fotos og skriblerier af Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
En “lille blå vader” holdt idag til på stenene ved kildevældet (det nordligste) på vestsiden af Lønnerup Fjord. Den var ret effektiv til at skaffe sig føde; efter korte fourageringsture vendte den hele tiden tilbage til den samme sten, hvor den så sad og slugte byttet efter at have “bearbejdet” det ved slag mod stenen – at dømme efter størrelsen kan det have været hundestejler.
Isfuglen er altid fin – billedet yder den desværre overhovedet ikke retfærdighed (digiscopet med mobiltelefon)…
Det hedder sig, at skoven falmer på denne årstid. “Falmer” er nu ikke det ord, som først falder mig ind, når efterårsfarverne spiller…
Et nostalgisk tilbageblik på det, der er gået forud for denne blog…
Jeg tør ikke sige det med sikkerhed, men jeg mener at kunne huske, at de første spæde pip på internettet fra nogle af ornitterne omkring Vejlerne kom for ca. 16 år siden, i år 2000, hvor Steen Brølling lancerede domænet vejlerne.dk. Muligvis har domænet vejlerweb.dk også været i brug (det henvises der ialfald til fra andre hjemmesider), men det er formentlig bare fordi, at ”overskriften” for siden i perioder har været ’VejlerWEBben’.
Disse tidlige sider er ikke længere bevaret, ialfald ikke det præcise grafiske udseende af siderne, MEN ved opslag på web.archive.org (”Wayback Machine”) kan man ialfald finde dele af indholdet, når man søger på vejlerne.dk.
Det lader til fra starten at have været et ret ambitiøst projekt med stor deltagelse af mange ornitter, der indsendte deres observationer fra et større lokalområde. Jeg kan ikke sige det ud fra personlig erfaring, da jeg i årene 2000-03 var udrejst til Nicaragua – men på de bevarede sider fra de første år kan man finde mange indslag om lokale hits (Gulddrossel i Skårup, Rosenterne på Agger Tange osv.), samt ofte mere ”politiske” indlæg. Det kunne eksempelvis være om overtrædelser af love eller almindelig sund fornuft i landmænds eller autoriteternes forvaltning af naturen eller om rovfugle i fangenskab, og ofte var skribenterne tæt på at komme i det ”røde felt”. Desværre er det kun de første linjer af hvert indlæg, der er bevaret, og kommentarerne i sidens forum findes ikke længere…
I 2003 blev som bekendt Vejlernes Feltstation lukket, men ornitterne med tilknytning til stationen blev jo boende i området – og dannede Vejlernes Gravølsselskab i maj 2004. ”Gravølsselskabet er stiftet i en konstruktiv protest mod den skandaløse lukning af Vejlernes Feltstation i december 2003. Vejlernes Gravølsselskab vil blive nedlagt, når Vejlernes Feltstation genopstår. I mellemtiden er det selskabets mål at dulme smerten for tidligere observatører og fremme livskvaliteten for fugle og folk omkring Vejlerne.”
Kort tid herefter – fra september 2004 – blev en ny hjemmeside for Gravølsselskabet lanceret under domænenavnet gravøl.dk, med mig som webmaster. I den forbindelse blev vejlerne.dk lukket (men Steen beholdt domænet). Derfor var indholdet på den ny hjemmeside nyt, uden mulighed for at hente de gamle indlæg frem. Det var i vid udstrækning den samme kreds af skribenter som i den første tid, dog mestendels indskrænket til mennesker, som tidligere havde arbejdet på feltstationen. Emnerne for indlæggene kredsede også omkring de samme temaer, men nu blev det udvidet med anmeldelser af øl, idet ølsmagning var en vigtig komponent, når Gravølsselskabet holdt møder. På en særlig afdeling af hjemmesiden kunne man finde mødereferater og ølsmagningsskemaer fra de afholdte møder. Disse er desværre ikke bevarede, men mange af indlæggene kan stadig findes på ”Wayback Machine”. Det var i perioden med ”gravølswebben” at der var størst blog-aktivitet; i lange perioder var der daglige eller næsten daglige indlæg.
Alle indlæggene fra gravøl.dk blev også overført til vejlerne.dk, da denne side efter nogle år igen blev aktiveret. Det fandt sted i maj 2007, efter at der i en periode havde været diskussioner om igen at åbne blogaktiviteten omkring Vejlerne til også at indbefatte folk udenfor den lukkede kreds af observatører fra feltstationen. Gravølswebben blev derfor lukket igen, og domænet har siden ført en omflakkende tilværelse – i dag tilhører gravøl.dk (meget passende) et hjemmebryggeri!
En periode med en fortsat ret høj skribent-aktivitet fulgte i årene herefter, uden at ambitionen om at udvide skaren af skribenter i særlig grad lykkedes. Til gengæld blev siden nu udvidet til også at indbefatte dagsrapporter tilbage fra feltstationens tid. En stor styrke var det, at et kæmpemateriale efterhånden hobede sig op, og det var altid tankevækkende at se tidligere års indlæg fra samme dato…
Men desværre, stille og roligt døde det ud, entusiasmen dalede, og flere som tidligere havde været aktive på de forskellige vejlerblogs har de seneste år valgt at starte deres egne internet-skriverier. Det gælder Henrik Haaning, Carsten Krog, Susanne Bruun & Helge Røjle og selv ”bagmanden” Steen Brølling (-sidstnævntes zden.dk handler dog sjældent om fugle og natur). Flere af dem har givet udtryk for, at det har været en frustration at webmaster på siden ikke har villet indarbejde nogle ønskede funktionaliteter på siden. Funktioner, som tidligere eksisterede på vejlerne.dk (og som gjorde livet som bloglæser nemmere og mere tilfredsstillende) – RSS-feed, billedgalleri og søgefunktion – har webmaster valgt at fjerne under løbende opdateringer af sidens layout.
Som den sidste stædige skribent på siden er tidspunktet nu også kommet, hvor jeg trækker stikket og helliger mig min egen blog, når jeg har noget, jeg vil fortælle om naturoplevelser i og omkring Vejlerne. Jeg har længe været modvillig mod at tage skridtet, ikke mindst fordi jeg var bange for, at alle mine møjsommeligt udarbejdede indlæg så ville forsvinde fra internettets ”overflade”. Derfor har jeg brugt noget fritid hen over sommeren på at overføre alle de indlæg, jeg har fundet bevaringsværdige, til min nye blog ’Vejlerornitten’. Jeg må sige, at det til trods for et stort arbejde med flytningen er tilfredsstillende nu at være “herre i eget hus”!
Dermed er mine naturskriverier igennem et kvart århundrede – når man tæller dagsrapporterne fra feltstationen med – samlet på ét sted, som jeg selv har kontrol over.
Jeg vil hermed gerne invitere alle tidligere læsere af vejlerne.dk og gravøl.dk til fremover at interessere sig for ornit.dk/vejlerblog!
365 dage om året kan man aflægge gangbroen i Han Vejle et besøg og være nogenlunde sikker på at møde en flok Skægmejser. Det er der mange fuglefotografer der gør, og ofte bliver man belønnet med fine oplevelser med rørskovens timalier, eller “papegøjenæb” som de kaldes i nyere systematiske oversigter…
Også idag var der en flok tæt på gangbroen, en 7-8 stykker som havde travlt med at pille i nogle dunhammer-kolber.
Det er en kendt sag – og en af de gode historier, naturvejledere altid fortæller om Skægmejsen – at arten om vinteren skifter diæt fra insekter til frø. Jeg har også ofte i vinterhalvåret set dem spise tagrørfrø, men jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, at disse fugle så ivrigt flænsede løs af dunhammernes frø – når der går hul på kolben svulmer de dunede “fnok”, som frøene sidder på, op, og det kan ikke være nemt at fortære og få noget næring ud af…
Der gik en prås op for mig, da jeg hjemme igen gennemgik dagens fotos – på en stribe af dem ses en Skægmejse han med en larve, som den har pillet ud fra kolben. Min mistanke er derfor, at Skægmejserne piller i dunhammerkolberne for at skaffe sig adgang til en bestemt type insektlarver, og jeg tror derfor jeg kan konkludere, at tidspunktet for skiftet mellem sommer- og vinterdiæt endnu ikke er indtruffet…
Flere fotos at Skægmejserne i dunhammer fra idag kan ses i galleriet: (klik her)
Jeg har altid moret mig over fotos, hvor fugle i flugten vender “forkert”, eksempelvis dette Klyde-foto af Jens Kristian Kjærgård, hvor nogle af fuglene flyver med ryggen nedad, mod jorden (mens klydenæbbet bliver ved med at pege opad!): Klyder på Bygholmengen.
Under mit arbejde med Kortnæbbet Gås har jeg ofte lejlighed til at tage fotos af flokke under indflyvning til deres fourageringsmark. Således også idag, hvor ca. 1200 fugle, som havde overnattet på Bygholmengen sammen med deres følgesvend Snegåsen (der ligesom de kortnæbbede har været der siden ankomsten den 14. september) kom “dryssende” i småflokke til en stubmark på Thorup Fjordholme.
Jeg elsker synet af gæssene i luften, når de gakkende nærmer sig marken – står der gæs på marken i forvejen kan de være ganske hurtige til at bestemme sig til landing, og så kaster de sig gennem luften, hvor det øjensynligt bare handler om at komme nedad, hurtigst muligt. Det kan afføde nogle pudsige situationer, som her på billedet med fugle der tumler ned mod marken i skøn forvirrring – bemærk specielt de tre øverste fugle, der alle har bugen i vejret!…
I mange år har Spætmejse virkeligt ikke været en fugl, man har forbundet med Vejlerne eller området omkring Vejlerne. I den første atlasundersøgelse 1971-74 var eneste registrering i Thy en “mulig” forekomst som ynglefugl. I andet atlas 1993-96 fandtes den som “sikker” i ét kvadrat (Tovsig-kvadratet) samt én “sandsynlig” forekomst. Sådan var situationen i store dele af feltstationsperioden – man kunne af og til træffe arten i den gamle højstammede løvskov omkring Tovsig vest for Tømmerby Fjord, samt (lidt længere væk fra Vejlerne, men indenfor feltstationens tælleområde) i park-haven tilhørende Aggersborggård.
Men siden er der sket ét og andet. I den pågående atlasundersøgelse er der efter to sæsoner fundet sikkert ynglende Spætmejse i tre kvadrater i Thy, og derudover er arten registreret som sandsynlig eller mulig ynglefugl i yderligere 12 kvadrater i landsdelen. Det ene kvadrat med sikkert ynglefund er CC04 – Hannæs, hvor også min matrikel befinder sig. Det er selvfølgelig Poul Hald, der har arten i sin skov ved Øsløs, men derudover er den nu også fast i den gamle feltstationshave på Lynge, har jeg ladet mig fortælle. Hvem skulle have troet det…
Alligevel kom det som en overraskelse for mig – men en glædelig en af slagsen – da jeg i sidste uge blev mødt af Spætmejsens glade kald, da jeg stak hovedet ud om morgenen. En herlig ny matrikelart! På vores og især naboens grund er der i løbet af de sidste små 100 år vokset en lille løvskovslund op, og træerne er nu åbenbart så gamle og tillokkende, med furet bark, revner og andre gode skjulesteder for insektliv, at en Spætmejse har fundet det interessant at aflægge stedet visit. Foreløbig har den været her i næsten en uges tid, og det er til at blive glad i låget af at møde denne “gadedreng”, der altid udstråler energi og overskud. Så jeg håber selvfølgelig, at den bliver hængende!
Fotoet er ikke af den aktuelle fugl, men et arkivbillede fra dette forår hvor jeg arbejdede på et naturskovsprojekt i Nationalpark Mols Bjerge. Dér kan man virkeligt tale om, at Spætmejsen er karakterfugl!
Det er aldrig sørgeligt at finde en Sørgekåbe – en af Skandinaviens store flotte sommerfugle.
Det skete for mig idag – da jeg kom kørende ind ad indkørslen, så jeg ud af øjenkrogen en stor mørk sommerfugl med hvidlig bagkant på vingerne – og den var med det samme på lystavlen, selv om jeg næsten ikke kunne tro det.
Det er kun anden gang i løbet af de 26 år vi har boet her, at vi har haft Sørgekåbe på matriklen – første gang var tilbage i 1990’erne, hvor et individ besøgte vores brændestak.
I dag fandt jeg sommerfuglen i vores store vedbend-behængte asketræ. Som jeg fortalte om her på bloggen for nogle år siden, så er netop vedbend en vækst, der har stor tiltrækningskraft på sommerfugle og andre insekter. Det ser dog ikke ud til at blomsterne rigtigt har åbnet sig endnu, og Sørgekåben fløj da også hurtigt videre – og forsvandt.
Det blev således en flygtig oplevelse, og det var et noget laset eksemplar – men det er altid glædeligt at se Sørgekåbe, og heldigvis lå kameraet parat på bilsædet, så jeg kunne dokumentere fundet – selv om det er et lidt kedeligt foto…
Ved opslag på sommerfugleatlas.dk kan jeg se, at det blot er det andet rapporterede fund fra Thy i atlasperioden 2014-17 – første var fra Sydthy i april sidste år. Så det er absolut ikke nogen årlig begivenhed at støde på Sørgekåbe på disse kanter.
Ikke særligt sørgeligt, tværtimod et glædeligt gensyn med en sjældent set sommerfugl!
Haaning hitter igen! – på totaltælling i mandags fandt Henrik Haaning en Kohejre i Kogleakssøen, som han fortæller om på Pandion i linket her.
Jeg befandt mig på pågældende tidspunkt ved frokosttid på Bygholmdæmningen i søgen efter de to Odinshøns, Henrik havde rapporteret tidligere på morgenen. Så jeg kunne ret hurtigt være på plads i Kogleaks-skjulet, og sammen med Henrik og blot to observatører til nåede jeg – i det ikke alt for spændende, kølige blæsende vejr – at se hit-hejren. Først stod den og skuttede sig på en af øerne i søen, ret kedeligt at se i kraftigt modlys, men efter et kvarters tid lettede den og fløj over på en kreaturgræsset mark på Kærup Holme – desværre skjult bag en nåletræsplantage. Det var under denne flyvetur at ovenstående uskarpe dogme-doku-foto blev taget.
Senere vendte den meget kortvarigt tilbage til søen, hvor den bl.a. stod på en hegnspæl i nogle få sekunder – denne gang var der lidt mere nydelse i synet. Kohejre er jo såmænd en fin lille hejre, men dens almindelighed i andre dele af verden taget i betragtning er det jo ikke en art, man som sådan går og har et romantisk forhold til… Men det er ALTID sjovt at få sig en ny Vejler-art, og for Henrik da ikke mindst – “findelønnen” når det uventede dukker op i teleskopfeltet er altid stor!
Resten af mandagen og tirsdag med blev fuglen eftersøgt uden held, men onsdag morgen fandt Henrik Læssøe fuglen igen i Kogleakssøen, og denne dag blev den set flere gange i løbet af dagen frem til om aftenen – dog afbrudt af perioder, hvor den skjulte sig. Der blev også taget væsentligt bedre fotos af fuglen end ovenstående. Det forekommer sandsynligt at fuglen stadig er til stede, så mon ikke den vil blive set flere gange i den kommende tid…
Det er så kun anden gang på godt 100 år, at der ses Kohejre i Vejlerne – vi skal helt tilbage til 1903, hvor en fugl blev skudt i Selbjerg Vejle – dengang det første fund i Danmark, i øvrigt. Og det passer så alligevel (måske) ikke helt – for i 1995 kom min datter Pia en gang hjem og fortalte, at hun havde set en hvid fugl stå på ryggen af en hest ved Tømmerby Fjord – så siger alarmklokkerne jo med det samme Kohejre! Den blev eftersøgt uden held – men senere samme år dukkede der en Kohejre op ved Ove Sø i Thy…
Kohejrens opdukken i Vejlerne falder fint i tråd med at stort set alle Sydeuropas hejrearter igennem mange år har haft fremgang, og nu ses flere af dem regelmæssigt på vore breddegrader. Under Kohejrens ophold i Kogleakssøen i mandags fløj der flere gange en Sølvhejre forbi i baggrunden (én af de ca. 10, der huserer i Vejlerne i øjeblikket), og det er ikke mange dage siden at der også var Silkehejre i Pytodde og på Bygholmengen. Det engang eksotiske er ikke længere helt så eksotisk!
Forleden mødte jeg Kæmpefluen Harald i Glæde, hvor han sammen med en masse andre insekter, især svirrefluer af forskellige arter, var tiltrukket af nektaren i nogle hvide skærmblomster. Også sidste år mødte jeg Harald samme sted, og ifølge udbredelseskortet på fugleognatur.dk er denne gigantiske flue også mest udbredt på kystnære lokaliteter – samt en del steder i det indre Jylland, vist mest lokaliteter med hede/overdrev.
Jeg er lidt fascineret af Harald, synes han har et pudsigt udseende med det lyse hovede og de markerede mørke øjne samt små “trompet-antenner”. For ikke at snakke om de gule “trædepuder”! Der er en aura af noget extraterrestrial/fra det ydre rum over Harald…
I starten af juni havde jeg et fire-dages ophold i det sydvestlige Litauen, i forbindelse med en opgave med registrering af ynglefugle i Aukstumala-højmosen. Her har man i forbindelse med et EU-LIFE-projekt sat ind med forskellige tiltag for at gavne naturtilstanden, først og fremmest ved at tilstoppe drænkanaler, så mosen ikke tørrer ud. Fokusarterne var Tinksmed og Hjejle – jeg fandt ingen af førstnævnte, men som det ses, var der enkelte spredte par af Hjejle på den 20 km2 store moseflade. Desuden godt med Dobbeltbekkasiner, selvfølgelig Traner, pæne bestande af både Stor og Rødrygget Tornskade samt som en overraskelse Stor Kobbersneppe som ynglefugl på højmosen – specielt at se denne Vejlerfugl i disse omgivelser! I spredte trægrupper i kanten af mosen var Pirol et markant indslag, som især fyldte godt i lydbilledet.
Jeg var på mosen hver dag fra solopgang og til efter frokost, men da omgivelserne også var spændende brugtes resten af dagen på forskellige lokaliteter i Nemunas-deltaet/Rusné-øen, hvor habitaterne er ekstensivt drevne våde enge og sumpe i forbindelse med flodarmene. Her var associationerne til Vejlerne endnu større, Sortterne og Dværgmåge var karakterfugle, og engene havde de tætteste bestande af Gul Vipstjert og Bynkefugl jeg har oplevet. Og så var der de mere eksotiske indslag som Hærfugl, Karmindompap og Drosselrørsanger – fugle der godt kan opleves i Vejlerne, men derovre østpå i Baltikum er de bare tæske-almindelige. På hver eneste gårdsplads var der en pæl til Hvid Stork – ja helt ind i parcelhushaverne i byen Silute ynglede der storke!
Ikke mindst insektfaunaen var også yderst eksotisk, især bemærkede jeg at guldsmede som Stor, Østlig og Åkande-kærguldsmed var almindelige, ligesom Kileplet-Mosaikguldsmed og Almindelig Flodguldsmed (der i Danmark slet ikke er almindelig) – og så fandt jeg i en enkelt lille sø på højmosen en fin bestand af Dværgvandnymfe – den mindste vandnymfe jeg har set, så fin! For de ikke-indviede kan jeg fortælle, at disse arter i Danmark enten har en meget østlig udbredelse på få lokaliteter eller er helt forsvundne fra landet…
Det var for kort tid på nogle fantastiske lokaliteter, men naturen var rig og mangfoldig, og jeg nåede at få lidt fotos med hjem, hvoraf et udvalg kan ses i galleriet her.