Royalt

Kongeørn, Tømmerby, marts 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kongeørn, Tømmerby, marts 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det ser ud til, at vores unge Kongeørn har taget fast ophold i Vejlerne.

I dag var det min tur til at nyde den royale tilstedeværelse – desværre for langt væk fra matriklen til at den kunne tælle med på den liste!

Da jeg lidt før frokost kom kørende på Tømmerbyvej mellem Vesløs og Tømmerby hang der en meget stor fugl i opvinden over Høbjerget og udstrålede ØRN, så jeg fik hurtigt krænget bilen ind i rabatten, så jeg kunne kigge nærmere på fuglen.

De fleste kig foregik gennem kameraet, og den kom tættere og tættere på – til sidst hang den lige over hovedet på mig, og vi havde nærmest øjenkontakt, kongen og jeg!

Til sidst gled den ud over engene, hvor en sky af Grågæs gik på vingerne – og videre mod nord op mod Klaringerne – og havde beboerne langs Tømmerbyvej været hjemme, og kigget mod vest, kunne de have fået et kongeligt kryds på matrikellisten…

Det hele tog tre minutter, kan jeg se på billedfilernes tidsstempler. Desværre havde jeg kun 300 mm-linsen monteret på kameraet, og ville ikke bruge tid på at skifte objektiv og risikere at miste fuglen midt i det hele. Det er ikke hver dag, man får den slags fotomuligheder med Kongeørn (med mindre man tilbringer foråret i Skagen)…

Åndehul

Odder, Tømmerby Fjord, februar 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Odder, Tømmerby Fjord, februar 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På en strækning af Tømmerby Ringkanal, som er fuldstændig tilfrossen, holdt forleden en odder til. Da jeg først fik øje på den, på isen i kanten af kanalen, i færd med at spise et eller andet, som ikke lignede en fisk, undrede det mig lidt – hvordan klarer den sig uden adgang til vand?

Men det viste sig snart, at den havde adgang til vand – i kanten af rørbræmmen var der et lille hul, hvorigennem odderen fra tid til andet smuttede ned og forsvandt under isen – og i løbet af den times tid, jeg holdt den under opsyn, kom den flere gange op igen, enten med eller uden bytte.

Men det ser ud til, at en odder ialfald midlertidigt kan klare sig med et “åndehul” i isen – som en anden sælhund!

Hvidvinget Måge på Pytodde

Hvidvinget Måge, Pytodde, januar 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hvidvinget Måge, Pytodde, januar 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Denne vinter har bl.a. budt på den største forekomst i Danmark i mands og kvindes minde af Hvidvinget Måge, hvor der ikke mindst har været et særdeles markant indslag af formen kumlieni, også kendt som Kumliens Måge. På én dag er der således i Hanstholm set op til 6 Hvidvingede Måger, heraf 4 Kumliens.

Selv på Fyn er der set Hvidvinget Måge (!), og det er således ikke ganske overraskende, at der nu også dukker én op i – eller ialfald nær – Vejlerne.

I formiddags fandt jeg denne 4K-fugl, liggende dovent/træt på spidsen af Pytodde (længst mod øst – og det er efterhånden langt mod øst! – odden gror for hvert vinterhalvår adskillige meter)…

Jeg må dog indrømme, at jeg ikke var helt sikker på, at det ikke var en eller anden dum afbleget Sølvmåge, men Haaning har nu også set fuglen og siger god for bestemmelsen!

Ifølge Henrik skulle det være fjerde fund i Vejlerne, sidste fund var på et så bizart tidspunkt som i maj måned sidste år, på en pløjemark ved Østerild Fjord.

Nytårsgæs

Kortnæbbede Gæs og Bramgæs, Lynge, december 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbede Gæs og Bramgæs, Lynge, december 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbede Gæs og Bramgæs, Lynge, december 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbede Gæs og Bramgæs, Lynge, december 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der har været både Kortnæbbede Gæs og Bramgæs til stede i Vejlerne siden ankomsten i september/oktober. Det er imidlertid et kendt fænomen, at de fleste gæs forlader Danmark i efterårsmånederne til fordel for jagtfri tilstande i Holland. Så selv om der nok har været flokke på nogle få hundrede gæs til stede, så er der jo ikke tale om store antal…

Men, som det har været tilfælde i andre milde vintre, så er gæssene parat til hurtigt at rykke tilbage til Vestjylland. Man har i mange år talt om “julegæs”, der ofte ankom ved juletid til de jagtfri reservater som Tipperne og Bygholmengen her i Vejlerne, for at vente på jagtfred i det øvrige landskab efter nytår. Det har også været tilfældet i år; i løbet af den sidste uges tid er tallene af både Kortnæbbet Gås og Bramgås steget markant – hvilket man nemt kan forvisse sig om ved at konsultere DOFbasen.

Jeg har ikke præcist overblik over de aktuelle antal i Vejlerne, men sammenlagt drejer det sig om formentlig 20.000 gæs, der lige nu benytter Bygholm Vejle som overnatningsplads, og spreder sig i landskaberne rundt om Vejlerne i dagtimerne. Mange jægere forsøgte idag at udnytte sidste chance for at få en nytårsgås på tasken, men alligevel kunne man mange steder se store gåseflokke lande og fouragere på de vintergrønne marker.

Billederne her er fra Lynge ved middagstid – flere billeder af nytårsgæs kan ses i galleriet (klik her).

Ynglefuglerapport 2011 på gaden!

Ynglefugle i Vejlerne 2011.

Som det har været tilfældet siden 2007, har firmaet ornit.dk haft ansvaret for et overvågningsprogram for et udvalg af Vejlernes ynglefugle. Overvågningen får økonomisk støtte fra Aage V. Jensen Naturfond, som ejer Vejlerne.

Overvågningen udføres for den institution, vi plejer at kalde DMU, men strukturændringer i universitetsverdenen gør, at vi i fremtiden skal vænne os til, at det hedder DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. Det føles endnu ikke helt mundret, men det kommer vel…

Hvert år publiceres en ynglefuglerapport med resultaterne af overvågningen. Det tilstræbes, at rapporten kommer “på gaden” samme år som den behandlede sæson, og i år lykkedes det! (-i modsætning til 2010-rapporten, der først udkom i juni i år).

Rapporten er tilgængelig for download her – stadig fra DMU’s hjemmeside!: Ynglefugle i Vejlerne 2011 som pdf-fil. Rapporten indgår i en ny serie af tekniske rapporter fra DCE, og har et farvebillede på forsiden! (i modsætning til DMU’s arbejdsrapporter, der udkom i sorthvid). Det er stadig sådan, at rapporterne ikke udgives på papir, men udelukkende i digitalt format.

Samtidig med udgivelsen har DCE lagt en presseomtale af rapporten på nettet. Her fokuseres på vandstandens betydning for ynglefuglenes succes, idet områdets ræve har lettere ved at komme frem til de ynglende fugle ved lav vandstand. Fra 2000 og nogle år frem var bestanden af ræve markant reduceret som følge af sygdommen skab, og netop i disse år ynglede arter som Klyde, Rødben og Vibe i stort antal.

Da overvågningen er “hængt op” på det nationale NOVANA-program, har der i 2011 været særlig fokus på arterne Plettet Rørvagtel, Trane og Sortterne. Der blev kortlagt i alt 13 territoriehævdende Plettet Rørvagtel, det største antal siden 2007. De fleste ankom i juli. Bestanden af Trane var på seks stedfaste par kortlagt ved gentagne lejligheder i løbet af ynglesæsonen. Det er den største bestand, som hidtil er registreret i Vejlerne. Der blev registreret 26-36 ynglepar af Sortterne i en koloni i Kogleakssøen. De fik i alt 11 flyvedygtige unger, et bedre resultat end i 2010, hvor ingen unger blev produceret.

Af øvrige markante udviklinger i 2011 kan nævnes, at Rørhøg og Rørdrum har taget meget vel imod naturgenopretningen i Tømmerby Fjord, hvor diget er udbedret og vandstanden markant forhøjet.

Skestork genindvandrede i 2011 til Vejlerne, og for første gang siden 1996 blev lokaliteten Melsig i Arup Vejle taget i anvendelse. Otte rugende fugle blev iagttaget fra land.

Kun 25 par Klyder og 24 par Havterner på Bygholmengen er en fortsættelse af tendensen fra 2010 med meget lave tal af disse kolonirugende arter, der er afhængige af en høj vandstand. Der var stort set ingen ynglesucces hos Klyde, og slet ingen hos Havterne.

Med 52 territorier af Engryle er der tale om en lille tilbagegang i forhold til 2010, mens en anden af engenes meget fåtallige arter, Brushøne, havde en lille fremgang til syv yngleurolige høner. Samme dag som denne tælling blev gennemført sidst i juni sås i alt 11 Brushaner på spillepladser, og sammen med dem yderligere tre høner (som nok næppe har nået at yngle i år; men kan være udtryk for mislykkede yngleforsøg). Det er en fremgang fra fem ynglehøner i 2010 til samme niveau som i 2008-2009, men i et længere perspektiv er bestandsniveauet meget lavt.

Stor Kobbersneppe ynglede i år med 116 par, 10 par flere end i 2010.

I afsnittet om driftsforhold omtales i år et hidtil upåagtet problem i Vejlerne: at ynglefugle kolliderer med hegnstrådene. Et konkret, fotodokumenteret tilfælde af en nyudfløjen Engryle med såret vinge kan formentlig tilskrives, at fuglen var fløjet ind i den hegnstråd, der krydser engen tæt på iagttagelsesstedet. På Tipperne, hvor man i en årrække har været opmærksom på dette problem, har man helt kunnet afhjælpe det ved at føre en hvid snor langs med hegnstråden (viklet om tråden). Rapporten anbefaler, at der også i Vejlerne indføres en form for afværgeforanstaltning for at minimere risikoen for kollisioner med hegnstråd i de vigtigste områder for engfugle.

I sommeren 2011 græssede 300 kreaturer på Bygholmengen, heraf 100 med kalve, hvilket giver en kapacitet svarende til 330-350 voksne kreaturer. Det kan konstateres, at det lave antal i kombination med en relativt kort græsningssæson har bevirket, at opvæksten af tagrør ikke har kunnet holdes nede, især på de fire nordligste parceller. En markant opvækst af tagrør her kan medvirke til en forringelse af forholdene for engfuglene i den kommende ynglesæson.

I øvrigt kan jeg kun opfordre til, at man selv læser rapporten og tilegner sig flere detaljer om, hvordan og hvorfor det er gået med ynglefuglene, som det er! God fornøjelse med læsningen!

Om Vandrefalkes udholdenhed. Drama over Limfjorden.

Under vandprøvetagning i Limfjorden ved Bygholmdæmningen igår blev jeg opmærksom på en ung Vandrefalk, der fløj rundt med store “armbevægelser” ude over fjorden.

Det viste sig, at den var på jagt. Offeret var en Lille Kobbersneppe, der med mange kast til siden gang på gang undveg, når falken kastede sig efter den i imponerede dyk og “hvem-flyver-hurtigst-jagter” lavt over vandoverfladen.

Da der var gået et par minutter, uden at Vandrefalken havde haft held til at slå kløerne i Kobbersneppen, kiggede jeg på uret, for jeg var interesseret i at se, hvor længe jagten ville vare.

Det er min erfaring med Vandrefalke, at hvis jagten ikke lykkes i løbet af få minutter, opgiver falken og lader byttet undslippe.

Men her blev det blot ved og ved. Nogle gange fløj Kobbersneppen højt op i luften for at undslippe, men hele tiden havde den falken i hælene, og hele tiden prøvede falken at komme højere op end sneppen, for at kunne få fart på dykkene, når den slog efter sit udsete bytte. Andre gange var den efterhånden paniske (må man formode) Kobbersneppe helt nede over fjorden, og undslip kun ved at kaste sig i 90 grader bratte ryk ud til siden i sidste splitsekund. Hjertet må have siddet oppe i halsen på den stakkels sneppe…

Men falkejagter er jo altid underholdende at kigge på. Det var denne også; men efterhånden begyndte jeg dog at tænke, at nu måtte de godt snart finde ud af, hvem der var den mest udholdende – jeg skulle jo også videre, og ville gerne nå resten af min tælling inden den annoncerede regn begyndte…

Jeg var ikke så forundret over den Lille Kobbersneppes udholdenhed – her taler vi trods alt om en art, der er kendt for nogle meget lange trækruter, og faktisk er noteret for de længste non-stop flyvninger af alle.

Men det overraskede mig, at Vandrefalken viste sådan en sejhed! Hver gang den havde misset målet, måtte den igen kæmpe sig op til en ny fordelagtig udgangsposition for et nyt angreb. Og Kobbersneppen fløj altså ikke langsomt! Mange gange troede jeg, at NU måtte falken give op, fordi sneppen var nået for langt væk fra den, men hver gang satte den efter med fornyet determination og acceleration.

Det hele udspillede sig over et enormt stort område, nogle gange var fuglene få hundrede meter fra mig, andre gange flere kilometer væk. (Jeg ville godt have haft en laserkikkert ved hånden, det havde været interessant at dokumentere, over hvor stort et område sådan en jagt finder sted)… Kobbersneppen prøvede på intet tidspunkt at søge ind mod land, snarere var det nok den, der forsøgte at undslippe ved at søge længere ud over fjorden.

Men ENDELIG, efter 25 (FEMOGTYVE!) minutter, endte et angreb med, at den Lille Kobbersneppe med et stort plask røg i fjorden – langt ude på dybt vand. Herefter hang Vandrefalken over byttet, og forsøgte gentagne gange at få sneppen til at lette, hvorefter den givetvist med lethed ville have slået kløerne i den.

Denne musen over nedslagsstedet fulgte jeg i yderligere et par minutter. NU måtte Vandrefalken altså være meget træt og syret til i musklerne – men den blev ihærdigt ved, nu var målet jo også så nært.

Til sidst blev det mig, der mistede tålmodigheden og fortsatte på min tælling. Næsten ti minutter senere nåede jeg hen til Midtsøen, hvor jeg til min store forundring så Vandrefalken komme ind ude fra fjorden med den Lille Kobbersneppe i fangerne. Den kunne knapt slæbe den over dæmningen, og jeg tror at den er landet lige på den anden side af det sekundære dige inde på Bygholmengen – desværre lykkedes det mig ikke at finde stedet.

Men hvilken imponerende udholdenhed! Hvis ikke jeg havde respekt for Vandrefalke i forvejen, har jeg det ialfald nu… Blandet med, at jeg syntes det er synd for den Lille Kobbersneppe, der så ihærdigt kæmpede for sit liv…

Munk midt i maden

Munk, Tømmerby, september 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Munk, Tømmerby, september 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Munk, Tømmerby, september 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Munk, Tømmerby, september 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hyldens klaser bugner af modne bær lige nu, og de er som bekendt populære hos fuglene, bl.a. hos forskellige Sylvia-sangere, inkl. Munk.

MorgenMad ved FangeFolden

Svaleklire, Bygholmengen, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Svaleklire, Bygholmengen, august 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tinksmed, Bygholmengen, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tinksmed, Bygholmengen, august 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Temmincksryle, Bygholmengen, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Temmincksryle, Bygholmengen, august 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Præstekrave, Bygholmengen, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Præstekrave, Bygholmengen, august 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den megen regn og kreaturernes trampen har rigtigt æltet rundt i jorden ved fangefolden på Bygholmengen, et sted som under sådanne forhold ofte tiltrækker mange fugle.

Således også til morgen, hvor der ud over de afbildede arter Temmincksryle, Tinksmed, Svaleklire og Lille Præstekrave også var fouragerende Dobbeltbekkasin, Stor Præstekrave, Gul og Hvid Vipstjert, Stenpikker, Engpiber, Stær og Landsvale. Se flere fotos fra fangefolden idag i galleriet her.

En fin morgen fik sat prikken over i’et med en Tredækker – det var dog længere oppe langs Østre Landkanal.

Sommerfugle i engen, 2

Engrandøje, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Engrandøje, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Græsrandøje, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Græsrandøje, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Bredpande, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Bredpande, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Bredpande, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Bredpande, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Opfølgning på indlægget Sommerfugle i engen fra maj i år…

De sommerfugle der dominerer lige nu ved midsommer her på matriklen er randøjer og bredpander, der opsøger engfloraen. Engrandøje har fløjet i en uges tid, og i går så jeg den første Græsrandøje. Samtidig er der godt med bredpander – jeg tror at begge de fotograferede dyr er Stor Bredpande (han og hun) – men ekspert er jeg ikke!

Musvågeungen i rødellen

Musvågeunge i rede, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Musvågeunge i rede, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Så er “min” Musvågeunge snart stor nok til at den forlader reden.

Det er nu tredje eller fjerde år i træk, at et lokalt Musvåge-par har rede i et gammelt hegn af rødel, plantet for en 25-30 år siden, som nu er vokset sammen med en selvsået lund af birketræer. Som nævnt i aktuelt-artiklen “Musvågers fornemmelse for mennesker” af Peter & Peter (Sunde & Odderskær) i det nye nummer af DOFT, er Musvåger stadig sky – selv om de i princippet har været beskyttet i en lang årrække. Det er også min oplevelse. Således forlader de gamle fugle altid reden, skrigende, længe inden jeg kommer i nærheden af den. Reden ligger godt 100 meter fra vort hus og lidt tættere på naboens hus, men fordi det er et “stille” hjørne af grunden næsten uden færdsel, hvor naturen stort set får lov til at passe sig selv, har fuglenes krav til redelokalitet alligevel kunnet honoreres.

Det er jeg selvfølgelig glad for – og lidt stolt over – det er dejligt at have en stor rovfugl så tæt på, det giver mange fine oplevelser (på trods af deres skyhed).

Og nu venter jeg spændt på, hvornår den ny unge tager mod til sig og forlader den trygge rede…