En lille flok af de for tiden rekordmange Skestorke tager sig en flyvetur over Østerild Fjord, med det konstant skiftende landskab i baggrunden…
Nye horisonter
Kategori: Vejlerne
Hver sin vej…
Ørnen ville østpå, og så valgte ænderne – fornuftigt nok – at flyve vestpå. Her ses blot en lille del af den panik blandt tusindtallige svømmeænder og Grågæs, Havørnen forårsagede. Bygholmengen i eftermiddags
Sølvhejren i Kogleaks
Denne sommer har foreløbigt været lidt fattig på hvide hejrer, men en enkelt Sølvhejre har dog hele juli måned holdt til i “bunden” af Kogleakssøen, ofte på grænsen til Læssø (nogle gange oppe at stå på fundamentet til den østlige højspændingsmast).
For de fleste gæster i Kogleaks-skjulet har fuglen kun kunnet ses på ret stor afstand, men for observatørerne i årets Sortterne-projekt har der været mange fine oplevelser, hvor hejren har fourageret ganske tæt på det til lejligheden opførte observationstårn.
I går gik den dog inde i Lille Gollum (i øvrigt sammen med ca. 25 Skestorke) – og kunne kun ses når man var hævet lidt til vejrs…
Camouflage
Mødte camouflage-mesteren øje til øje idag, Rørdrummen, en af Vejlernes karakterfugle – som der heldigvis er rigtigt mange af i år, efter de to seneste års lidt dårlige sæsoner (som følge af isvintrene)…
Hvor mange af dem kører man bare forbi uden at lægge mærke til dem?
Naturens orden i praksis
En ubekymret fouragerende Stæreflok.
Pludselig panik.
Spurvehøg.
(Ikke fordi jeg nyder at være vidner til fugles død – jeg er så blød, at jeg faktisk har ondt af offeret – men det drama en Spurvehøg er i stand til at skabe, gør nu altid indtryk – ikke mindst når det som her foregår lige for næsen af én…)
Atlingand
En han og to forskellige hunner af Atlingand fra i morges. Det er nogle af Bygholmengens ynglefugle – den ene hun havde helt sikkert en rede, var meget lusket.
Og hannerne er brogede nu, er ved at skifte til den såkaldte eclipsedragt…
Rust
Traf denne Landsvale på Skårup Odde i dag.
Fandt det raffineret, at svalens strube/pande-farve matcher det rustne gitter så fint.
Det gule hav
Nogle af de tidligere medarbejdere på Vejlernes Feltstation bor med udsigt til et “hav” af kærfnokurter (ved Pilgårdsvej/Vesløs Vejle). Sæsonen er ret sen i år, ikke mindst sammenlignet med sidste år, hvor april-varmen fremskyndede det hele, så først lige nu er “tæppet” af kærfnokurt ved at skifte farve fra varmt smørgul til en mere hvidgullig tone. Farveskiftet hænger sammen med at planterne så småt er ved at gå i fnok, dvs. gøre klar til at sprede frøene.
Denne statelige plante vokser som bekendt på sumpede steder og især hvor der foregår optrampning eller anden forstyrrelse af jordbunden, så frøene får mulighed for at spire. Ved Pilgårdsvej er det en flok kødkvæg, som effektivt får moslet området igennem.
Kærfnokurt er i den grad en plante, som forbindes med Vejlerne, og som jeg tidligere har fortalt, så anses Vejlerne for at være et af artens vigtigste voksesteder på verdensplan. Helge mener, at forekomsten ved Vesløs Vejle i år må være verdens største bestand! Sikkert er det, at der ser ud til at være flere end i mange år (- og jeg er glad for, at det ikke er mit job at tælle blomster!)…
Til gengæld er tætheden af ynglefugle ganske lav – men så må man jo glædes over de botaniske kvaliteter ved lokaliteten i stedet!
Gæster fra Tyskland og Frankrig
Efter at have fourageret meget aktivt i et stykke tid – på hundestejler, så det ud til – søgte de fleste af en flok på 16 Skestorke i går eftermiddags op på en af Bygholmengens langstrakte øer, ganske tæt på dæmningen. Så blev det muligt, på trods af ret heftigt varmeflimmer, at få aflæst et par af fuglene, der var forsynet med nogle meget iøjnefaldende farveringe.
Den ene havde én lang hvidgul ring med fire bogstaver, AALP. Den anden var en kombination af 6 ringe, hvoraf den øverste på højre ben var udformet som et flag, så det springer ekstra meget i øjnene.
Man kan mene om farveringmærkning hvad man vil, og rent æstetisk er det ialfald ikke ligefrem nogen nydelse – især ikke på en elegant fugl som Skestork. MEN det er eddermame effektivt, ikke mindst når man som i skestorkeprogrammet har en fast informationskanal, som svarer på alle forespørgsler ekspedit, så observatørerne i den grad anspores til at gå ud og få lavet nogle aflæsninger.
Jeg sendte aflæsningerne i aftes til hollandske Otto Overdijk, som på 30. år (!!) er ansvarlig for Skestorke-ringmærkningerne. Og her til morgen da computeren blev åbnet, var der allerede svar! Dét kalder jeg service!
De to fugle er fra henholdsvis Frankrig og Tyskland, og for den tyske fugl – den med de mange ringe – har jeg fået hele livshistorien. For den franske modtager jeg en rapport fra Otto, så snart han har detaljerne. Den tyske fugl er klækket i Niedersachsen i 2009, 404 km fra Bygholmengen. Den er aflæst mange gange, især i vinterhalvåret i Frankrig, og sidste år tilbragte den sommeren i Schleswig-Holstein. Aflæsningen på Bygholmengen er den første i Danmark.
Det ser altså ud til, at de danske Skestorke bliver ved med at “trække” fugle, som er klækket syd for Danmark, med herop. Desværre ser det ikke ud til, at vi får ynglende Skestork i Vejlerne i år, selv om der har stået over 20 fugle på Melsig på et tidspunkt – egentlig underligt, når nu de havde succes sidste år.
Flokken på Bygholmengen består nok udelukkende af ikke-ynglende individer, selv om der er flere tilsyneladende helt udfarvede fugle imellem. To af dem var meget forelskede og “nussede” og fjerplejede hinanden…
Opdatering 10. maj: Jeg har nu modtaget information på den franske fugl, der er mærket som redeunge i Camargue i Sydfrankrig, også i 2009. Den har aldrig tidligere været aflæst uden for Frankrig, men er altså nu fløjet 1550 km fra redestedet og har blandet sig med fugle fra andre oprindelsessteder. Som Otto Overdijk skriver i en kommentar til observationen: “…again a proof that birds live in metapopulation“.
Blåhalsen er en skumringssanger
Inspireret af Jans Skrivers artikel på dof.dk igår om Blåhalsen, der synger i den blå time, måtte jeg lige en tur på Jernbanedæmningen mellem Lund Fjord og Han Vejle i den stille perfekte aften. OG! – kort før solnedgang gik Sydlig Blåhals i gang med sin smukke melodiske sang, i starten tøvende; men efter at det var blevet halvmørkt blev der skruet godt op for volumen.
I alt hørte jeg tre fugle, de to på samme sangposter som sidste år – én i hver ende af dæmningen, på Lundsiden – og den tredje i Han Vejle øst for gangbroen (hvor også Jens Frimer hørte den i påsken).
Lydkulissen bestod som vanligt ellers bl.a. af Rørdrum, Vandrikse, Gråstrubet Lappedykker og Grønbenet Rørhøne med hver deres karakteristiske sumplyd, desuden Spidssnudet Frø og vistnok Strandtudse, og i baggrunden fra en af de få tilbageværende hvidgranhegn en Sangdrossel.
Martin stødte til, og sammen nød vi den aldeles særdeles stemningsfulde aften, mens det mørknede.
Det er overordentligt nice, at Blåhalsen nu også er en del af Vejlernes lydbillede, af Vejlernes “faste stab”, og dejligt at den er på banen så tidligt på sæsonen, så man rigtigt kan nyde den smukke, men forholdsvis spæde stemme, inden det hele drukner i rørsangerpludren…
Det skal blive spændende at se, hvor mange territorier af Sydlig Blåhals vi kommer op på i Vejlerne i år. Det lader i den grad til at være en art i ekspansion!