Eftermiddag i de Vestlige Vejler, moseterne

I eftermiddags var jeg en tur ved Arup Vejle, og i Tømmerbytårnet. Det var en nydelse at stå i Arupskjulet foran en spejlblank vandflade fyldt med Pibeænder og Krikænder, der sammen med Grågæs, Hjejler og Viber også fyldte godt i lydbilledet. Der var en del aktive rovfugle, der baskede omkring, heraf en enkelt smuk gammel Blå Kærhøg han. Den kom i lav jagtflugt langs Arup Vejles vestside, og skræmte Dobbeltbekkasiner op på sin vej. De fleste af rovfuglene var Musvåger, og en af dem sad i Arup Vejles sydøsthjørne og flåede i en halvstor fugl – ande/spove-størrelse – og engen omkring slagtepladsen var helt hvid af dun. Et par sultne Gråkrager sad og ventede på, at Musvågen skulle blive færdig med at spise.

Fra Tømmerbytårnet kunne jeg se et par Fjordterner som fouragerede over vandfladen. På et tidspunkt var der også en mindre terne i dansende flugt, en moseterne – formentlig en Sortterne, eller en sen efterårs-Hvidvinget Terne, som Vejlerne også tidligere har budt på. Den forsvandt desværre alt for hurtigt, og jeg fik den aldrig bestemt.

DMI har lovet godt vejr søndag, og fuglen skal ialfald checkes igen.

Siv-Mosaikguldsmed fotos

Kileplet-Mosaikguldsmed fotos

Arktisk Smaragdlibel fotos

Blåvinget Pragtvandnymfe fotos

Hue-vandnymfe fotos

Gulvinget Hedelibel fotos

Fra feltstationens dagbog – 26. november 1998

Stefan Pihl, Ehlers og Borglykke mødtes i dag på stationen til bygningssyn. Det kom frem, at Skov- og Naturstyrelsen har besluttet, at udstillingen på feltstationen skal nedlægges, når det nye besøgscenter på Bygholmdæmningen åbner (-måske i 1999??!). Det glæder jeg mig til, så vil det være oplagt at indrette den del af bygningen, der nu er udstilling, til kontor. I øvrigt gav mødet også et indblik i, hvor dyrt det er at holde sådan en bygning ved lige; bl.a. skal der i løbet af det kommende år nyt stråtag på stenhuset, og der skal skiftes flere udvendige bræddevægge på træhuset. Det blev også besluttet, at det lille fritstående skur i haven skal rives ned.

Efter mødet var Stefan en tur med Thomas på div. obs. på Krapdiget, hvor Stefan fik Bjergpiber som ny art, og så en art, som han ikke ser så tit (men som er hverdagskost her): endnu en Rørdrum… De var også i de Vestlige Vejler, talte lidt gulnæbbede svaner ved Østerild og 4 Små Lappedykkere i Lønnerup Fjord.

Bagefter og om aftenen gik snakken med gode fuglehistorier fra hele verden.

Fra feltstationens dagbog – 24. november 1998

Ikke meget at skrive hjem om, men bl.a. nogle af de sidste lappedykkere; en Toppet Lappedykker i en våge i Tømmerby Fjord, og en overraskende Gråstrubet i Midtsøen på Bygholm. En større flok Sangsvaner på bakkerne vest for Østerild Fjord bragte totaltallet op på denne vinters foreløbig største; 524. Ud af 160 checkede var blot 4 ungfugle, det tyder jo ikke for godt. 3552 Gråænder var eneste svømmeand i antal over 100. 2 Skeænder holder overraskende stand, de sås i Pytoddelagunen. På Arup Holm (ved færgelejet) sås pænt med vadefugle, årstiden taget i betragtning: 9 Strandskader, 1 Strandhjejle, 20 Alm. Ryler, 18 Storspover og 14 Rødben.

Og Thomas så en uønsket mink ved Centralslusen.

Fra feltstationens dagbog – 23. november 1998

Begge taxer var ret så stille, hvilket let lader sig forklare, idet (næsten) alle vandfladerne var totalt tilfrosne. Der var dog stadig lidt gang i Skægmejser på Selbjergtax’en, 61, og på Aruptax’en overraskede hele 105 Engpibere, heraf 95 i én flok på stykket mellem Dykkerslusen og Røde Bro. Derudover 1-2 Rørdrum(mer) ved Læssø, og hjemme på Lynge en halvsen Misteldrossel.

Kollega Thomas tilbragte en del af dagen med at jagte det nye Danmarkskryds, der er dukket op på Værnengene, i form af en Mongolsk Piber. Og han fik den, tillykke!