året, var i morges så venlig at vise sig for mig, da jeg var på vej ad Østre Landkanal-dæmningen på totaltælling som afløser for Henrik Haaning.

Fuglen sad idag øst for landkanalen nord for højspændingsledningerne, hvor jeg i teleskopet kunne nyde alle detaljer – ganske vist i modlys – mens den plejede fjerdragten. Derimod var den lidt for langt væk til gode fotos – men jeg viser alligevel dette for dokumentationens skyld – et oversigtsbillede taget med 400 mm samt indsat et digiscoping-skud.

På dette tidspunkt havde jeg allerede hilst på den første af dagens to-tre Aftenfalke, senere kom der også en Dværgfalk samt selvfølgelig Vandre– og Tårnfalk. Det er ikke hver dag man bliver belønnet med hele fem falkearter på en totaltælling!

Denne Jagtfalk er én i en stribe af observationer fra Vejlerne gennem årene, de fleste fra Bygholm Vejle og adskillige af dem har været “langliggere”, den sidste var vist fuglen som vi havde glæde af fra oktober 2009 til helt hen i juli 2010 – omtalt i dette indlæg. Specielt da vi i foråret mødte den på engen på ynglefuglegennemgangene gav det nogle helt unikke oplevelser hvor man kom virkeligt tæt på den usky fugl.

Man kan jo håbe at også den aktuelle fugl vælger at tilbringe de kommende måneder her – i givet fald er der mange spændende oplevelser i vente!

Odonatologiske oplevelser

Dette indlæg er en fortsættelse af “Gang i guldsmedene” fra august sidste år…

Vidste I godt, at der i Tømmerby Å er en fin bestand af Blåbåndet Pragtvandnymfe?

Blåbåndet Pragtvandnymfe, Tømmerby Å, juni 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

Som jeg fortalte i ovennævnte indlæg her på bloggen, kom jeg sidste sensommer i gang med at udforske guldsmedefaunaen i Vejlerne og omegn, og det gav mange fine oplevelser – og bidrag til det Atlasprojekt om guldsmede, som løber af stabelen i disse år.

I år var min ambition så at komme i gang fra starten af sæsonen. At starten trak ud i det ekstreme var ikke lige planen – vi skulle helt hen til omkring 1. juni, før de første vandnymfer dukkede op, efter den ekstremt kølige maj måned i år. Der er dog efterfølgende i løbet af juni kommet rigtigt meget fart over tingene, og jeg har ialfald oplevet mange fine og uventede ting med disse prægtige dyr, og fået tilføjet mange af de tidligt-flyvende arter til listen, således at der nu er registreret 18 arter af guldsmede og vandnymfer i “mit” kvadrat.

Jeg havde håbet på Huevandnymfe i Han Vejle, en klassisk og berømt lokalitet for denne sjældne art; men det lykkedes desværre ikke – og nu er det formentlig for sent. Til gengæld har gangbroen i Han Vejle imponeret med store mængder af Flagermusvandnymfe (bl.a. hundreder af par i parringshjul under æglægning),en anden af de tidligt-flyvende arter, og indimellem lidt Hesteskovandnymfe og Stor Farvevandnymfe. I en lille sø i Hjardemål Klit – kunstigt opgravet, men ikke desto mindre meget rig når det gælder guldsmedefauna (sidste år sås bl.a. Stor Kejserguldsmed derude) – fandt jeg Spydvandnymfe og Rødøjet Vandnymfe, det eneste sted i en større radius nord for Limfjorden, at disse arter er registreret i Atlasprojektet.

En anden kunstig lokalitet, en sø som blev gravet for ca. 25 år siden, har siden også udviklet sig til lidt af et biodiversitets-hotspot – det drejer sig om dammen her på egen matrikel i Tømmerby. Her har jeg haft glæden af den utroligt flotte Rød Vandnymfe, og desuden bl.a.Blå Libel, Fireplettet Libel og ikke mindst den tidligst-flyvende af de fede mosaikguldsmede, nemlig Håret Mosaikguldsmed. I går kom der oven i købet en Blåbåndet Pragtvandnymfe og gæstede mit sted, meget overraskende og glædeligt – det er så absulut en af juvelerne i guldsmedeverdenen. Men ellers var jeg for nogle dage siden på et lille besøg ved Tømmerby Å (efter tip fra Jens Frimer), hvorfra ovenstående foto stammer. På en ca. 100 meter strækning omkring broen ved Langvadvej sås ikke færre end 12 individer af den med rette benævnte pragtvandnymfe, hanner og hunner, som bl.a. yndede at lande på de flydende banker af vandranunkler i åen. Et besøg værd – tippet er hermed givet videre!

Og i det hele taget kan jeg kun opfordre til at deltage i Atlasprojektet – det er nemt; man opretter en profil på fugleognatur.dk og taster sine observationer ind – og da der tilsyneladende er få “rigtige” odonatologer, som besøger området her, er det ikke svært at bidrage med ny viden, som kan ses på udbredelseskortene for de forskellige arter. Der kører i øvrigt også tilsvarende Atlasprojekter med dagsommerfugle og padder og krybdyr – så der er god grund til at komme ud i sommernaturen og registrere nogle af disse hyggelige arter, der hører den varme årstid til…

Flere af mine fotos af guldsmede og vandnymfer kan betragtes på fotogalleriet ornitfoto.dk.

Den mest elskede af matriklens ynglefugle

Vi har i mange år haft fornøjelsen af ynglende Rødstjerter på vores grund, og det er altid en stor glæde når man en aprilmorgen stikker hovedet ud, og den vemodige fløjtende strofe lyder fra de høje træer omkring huset. Velkommen hjem fra Afrika!
Det er som om at de for hvert år bliver mere og mere synlige i mikro-landskabet omkring vores have, og de seneste par år i særlig grad, da der ikke kun har været ét, men to par. Det betyder at der er endnu større sangaktivitet, og at der i det hele taget er en masse leben, med snappen med næbbet og advarselskald.
Ofte udnytter de stolperne i hegnet om køkkenhaven både som sang- og udkigspost – de er gode at fluesnappe ud fra.
Reden har vi aldrig fundet, men i år har det ene par valgt at flytte ind i en gammel stærekasse, der hænger i en af de store asketræer, og hvor spætten har forstørret indflyvningshullet.

Rødstjert han, Tømmerby, maj 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Rødstjert hun, Tømmerby, maj 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.