Fra feltstationens dagbog – 5. april 1991

Terje og undertegnede brugte morgenen og formiddagen i haven – Terje på lidt hyggeringmærkning (12 fugle i nettet – heraf 3 som havde ring på i forvejen), jeg gik i gang med en anden egoistisk aktivitet, nemlig at samle sammen på alt det træ, som ligger fældet efter skovfolkenes seneste motorsavsmassakre, og som det bare var meningen skulle ligge og rådne. Ialt bliver det til over 10 rummeter brænde helt gratis – bortset fra arbejdet med at samle det og fragte det hjem, selvfølgelig. Det kan godt være, at poppel ikke er det bedst egnede træ som brænde, men når man er en fattigrøv må man jo tage det hele med!…

Udover ringmærkningsfuglene – Blåmejse, Rødhals, Jernspurv, Solsort, Bogfinke, Gærdesmutte, Fuglekonge og Gulspurv var der også en Kærnebider her på Lynge, i naboens have, og 220 Sjaggere, som væltede indover.

I det fine aftenvejr var Terje en tur rundt om Bygholmengen og Bygholm Nord, hvor han bl.a. fik styr på Drummer og Rikser, 8 og 7 henholdsvis. Men det var ikke kun fint vejr til lyt, det var også fint se-vejr, så han kom hjem med mange andre gode obs., bl.a. 2 Havterner på Fjord Øst – de ”næst-første” efter den extremt-tidlige i marts. På fjorden også 70 Klyder og 1100 Kortnæbsgæs – sidstnævnte naturligvis på Fjordholmene. Der var 3 halsmærkede imellem, bl.a. 2 med [C] i nummeret, men de kunne ikke aflæses præcist. Og så var de 4 Bramgæs der også, inkl. det grimme hvidhovedede individ. I Glombak 5 efterhånden lidt overraskende Små Skalleslugere. Igen Vandrefalk på engen – dennegang en ungfugl. 175 Storspover gik til overnatning på Bygholmengen, og sammesteds sås en Rørhøne, årets første forårsobs. (-der var nogle vinter-iagttagelser i januar/februar).

På Ør. Landkanal blev 3 rådyr forskrækkede over det lange apparat på knallert, og til sidst skal jeg nævne Gråstrubet Lappedykker-skrig fra den nordlige, lille sø øst for Landkanalen – første gang vi konstaterer arten på denne efterhånden traditionelle lokalitet i år…

Fra feltstationens dagbog – 14. marts 1991

Vejret gider jeg snart ikke skrive om mere. Det er det samme trælse tågegrød (for 5. dag!), og idag oven i købet med en hel del regn. I øvrigt svag sydvestenvind. I tal blev det til temperaturer mellem 5 og 8 grader C., og nedbør 3,5 mm.

Ja, så blev det heller ikke idag at vi kunne komme på total! Så var det i stedet planen med et par taxer, men da vi holdt på Bygholmdæmningen og kiggede ud i regnen og tågen havde Terje ikke meget lyst til den 12 km lange, våde Fjordholmtax – og det kan man ikke fortænke ham i! I stedet blev det til, at vi kørte turen over Thorup Fjordholme, det er også første gang i et stykke tid at dette område er blevet talt. Her var faktisk pænt med fugle, især gæs: 325 Grågæs, 122 Sæd-, 4 Kortnæbbede og 3 Blis– – og de gik meget blandet sammen, arterne mixet op imellem hinanden, og spredt i mange småflokke. Også lidt (flere end vi har haft længe) Pibesvaner, nemlig 87, var der at finde derovre, men kun 8 Sangs. Andre flokfugle var Vibe med 125 og Stær med 150, Bogfinke adskillige (ikke talt) og så holmenes talrigste fugl Gråkragen, som der var 620 af – det er da mange! På Fjord Øst så vi en Klyde i Pytodde-lagunen og en Tårnfalk på Holmkær.

I stedet for Fjordholmtax blev det så til en ARUP-ditto. På vej ud til Dykkerslusen så vi to meget våde rovfugle, som sad og spredte fjerene ud og så kede ud af det – den stationære Fjeldvåge i Sydøsthjørnet og en Spurvehøg ved Dyk. Der gik 130 Sædgæs og 50 Kortnæbbede på markerne på Østerildsiden, som det for en gangs skyld lykkedes os ikke at skræmme på vingerne. På selve taxen var der mange fugle, dejlige vadefugle: Vibe godt 400 (340 i Vesløs/Arup), Stor Præstekrave 22 (20 i L-V), Hjejle 190 i Arup og Almindelig Ryle 115 sammesteds. Der er virkeligt sket et stort ryk-ind siden sidste Aruptax for få dage siden. Også Skratmåserne er for alvor rykket ind, luften bar på masser af sommeragtige skrat-lyde fra Melsig og Tagholmene. Der er også ved at være (små)pænt med ænder i Læsvig, 227 Krikænder, 160 Grå– bl.a. En Solsort og en Vindrossel midt på diget fortæller, at det er ved at være træktid. Sigten var lige akkurat så der kunne tælles, og vejret var ikke alt for vådt på det tidspunkt – først da han kørte hjem på knallert blev han rigtig våd, ham Terje.

Marikos gæs er nu igen tilbage i Tved/Borup-området, og de er ved at vænne sig til hendes bil, så hun kan komme i nærheden af dem – hvilket også er nødvendigt med denne sigt! Til aften var hun (Mariko, förstås!) ved Glombak for også lige at checke de østlige gæs komme ind til overnatning – og hun så omkring 179-192 Sædgæs, hvilket måske bl.a. omfatter de 122 fra Thorup Fjordholme… Så en stor del af den isolerede ”øst-population” er formentlig allerede trukket, sikkert til Tåkern…

Frimers dage (og nætter) for tiden går med at farvelægge plancher til udstillingen – han var dog lige ude på en aftenspadseretur her langs Lynge og ned til KrudtPeters ruin. Han fandt en rævegrav, men oplevede vist ellers ikke noget særligt.