Denne pentadens sidste dag blev benyttet til en FJORDHOLMtax, som det var Terjes tur til. Det var egentlig også idag, at Aruptaxen skulle være gået, men jeg havde fået tilbagefald af influenza, så jeg holdt mig i skindet og blev indendøre. -Bortset fra da jeg kørte Terje til Aggersund, altså… På vejen derned kiggede vi også lidt fugle; igen 7 Bramgæs på Bygholmengen (Vandrefalken var ikke at finde), og på den sydlige del af Thorup Fjordholme, helt op til A11, gik 87 Pibesvaner, fordelt på 70 ad. og 17 juv. Også inde på Sletten kom vi forbi en flok Pibesvaner som blev klikket af; 33 var der i dén flok (med fordelingen 2/3 ad., 1/3 juv.). Og nede i Aggersund nåede jeg at få taxens fedeste fugl med, en Vandrefalk som “dumpede” lige ned i en flok på 300 Sjaggere meget tæt på! Det var en han, vistnok en ad./subad. og altså en anden end dén der “manglede” på BygEngen. Sådan en han er utrolig kompakt og temmelig Dværgfalke-agtig…
Vandstanden var (jo) stadig høj, selvom den var faldet til +50, så det blev igen en digetax. Men sådan én kan jo også godt være temmelig fuglerig, viste det sig sidste gang. Der var dog knapt så meget at kigge på for Terje idag, bl.a. var der ikke så mange Pibeænder i vildtreservatet, kun 630, de fleste på Borreholm. Dérudover så han kun én Pibeand på hele taxen, og det var et skadet/skamskudt eksemplar! Til gengæld var der så kommet nogen flere Gråænder, 410 – også alle i vildtreservatet. Af andre ænder kun 2 Spidsænder og 48 Grav-. Efterhånden er det lidt småt med vadefugle udover Almindelig Ryle, som der stadig myldrede 570 af rundt på engene. Af brokfuglene var der idag kun 294 Viber, 200 Hjejler og 10 Strandhjejler. Men en overraskelse var det at finde 8 Strandskader på Langholm – men det skal åbenbart være reglen med sen-efterår/vinter-obs. efter at vi sidste år udvidede taxen til at omfatte Aggersborg Vildtreservat. Til gengæld kunne han denne gang ikke finde flokken af Stor Regnspove der ellers har stået på Langholm. De typiske Fjordholm-spurvefugle var idag repræsenterede af 3 Skærpibere, 6 Bjerglærker og 15 Bjergirisker (lidt tyndt), og så var der selvfølgelig nogle lidt mere granhegns-tilknyttede arter inde langs diget. Bl.a. fik han 3 Stillitser og 1 Kvækerfinke med, og så havde han også en af de sene Tornirisker. Iøvrigt løb Terje ind i et par byger undervejs. Han blev lidt våd, men han nåede også at blive tør igen. Bortset fra tæerne – han fik SOK da han forsøgte at passere kanalen mellem Langholm og diget bagved!
Ingen ringmærkning i haven idag. Albert syntes nok det blæste for meget – til gengæld holdt han computeren varm, mens vi andre var væk!
En enkelt diverseobs. i midtbogen skal afslutte denne dagsrapport: en musende Fjeldvåge ved Gravene, Bygholm.