Vildt vejr!

 

Nordsøen ved Bulbjerg, november 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nordsøen ved Bulbjerg, november 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ved middagstid, altså 3-4 timer inden den forudsagte kulmination på stormen i dag, var havet ved Bulbjerg allerede godt oprørt. Der var ikke megen strand tilbage, og den der var, føg som sandstorm om ørerne på én.

Det var vildt vejr at være ude i, man fik blæst krop og sind godt igennem, og kunne tage derfra i opfrisket tilstand!

Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ville være at stå deroppe mens vindstyrken kulminerede… -hvilket vist finder sted netop nu, i skrivende stund. Det rasler godt i tagstenene her i Tømmerby, ialfald!

Nonnestenpikkeren

Nonnestenpikker, Blovsgårde, oktober 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nonnestenpikker, Blovsgårde, oktober 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nonnestenpikker, Blovsgårde, oktober 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nonnestenpikker, Blovsgårde, oktober 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Henriks røst var mere end sædvanligt febrilsk og ivrig, da jeg fik ham i røret kort før solnedgang i lørdags:
“J-jeg h-har en-n nonnonnon, NONNEstenpikker!!!! Lige her! Kan du se hvor jeg holder?!”

Og det kunne jeg! Henrik var næsten nået frem til obs.-punktet for fugleovervågningen i forbindelse med Østerild-testcentret, hvor jeg befandt mig, da han med sædvanlig held og næse “faldt over” denne mega-sjældenhed.

Jeg kom hurtigt derhen, og sammen kunne vi, i kapløb med det svindende lys, nyde og foto-dokumentere fuglen, der ivrigt fouragerende og omkringfarende bevægede sig i kanten af et nyfældet plantageområde, og lidt ude på en tilstødende stubmark. Indrømmet, jeg havde s’gu ikke lige dragtkarakterer for sådan én present på lystavlen – det var for mig en NY ART, en lifer – men at det var en markant ANDERLEDES stenpikker, var der ingen tvivl om.

Fuglen var meget smuk med kølige afstemte farver, hvor jeg især lagde mærke til et meget lyst felt på vingedækfjerene (fremkaldt af meget brede lyse bræmmer), og ligeledes markante lyse bræmmer på armsvingfjerene, hvorimod håndsvingfjerene virkede som en helt sort “klump”, muligvis fordi de blev holdt tæt samlede. Henrik påpegede, at det var vigtigt at lægge mærke til nogle forholdvis tydelige bræmmer på den brunlige ryg (som forvekslingsmuligheden Middelhavsstenpikker ikke har). Undersiden var fint ferskenfarvet, og det allermest markante var selvfølgelig ansigtsmasken, sort, som bagtil fadede ud i gråt – og så en bred øjenbrynstribe af nogenlunde samme fersken-nuance som undersiden.

Jeg fik ikke set haletegningen godt, men det gjorde Henrik.

Efterfølgende fik Henrik udvirket, at myndighederne var velvillige overfor eventuelle gæstende fuglekiggere i området dagen efter. MEN, som vi nok havde fornemmet (det var en usædvanlig fin træknat med stjerneklart (og -skud)), var fuglen væk næste morgen, og Henrik fik sendt beskeden “nonnepik negativ” (kl. 7:25-8:25) ud på DOFcall, hvilket formentlig betød, at mange valgte at bruge deres søndag på andre ting… (og nogle fik kaffen galt i halsen!)…

Som altid er fuglekiggeri sjovest, når det helt uventede sker – og jeg står tilbage med en lidt uvirkelig fornemmelse – men (dogme)billederne viser jo, at det rent faktisk fandt sted…

Om Vandrefalkes udholdenhed. Drama over Limfjorden.

Under vandprøvetagning i Limfjorden ved Bygholmdæmningen igår blev jeg opmærksom på en ung Vandrefalk, der fløj rundt med store “armbevægelser” ude over fjorden.

Det viste sig, at den var på jagt. Offeret var en Lille Kobbersneppe, der med mange kast til siden gang på gang undveg, når falken kastede sig efter den i imponerede dyk og “hvem-flyver-hurtigst-jagter” lavt over vandoverfladen.

Da der var gået et par minutter, uden at Vandrefalken havde haft held til at slå kløerne i Kobbersneppen, kiggede jeg på uret, for jeg var interesseret i at se, hvor længe jagten ville vare.

Det er min erfaring med Vandrefalke, at hvis jagten ikke lykkes i løbet af få minutter, opgiver falken og lader byttet undslippe.

Men her blev det blot ved og ved. Nogle gange fløj Kobbersneppen højt op i luften for at undslippe, men hele tiden havde den falken i hælene, og hele tiden prøvede falken at komme højere op end sneppen, for at kunne få fart på dykkene, når den slog efter sit udsete bytte. Andre gange var den efterhånden paniske (må man formode) Kobbersneppe helt nede over fjorden, og undslip kun ved at kaste sig i 90 grader bratte ryk ud til siden i sidste splitsekund. Hjertet må have siddet oppe i halsen på den stakkels sneppe…

Men falkejagter er jo altid underholdende at kigge på. Det var denne også; men efterhånden begyndte jeg dog at tænke, at nu måtte de godt snart finde ud af, hvem der var den mest udholdende – jeg skulle jo også videre, og ville gerne nå resten af min tælling inden den annoncerede regn begyndte…

Jeg var ikke så forundret over den Lille Kobbersneppes udholdenhed – her taler vi trods alt om en art, der er kendt for nogle meget lange trækruter, og faktisk er noteret for de længste non-stop flyvninger af alle.

Men det overraskede mig, at Vandrefalken viste sådan en sejhed! Hver gang den havde misset målet, måtte den igen kæmpe sig op til en ny fordelagtig udgangsposition for et nyt angreb. Og Kobbersneppen fløj altså ikke langsomt! Mange gange troede jeg, at NU måtte falken give op, fordi sneppen var nået for langt væk fra den, men hver gang satte den efter med fornyet determination og acceleration.

Det hele udspillede sig over et enormt stort område, nogle gange var fuglene få hundrede meter fra mig, andre gange flere kilometer væk. (Jeg ville godt have haft en laserkikkert ved hånden, det havde været interessant at dokumentere, over hvor stort et område sådan en jagt finder sted)… Kobbersneppen prøvede på intet tidspunkt at søge ind mod land, snarere var det nok den, der forsøgte at undslippe ved at søge længere ud over fjorden.

Men ENDELIG, efter 25 (FEMOGTYVE!) minutter, endte et angreb med, at den Lille Kobbersneppe med et stort plask røg i fjorden – langt ude på dybt vand. Herefter hang Vandrefalken over byttet, og forsøgte gentagne gange at få sneppen til at lette, hvorefter den givetvist med lethed ville have slået kløerne i den.

Denne musen over nedslagsstedet fulgte jeg i yderligere et par minutter. NU måtte Vandrefalken altså være meget træt og syret til i musklerne – men den blev ihærdigt ved, nu var målet jo også så nært.

Til sidst blev det mig, der mistede tålmodigheden og fortsatte på min tælling. Næsten ti minutter senere nåede jeg hen til Midtsøen, hvor jeg til min store forundring så Vandrefalken komme ind ude fra fjorden med den Lille Kobbersneppe i fangerne. Den kunne knapt slæbe den over dæmningen, og jeg tror at den er landet lige på den anden side af det sekundære dige inde på Bygholmengen – desværre lykkedes det mig ikke at finde stedet.

Men hvilken imponerende udholdenhed! Hvis ikke jeg havde respekt for Vandrefalke i forvejen, har jeg det ialfald nu… Blandet med, at jeg syntes det er synd for den Lille Kobbersneppe, der så ihærdigt kæmpede for sit liv…

Munk midt i maden

Munk, Tømmerby, september 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Munk, Tømmerby, september 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Munk, Tømmerby, september 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Munk, Tømmerby, september 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hyldens klaser bugner af modne bær lige nu, og de er som bekendt populære hos fuglene, bl.a. hos forskellige Sylvia-sangere, inkl. Munk.

Mere mylder ved molen

Stenvender og Strandskade, Roshage, september 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stenvender og Strandskade, Roshage, september 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De mange fugle ved Roshage (se foregående indlæg) blev naturligvis ikke kun foreviget på levende billeder, jeg tog også en stribe gammeldags stillbilleder.

Her er Stenvender og Strandskade med muslinger, og flere fotos af vadefuglemylderet ved Roshage kan ses i galleriet her.

Mylder ved molen

Ja, vel er det ikke TV-kvalitet, men jeg syntes alligevel jeg havde lyst til at dele lidt levende billeder…
Forleden var der et mylder af fouragerende vadefugle ved Roshagemolen, hvor der åbenbart var en masse “guf” at finde i opskyllet i læ lige øst for molen. Det så ud til mest at være ilanddrevne muslinger, fuglene fouragerede på. Der var ialt 45 fugle af fem arter, inkl. en Sortgrå Ryle.
Selv om jeg har tilbragt rigtigt mange timer ved Roshage har jeg aldrig før set sådan en koncentration af fouragerende vadefugle på dette sted. Hyggeligt!

Fouragerende vadefugle ved Roshagemolen, Hanstholm af Jørgen Peter Kjeldsen på Vimeo.

Fouragerende Stenvendere ved Roshagemolen, Hanstholm af Jørgen Peter Kjeldsen på Vimeo.

MorgenMad ved FangeFolden

Svaleklire, Bygholmengen, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Svaleklire, Bygholmengen, august 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tinksmed, Bygholmengen, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tinksmed, Bygholmengen, august 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Temmincksryle, Bygholmengen, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Temmincksryle, Bygholmengen, august 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Præstekrave, Bygholmengen, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Præstekrave, Bygholmengen, august 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den megen regn og kreaturernes trampen har rigtigt æltet rundt i jorden ved fangefolden på Bygholmengen, et sted som under sådanne forhold ofte tiltrækker mange fugle.

Således også til morgen, hvor der ud over de afbildede arter Temmincksryle, Tinksmed, Svaleklire og Lille Præstekrave også var fouragerende Dobbeltbekkasin, Stor Præstekrave, Gul og Hvid Vipstjert, Stenpikker, Engpiber, Stær og Landsvale. Se flere fotos fra fangefolden idag i galleriet her.

En fin morgen fik sat prikken over i’et med en Tredækker – det var dog længere oppe langs Østre Landkanal.

Orangegul skovbund

Skovbund med kantareller, Thy, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skovbund med kantareller, Thy, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Selv om det ifølge DMI’s vejrdata kun er fire år siden, juli måned var vådere end den har været i år, føles det lige nu som det vådeste, hukommelsen kan rumme…

Og jeg husker heller ikke tidligere at have set så mange svampe på dette tidlige tidspunkt af efteråret.

Faktisk er der så mange kantareller i klitplantagerne, at skovbunden visse steder nærmest er dækket af orangegult. Og det er jo en herlig beskæftigelse selv at fange en velsmagende aftensmad derude i skoven, med vemodige spovefløjt og korsnæbs-“dytten” som lydkulisse…

Vort bedste kantarel-sted findes i en plantage ikke langt fra en udsigt over Hanstedreservatet. Nærmere kan jeg ikke komme det – og heldigvis (!) er mit kamera ikke så avanceret, at det gemmer GPS-data i billedfilen…

Sommerfugle i engen, 2

Engrandøje, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Engrandøje, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Græsrandøje, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Græsrandøje, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Bredpande, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Bredpande, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Bredpande, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Bredpande, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Opfølgning på indlægget Sommerfugle i engen fra maj i år…

De sommerfugle der dominerer lige nu ved midsommer her på matriklen er randøjer og bredpander, der opsøger engfloraen. Engrandøje har fløjet i en uges tid, og i går så jeg den første Græsrandøje. Samtidig er der godt med bredpander – jeg tror at begge de fotograferede dyr er Stor Bredpande (han og hun) – men ekspert er jeg ikke!

Musvågeungen i rødellen

Musvågeunge i rede, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Musvågeunge i rede, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Så er “min” Musvågeunge snart stor nok til at den forlader reden.

Det er nu tredje eller fjerde år i træk, at et lokalt Musvåge-par har rede i et gammelt hegn af rødel, plantet for en 25-30 år siden, som nu er vokset sammen med en selvsået lund af birketræer. Som nævnt i aktuelt-artiklen “Musvågers fornemmelse for mennesker” af Peter & Peter (Sunde & Odderskær) i det nye nummer af DOFT, er Musvåger stadig sky – selv om de i princippet har været beskyttet i en lang årrække. Det er også min oplevelse. Således forlader de gamle fugle altid reden, skrigende, længe inden jeg kommer i nærheden af den. Reden ligger godt 100 meter fra vort hus og lidt tættere på naboens hus, men fordi det er et “stille” hjørne af grunden næsten uden færdsel, hvor naturen stort set får lov til at passe sig selv, har fuglenes krav til redelokalitet alligevel kunnet honoreres.

Det er jeg selvfølgelig glad for – og lidt stolt over – det er dejligt at have en stor rovfugl så tæt på, det giver mange fine oplevelser (på trods af deres skyhed).

Og nu venter jeg spændt på, hvornår den ny unge tager mod til sig og forlader den trygge rede…