Vejlerne – Side 22 – Vejlerornitten

Forårsvejr

Vi har lige haft nogle flotte lyse dage, men forårets vejr i Vejlerne er jo som bekendt lunefuldt. Mens jeg sad og arbejdede på DOFT-afhandlingen om Vejlernes ynglefugle, faldt jeg lige over følgende lyriske beskrivelse fra salig Arthur Christiansens hånd:

“Det kan hænde, man får et ensformigt og lidet indbydende indtryk af disse vældige lavlande en tidlig forårsdag. De kan se tågede og afskrækkende vejløse ud; de kan endda synes øde og fugletomme på afstand, hvis vejret er koldt og gråt, for så søger fuglene læ i vegetationen. Regn og blæst, ugelange storme fra vest og nord, kølig luft og overskyet himmel kendetegner ofte Vejlernes forårsklima. Havgusen er en påtrængende gæst om foråret og langt hen på sommeren. Havet ligger nær, det holder længe vinterkulden i sig, og der er intet til at bryde pålandsblæstens magt i det skovløse landskab.”

Lyder det trøstesløst? Det får ialfald mig til frustreret at tænke på vejrudsigten for den kommende femdagesperiode…

Men fortvivl ikke, venner, læs videre, for Arthurs pensel maler også lysegrønt: “…ind imellem kommer perioder med søndenvind og lunhed, hvor friskheden og voldsomheden i vegetation og dyreliv er betagende. Da er der fugle overalt, på jorden, på vandet og i luften på rejse mod nord, og deres mangeartede stemmer og frøernes kvækken rejser et kogende brus over landskabet dag og nat og skaber en stemning af livsglæde, som én gang oplevet ikke er til at glemme.”

Christiansen, A. 1947: Fuglelivet i Vejlerne. I: Brunsgaard, C. & H.E. Pedersen (red.) 1947: Landet mod nordvest. Thy og Vester Han Herred. 2. Bind. – Forlaget Bauta, København. Pp. 151-166.

Amerikansk Krikand

Sebastian Klein, Klydeungen, er åbenbart på besøg i Vejlerne, for dagens DOFcall lyder således:

12:18 SUB ons amerikansk krikand han rst bygholmengen 400 m Ø for midtsøen. sek 21733963

Nå. Amerikansk Krikand degraderet til SUBhit var det første jeg tænkte. Men dernæst ærgrede jeg mig – for igår var jeg på optælling af de Østlige Vejler, og jeg så samtlige 5665 Krikænder, som lå på Bygholmengen – og de fyldte godt i landskabet, skulle jeg hilse og sige! Så jeg skal nok få på puklen – det var jo mig, som skulle have fundet fuglen. Men jeg må jo forsvare mig med, at jeg først og fremmest skulle tælle fuglene, og da der var så djævelsk mange af dem, var der altså ikke tid til at dvæle alt for meget ved den enkelte lille Krikand. Starten på tællingen blev forsinket af morgentågen, og det var kun lige akkurat, at de lyse timer slog til til at dække de Østlige Vejler…

Nå, da jeg nu har anbragt mig selv i forsvarsposition, vil jeg ikke undlade at nævne, at det altså var undertegnede, der “opfandt” Amerikansk Krikand i nyere tid: jeg fandt den første fugl i Vejlerne i april 1988, efter at der i hele DK på det tidspunkt kun var kendt et enkelt gammelt fund af en skudt fugl. Men siden er der jo i den grad gået “hul på bylden”, og nu er den jo nærmest årlig i Vejlerne. Dagens fund hører til de tidligste, så vidt jeg lige erindrer…

Andre dyr

Frø, Tømmerby, marts 2007. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Grævlingspor, Skårup Odde, marts 2007. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Igår eftermiddags var jeg en tur på Skårup Odde i det fine vejr i håb om at finde en slange eller to som Albert forleden – men nej – solen kom først frem så sent på dagen, at den nok ikke har fået varmet tilstrækkeligt. Til gengæld afslørede det bløde mudder på vejene derude, at grævlinger for tiden er meget aktive – der var simpelthen spor overalt.
Idag var dagen hvor kælderen skulle tømmes for vand og for dyr – ligesom Albert og Carsten har vi haft meget vand i kælderen denne våde vinter. Jeg startede med at tælle, men løb til sidst sur i det – men ialfald var der 5 salamandre, 2 tudser og mindst 100 frøer – heraf én på billedet, efter at den var blevet sat ud i friheden. Der er en lille sprække på kun godt ½ cm ned til vores kælder – og alligevel finder hver vinter alle disse dyr derned…

Nyt om køns- og aldersbestemmelse af Rørdrum

Jeg er netop, takket være Anders Tøttrup, kommet i besiddelse af en spændende helt ny artikel om køns- og aldersbestemmelse af Rørdrum, publiceret i Ibis i det første nummer i år.

Forfattergruppen er en international gruppe rørdrumspecialister fra England og en række lande i Syd- og Mellemeuropa. Man har undersøgt 87 Rørdrummer fra det samme område og fundet frem til, at den kendte sammenhæng omkring kønforskel, nemlig at hanner er større end hunner, er et holdbart kriterium. Anderledes gælder det for kriterier til aldersopdeling, hvor hidtil publicerede oplysninger viser sig at være forkerte. Der har ikke kunnet påvises nogle forskelle i udseende af Rørdrummerne fra forskellige dele af Europa.
Det spændende ved denne nye undersøgelser er, at den baserer sig på målinger på levende fugle, hvor tidligere undersøgelser i høj grad har været baseret på studier af skind.
Kønsforskellen i størrelse gælder især for alle længdemål, mens der er større variation i vægten af fuglene (for hvert køn kan den variere med en faktor 3! mellem udsultede vinterfugle og velnærede sensommer-individer). En yderligere kønsforskel, som er brugbar, er at det kun er hannerne som får blålig tøjle, og kun i yngletiden.
Med hensyn til aldersforskel siges det helt brutalt, at “all previously suggested plumage criteria for ageing Great Bitterns proved unreliable“. Forskel i farvetone på vingedækkerne kan altså ikke anvendes. Det, man har fundet i undersøgelsen er, at Rørdrummer kan aldersbestemmes ved omhyggelig sammenligning af irisfarve og svingfjersfældning. Om efteråret har alle ungfugle friske svingfjer af samme generation og lys (olivengul) iris, mens adulte fugle generelt har flere generationer svingfjer og gulorange til rødbrun iris. Om vinteren, foråret og sommeren bliver det sværere, fugle med en eller to generationer svingfjer kan ikke sikkert aldersopdeles, da visse ungfugle fælder nogle af svingfjerene om vinteren, og visse adulte kan fælde alle svingfjer om sommeren. Derfor kan kun fugle med tre fjergenerationer sikkert udskilles som adulte, men igen kan irisfarven være en hjælp; en del immature fugle vil stadig have iris af juvenil type til hen på foråret.

Jeg har .pdf-kopi af artiklen, hvis nogen skulle være interesseret.

Og ellers er den korrekte citation: Dmitrenok et al 2007: Geographical variation, sex and age in Great Bittern Botaurus stellaris using coloration and morphometrics. -Ibis 149, pp. 37-44.

Nostalgi

I den forløbne uge har undertegnede på DMU, Kalø, haft lejlighed til at gennemgå arkiverne fra Vejlernes Feltstation, som i forbindelse med lukningen i 2003 blev fragtet derned. Til alle bekymrede kan jeg sige, at arkivalierne nu er forvaret i sikkerhed i et tørt og aflåst arkivrum. Jeg har haft det hele gennem hænderne, bl.a. alle de gamle notesbøger – på billedet ses de tre første af slagsen, Øst-, Vest- og Midtbogen, taget i brug i 1978. Der er ca. 2½ hyldemeter notesbøger fra hver af de tre “ruter”. Så eventuelle fremtidige forskningsprojekter vil altid have mulighed for at finde tilbage til original-materialet. Alle ynglefuglemapperne med originale feltkort, samt de helt gamle optegnelser fra Vildtbiologisk Stations arbejde i Vejlerne i 1960’erne og 70’erne findes også tilgængeligt i DMU-arkivet.

Fasanføde

Da jeg en gang i sin tid startede med at holde høns, ville en rådgiver udi hønsehold bilde mig ind, at høns var vegetarer, og at jeg derfor ikke skulle ulejlige mig med at give dem animalsk føde. Ved at iagttage hønsenes ligegyldige attitude overfor salat og store interesse, når man smed en regnorm ind til dem, blev jeg imidlertid overbevist om, at høns ikke er vegetarer.

Nu har jeg fundet ud af, at det samme gælder fasaner. Hvis nogen prøver at bilde jer ind, at fasaner er vegetarer – tro ikke på det!

Hugorm, Skårup Odde, oktober 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.

Igen baserer jeg mig på egne iagttagelser, empirisk viden. Idag, da jeg kom kørende ud ad vejen på Skårup Odde i mine egne tanker, brasede pludselig en fasankok fra et tæt buskads ud på vejen foran bilen – vel 25 meter fra mig. Jeg standsede straks. Fasanen havde noget i næbbet, noget som den straks gav sig til at hakke i/på. Og jeg syntes at det bevægede sig, ja ligefrem snoede sig. Da jeg fik kikkerten for øjnene så jeg, at det var en hugorm, den var i færd med at bearbejde. “Desværre” fik mine bevægelser fasanen til at løbe væk – jeg ville ellers gerne have haft et billede af seancen. Men for hugormen var det nærmere heldigvis, for da jeg efter forgæves at have ventet på at fasanen skulle komme tilbage (så jeg kunne få mit billede!) checkede hugormen, så jeg at den stadig var aldeles levende. Men hvis ikke jeg havde været der til at forstyrre, er jeg sikker på at fasanen havde spist hugorm til frokost i dag!…

Hændelsen fik mig til at tænke på noget som skete i min tid i Nicaragua, hvor vi havde besøg af en rigtig giftig slange i vores hønsegård. Den kom hver dag og tog en kylling, men da det havde stået på i en uge, blev det os for meget, og en af vore ansatte fik til opgave at dræbe slangen. Da han havde gjort det, og den døde slange (på en lille meter i længden) blev efterladt på jorden, skete der efterfølgende det, at hønsene gik i gang med at plukke slangen fra hinanden og æde den!

Hønsefugle, ligesom kinesere, spiser altså slanger, vil jeg tillade mig at konkludere…

Sidste krampetrækninger!

Elmens frugter, Tømmerby, maj 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.

Døende elmetræ, Tømmerby, maj 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.

Som alle ved, har elmesygen hærget, og der står efterhånden rundt i det ganske danske land ikke mange store elmetræer tilbage.
Her i Tømmerby ser det ud som alle andre steder. For et par år siden tog jeg en tung beslutning og fældede en række store døende elmetræer i haven. Kun ét træ fik lov at stå tilbage, da det stod lidt isoleret fra de andre, og på det tidspunkt stadig så sundt ud – et stort og flot træ. Vi havde et spinkelt håb om, at det på mirakuløs vis ville overleve.
Men sidste år skete det så, at træets blade midt på sommeren blev brune, og vi vidste, at nu var tiden nok også kommet for dette træ.
Det var derfor overraskende, at træet endnu en gang sprang ud i år – ganske vist kun med få blade, og den ene side af træet er helt sikkert dødt. Til gengæld præsterer træet en frøsætning som aldrig før – det må være de sidste kræfter, der bliver brugt på at prøve at sikre kommende generationer af elmetræer…

Amerikansk Krikand igen – igen

Her til formiddag fandt brødrene Haaning en Amerikansk Krikand han, som lå fint blandt andre Krikænder i Kogleakssøen.

Det er sjovt med de amerikaner-krikker… Siden jeg fandt den første i 1988 ved Lund Fjord, er der bare blevet set flere og flere, og nu er den jo nærmest årlig. Og ikke bare i Vejlerne – i hele landet, virker det som. Hvad mon det skyldes?

Mange på ét billede

Søren Skov har lige lagt et billede med 72 flyvende Skestorke fra Bygholmengen i august på Netfugls galleri. Billedet ligger her.
Det er vist den største flok, jeg har set fotograferet i Danmark. Findes der billeder med alle fuglene på samme billede? (-der er talt op til 87 i år, men jeg ved ikke, om de alle har stået samlet på noget tidspunkt)…

Farvel til Tranerne…

Jeg har ikke været ude og kigge efter Tranerne på Bygholmengen den sidste tid, men der er indtil for få dage siden rapporteret om 65 fugle ifølge DOFbasen.
Men i går, søndag den 13. november, havde Jens Kristian Kjærgård en flok på 37 (inkl. 1 1K), der trak sydpå over Thisted – og han har oven i købet fotodokumenteret det flot – se galleriet på Netfugl. De har sikkert haft kurs mod Spanien, og vi ser dem sikkert ikke før i marts måned igen…