Fra feltstationens dagbog – 4. marts 1991

Tidlig morgen var det klart nok i vejret, og så lovende ud, og Terje drønede fro af sted med meteorologernes løfte om ”sol og glade dage”, men da Terje nåede til Krap, og da jeg nåede op og i gang i det hele taget, tågede det hele til, sigten kom helt nede på under 50 meter, og det så temmelig håbløst ud. Terje returnerede til feltstationen, og undertegnede tog en spadseretur i skoven syd for Tovsig til at fordrive tiden med, i håb om at det skulle blive bedre, hvad det da heldigvis også gjorde, efter en time til halvanden. OG SÅ igang – ud og opdage, hvordan fuglene havde fordelt sig i Vejlerne denne herrens dag. Det gik meget godt med tælleriet, selvom sigten aldrig blev helt god – der var det meste af tiden lidt soldis og endda varmeflimmer i luften. Vi blev godt nok lidt klamme, da tågebanke nr. to lagde sig som en dyne over det hele – på det tidspunkt befandt vi os henholdsvis på Bygholmdæmningen (Øst-Terje) og Arupdæmningen (Vest-JP), og kunne så småt se en spoleret tælling i øjnene – men heldigvis slap vi med skrækken.

Så de fleste af de fugle, der var der, blev registreret! Der er ikke megen is tilbage på vandfladerne, kun er der de fleste steder i rørene endnu is – måske er det derfor, Rørdrummerne endnu ikke er gået igang med blæselydene – vejrmæssigt skulle man eller synes at det var ideelt til dem idag. Vesløs Vejle-drummen blev dog set af Helge også idag, afventende ved 20’eren, og jeg så måske skyggen af én flyve op fra rørområdet udenfor Firkanten, men nåede ikke at få bremset knallerten og få den tjekket efter… Den anden forårsbebuder i rørskoven, som vi også har gået og ventet på, den Gråstrubede Lappedykker, dukkede endelig op idag, med et par i Halds Hul og én hørt med sin hyggeligt grimme griselyd fra Halvkanalen. Også de Toppede var så småt rykket ind, der var 4 styks i Arup og én i Østerild, et par ved Melsig lå allerede så småt og rystede på hovedet mod hinanden – dét der også kaldes parringsdans. Og når vi nu er i gang med nyhederne, så var der masser af Rørspurvesang i rørene idag – det er første gang dét er hørt i år. Derudover ingen nye foreteelser eller årsarter, men de Hvide Vipstjerter må snart være på trapperne!

Jeg synes ikke der var så mange ænder som jeg havde forventet, især ikke svømmeænder, men der er nok åbnet så meget op rundtomkring, at de kan ligge og gemme sig i rørene. Tallene er 2636 Gråænder, 1887 Pibeænder, 196 Spidsænder og 393 Krik. Over halvdelen af Gråænderne lå på Bygholmengen, over halvdelen af Pibeænderne på Limfjorden og knap halvdelen af Spidsænderne i Østerild Fjord. Resten jævnt spredt – Arup Vejle var skuffende for svømmeænder idag. Til gengæld var denne lokalitet supergod for Store Skalleslugere, 510 fugle lå og fyldte det meste af den spejlblanke vandflade ud for Sydøsthjørnet op, og det var flot! Også i Lund var der mange, 430, og tilsammen 1363 Storslugere hører absolut til i den pæne ende! Jeg tror faktisk det nærmer sig en top-forekomst i feltstationens historie, men orker ikke lige tjekke det! Af de Små Slugere fandt vi igen, for gud ved hvilken gang, 14 fugle. Det er åbenbart det antal der er her og overvintrer, men i så fald fordeler de sig højst forskelligt fra gang til gang. Idag var der bl.a. 3 ud for Lønnerupdæmningen og 3 i Læsvig – lidt usædvanlige steder at træffe dem. På sidste total fandt de en masse Bjergænder – idag kun 2 kedelige hunner, i Lønnerup.

De nordiske gæs var til stede i ret moderate antal; 199 Sædgæs og 774 Kortnæbbede, hvoraf endda muligvis 80 ved Glombak var gengangere fra vest. Imellem 125 Tovsig-Sædgæs gik stadig en halsmærket sammen med hybriden ”Blackie” – det er jo nok [H34], men jeg forsøgte ikke at aflæse den. De Kortnæbbede i Arup havde selskab af en Blisgås og i nordøstenden af Tømmerby gik sammen med Grågæs en dum Bramgås – måske den samme artsforvirrede, der også er set her de senere år. Endnu dummere er Kanadagæssene, som vi åbenbart skal trækkes mere og mere med -i dag ikke færre end 68, fordelt med 15 Selbjerg, 22 Lund, 7 Fjord Vest og 24 i Læsvig. Man skulle tro de kommer fra et sted uden jagt – de er utroligt lidt sky af gæs at være!

På vadefuglefronten bemærkes det, at der nu er Viber overalt, og flere hanner begynder så småt at markere territorium med ”display-flugt”. Også enkelte Strandskader er inde og stå på engene, bl.a. ved Mommer og Vesløs Vejle. Ialt sås 30 – flest naturligvis på fjorden, ligesom Stor Præstekrave, som der var 18 af. 13 Almindelige Ryler og 33 Hjejler blandede sig i Vibe-flokkene, og mindede om det forårs-vadefugle-boom, som er på vej.

Der er ikke det store at melde om fra spurvefugleafdelingen, blot vil jeg have lov at nævne en utroligt hyggelig og meget højrøstet pludrende flok Grønsiskener, som jeg havde den store fornøjelse at kunne nyde på få meters afstand på min skov-spadseretur. De larmede så meget, at jeg kunne gå efter lyden fra ½ km’s afstand. De sad i noget ellekrat, hvor de havde travlt med at plyndre kogler og rakler – og det var de meget optaget af, søde og livlige. Det meste af tiden hænger de med hovedet nedad, når de fouragerer, og der var virkeligt lejlighed til at studere dem som man sjældent får lejlighed til det. Og så var det faktisk denne vinters største flok! En anden lille sisken, Gråsiskenen, fløj der et par over af ved Høbjerget, og det lød så hjemligt og sommerligt, at jeg er sikker på det er vores egne cabaret’er der er kommet tilbage. Men det er måske lidt for tidligt?!

Og så var det iøvrigt idag, at Grågåse-kortlægningen startede – dvs. jeg havde glemt kortene, men Terje fik ialfald nogle fine kortlægninger i de Østlige Vejler. Det ser ud til han har ret godt styr over det! Ved samme lejlighed, når han nu alligevel havde kort med, blev lige årets første Agerhøne-par plottet på kort, og et antal odder-ekskrement-fund, bl.a. et sted ved Ør. Landkanal og ved Østsøen på Bygholmdæmningen. Terje siger at det ser ud som om, den har en sti op på selve vejdæmningen (-og måske ud til fjorden) – det er en farlig trafik!

Apropos at yngletællingerne af Grågæssene er gået igang, så har vi fra Ivan Nielsen i Økologisk Kontor i Styrelsen fået besked om, at der er givet dispensation til fortsat rørskær indtil den 9.3, og de høstede da også godt nok i BNR idag – det er altså groteskt! Mange af fuglene ligger jo og roder rundt inde i rørene på udkig efter redesteder – de er nok ikke ligefrem begyndt at bygge rederne endnu, endsige lægge æg, men de er ialfald godt i gang med forberedelserne. Og de syngende Rørspurve har vel også allerede etableret territorium?

Og hvis dette milde vejr fortsætter kommer der nok snart til virkeligt at ske ting og sager!

Slutbemærkning: vi synes allerede, at totalerne er for lange til to mand og savner at være tre!

Fra feltstationens dagbog – 3. marts 1991

Vejr: Sludder hele formiddagen, både i form af regnslud, sneslud, sludsne og sludregn – noget af det mest kedelige vejr, man kan forestille sig; vådt, gråt og trist. Nedbøren beløb sig til 2,2 mm, da den blev målt mandag morgen. Iøvrigt overskyet hele dagen, stadig østenvind og meget ringe sigt (det holdt tørvejr om eftermiddagen, men sigten var stadig som under formiddagssludderet – ned til under 1 km, at betegne som noget i retning af tågedis). Temperaturerne var mellem frysepunktet og 3 varmegrader.

Emner: ingenting.

Nej, der er virkeligt ikke meget at skrive hjem om, hvilket vel ikke er så mærkeligt i betragtning af ovenstående vejrmelding… Ingen fugleobs., alle mennesker holdt sig indendøre, og fik vist oven i købet ikke udrettet noget særligt. Det er jo også søndag, og søndagsstemning til og med.

Frimer og Inge Marie tog af sted idag, undertegnede kom tilbage hen på eftermiddagen fra familieføds’dag og sad så og legede med denne her computer til ud på aftenen…

Fra feltstationens dagbog – 1. marts 1991

Så var det idag, at Henrik tog sin afsked, efter sit syv måneders beskæftigelsestilbud. Han kom fra Ålborg om formiddagen med en stak gravøl og en flyttebil, og uden de store sentimentale følelsesudbrud kunne vi sige pænt farvel, stille og roligt…

I stedet bliver det så fra nu af undertegnede, der sammen med Terje står for stationens feltarbejde – og det glæder jeg mig da til at komme i gang med igen, efter en hel vinter med skrivebordsarbejde. Jeg er stort set blevet færdig med ’YNGL-89’ og ’MANUAL’ (EDB-arbejdstitlerne), der mangler blot nogle få ting fra styrelsen, og også ’YNGL-90’ er jeg kommet godt i gang med. Udkastet til manualen kom iøvrigt retur fra styrelsen i dag, og når Pelles røde streger er blevet rettet, mangler kun nogle kort, så er dén på plads.

I disse dage arbejder jeg med en opsummering af ringmærkningstallene fra alle årene tilbage til 1986 (til brug i Bjarnes 90’er-årsrapport), og selve talarbejdet blev færdigt idag – vi har ialt fanget 10.937 fugle!

Februars dagsrapporter blev også færdigredigerede og printet ud til Pelle.

Det uvenlige vejr indbød nemlig ikke til at starte min ”feltaktive periode” i felten, så det blev igen kontorstole og PC’er og ikke kikkerter og knallerter der blev slidt på!

Terje kikkede på sine NOK-arter, og havde en snak med teknisk forvaltning i Viborg Amt angående at få etableret en odder-passage ved 19’eren, eller i mere alment forståeligt sprog: hvor Tømmerby Ringkanal løber under hovedvej A11. De virkede interesserede på amtet, og var parate til at sende nogle af deres teknikere med ud og kigge på forholdene.

Fugleobs. var der meget få af, kun lidt ubetydeligt diverse fra stationshaven (vore kæledægger droslerne) og så var Henrik lidt rundt i området – for sidste gang i egenskab af alt-registrerende observatør – han noterede mest rovfugle, bl.a. 2 Fjeldvåger i de Vestlige Vejler.

I fritiden, dvs. om aftenen, syslede jeg med at lære mig selv noget ”BASIC”-programmering på computeren. Det er sjovt! (-og kan måske en dag bruges til noget, hvem ved!?)…

Fra feltstationens dagbog – 21. januar 1991

Ved 8-tiden blev undertegnede samlet op i Tømmerby af morgenivrige Terje og Frimer, vi havde aftalt en tangetælling i dag. Jeg var vikar for Henrik, der havde et vigtigt ærinde i Aalborg. Det er jo i sidste øjeblik (godt og vel!), hvis tællingen skal ligge i “medio”-delen af måneden. Men der har været så meget dårligt vejr, så det blev altså først i dag. Det så nu heller ikke for lyst ud i dag fra morgenstunden, skytæppet lå tungt, men som Michael Jarnvig forudså i vejrudsigten i aftes, klarede det ret hurtigt op. Det blev dog noget mere blæsende end han havde lovet, så det var faktisk en frisk omgang at tælle fugle hele dagen – man kommer let til at fryse, selv om man er godt pakket ind i lange underbukser m.v., når man hele tiden stiger ud og ind af den varme bil! Men vi havde da kaffe med på thermo’en, og selv om der ikke var mange fugle var det nu meget hyggeligt at være af sted – måske især for Frimer og mig, der ikke har været alt for meget ude og tælle fjerkræ her på det sidste. Terje var chauffør, jeg var “notør” – men som nævnt var der ikke så mange fugle, at jeg fik skrivekrampe. Her kommer lige et udpluk af de mere interessante arter og antal:
Af marine ænder kunne det blive til 2 Havlitter, 1 Sortand og 1 Ederfugl. I (lidt) samme kategori kan nævnes 2 Rødstrubede Lommer og 3 Skarver – sad og ventede på forår på Rønland Sandø, hvor de ynglede sidste år – der var ingen alkefugle idag. Dykænder iøvrigt var repræsenterede med 402 Hvinænder, 227 Store og 107 Toppede Skalleslugere – samt 5 lækre af de Små.

Andre andetal: 927 Grå-, 31 Spids– og 265 Pibeænder – det var til at overse. Heller ikke vildt mange Gravænder – 199 på tangerne, 53 på fjorden og så en pæn flok på 390 på Plet Enge, som blandede sig med 160 Lysbugede Knortegæs – da doktor Madsen kom indover i sin lille énmotors på gåsetælling gik det hele selvfølgelig på vingerne i vild forvirring. Derudover var der ca. 150 Lysbugede på Agger, og 160 Knortegæs sp. på fjorden, Nissum Bredning – vistnok også lysmavede, men i stik modlys. Ialt ca. 470 Knortegæs – Aggertallet er dog usikkert, da vi kun så dem flygtigt på vores vej til færgen, og på tilbagevejen havde flytælleren fået dem skræmt væk, og de var ikke til at finde for os. Så var der mindst 163 (nok snarere 175) Kortnæbbede Gæs på Harboøre, de var svære at tælle da de gik i den halvhøje vegetation på engen ud for Cheminova. Og 130 Kortnæbs på Plet afslutter gæssene. Gulnæbbede svaner er ikke værd at snakke om, der var kun 13 Sangsvaner ialt, men 330 Knops. På Plet var der ellers en pæn flok på ca. 45 græssende svaner, men de 40 af dem viste sig at være Knopsvaner, perverst! Pænt med rovfugle: 4 Musvåger, 2 Fjeldvåger, 1 Spurvehøg, 5 Blå Kærhøge, 6 Tårnfalke – og minsanten også en Vandrefalk, som Frimer med sit sjællandske falkeøje opdagede langt ude over Krik Vig, hvor den var på vej over mod Krik, Vestervig og Sydthy. Det er vores første Vandrefalk i de to år, vi har talt på tangerne.

Der var 8 vadefuglearter, mange for januar, men ingen i specielt høje antal (vandstanden var høj på fjorden): Strandskade 69, Vibe 17, Strandhjejle 15, Hjejle 29, Stor Regnspove 3, Lille Kobbersneppe 35, Rødben 214 og Almindelig Ryle 395. En stor del af Rødbenene og Rylerne gik inde i nord-lagunen på Harboøre. Måger var der nok af, som sædvanligt, men dem går jeg let henover. Færgeventetiden i Thyborøn brugte vi på havnen – her var mærkeligt nok ingen lysvingede Laridae at se, og kun enkelte Rider.

Mest markante spurvefugle var ca. 800 Sjaggere og godt 500 Stære i havtorn-krattene, derudover lidt pibere, 65 Snespurve og 1 Laplandsværling på Harboøre. Og så blev der jo kigget efter Bynkefuglene – og de var der s’gu, de Sortstrubede hibernans‘er, både hannen på Harboøre og parret på Agger – præcist de samme steder som hvor de er blevet set lige siden oktober-november. Fantastisk! Man må sige at de er stedfaste, de små kræ! Vi mødte en lokal ornitolog, som kunne fortælle, at der yderligere har været ét par, i sydenden af Harboøre Tange – så det er virkeligt de sortsmuskede bynk’ers vinter, denneher!

Tilbage er der så kun at nævne pattedyrene, spæt-sælerne, som vi denne gang kun fandt 6 af – 5 på de sædvanlige oppumpede sandbanker, og 1 i færgehavnen på Harboøre – den måtte finde sig i at blive foreviget af kunstner Frimer.

Da vi noget efter solnedgang var tilbage på feltstationen, sad kunstner Bertel her – han havde en stak af Erik (fra Skagen)’s rovfugledias fra hele verden med – så vi kom en tur rundt til diverse varme steder, hvilket satte gang i vinterdrømmeriet og rejselængslerne. Bjarne arbejder jo for tiden med farveplancher til Gensbøls rovfuglebog, og han havde de sidste nye færdige med – det er bare flot, virkeligt illustrationsarbejde i verdensklasse!!!