Fra feltstationens dagbog – 25. marts 1991

Perfekt vejr – både på Tipperne, hvor stationens observatører befandt sig det meste af dagen, og her i æ’ Vejler, hvor Bjarne og Frimer residerede. Det startede med en helt stille, diset morgen, rimfrost i græsset – og så stod den store orange sol op og fik gradvist mere magt, og disen og rimfrosten måtte vige for en smuk dag. Midt på dagen mærkedes en svag brise fra en eller anden nordlig retning, men igen til aften blev det helt vindstille. Natten blev kold – måneklar og lys, med en godt halvfuld måne.

Det var jo på en måde ærgerligt, at en vejrmæssigt så sjælden og perfekt dag skulle bruges på et møde, men det var altså idag, at det ”hurtigtarbejdende ynglefugleudvalg” nedsat på observatørmødet i december skulle samles. Men i det mindste fik Terje og undertegnede da en tur til Tipperne ud af det, og vi fik også nydt nogle timers fin morgenstemning omkring krattet, inden det gik løs omkring spisebordet. Det var desværre ikke en af de store småfuglemorgener, men der var mange fugle på vandfladerne, og lyde og snak fra bl.a. en masse Hættemåger og Bram-, Knorte– og Kortnæbsgæs, samt begyndende liv på engene med Viber og Kobbersnepper. Den nærmeste Dobbeltbekkasin på Storetipper brægede og tikkede, og Drummerne kunne høres fra Værnet og Nymindestrømmen. Og da solen begyndte at varme kom hugormene frem af deres skjul – så alt i alt var det en rigtig nostalgisk Tipperstemnings-morgen for undertegnede…

Mødet drejede sig mest om ned- og omprioriteringer af Tippernes arbejdsprogram i den arbejdsmæssigt mest spidsbelastede periode, 20. maj – 5. juni. For Vejlernes vedkommende snakkede vi noget om det formålstjenlige i at kortlægge Grågåse”par” og Gråænder – men så længe der ikke er bedre alternativer, fortsætter vi med den gængse metode.

Terje og jeg forlod Tipperhalvøen ved 16-tiden, og lagde selvfølgelig vores vej op forbi de gode gåselokaliteter langs kysten. Først Vest Stadil Fjord med imponerende 10-12.000 (mindst) Kortnæbbede og islæt af Bram-, Blis-, Sne– og Kanadagæs, og så Bøvling Klit og Nissum Fjord, hvor der også var mange Kortnæbbede – og imellem dem en lille nuttet RØDHALSET GÅS, som vi var så heldige at få serveret på et sølvfad. Vi kunne nyde den i den sidste times fine aftenmedlys på ret kort afstand (engene er jo ikke ret brede), altimens 3-4000 Storspover og 10.000’er af måger i baggrunden gik til overnatning i fjorden – jo det var en fin aften! Og så var vi i selskab med en masse hyggelige mennesker, bl.a. hr. og fru Læssø, Palle & Erik fra Skagen, Gorm Wæhrens, Rolf & slænget fra København, Alex Bühring m.fl. Nogle af dem havde brugt en 5-6 dage på at lede efter den lille sjældne ting, men vi droppede bare forbi og så var den der – SÅDAN!! Det var fedt – men jeg er nu glad for at jeg også har set den hvor den rigtigt hører hjemme – ved Donaudeltaet i Rumænien, i 100-vis…

Herhjemme kunne Frimer & Bjarne jo selvfølgelig ikke holde sig inde i det smukke vejr, og deres færden i landskabet resulterede bl.a. i obs. af årets første sommerfugl, selvfølgelig en nældens takvinge, ved Lund. -Den kom dén dag hvor temperaturen første gang nåede over 10 grader. En anden fænologisk nyhed er blomstrende følfod ved Tømmerby. På Bygholmengen sås 1200 Kortnæbbede Gæs og 900 Hjejler, og så havde Frimer en Vandrefalk, som lavede overraskelsesangreb på de stakkels potentielle byttefugle ved at stige højt op (og forsvinde) imod solen, hvorefter den med lyset i ryggen (og derfor usynlig) drønede ned og lavede panik. Den ramte ét eller andet, men tabte det igen ned i rørene, og måtte opgive at få fat på det.

Fra feltstationens dagbog – 29. april 1990

Det første vi i dag bemærkede på feltfronten var et mindre småfuglefald, hovedsageligt registreret i form af mange syngende Løvsangere og flere svaler rundtomkring – et resultat af varmt vejr i Vesteuropa og søndenvind. Influx’et gjorde sig bl.a. bemærket hér i stationshaven, hvor en 3-4-5 Løvsangere sang lystigt dagen igennem, efter at vi først fik den første for et par dage siden. Også en ny årsart bragte søndenvinden med sig – der blev hørt ialt 3 syngende Munke rundtomkring – én i Øsløs Skov og 2 ved Tømmerby. Havens 162 netmeter blev holdt åbne dagen igennem, og de fangede da også bl.a. 4 Løvs. – og én af disse var ringmærket i forvejen, med nr. 9E35300 – det blev den 30.4.1988. Den har altså været i Afrika to gange i mellemtiden – jeg synes altid det er så fascinerende med disse små fugle som trækker så langt og finder tilbage til præcist den samme lille lokalitet… Hyggeligt gensyn! Iøvrigt gav mærkningen ialt 13 nymærkninger, hvilket jo ikke lyder af meget, men er det hidtil tredjebedste resultat i år. Niels Aagaaard er gammel ringmærker og havde kløe i fingrene, så han fik lov til at tage sig af de fleste af dagens pips. -Også som et plaster på såret fordi han ikke havde så megen held med sin musefangst til morgen; 1 sølle lille dværgspidsmus var det magre resultat fra de 100 fælder…

Terje var mand for den ene af dagens ynglefuglekortlægningstællinger – om formiddagen travede han Holmkær igennem på kryds og tværs, og foruden oplevelsen af det lækre landskab havde han lidt (det er jo ikke mange ynglefugle, der er derude) Viber, Præstekraver, Bekkasiner m.m. med hjem, samt 2 fine Dværgfalke. Den talrigst registrerede ynglefugl fra turen blev Engpiber, som han fandt 28 territorier af.

Den anden ynglefugletælling i dag stod Rolf for – det drejede sig om Lappedykker-kortlægningen i Lund – her fandt han 8 par og 28 enlige fugle, svarende til i størrelsesordenen 30-35 reelle par – nogenlunde det sædvanlige niveau.

Det var også meningen at vi ville have startet på fjernkortlægning af Viber i Lønnerup/Revlsbuske i dag, men det opgav vi igen pga. den ret generende blæst (-som åbenbart alligevel ikke generede mere, end at det kunne lade sig gøre for Rolf at få styr på Lappedykkerne på vandfladen…).

Så blev der også gået en ARUPtax i dag, ved undertegnede – det var min første af slagsen i snart et halvt år, og det var meget fint at komme ud og mærke engenes mylder af liv igen. Den blev gået i solnedgangstimen, så der var også en utrolig flot og vildt farvet aftenhimmel at gå og syre ud over. Selve fugletallene var ikke de helt vildt store, det var mere det store artsudbud der gjorde indtryk. Svømmeænderne er jo kraftigt på retur, jeg fandt således kun ganske enkelte Pibeænder og ialt 39 Krikænder (-arter der ellers har været dominerende i vinterhalvåret) på taxen. Der var selvfølgelig mange Brushøns (-et farveorgie på engen!), 470 på Arup-delen af taxen og 180 i Læsvig, mens jeg kun så en eneste enlig Hjejle – en art som ellers også plejer at være dominerende på denne årstid. Noget tyder på, at det forekomstmønster som er beskrevet for Hjejlen om efteråret, hvor de store tal registreres i forbindelse med fuldmåne (dagrast) og fuglene er sværere at finde imellem månerne, fordi de går og dag-fouragerer spredt i landskabet, også gør sig gældende her om foråret. Ellers var det de mere ”krydderi-prægede” vadefuglearter som Lille Regnspove, Tinksmed og Sortklire med til at sætte humøret i vejret – der kom ialt 6 Småspover trille-fløjtende nordpå gennem luften, mens 2 Tinksmede (1 på taxen og 1 i Trekanten) og 3 Sortklirer opholdt sig på engene og charmerede med deres klire-temperamenter… Nu vi er ved klirerne så var der også kommet lidt flere (af de lidt mere kedelige) Hvidklirer, 7 styks blev det til af dem – og så var der endelig, som rosinen i pølseenden, kommet vores Damklire (!!!)- ved sandhed en meget fin og raffineret sag! Dét var alligevel en overraskelse, måske ikke så meget at den kom, men ialfald havde vi ikke regnet med den så tidligt -kun i spøg havde vi snakket om den som april-art (!!). Den er faktisk kommet tidligere og tidligere hvert år, og det er nu 5. år i træk (-hvis vi regner med, at den var overset i 1987, hvor foråret jo som bekendt regnede væk…) at det lille fine dyr beærer os med sit besøg. Den var på plads på samme sted som sædvanligt, og med samme adfærd; ivrigt forsøgende at gøre indtryk på Rødbenene – og det så faktisk ud som om, at det allerede var ved at lykkes, ialfald blev den ikke afvist af den Rødben den fulgtes med…

Iøvrigt var de mange folk på stationen rundt og kigge på de fleste lokaliteter i dagens løb, resulterende i obs. af bl.a. så forskelligartede sager som 4 Ringdrosler, 3 Storke (dén på reden, én i Vesløs Rør og én – formentlig tredje? – flyvende omkring i de Østlige Vejler), 1 Kærnebider, 3 Mudderklirer (-ny årsart!), 3 ræve, 1 egern, 4 Splitterner overflyvende Arup (-usædvanligt på denne årstid), 42 Sildemåger (2 stående i Kogleaks og 40 flyvende ind til overnatning fra Lund) samt 40 Hvide Vipstjerter til overnatning i Han. Plus alt muligt andet diverse, som jeg ikke lige kan overskue at få samlet sammen til denne i forvejen alt for lange dagsrapport!

-Men der sker simpelthen bare noget på mange fronter sådan en fin forårsdag!

Til slut skal der lige, oven i alle disse obs. af vore dejlige fuglevenner, en bitter kommentar med: det er surt og trælst og til at blive vred over at man flere gange dagligt skal overvære Cirkus Mili’s groteskt forstyrrende helikopteroverflyvninger af reservatet. Der er åbenbart en større militærøvelse i gang i området, og ofte kommer de to og to og i lav højde – og DET ER BARE FOR MEGET!!! HRRMMMF!