Dagen igår bød på fund at to døde pattedyr hjemme på matriklen… Jeg kan ikke artsbestemme nogen af dem, så hjælp til bestemmelse modtages gerne.
Dagen med de døde dyr
Tag: pattedyr
Besøg i Lille Vildmose
I forgårs var jeg en tur i Lille Vildmose, et af mine favorit-naturområder i Danmark. Ja på mange parametre må man sige at Lille Vildmose er fuldstændig unikt – her er tale om et af de største virkeligt vilde områder i landet med en næringsfattig natur, der leder tankerne hen på vore nabolande mod øst og nord. Og dét, at så store områder er indhegnede, gør at stedet for alvor giver begrebet rewilding mening – her er der plads til vigtige store pattedyr og deres påvirkning af vegetation og landskab.
I første omgang var det nu de mere ydmyge skabninger, som havde lokket mig ud på den lange køretur. Guldsmedesæsonen er så småt startet, og jeg skulle lige checke, hvor langt fremme den var i vildmosen.
Jeg har tidligere oplevet, hvordan Lille Vildmose i maj måned kan være totalt tæt besat med Nordisk Kærguldsmed, og det er i al fald også godt i gang nu; på strækningen fra P-pladsen til “kaffepletten” og lidt ind i Paraplymosen var der mindst 160 af denne fine guldsmed. Jeg havde håbet, at de meget våde tidligere gravebaner i Paraplymosen (fotoet øverst) ville “levere” den tidlige art Huevandnymfe – vegetationsstrukturen med spredt voksende kæruld, starer og siv ser ialfald helt rigtig ud. Og der skulle efter sigende være en meget stor bestand af arten i mosen – men i så fald er det ikke hér, eller de er ikke kommet frem endnu (jeg havde i sidste uge et enkelt individ ved Blovsgårde, og den er også meldt fra Bornholm for nogle dage siden).
Eneste vandnymfe jeg faktisk så var Rød Vandnymfe.
Derudover en enkelt Grøn Smaragdlibel og nogle få Fireplettet Libel.
Så det var såmænd ikke fordi der var så meget gang i guldsmedefaunaen, når man ser bort fra kærguldsmedene. Af andre insekter så jeg bl.a. Grøn Busksommerfugl, Grøn Sandspringer, Aurora og Nældesommerfugl, samt et par svirreflue-arter, som jeg behøver eksperthjælp til at bestemme…
Jeg ofrede ved dette besøg ikke fuglene så meget opmærksomhed, men blev dog glad for et par gange at møde lang- og spidsvingede Lærkefalk i hurtig flugt langs skovbryn. Det er jo en art som optræder ret så sparsomt i den landsdel jeg selv bor i…
Da jeg havde sumpet rundt efter guldsmede i Paraplymosen i nogle timer og var på vej tilbage til P-pladsen stod der pludselig en Elg på stien 15-20 meter fra mig.
Den havde et øje på mig det meste af tiden, men virkede på ingen måde stresset over min tilstedeværelse, bevægede sig roligt rundt og spiste løs af diverse buske og små træer – som det ses i videoen nedenfor. Det var mit første møde med Elg i dansk natur, en dejlig oplevelse at slutte en fin dag i mosen med…
Den østlige trækvej (Kortnæbbede Gæs i Sverige)
I løbet af de efterhånden mange år, jeg har været med til at følge bestanden af Kortnæbbet Gås, har de gang på gang overrasket ved at finde på noget nyt. Nok er gæs i udpræget grad traditionalister, som netop vender tilbage til de samme rastepladser år efter år. Men der må også være en vis procentdel eventyrlystne blandt dem, som fortropper når nye rastepladser – og ligefrem trækveje – bliver fundet. For mange år siden var den gængse opfattelse, at de trak direkte mellem de vestjyske rastepladser og ynglepladserne på Svalbard. Jeg har tidligere berettet om det “nye” rasteområde i Trøndelag i Norge, kendt gennem de seneste godt 20 år – [se indlægget her] – som jeg har besøgt om foråret 2017, -18 og -19. Det er gået stærkt, og nu står langt hovedparten af bestanden deroppe ved Trondheim-fjorden sidste halvdel af april og første halvdel af maj.
Det nyeste er, at en østlig trækvej gennem Finland (om foråret) og Mellemsverige (mest efterår) i løbet af de sidste ca. fem år er vokset frem. Tidligere var Kortnæbbet Gås i Sverige en sjælden fugl. Det begyndte med nogle få blandt de store flokke af Sædgæs ved de traditionelle gåserastepladser, fuglesøerne Kvismaren og Tysslingen nær Örebro i landskabet Närke, og landbrugsområderne omkring søerne. Der foreligger ikke så mange store tællinger, men det var åbenbart ud fra rapporter om halsmærkede gæs, at der måtte være mange hundrede fugle involveret. Fænomenet har været hastigt stigende, og skal nu tælles i tusinder.
Da jeg blev bedt om for Aarhus Universitet at tage derover og gøre en ekstra indsats med halsringsaflæsning den sidste uge af oktober, var jeg ikke sen til at sige ja til tilbuddet. Og det har været interessant igen at opleve den kendte art i nye sammenhænge og nye landskaber. Her følger lidt fotos og indtryk fra turen.
Det var spektakulært at se de tusindtallige gåseflokke i de flotte landskaber. Jeg nåede op på ialt ca. 3100 Kortnæbbede (2300 overnattende i Tysslingen og 800 i Kvismaren). Sædgæssene gjorde jeg ikke forsøg på at få et samlet overblik over, men der var op til over 5500 i de største flokke jeg så. Og så var der andre gåsearter indblandet, Grågås, Blisgås, Bramgås og Canadagås.
Udover gæs byder Sverige jo altid på mange andre oplevelser…
Jeg var overrasket over at der stadig rastede mange Traner i landbrugslandet, bl.a. over 1100 i én flok i starten af ugen. Det har været et relativt mildt efterår, men sidste uge af oktober bød på dage med nattefrost og stille højtryksvejr, så jeg går ud fra at en stor del af dem stak sydpå i løbet af ugen…
Kan det blive mere svensk end en Elg med disse omgivelser? Der var i øvrigt mange marker med vinterraps, som jeg ikke så gæssene spise af – men et par unge usky Elge syntes at det var fortrinlig føde… De andre pattedyr på turen, Rådyr og Ræv, er det jo ikke fordi jeg ikke omgås til dagligt herhjemme – der var blot mange flere af dem, og de virkede mindre bange for mennesker end jeg er vant til.
Til sidst turens bonus, en Høgeugle som valgte at slå sig ned få km fra hvor jeg boede…
Flere fotos fra Sveriges-turen kan ses i galleriet her.
Eksklusiv natur med eksklusive arter, i Himmerland
Fredags og lørdag i sidste uge – de to sidste junidage – havde jeg fornøjelsen af en udflugt til det østlige Himmerland, med det formål at opsøge nogle potentielle steder for især Arktisk Smaragdlibel, der i atlasperioden ellers kun har været rapporteret fra Søhøjlandet omkring Silkeborg.
Initiativtageren til satsningen var Erik Dylmer, og da han spurgte om jeg ville med, var jeg ikke i tvivl: det ville jeg meget gerne! 🙂
Områderne i fokus var Lille Vildmose og Stubberubvad ved Rold Skov, da der fra begge lokaliteter tidligere (men ikke i atlasperioden) var blevet rapporteret Arktisk Smaragdlibel. Og da atlasprojektet nu kører på sidste sæson, ville det være godt at få konstateret, om arten stadig fandtes på stederne. Begge steder havde Erik sørget for adgangstilladelser (i Lille Vildmose besøgte vi både områder i den lukkede Tofte-indhegning og i alment tilgængelige områder).
Fredagen bød på flot, men noget blæsende vejr, og selv om vi opsøgte nogle af søerne ude på Tofte Mose-højmosefladen, var det begrænset, hvor mange guldsmede, det gav – udover Fireplettet Libel, Rødøjet Vandnymfe, Lille Kærguldsmed og andre almindelige arter.
Her var til gengæld spændende botanik, i form af både Rundbladet og Langbladet Soldug, Blomstersiv og meget andet, selv om selve mosefladen fremstod overraskende tør (men det har jo også været en ekstrem tør sommer indtil nu)…
I læ inde i Tofte Skov gjorde vi flere interessante fund, bl.a. flere Siv-mosaikguldsmed (som det desværre ikke lykkedes at få fotos af). Og så stødte vi på flere Vildsvin og Krondyr, og mange steder var der spor og vidnesbyrd i kraft af oprodet skovbund – herligt ved selvsyn at få lov til at opleve, hvor stor betydning sådanne nøglearter kan have i dansk natur, her i landets første og største forsøg med “rewilding” i praksis.
Og pludselig var den der – den fantastiske og specielle Arktisk Smaragdlibel, en han som fløj rundt langs et skovbryn, men som heldigvis også var så venlig at sætte sig og hvile på en gren ca. i øjenhøjde. Den mest iøjnespringende karakter, som adskiller arten fra andre smaragdlibeller, er hannens bagkropsvedhæng, der er formet som en knibetang a’la ørentvistens.
Og så fremstår bagkroppen meget mørk, nærmest sort, i sammenligning med Glinsende Smaragdlibel, som har nogenlunde samme form (men vedhængene er helt anderledes).
Fredag eftermiddag besøgte vi også bræddestien i Portlandsmosen, også her var forholdene meget tørre – men ved en af de gamle gravebaner var der en Siv-mosaikguldsmed (som blev checket grundigt – stedet ville også være oplagt til Højmose-mosaik – som jeg mangler på min artsliste)…
Fredag aften og lørdag morgen switchede vi til fuglekigger-mode, og dyrkede mængderne af fugle ved den nye Birkesø – her var ca. 80 Skestork, et mylder af lappedykkere (fire arter), specielt mange Sorthalset Lappedykker og Gråstrubet ditto med 1/4-3/4-store unger, en kæmpe Hættemåge-koloni (mange unger), Klyder med unger, Lille Præstekrave og meget andet. I baggrunden Heck-kvæg (urokser) og Krondyr. Et fantastisk nyt fuglested, og som sådan lige nu på sit højeste – hvis det kommer til at følge mønsteret fra andre ny/gen-etablerede lavvandede søer.
Inden vi forlod Lille Vildmose lørdag formiddag var vi også en tur i Porsemosen nord for Portlandsmosen (indgang via “kaffepletten”) – et sted jeg ikke kendte i forvejen. Her var der fire gamle gravefelter omgivet af diger, hvor spagnum-mosen var våd – så det var jo noget af det helt rigtige til nogle af de sjældne arter. Og ganske rigtigt – også her var der Arktisk Smaragdlibel (en omkringflyvende han), adskillige Siv-mosaikguldsmed, og så iøvrigt rå mængder af Sort Hedelibel – en tæthed af hedelibeller som jeg aldrig tidligere har set magen til. Vi vurderede mindst 500 (konservativt), men det reelle tal kan have været meget større.
Lørdag eftermiddag rykkede vi så en smule vestpå til Stubberupvad, et rigkær og en fantastisk botanisk lokalitet (og måske mest kendt som sådan) ved en skrænt ned til Lindenborg Å. Her fik vi selskab af Thomas Buus Nielsen, og sammen havde vi nogle fantastiske timer med blomster og insekter. Selv om stedet ved første blik oppe fra toppen af skænten så ret så tilgroet ud (meterhøj tagrør dækkede det meste af dalen), viste det sig, når man gik rundt i det, at der stadig var masser af eksklusive arter til stede – og vi fandt endda et par større overraskelser!
Her havde Erik for ca. ti år siden fundet Arktisk Smaragdlibel og Kongeguldsmed. Det var sidstnævnte som først viste sig for os, da vi fandt en af de mange småbitte bække, der springer frem som kilder ved foden af skrænten (“trykvand”). Det er virkeligt nogle overraskende små vandstrømme, den art trives ved!
Efter min æstetik er det simpelthen den danske guldsmedefaunas flotteste dyr, og så er den tilmed dejligt nem at få lov til at nærstudere, for den sætter sig meget ofte. Ialt mindst otte hanner så vi.
Arktisk Smaragdlibel var der ialt tre af, alle hanner som patruljerede på overgangen mellem rigkæret og den ellesump, der voksede som galleriskov langs åen. Til min overraskelse var den ikke så svær at få flugtbilleder af, faktisk fik jeg mange skarpe fotos “i kassen” – noget som ellers plejer at være tæt på umuligt (eller ialfald kræve stor tålmodighed), når det drejer sig om smaragdlibeller…
Den ene af de ovenfor nævnte overraskelser bestod i, at en fjerde smaragdlibel på lokaliteten viste sig at være Plettet Smaragdlibel – en art som i Nordjylland ellers kun kendes fra Læsø og Skagen (-sidstnævnte sted er den fundet som ny art denne sommer). Dén var til gengæld ikke samarbejdsvillig – så ingen fotos af den… Og endnu en markant ny kvadrat-art var Lille Blåpil, ja faktisk var vores observation af et par i parring og en han en fremrykning af artens nordgrænse i Danmark med noget der ligner 50 kilometer!
Stort set alle de guldsmede, vi så på lokaliteten, hørte til i den eksklusive kategori – således sad der tre steder i kanten af kronhjortenes sølehuller Lille Farvevandnymfe – for mig en markant udvidelse af min forståelse for denne fine arts habitatpræferencer.
Som nævnt var der også en fin flora på stedet; mange Sumphullæbe og Plettet Gøgeurt voksede i bunden af dalen – og alt muligt andet, som jeg ikke er i stand til at sætte navn på. Så den tilsyneladende “kedelige” zone med tagrør viste sig at gemme store værdier – men der er vist ingen tvivl om, at lokaliteten godt kunne bruge noget mere (kreatur)græsning – i øjeblikket græsser der kun heste, som synes at undgå de vådeste partier. Men den store Krondyr-bestand på stedet er jo nok med til at holde det delvist åbent.
Guldsmedene var heller ikke de eneste interessante insekter – vi så eksempelvis både dagsommerfuglene Iris og Kejserkåbe, og ikke færre end fire arter af køllesværmere.
I det hele taget må udflugten betegnes som en gennemført succes – stor tak til Erik for initiativet! 🙂
En myte aflivet
Jeg har mange gange hørt historien om, at odder ikke bryder sig om at svømme under broer. Det er årsagen til mange trafikdrab af dyrene, når de så i stedet går på land og går over broen, og også årsagen til, at man mange steder som afværgeforanstaltning har placeret gangbroer (to langsgående brædder på flydepontoner) langs bredden af åen/kanalen under broen.
Det er sikkert rigtigt i de fleste tilfælde at odderen undgår at svømme under, men igår fik jeg en oplevelse som empirisk dokumenterer, at det ikke altid er tilfældet…
Som altid når man passerer én af Vejlernes broer, glider blikket op og ned langs kanalen – og igår fangede blikket med det samme, ved Maskinhuset ved Tømmerby Ringkanal, en odder som en gang imellem havde hovedet oven vande, altimens den langsomt svømmede imod mig.
Jeg skyndte mig at smide hvad jeg havde i hænderne og hive kameraet frem, og med mig siddende på broen kom det smukke dyr tættere og tættere på…
Til sidst var odderen blot 6-8 meter fra mig og vi havde øjenkontakt.
Med et højlydt fnys dykkede den igen, og jeg kunne se på vandets bevægelser i overfladen, at den bevægede sig ind under broen hvor jeg sad – og da kanalen højst er 1½ meter dyb, og broen højst en meter over vandspejlet, har jeg altså været meget tæt på en odder!
Efter nogle sekunder dukkede dyret op igen på den anden side af broen, og arbejdede sig videre mod Mommer gennem kanalen.
-Og jeg kunne drage videre på min tælling, resten af dagen høj på denne fine oplevelse, jeg fik foræret! Selv om odder er blevet meget mere almindelig end den var for 20-30 år siden, vækker den glæde hver gang man møder den.
(Jeg kan jo ikke vide, om odderen havde gået over land rundt om broen, hvis ikke jeg havde siddet der – højst sandsynligt havde den det – broerne i Vejlerne er ialfald steder, hvor odderen ofte lægger sine velduftende “visitkort”)…
Her er i øvrigt en anden oplevelse med odder fra Tømmerby Ringkanal i februar, for seks år siden hvor kanalen var næsten helt tilfrosset: [klik her].
Med de kortnæbbede på rejse
I mit arbejde med Kortnæbbet Gås for Aarhus Universitet har jeg i snart mange år fulgt gæssene fra ankomsten midt i september, til de drager af sted nordpå – tidligere skete det først i maj, men nutildags sker afrejsen for størstedelen af bestandens vedkommende allerede kort efter 1. april.
Næste skridt på rejsen mod ynglepladserne på Svalbard går til Trondheimfjorden i Trøndelag i Norge, og jeg har længe ønsket at følge “mine” gæs til disse landskaber, som jo må siges at være noget anderledes end Jyllands (og Holland/Belgiens, hvor nogle af dem overvintrer) flade vidder.
I år gik dette ønske i opfyldelse, idet jeg for NINA (Norsk institutt for naturforskning) fik til opgave i tre uger fra midt i april og til i søndags at aflæse halsringe på gæssene i Trøndelag. Det var en opgave jeg virkeligt værdsatte, ikke alene var det en succes i kraft af et stort antal aflæsninger (over 1700), men oplevelserne med fuglene i Vestnorges dramatiske landskaber gjorde i den grad også indtryk. Heroppe fouragerer fuglene i agerlandet tidlig morgen og sen eftermiddag, mens de i en lang periode midt på dagen hviler på store rastepladser, de fleste på mudderflader i Trondheimfjordens bugter, som udgør en meget spændende tidevandszone. Og som altså rent landskabeligt er ganske storslået. Men jeg vil lade billederne tale for sig selv.
Indimellem alle aflæsningerne af halsbånd (som det på billedet ovenfor) blev der også tid til kig på noget af det, vilde Norge også har at byde på…
Tilføjelse 8/5 2018: Der er netop publiceret en artikel om min tur til Norge sidste år med samme titel som dette blogindlæg (klik for at se pdf-filen): Med de kortnæbbede på rejse (Fugle & Natur 2018/2).
Perú pattedyr
I starten af året tilbragte jeg seks uger i Perú, et på alle måder fantastisk land, både hvad angår den kulturelle og den biologiske mangfoldighed.
Udover fuglene og insekterne – som jeg sikkert vil skrive om på et senere tidspunkt – var det overvældende med diversiteten og mængderne af pattedyr. Udover storvildtet – jaguar og tapir, ganske vist kun set i form af spor – var det især de mange arter af primater, der gjorde indtryk. Landet rummer ikke færre end mindst 48 arter aber, og på de gode regnskovslodger ser man faktisk rigtigt mange af arterne – de viste her er blot et udpluk.
Flagermus er en anden artsrig gruppe (hvor jeg ikke har gjort noget seriøst forsøg på at danne mig et overblik over hvad jeg har set), og så ser man godt med dovendyr, og vi så en enkelt myresluger.
En stor oplevelse var det også at se mine første ferskvandsdelfiner.
Se fotos af pattedyr fra Perú på galleriet her.
Hjortespring
På billedet ses et par af de dyregrupper, som i disse år har størst succes i det danske landbrugsland: gæs og hjorte.
Nærmere bestemt nogle af de tusindtallige Bram– og Kortnæbbede Gæs, samt en af flokkene af dådyr på Hannæs.
Hjortene og gæssene har det tilfælles, at de nyder godt af et bugnenede spisekammer i form af især de mange vintergrønne kornmarker – og når vintrene så er grønne som den netop overståede, betyder det tilmed at væksten nærmest ikke stopper på noget tidspunkt.
Mens gæssene jo i overflod er synlige og fylder i landskabet i dagtimerne, så er det normalt mest i dæmring og skumring, at hjortene kommer ud fra gemmestederne i områdets små lunde, hegn og plantager. Men forleden mødte jeg denne flok på ca. 35 individer på flugt henover de åbne marker i fuldt dagslys – så de må være blevet forstyrret på deres dag-rasteplads.
Der er efterhånden gået mere end 5 år, siden den første flok dådyr mere eller mindre bevidst blev sluppet fri på Hannæs, senere suppleret med flere udsætninger fra jagtforeninger både øst og vest for Vejlerne. De fleste af os har vænnet os til denne tredje hjorteart som en del af landskabet, og den instinktive første reaktion med lettere afstandstagen er afløst af accept – på samme måde som der nok heller ikke længere er nogen som sætter spørgsmålstegn ved det rigtige i, at vi skal have krondyr i naturen…
Så man må sige, at rewilding-konceptet så småt er ved at vinde indpas, selv her i Thy… Så nu glæder jeg mig bare til, at vi kommer til at møde elgen – den ville i dén grad pynte i landskabet ved eksempelvis Tovsig – eller Lyngholm/Madsted-området omkring Hvidbjerg Å ved Ove Sø – nå nu løber fantasien vist af med mig…
Iøvrigt har jeg i tidens løb skrevet adskillige indlæg om dådyrene: Tæt på dyrene, De kære dådyr, Dådyrøjne og -ører og Morgenrøde over Skårup Høje.
Forstyrret i søvnen?
Et pindsvin er stået op i utide, og tøffer lige nu rundt på min græsplæne, hvor den meget aktivt stikker næsen i alt, der bare på mindste måde kunne se ud til at gemme på noget spiseligt.
Den virker i øvrigt ved godt huld.
Og, for at komme eventuelle velmenende henvendelser i forkøbet – jeg har IKKE tænkt mig at foretage mig noget for at “redde” dyret… Den skal altså ikke tages ind i huset (eller andres huse)! Naturen kommer til at gå sin gang her – men jeg håber da, at den kommer til “fornuft” og putter sig igen – pindsvin bør sådan set sove om vinteren!
Øjenkontakt
Et gammelkendt fænomen, når frosten binder Vejlernes vande, er, at nogle af kanalerne holder åbent vand – og dermed tiltrækker fugle som Rørdrum og Vandrikse (de risikovillige af dem, der satser på at blive og stå frostperioden igennem)…
I eftermiddags var der et “mylder” af Vandrikser langs Østre Landkanals afløb fra Lund Fjord (mindst 5, og formentlig en 7-8 stykker).
Jeg vil tro, at folk med længere teleobjektiver end mine 400 mm vil have godt chancer for at få nogle hæderlige Vandrikse-skud i “kassen”, når morgendagens snestorm er overstået…
Som billedet viser, holdt også en fin hvid mink til i kanalen. Den styrede tilsyneladende ret målbevidst fra Vandrikse til Vandrikse, men rikserne var alt for vågne til at lade sig overrumpe…
Minken er selvfølgelig uønsket i Vejlerne, og observationen er videregivet til rette vedkommende, så forhåbentlig bliver den snart til pels…