Fra feltstationens dagbog – 15. marts 1991

Ja, vi måtte jo til det, selvom det fra morgenstunden ikke så for lovende ud. Vi satte vores lid til meteorologernes løfter om opklaring, som heldigvis viste sig at holde stik, og vi gennemførte en udmærket total på den helt klart bedste vejrdag, vi har haft i denne pentade. Der var lidt problemer med sigten i Lønnerup, Østerild, Læsvig og på vestsiden af Tømmerby, til sidst også fordi det var ved at blive mørkt, men min fornemmelse er, at det kun var få fugle vestmanden (undertegnede) gik glip af. Der var få fugle i Lønnerup (høj vandstand) og i Læsvig (forstyrrelse). Østmanden Terje havde som han kalder det ”perfekt vejr” bortset fra da han løb ind i en havgus-mur i nordenden af Lund.

Jeg havde bilen på vest, måske ikke helt retfærdiggjort af vejromstændighederne, men mest fordi jeg kom så sent af sted. Det blev da også en stresset optælling pga. de mange fugle og fordi jeg blev en halv time forsinket, da jeg kom til at låse nøglerne inde i bilen! DUMT!

Men nu til fuglene, som der bare er mange af. Alt for mange! Vi begynder med Toppet Lappedykker, som der var 5 af på vandfladerne i de Østlige Vejler. Svømmeandetallene var egentlig ikke imponerende; kun et stort tal af Pibeænder, 4435, med de 3200 (!) på fjorden ud for Bygholmdæmningen, 405 ud for Arupdæmningen. Der er stadig lav vandstand på Limfjorden, og så får vi de store tal dérude. De øvrige andearter kunne tilsammen ikke hamle op med Pibeænderne: Gråand 1345, Krikand 1275, Spidsand kun 125, Skeand 2, Knarand 4, og Atlingandrikken stadig ved Mommer. Ske- og Knarænderne var på Bygholmengen. Trold– og Taffelænderne sås med henholdsvis 391 og 87 styks, men enkelte kan være oversete i disen, især i Østerild. Skallesluger-tallene er faldet til 6 Små og 670 Store – de 370 af sidstnævnte lå i Lund Fjord.

Ved Marikos hjælp fik vi talt Sædgæssene grundigt op – der var temmeligt præcist 300 i de Vestlige og 300 i de Østlige Vejler – ialt 600. Det giver ifølge Marikos endelige opgørelse idag (hun rejser imorgen) ialt omkring 1600 fugle i Thy i øjeblikket, fordelt på 450 ved Ovesø/Sjørring, 540 i ”hendes” gruppe, Tved/Ballerum/Hjardemål-gruppen, og så de 600 i Vejlerne. Heraf regner hun de 300 i de Østlige Vejler som næsten totalt isolerede fra resten, mens der hele tiden foregår udveksling mellem de vestlige grupper. Halsbånd [H08] befandt sig i Vejlerne, ved Østerild og Arup idag. Af Kortnæb var der kun 7 i de Østlige Vejler, på Bygholmengen, men til gengæld 735 i to flokke (den ene helt tæt på vejen) ved ”de to købmænd”, Arup, og derudover 71 ved Østerild. Jeg måtte opgive obs.-punktet mellem de to købmænd for ikke at forstyrre gæssene! Endelig var der 21 hyggelige Blisgæs ved Tovsig. Også Grågåsetallet er stort nu, hvor vi kortlægger dem allesammen grundigt – ialt 1448. Halsbånd [T31] blev aflæst ved Skårup – én af ’87-fangsterne fra Vesløs Vejle.

Vadefuglene udmærker sig idag med store tal af Vibe og Hjejle, 1222 og 470 henholdsvis – Viberne med de største flokke på Bygholmengen og i Arup, Hjejlerne ligeligt fordelt mellem Bygholm, Vesløs/Arup, Østerild og Lønnerup. Også Strandskaderne er ved at komme godt med nu, med ialt 250 fugle på de to fjordlokaliteter. De (stadig) mere fåtallige vadere blev set i følgende tal: Almindelig Ryle 24, Brushøne 2 og Klyde 7, og så var der en Skovsneppe, som Terje havde megen glæde af ved Krap – den blev skræmt op og set fint adskillige gange. Det var også Terje, der havde årets første Store Kobbersneppe – vildt spillende på Bygholmengen. Det var jo også ventet!

OG SÅ er Hættemågerne rigtigt ved at rykke ind i kolonierne – også de gamle kolonier i de Østlige Vejler, som har været forladt de senere år – fordelt således: Glombak 9, Selbjerg 25, Kogleaks 90, Han 4 og Lund 80. De kan naturligvis sagtens nå at opgive endnu! I Arup-kolonierne selvfølgelig masser af fugle og larm.

Forårstræktiden blandt spurvefuglene markeres af obs. af Tornirisk, Sangdrossel og Hvid Vipstjert, og et større influx af Solsort – bl.a. 11 ved Kraphytten og 4 Bo’s Buske – ialt 34 i de Østlige Vejler, men kun 5 set i VestVejlerne fra forsædet i TOYOTA’en… Andre spændende småfugle: 14 Store Korsnæb ved Glombak og min. 6 Skægmejser i Tømmerby – bl.a. én ved Maskinhuset, som havde ring på! Dét var nok min dags mest ophidsende og fantasiæggende obs.!

Fra feltstationens dagbog – 4. marts 1991

Tidlig morgen var det klart nok i vejret, og så lovende ud, og Terje drønede fro af sted med meteorologernes løfte om ”sol og glade dage”, men da Terje nåede til Krap, og da jeg nåede op og i gang i det hele taget, tågede det hele til, sigten kom helt nede på under 50 meter, og det så temmelig håbløst ud. Terje returnerede til feltstationen, og undertegnede tog en spadseretur i skoven syd for Tovsig til at fordrive tiden med, i håb om at det skulle blive bedre, hvad det da heldigvis også gjorde, efter en time til halvanden. OG SÅ igang – ud og opdage, hvordan fuglene havde fordelt sig i Vejlerne denne herrens dag. Det gik meget godt med tælleriet, selvom sigten aldrig blev helt god – der var det meste af tiden lidt soldis og endda varmeflimmer i luften. Vi blev godt nok lidt klamme, da tågebanke nr. to lagde sig som en dyne over det hele – på det tidspunkt befandt vi os henholdsvis på Bygholmdæmningen (Øst-Terje) og Arupdæmningen (Vest-JP), og kunne så småt se en spoleret tælling i øjnene – men heldigvis slap vi med skrækken.

Så de fleste af de fugle, der var der, blev registreret! Der er ikke megen is tilbage på vandfladerne, kun er der de fleste steder i rørene endnu is – måske er det derfor, Rørdrummerne endnu ikke er gået igang med blæselydene – vejrmæssigt skulle man eller synes at det var ideelt til dem idag. Vesløs Vejle-drummen blev dog set af Helge også idag, afventende ved 20’eren, og jeg så måske skyggen af én flyve op fra rørområdet udenfor Firkanten, men nåede ikke at få bremset knallerten og få den tjekket efter… Den anden forårsbebuder i rørskoven, som vi også har gået og ventet på, den Gråstrubede Lappedykker, dukkede endelig op idag, med et par i Halds Hul og én hørt med sin hyggeligt grimme griselyd fra Halvkanalen. Også de Toppede var så småt rykket ind, der var 4 styks i Arup og én i Østerild, et par ved Melsig lå allerede så småt og rystede på hovedet mod hinanden – dét der også kaldes parringsdans. Og når vi nu er i gang med nyhederne, så var der masser af Rørspurvesang i rørene idag – det er første gang dét er hørt i år. Derudover ingen nye foreteelser eller årsarter, men de Hvide Vipstjerter må snart være på trapperne!

Jeg synes ikke der var så mange ænder som jeg havde forventet, især ikke svømmeænder, men der er nok åbnet så meget op rundtomkring, at de kan ligge og gemme sig i rørene. Tallene er 2636 Gråænder, 1887 Pibeænder, 196 Spidsænder og 393 Krik. Over halvdelen af Gråænderne lå på Bygholmengen, over halvdelen af Pibeænderne på Limfjorden og knap halvdelen af Spidsænderne i Østerild Fjord. Resten jævnt spredt – Arup Vejle var skuffende for svømmeænder idag. Til gengæld var denne lokalitet supergod for Store Skalleslugere, 510 fugle lå og fyldte det meste af den spejlblanke vandflade ud for Sydøsthjørnet op, og det var flot! Også i Lund var der mange, 430, og tilsammen 1363 Storslugere hører absolut til i den pæne ende! Jeg tror faktisk det nærmer sig en top-forekomst i feltstationens historie, men orker ikke lige tjekke det! Af de Små Slugere fandt vi igen, for gud ved hvilken gang, 14 fugle. Det er åbenbart det antal der er her og overvintrer, men i så fald fordeler de sig højst forskelligt fra gang til gang. Idag var der bl.a. 3 ud for Lønnerupdæmningen og 3 i Læsvig – lidt usædvanlige steder at træffe dem. På sidste total fandt de en masse Bjergænder – idag kun 2 kedelige hunner, i Lønnerup.

De nordiske gæs var til stede i ret moderate antal; 199 Sædgæs og 774 Kortnæbbede, hvoraf endda muligvis 80 ved Glombak var gengangere fra vest. Imellem 125 Tovsig-Sædgæs gik stadig en halsmærket sammen med hybriden ”Blackie” – det er jo nok [H34], men jeg forsøgte ikke at aflæse den. De Kortnæbbede i Arup havde selskab af en Blisgås og i nordøstenden af Tømmerby gik sammen med Grågæs en dum Bramgås – måske den samme artsforvirrede, der også er set her de senere år. Endnu dummere er Kanadagæssene, som vi åbenbart skal trækkes mere og mere med -i dag ikke færre end 68, fordelt med 15 Selbjerg, 22 Lund, 7 Fjord Vest og 24 i Læsvig. Man skulle tro de kommer fra et sted uden jagt – de er utroligt lidt sky af gæs at være!

På vadefuglefronten bemærkes det, at der nu er Viber overalt, og flere hanner begynder så småt at markere territorium med ”display-flugt”. Også enkelte Strandskader er inde og stå på engene, bl.a. ved Mommer og Vesløs Vejle. Ialt sås 30 – flest naturligvis på fjorden, ligesom Stor Præstekrave, som der var 18 af. 13 Almindelige Ryler og 33 Hjejler blandede sig i Vibe-flokkene, og mindede om det forårs-vadefugle-boom, som er på vej.

Der er ikke det store at melde om fra spurvefugleafdelingen, blot vil jeg have lov at nævne en utroligt hyggelig og meget højrøstet pludrende flok Grønsiskener, som jeg havde den store fornøjelse at kunne nyde på få meters afstand på min skov-spadseretur. De larmede så meget, at jeg kunne gå efter lyden fra ½ km’s afstand. De sad i noget ellekrat, hvor de havde travlt med at plyndre kogler og rakler – og det var de meget optaget af, søde og livlige. Det meste af tiden hænger de med hovedet nedad, når de fouragerer, og der var virkeligt lejlighed til at studere dem som man sjældent får lejlighed til det. Og så var det faktisk denne vinters største flok! En anden lille sisken, Gråsiskenen, fløj der et par over af ved Høbjerget, og det lød så hjemligt og sommerligt, at jeg er sikker på det er vores egne cabaret’er der er kommet tilbage. Men det er måske lidt for tidligt?!

Og så var det iøvrigt idag, at Grågåse-kortlægningen startede – dvs. jeg havde glemt kortene, men Terje fik ialfald nogle fine kortlægninger i de Østlige Vejler. Det ser ud til han har ret godt styr over det! Ved samme lejlighed, når han nu alligevel havde kort med, blev lige årets første Agerhøne-par plottet på kort, og et antal odder-ekskrement-fund, bl.a. et sted ved Ør. Landkanal og ved Østsøen på Bygholmdæmningen. Terje siger at det ser ud som om, den har en sti op på selve vejdæmningen (-og måske ud til fjorden) – det er en farlig trafik!

Apropos at yngletællingerne af Grågæssene er gået igang, så har vi fra Ivan Nielsen i Økologisk Kontor i Styrelsen fået besked om, at der er givet dispensation til fortsat rørskær indtil den 9.3, og de høstede da også godt nok i BNR idag – det er altså groteskt! Mange af fuglene ligger jo og roder rundt inde i rørene på udkig efter redesteder – de er nok ikke ligefrem begyndt at bygge rederne endnu, endsige lægge æg, men de er ialfald godt i gang med forberedelserne. Og de syngende Rørspurve har vel også allerede etableret territorium?

Og hvis dette milde vejr fortsætter kommer der nok snart til virkeligt at ske ting og sager!

Slutbemærkning: vi synes allerede, at totalerne er for lange til to mand og savner at være tre!