fotos og skriblerier af Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Sådan så der ud kl. lidt over 6 i morges. En flok dådyr havde haft nattesæde på en af højene. De vågnede med udsigt til hele den centrale del af Hannæs og både de Østlige og Vestlige Vejler…
(En time senere mødte jeg den samme flok, da fouragerede de mellem husene nede i Skårup by. Der er sikkert røget nogle tulipan-hoveder, som lader til at være foretrukken hjorteføde på denne tid…)
Da jeg løftede øjnene fra skærmen og kiggede ud ad vinduet, gik denne lille flok og græssede et par meter fra mig. Min febrilske fumlen med kameraet fik dem dog til at blive alerte.
Det er en kendsgerning, at de vintergrønne kornmarker har gavnet hjorte- og gåsebestande. Men jeg savner stubmarker, som lader jorden ligge uden plov et år ad gangen, hvorved der når at opformeres mere liv i løbet af efterårs- og vinterperioden, til gavn for andre arter end lige hjorte og gæs.
Der findes heldigvis stadig nogle få af slagsen, og på Kærup Holme tiltrækker sådan en stubmark i disse dage en flok Store Regnspover. Og når man har parkeret bilen i vejsiden, lader fuglene efter et stykke tid til at opfatte den som en del af landskabet…
Jeg hører iøvrigt til den generation og det sindelag, der værdsætter det gamle navn Regnspove – tænker tit på en poetisk formulering, Wilhelm Lorenzen Fabricius en gang kom med på Netfugl: “[…] der er klang af spovefløjt inde i regndisen i det navn, af tåget marsk og trækkende fugle dybt inde i fugtigt nattemørke over vore hoveder. Fuglenavne er også poesi.”
Selv om man som i dette tilfælde oplever dem på en kulturmark, bærer Regnspover altid denne “duft” af vild natur med sig…
Selv om det meste af vandfladerne i selve Vejlerne stadig er bundet af is, spores alligevel visse forårstegn. Igår så jeg årets første fire Viber ved Vust, og idag såmænd en overraskende Rørhøg, der var sulten og fløj rundt i aktiv fourageringsflugt ved Lønnerup Fjord – der for øvrigt i kontrast til Vejlerne er næsten helt isfri.
Nu har der jo i stigende omfang været registreret vinter-Rørhøge i serien af milde vintre forud for sidste vinter, men det er alligevel lidt utroligt, at nogle Rørhøge har så travlt med at komme på plads, at de indfinder sig NU, hvor isen dårligt nok har sluppet sit greb…
Ifølge DOFbasen er der også set Rørhøg ved Halkær Sø for nogle dage siden (og en fugl ved Silkeborg i kolde december måned!).
Forårsstemningen har de seneste dage ellers rigtigt været mættet af gakkende gæs, bl.a. adskillige par af lokale Grågæs langs Tømmerby Fjords ringkanal, der nok bare venter på optøning af rørskoven. Men det skal de næste nætter nu nok lægge en dæmper på, for optøningen kommer ikke lige med det første! Nattefrosten vender tilbage, ialfald nogle dage frem i tiden. Og DR’s meteorolog var til aften noget usikker på, om vi for alvor får isvinteren igen. Dét håber hverken jeg, Viberne eller dagens Rørhøg…
Der var ikke mange fugle at registrere på dagens totaltælling af de Østlige Vejler, men denne ilder underholdt i syv minutter, fra jeg fik øje på den på en kilometers afstand til den passerede bilen to meter fra mig, på vej op ad Østre Landkanal-diget.
Som alle rovdyr i “egne tanker” syntes den ikke at registrere meget omkring sig; den havde travlt med at stikke næsen i alting og undersøge, om der skulle være noget spiseligt.
Først til allersidst var ilderen opmærksom på, at den store grønne tingest på diget kunne tænkes at repræsentere en eller anden form for trussel, og jeg tror, at dens “visen tænder” er en form for overspringshandling, da den nok ikke lige vidste, hvad den ellers skulle finde på.
Til sidst fyldte dyret mere end søgeren – men mit kamera kan med den monterede 400mm-linse kun stille skarpt ned til 3½ meters afstand.
Ilderen er for mig et af de sværeste af de danske rovdyr at komme tæt på; det var første gang at jeg har set den i dagslys, så jeg betragter denne oplevelse som en dyrebar én af slagsen! Jeg kandiderer hermed officielt til næste Gravølsselskabs-kåring af “periodens obslevelse”…
Som det ses på billedet er der endelig kommet Rovterne til Vejlerne. Jeg checkede Østerild Fjord fra Arupdæmningen i eftermiddags, ikke så lidt ansporet af, at Helge i går så en Rovterne flyve til Østerild nordfra, ifølge DOFbasen.
Og sandelig, den fede fugl fouragerede langs østsiden af fjorden både i regnvejr og i det flotte lys mod sortblå himmel mellem bygerne. Indimellem satte den sig på mudderfladerne ret tæt på dæmningen mod sydøst (dog ikke tæt nok til at min telelinse formåede at få den til at fylde mange pixels)…
Men dejligt at se en altid fornøjelig fugl, som denne sommer foreløbigt ikke har budt på mange af på disse kanter!
Yderst på Skårup Odde græsser en flok heste.
I disse dage har de følgeskab af en bande Gule Vipstjerter, der selvfølgelig er tiltrukket af de insekter, hestene skræmmer op.
Og da fuglene er meget optaget af at holde sig nær hestene, får man dem tæt på (med gode fotochancer), når hestene kommer hen til hegnet.
Her er et lille udpluk af en serie billeder, jeg fik taget i dag.
(Iøvrigt er det påfaldende, hvor mange Gule Vipstjerter, der har været både i Vejlerne og omkring Vejlerne i år – hele foråret og sommeren igennem, og altså også nu i det tidlige efterår. Deres fine stemme lyder allevegne i disse dage!
… Bare synd, at ynglebestanden ikke længere bliver optalt…)
En flok af disse stinksvampe sender lige nu deres dunster ud fra en plet i skoven mellem os og naboen. Det har de gjort hver sommer i mange år.
Det er formentlig arten almindelig stinksvamp, som ifølge artsbeskrivelsen på fugleognatur.dk ikke er kendt fra Thy eller det vestlige Hanherred.
Vejlerne og omkringliggende lavvandede fjordområder er i færd med at blive fyldt op med trækkende vadefugle, såsom klirer, røde ryler, spover, m.v. Herligt! Og som et nyt fænomen – jeg husker ialfald ikke tilsvarende – står der for tiden en ordentlig bande Klyder i Pytodde-lagunen. (Hvor mon de i øvrigt kommer fra? De har ialfald ikke ynglet i Vejlerne!!).
De mangre lækre vadeben trækker interesserede fuglekiggere til, på en rundtur igår sås masser af teleskoper rettet mod bl.a. Vestsøen på Bygholmengen.
Men vaderne trækker altså også rovtøj til området! På DOFbasen har Jørgen Beck en malende beskrivelse af en Spurvehøg, der på Hovsør Røn slog en Rødben og pinte livet ud af den. På fugleognatur.dk har Henrik H. Søndergaard lagt denne beskrivelse med fotos af en Vandrefalk i Arup Vejle, der slog en Hvidklire.
Selv så jeg en kæmpe Vandrefalk hun med bytte på Pytodde (troede et øjeblik at det var Jagtfalken, der var kommet tilbage). Desværre satte den sig på bagsiden af odden, så jeg kunne ikke se, hvad det var, den havde slået – men sandsynligheden taler for, at det også har været en vadefugl…
Disse fede velnærede Solsort– og Landsvale-unger er produceret her på matriklen, og det har givet anledning til megen glæde at følge med i familielivet. Begge parrene havde valgt mit nye udhus som bolig; droslerne havde placeret reden på stigen, der hænger på ydersiden af huset (og dermed var stige-involverende projekter umulige i en periode), og svalerne ynglede inde i vindfanget. Førstnævnte lå meget let tilgængeligt, men undgik på mirakuløs vis prædation fra naboens kat, der ellers tit kom forbi (og udløste infernalsk varslen hos svaleparret. Deres rede lå dog i fuldstændig sikkerhed i 3½ meters højde). Svalerne har de sidste mange år forgæves forsøgt at komme til at yngle i vort soveværelse, men dette er første gang, vi har ynglende svaler hos os. Da svaler hører til mine yndlingsfugle, er jeg i stand til at bære over med det svineri, sådan et kuld unger og deres forældre leverer.
Begge kuldene – tre solsorteunger og fem svaleunger – er fløjet fra reden for et par dage siden. Det samme gælder iøvrigt ungen hos det Musvåge-par, vi også har ynglende på matriklen.