Det gule hav

Kærfnokurt, Vesløs Vejle, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kærfnokurt, Vesløs Vejle, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kærfnokurt, Vesløs Vejle, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kærfnokurt, Vesløs Vejle, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kærfnokurt, Vesløs Vejle, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kærfnokurt, Vesløs Vejle, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kærfnokurt, Vesløs Vejle, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kærfnokurt, Vesløs Vejle, juni 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nogle af de tidligere medarbejdere på Vejlernes Feltstation bor med udsigt til et “hav” af kærfnokurter (ved Pilgårdsvej/Vesløs Vejle). Sæsonen er ret sen i år, ikke mindst sammenlignet med sidste år, hvor april-varmen fremskyndede det hele, så først lige nu er “tæppet” af kærfnokurt ved at skifte farve fra varmt smørgul til en mere hvidgullig tone. Farveskiftet hænger sammen med at planterne så småt er ved at gå i fnok, dvs. gøre klar til at sprede frøene.
Denne statelige plante vokser som bekendt på sumpede steder og især hvor der foregår optrampning eller anden forstyrrelse af jordbunden, så frøene får mulighed for at spire. Ved Pilgårdsvej er det en flok kødkvæg, som effektivt får moslet området igennem.
Kærfnokurt er i den grad en plante, som forbindes med Vejlerne, og som jeg tidligere har fortalt, så anses Vejlerne for at være et af artens vigtigste voksesteder på verdensplan. Helge mener, at forekomsten ved Vesløs Vejle i år må være verdens største bestand! Sikkert er det, at der ser ud til at være flere end i mange år (- og jeg er glad for, at det ikke er mit job at tælle blomster!)…
Til gengæld er tætheden af ynglefugle ganske lav – men så må man jo glædes over de botaniske kvaliteter ved lokaliteten i stedet!

Gæster fra Tyskland og Frankrig

Skestorke, Bygholmengen, maj 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Bygholmengen, maj 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Efter at have fourageret meget aktivt i et stykke tid – på hundestejler, så det ud til – søgte de fleste af en flok på 16 Skestorke i går eftermiddags op på en af Bygholmengens langstrakte øer, ganske tæt på dæmningen. Så blev det muligt, på trods af ret heftigt varmeflimmer, at få aflæst et par af fuglene, der var forsynet med nogle meget iøjnefaldende farveringe.

Den ene havde én lang hvidgul ring med fire bogstaver, AALP. Den anden var en kombination af 6 ringe, hvoraf den øverste på højre ben var udformet som et flag, så det springer ekstra meget i øjnene.

Man kan mene om farveringmærkning hvad man vil, og rent æstetisk er det ialfald ikke ligefrem nogen nydelse – især ikke på en elegant fugl som Skestork. MEN det er eddermame effektivt, ikke mindst når man som i skestorkeprogrammet har en fast informationskanal, som svarer på alle forespørgsler ekspedit, så observatørerne i den grad anspores til at gå ud og få lavet nogle aflæsninger.

Jeg sendte aflæsningerne i aftes til hollandske Otto Overdijk, som på 30. år (!!) er ansvarlig for Skestorke-ringmærkningerne. Og her til morgen da computeren blev åbnet, var der allerede svar! Dét kalder jeg service!

De to fugle er fra henholdsvis Frankrig og Tyskland, og for den tyske fugl – den med de mange ringe – har jeg fået hele livshistorien. For den franske modtager jeg en rapport fra Otto, så snart han har detaljerne. Den tyske fugl er klækket i Niedersachsen i 2009, 404 km fra Bygholmengen. Den er aflæst mange gange, især i vinterhalvåret i Frankrig, og sidste år tilbragte den sommeren i Schleswig-Holstein. Aflæsningen på Bygholmengen er den første i Danmark.

Det ser altså ud til, at de danske Skestorke bliver ved med at “trække” fugle, som er klækket syd for Danmark, med herop. Desværre ser det ikke ud til, at vi får ynglende Skestork i Vejlerne i år, selv om der har stået over 20 fugle på Melsig på et tidspunkt – egentlig underligt, når nu de havde succes sidste år.

Flokken på Bygholmengen består nok udelukkende af ikke-ynglende individer, selv om der er flere tilsyneladende helt udfarvede fugle imellem. To af dem var meget forelskede og “nussede” og fjerplejede hinanden…

Opdatering 10. maj: Jeg har nu modtaget information på den franske fugl, der er mærket som redeunge i Camargue i Sydfrankrig, også i 2009. Den har aldrig tidligere været aflæst uden for Frankrig, men er altså nu fløjet 1550 km fra redestedet og har blandet sig med fugle fra andre oprindelsessteder. Som Otto Overdijk skriver i en kommentar til observationen: “…again a proof that birds live in metapopulation“.

Blåhalsen er en skumringssanger

Inspireret af Jans Skrivers artikel på dof.dk igår om Blåhalsen, der synger i den blå time, måtte jeg lige en tur på Jernbanedæmningen mellem Lund Fjord og Han Vejle i den stille perfekte aften. OG! – kort før solnedgang gik Sydlig Blåhals i gang med sin smukke melodiske sang, i starten tøvende; men efter at det var blevet halvmørkt blev der skruet godt op for volumen.

I alt hørte jeg tre fugle, de to på samme sangposter som sidste år – én i hver ende af dæmningen, på Lundsiden – og den tredje i Han Vejle øst for gangbroen (hvor også Jens Frimer hørte den i påsken).

Lydkulissen bestod som vanligt ellers bl.a. af Rørdrum, Vandrikse, Gråstrubet Lappedykker og Grønbenet Rørhøne med hver deres karakteristiske sumplyd, desuden Spidssnudet Frø og vistnok Strandtudse, og i baggrunden fra en af de få tilbageværende hvidgranhegn en Sangdrossel.

Martin stødte til, og sammen nød vi den aldeles særdeles stemningsfulde aften, mens det mørknede.

Det er overordentligt nice, at Blåhalsen nu også er en del af Vejlernes lydbillede, af Vejlernes “faste stab”, og dejligt at den er på banen så tidligt på sæsonen, så man rigtigt kan nyde den smukke, men forholdsvis spæde stemme, inden det hele drukner i rørsangerpludren…

Det skal blive spændende at se, hvor mange territorier af Sydlig Blåhals vi kommer op på i Vejlerne i år. Det lader i den grad til at være en art i ekspansion!

Royalt

Kongeørn, Tømmerby, marts 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kongeørn, Tømmerby, marts 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det ser ud til, at vores unge Kongeørn har taget fast ophold i Vejlerne.

I dag var det min tur til at nyde den royale tilstedeværelse – desværre for langt væk fra matriklen til at den kunne tælle med på den liste!

Da jeg lidt før frokost kom kørende på Tømmerbyvej mellem Vesløs og Tømmerby hang der en meget stor fugl i opvinden over Høbjerget og udstrålede ØRN, så jeg fik hurtigt krænget bilen ind i rabatten, så jeg kunne kigge nærmere på fuglen.

De fleste kig foregik gennem kameraet, og den kom tættere og tættere på – til sidst hang den lige over hovedet på mig, og vi havde nærmest øjenkontakt, kongen og jeg!

Til sidst gled den ud over engene, hvor en sky af Grågæs gik på vingerne – og videre mod nord op mod Klaringerne – og havde beboerne langs Tømmerbyvej været hjemme, og kigget mod vest, kunne de have fået et kongeligt kryds på matrikellisten…

Det hele tog tre minutter, kan jeg se på billedfilernes tidsstempler. Desværre havde jeg kun 300 mm-linsen monteret på kameraet, og ville ikke bruge tid på at skifte objektiv og risikere at miste fuglen midt i det hele. Det er ikke hver dag, man får den slags fotomuligheder med Kongeørn (med mindre man tilbringer foråret i Skagen)…

Åndehul

Odder, Tømmerby Fjord, februar 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Odder, Tømmerby Fjord, februar 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På en strækning af Tømmerby Ringkanal, som er fuldstændig tilfrossen, holdt forleden en odder til. Da jeg først fik øje på den, på isen i kanten af kanalen, i færd med at spise et eller andet, som ikke lignede en fisk, undrede det mig lidt – hvordan klarer den sig uden adgang til vand?

Men det viste sig snart, at den havde adgang til vand – i kanten af rørbræmmen var der et lille hul, hvorigennem odderen fra tid til andet smuttede ned og forsvandt under isen – og i løbet af den times tid, jeg holdt den under opsyn, kom den flere gange op igen, enten med eller uden bytte.

Men det ser ud til, at en odder ialfald midlertidigt kan klare sig med et “åndehul” i isen – som en anden sælhund!

Hvidvinget Måge på Pytodde

Hvidvinget Måge, Pytodde, januar 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hvidvinget Måge, Pytodde, januar 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Denne vinter har bl.a. budt på den største forekomst i Danmark i mands og kvindes minde af Hvidvinget Måge, hvor der ikke mindst har været et særdeles markant indslag af formen kumlieni, også kendt som Kumliens Måge. På én dag er der således i Hanstholm set op til 6 Hvidvingede Måger, heraf 4 Kumliens.

Selv på Fyn er der set Hvidvinget Måge (!), og det er således ikke ganske overraskende, at der nu også dukker én op i – eller ialfald nær – Vejlerne.

I formiddags fandt jeg denne 4K-fugl, liggende dovent/træt på spidsen af Pytodde (længst mod øst – og det er efterhånden langt mod øst! – odden gror for hvert vinterhalvår adskillige meter)…

Jeg må dog indrømme, at jeg ikke var helt sikker på, at det ikke var en eller anden dum afbleget Sølvmåge, men Haaning har nu også set fuglen og siger god for bestemmelsen!

Ifølge Henrik skulle det være fjerde fund i Vejlerne, sidste fund var på et så bizart tidspunkt som i maj måned sidste år, på en pløjemark ved Østerild Fjord.

Ø-hopperi!

Amerikansk Lille Regnspove, Puerto Villamil, Isla Isabela, Galápagos, februar 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Amerikansk Lille Regnspove, Puerto Villamil, Isla Isabela, Galápagos, februar 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sandløbere, Puerto Villamil, Isla Isabela, Galápagos, februar 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sandløbere, Puerto Villamil, Isla Isabela, Galápagos, februar 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

For knap et år siden var jeg for “hundredogsyttende” gang på Galápagos (-hvis man trækker hundrede fra, er det ikke helt forkert!).

Det var dog en noget anderledes tur end de 16 andre, som allesammen var krydstogter (hvor man sejler fra ubeboet ø til næste ø, og hver morgen vågner op et nyt sted).

Krydstogter har længe været den foretrukne måde at besøge Galápagos-øerne på, men i de seneste år er en anden rejseform, nemlig den såkaldte “Island Hopping“, blevet meget populær. Her bor man på hoteller på de beboede øer, og bliver sejlet i hurtige speedbåde (ren transport) fra ø til ø.

Det giver naturligvis ikke de samme muligheder for at komme helt tæt på f.eks. Blåfodede eller Rødfodede Suler osv., men mange af de “klassiske” Galápagos-oplevelser får man alligevel med – søløver, kæmpelandskildpadder, havleguaner osv. På denne tur – som i øvrigt var en unik Politiken-læserrejse, som formentlig aldrig bliver gentaget! – var vi også heldige at få meget store oplevelser med delfiner, en flok på 40-50 legende Bottle-nosed Dolphins (“Øresvin”!), der kastede sig 4-5 meter op af vandet lige rundt om båden.

Og så giver “Ø-hop”-rejseformen bedre muligheder for at blive fortrolig med de Darwinfinker, som lever i højlandet på øerne (jeg fik på denne tur “udfyldt” min liste og mangler nu kun Mangrovefinken, som ikke findes på offentligt tilgængelige steder – ja, og så Cocosfinken på Isla Cocos…).

Og, ikke mindst for naturfotografer: da man bor i land, bliver der meget mere tid til at gå rundt på egen hånd og finde motiver. På krydstogterne er man begrænset af de relativt korte ophold i land (som regel højst et par timer ad gangen), hvor man desuden altid skal færdes sammen med sin gruppe.

Især opholdet i byen Puerto Villamil på Isabela, med en lang strand lige foran hotellet, gav mange muligheder for at komme tæt på fugle- og dyreliv. Da vi var der i vinterhalvåret var det især de mange overvintrende vadefugle, man kunne kravle rundt imellem og bl.a. forsøge med nogle optagelser i helt lav vinkel (“på maven for fuglene”). Vandet og sandet er jo dejligt varmt! Og de arktiske vadefugle forekommer på Galápagos lige så tillidsfulde som det indfødte dyreliv. Nogle eksempler på turens fotomæssige udbytte ses her – og mange flere fotos i galleriet her (klik).

Til sidst kan nævnes, at “Island Hopping” er et væsentligt billigere alternativ, hvis man gerne vil besøge Galápagos, især hvis man arrangerer turen selv. Jeg står gerne til rådighed for gode råd, hvis nogen skulle få lyst til at prøve sådan en tur.

Nytårsgæs

Kortnæbbede Gæs og Bramgæs, Lynge, december 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbede Gæs og Bramgæs, Lynge, december 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbede Gæs og Bramgæs, Lynge, december 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbede Gæs og Bramgæs, Lynge, december 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der har været både Kortnæbbede Gæs og Bramgæs til stede i Vejlerne siden ankomsten i september/oktober. Det er imidlertid et kendt fænomen, at de fleste gæs forlader Danmark i efterårsmånederne til fordel for jagtfri tilstande i Holland. Så selv om der nok har været flokke på nogle få hundrede gæs til stede, så er der jo ikke tale om store antal…

Men, som det har været tilfælde i andre milde vintre, så er gæssene parat til hurtigt at rykke tilbage til Vestjylland. Man har i mange år talt om “julegæs”, der ofte ankom ved juletid til de jagtfri reservater som Tipperne og Bygholmengen her i Vejlerne, for at vente på jagtfred i det øvrige landskab efter nytår. Det har også været tilfældet i år; i løbet af den sidste uges tid er tallene af både Kortnæbbet Gås og Bramgås steget markant – hvilket man nemt kan forvisse sig om ved at konsultere DOFbasen.

Jeg har ikke præcist overblik over de aktuelle antal i Vejlerne, men sammenlagt drejer det sig om formentlig 20.000 gæs, der lige nu benytter Bygholm Vejle som overnatningsplads, og spreder sig i landskaberne rundt om Vejlerne i dagtimerne. Mange jægere forsøgte idag at udnytte sidste chance for at få en nytårsgås på tasken, men alligevel kunne man mange steder se store gåseflokke lande og fouragere på de vintergrønne marker.

Billederne her er fra Lynge ved middagstid – flere billeder af nytårsgæs kan ses i galleriet (klik her).

Ynglefuglerapport 2011 på gaden!

Ynglefugle i Vejlerne 2011.

Som det har været tilfældet siden 2007, har firmaet ornit.dk haft ansvaret for et overvågningsprogram for et udvalg af Vejlernes ynglefugle. Overvågningen får økonomisk støtte fra Aage V. Jensen Naturfond, som ejer Vejlerne.

Overvågningen udføres for den institution, vi plejer at kalde DMU, men strukturændringer i universitetsverdenen gør, at vi i fremtiden skal vænne os til, at det hedder DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. Det føles endnu ikke helt mundret, men det kommer vel…

Hvert år publiceres en ynglefuglerapport med resultaterne af overvågningen. Det tilstræbes, at rapporten kommer “på gaden” samme år som den behandlede sæson, og i år lykkedes det! (-i modsætning til 2010-rapporten, der først udkom i juni i år).

Rapporten er tilgængelig for download her – stadig fra DMU’s hjemmeside!: Ynglefugle i Vejlerne 2011 som pdf-fil. Rapporten indgår i en ny serie af tekniske rapporter fra DCE, og har et farvebillede på forsiden! (i modsætning til DMU’s arbejdsrapporter, der udkom i sorthvid). Det er stadig sådan, at rapporterne ikke udgives på papir, men udelukkende i digitalt format.

Samtidig med udgivelsen har DCE lagt en presseomtale af rapporten på nettet. Her fokuseres på vandstandens betydning for ynglefuglenes succes, idet områdets ræve har lettere ved at komme frem til de ynglende fugle ved lav vandstand. Fra 2000 og nogle år frem var bestanden af ræve markant reduceret som følge af sygdommen skab, og netop i disse år ynglede arter som Klyde, Rødben og Vibe i stort antal.

Da overvågningen er “hængt op” på det nationale NOVANA-program, har der i 2011 været særlig fokus på arterne Plettet Rørvagtel, Trane og Sortterne. Der blev kortlagt i alt 13 territoriehævdende Plettet Rørvagtel, det største antal siden 2007. De fleste ankom i juli. Bestanden af Trane var på seks stedfaste par kortlagt ved gentagne lejligheder i løbet af ynglesæsonen. Det er den største bestand, som hidtil er registreret i Vejlerne. Der blev registreret 26-36 ynglepar af Sortterne i en koloni i Kogleakssøen. De fik i alt 11 flyvedygtige unger, et bedre resultat end i 2010, hvor ingen unger blev produceret.

Af øvrige markante udviklinger i 2011 kan nævnes, at Rørhøg og Rørdrum har taget meget vel imod naturgenopretningen i Tømmerby Fjord, hvor diget er udbedret og vandstanden markant forhøjet.

Skestork genindvandrede i 2011 til Vejlerne, og for første gang siden 1996 blev lokaliteten Melsig i Arup Vejle taget i anvendelse. Otte rugende fugle blev iagttaget fra land.

Kun 25 par Klyder og 24 par Havterner på Bygholmengen er en fortsættelse af tendensen fra 2010 med meget lave tal af disse kolonirugende arter, der er afhængige af en høj vandstand. Der var stort set ingen ynglesucces hos Klyde, og slet ingen hos Havterne.

Med 52 territorier af Engryle er der tale om en lille tilbagegang i forhold til 2010, mens en anden af engenes meget fåtallige arter, Brushøne, havde en lille fremgang til syv yngleurolige høner. Samme dag som denne tælling blev gennemført sidst i juni sås i alt 11 Brushaner på spillepladser, og sammen med dem yderligere tre høner (som nok næppe har nået at yngle i år; men kan være udtryk for mislykkede yngleforsøg). Det er en fremgang fra fem ynglehøner i 2010 til samme niveau som i 2008-2009, men i et længere perspektiv er bestandsniveauet meget lavt.

Stor Kobbersneppe ynglede i år med 116 par, 10 par flere end i 2010.

I afsnittet om driftsforhold omtales i år et hidtil upåagtet problem i Vejlerne: at ynglefugle kolliderer med hegnstrådene. Et konkret, fotodokumenteret tilfælde af en nyudfløjen Engryle med såret vinge kan formentlig tilskrives, at fuglen var fløjet ind i den hegnstråd, der krydser engen tæt på iagttagelsesstedet. På Tipperne, hvor man i en årrække har været opmærksom på dette problem, har man helt kunnet afhjælpe det ved at føre en hvid snor langs med hegnstråden (viklet om tråden). Rapporten anbefaler, at der også i Vejlerne indføres en form for afværgeforanstaltning for at minimere risikoen for kollisioner med hegnstråd i de vigtigste områder for engfugle.

I sommeren 2011 græssede 300 kreaturer på Bygholmengen, heraf 100 med kalve, hvilket giver en kapacitet svarende til 330-350 voksne kreaturer. Det kan konstateres, at det lave antal i kombination med en relativt kort græsningssæson har bevirket, at opvæksten af tagrør ikke har kunnet holdes nede, især på de fire nordligste parceller. En markant opvækst af tagrør her kan medvirke til en forringelse af forholdene for engfuglene i den kommende ynglesæson.

I øvrigt kan jeg kun opfordre til, at man selv læser rapporten og tilegner sig flere detaljer om, hvordan og hvorfor det er gået med ynglefuglene, som det er! God fornøjelse med læsningen!