Fra feltstationens dagbog – 6. september 1998

Haaning havde sit “søndagsskole-hold” med rundt i Vejlerne idag. De fandt mange fugle, og senere havde han Thomas med ude og kigge på nogle af dem. Det gælder bl.a. Storke-familien stadig på plads i Vesløs, stadig de 4 (3 2K + 1 1K) Skestorke på Bygholmengen, efterårets første Blå Kærhøg i Østerild, 2 Dværgfalke, 2 Vandrefalke og en bunke vadefugle, især i Østerild og Lønnerup Fjord. Det blev til bl.a. 7 Temmincksryler (mange om efteråret), 157 Krumnæbbede og 681 Almindelige Ryler. Desuden bl.a. 255 Dobbeltbekkasiner i Lønnerup Fjord (-og man kan godt ærgre sig over, at denne fine lokalitet ikke bliver optalt regelmæssigt)…

Noget af det der vakte mest lykke blandt Haanings elever var de mange Skægmejser i Han Vejle (27 havde de der), mens favoritterne for Haaning selv nok var den Røde Glente, der trak indover Han Vejle og forsvandt vestpå, og så de 5 Odinshøns, hvoraf den ene lå foran Kraptårnet og de 4 sås sammen i småsøerne i Engelstoften i Østerild Fjord. Det er s’gu længe siden der sidst er set 5 Odins. på en dag i Vejlerne eller i Nordjylland i det hele taget! (-og Røde Glenter går vi jo heller ikke og vader i til daglig – selvom de bestemt bliver mere og mere “almindelige” – “regelmæssige” er nok et bedre ord…).

Om aftenen gik jeg en Selbjergtax uden særligt mange fugle. Fedt var det dog, at jeg (gen)fandt en Rød Glente, formentlig og sandsynligvis selvfølgelig samme fugl som Haaning havde haft tidligere. Nu kom den fra vest og forsvandt over mod Thorup Fjordholme.
Der var sindssygt mange myg og andre insekter i luften, på trods af at det faktisk stadig blæste en del. Så jeg var i den meget sjældne situation, at jeg gik en Selbjergtax, hvor jeg ønskede, at vinden skulle friske op! Det var til tider næsten uudholdeligt, der var tæt på at være en Laplands-agtig koncentration af de satans små blodsugere!

Fra feltstationens dagbog – 5. september 1998

Undertegnede tog på Aruptax. Der var rigtigt mange vadefugle, og heldigvis havde jeg været forudseende nok til at slæbe et teleskop med! Især lige omkring Dykkerslusen og i den første store sø på Læsvig-siden myldrede det, og jeg fik “produceret” disse pæne tal: Dværgryle 220, Krumnæbbet Ryle 43, Almindelig Ryle 51, Brushane 80, Dobbeltbekkasin 88 og Hvidklire 48. Uden teleskopet havde jeg været lidt lost, for mange af fuglene ved Dykkerslusen stod faktisk ganske langt væk… En overraskende ting var 35 Klyder, der pludselig stod i en tæt flok på vaden i hjørnet ved Røde Bro. Jeg så også en Fiskeørn (stående på vaden i Læsvig-søen!) og 3 Atlingænder. Jeg vinkede til bager-Søren fra Frøstrup, der var kørt ud på sin motorcykel og sad og teleskop-obsede Læsvig-søen på afstand – lidt dristigt at sætte sig derud i den første weekend efter at jagten er gået ind, vil jeg nok sige! Thomas tog igen på svaleovernatning, og havde idag stort set samme totalantal som igår, men med en lidt anden fordeling: cirka 3000 Digesvaler og mindst 9000 Landsvaler. Han blev også belønnet med et par Rørdrummer i Bygholm Nord.

Fra feltstationens dagbog – 4. september 1998

Begge observatører holdt mere eller mindre fri idag. Thomas arbejdede med sine lysbilleder, og jeg formatterede min (dvs. computerens!) harddisk og installerede lortet forfra! Det gav lige 300 Mb extra plads – dvs. så meget havde Windows fyldt på efterhånden (det skal lige nævnes at computeren er 2½ år gammel) – ret tankevækkende.

Nå Thomas nåede dog lige ud og obs’e lidt, han tog på svaleovernatning i Bygholm Nord, og fik noteret hele 4000 Digesvaler, mens 7000 Landsvaler nok er mange, men der plejer dog at kunne tælles langt flere på denne årstid…

Fra feltstationens dagbog – 3. september 1998

Haaning & Varto var rundt og finde fugle – sådan en gang rigtig “div’er-obs.“! De koncentrerede sig især om Læsvig og Lønnerup, hvor der er en dejligt lav vandstand nu, p.g.a. den vedvarende østenvind. Det gav da også pænt med vadefugle, bl.a. 269 Dværgryler (138 i Lønnerup), en enkelt Temmincksryle og 3 Krumnæbbede, samt 271 Dobbeltbekkasiner, heraf de 220 i Lønnerup, hvilket er lidt imponerende! På Limfjorden ud for Bygholmdæmningen er vadefladen gigantisk og ørkenagtig – her gik bl.a. 112 Storspover – de fleste pudsigt nok ude i det “jagttilladte” område

Fra feltstationens dagbog – 2. september 1998

Aruptax’en i denne pentade tog Thomas sig af om eftermiddagen. Den gav bl.a. en “pæn sjat” Dværgryler, 124, men det er dog stadig småting i forhold til de hundredtallige flokke, som der går rygter om der er på vej østfra. Næsten mere imponerende er et tax-tal på 74 Hvidklirer, heraf hele 61 fugle i Læsvig (der også husede 21 Sortklirer). Nu er jeg ikke så rekord-minded, men jeg kunne godt forestille mig, at Hvidkliretallet fra Læsvig er blandt de største der er talt.

Ellers bød dagen bl.a. på forskellige diverse-obs. fra bl.a. Haaning, samt undertegnede, der havde en lille ekskursion med rundt i området. Vi fandt bl.a. en Rustand, der lå blandt Gravænder lige foran Kraptårnet, en ung Vandrefalk på Bygholmengen, samt denneher tilsynelandende hybrid-AmerikanskxAlm. Pibeand. Desværre er min rigtige Amerikanske Pibeand ikke blevet fundet igen, hvilket irriterer mig en del… Rustanden er iøvrigt en hun – og derfor kan det nemt være en af de to, der huserede rundt i området hele foråret, og som helt sikkert var fangenskabsfugle. Rustanden er en pæn fugl -men desværre er det én af dem, man ikke rigtigt kan tage seriøst som “vildfugl”.

Fra feltstationens dagbog – 1. september 1998

Vi deltog i et jagt-opsynshold organiseret af Mogens og Poul. Mogens og Albert Borg dækkede Lund Fjord fra motorbåd, og en anden af Mogens’ folk tog Ør. Landkanal, mens vi mest koncentrerede os om de Vestlige Vejler. Poul og jeg sad de første par timer ved Dykkerslusen, mens Thomas sad på Arupdæmningen. Vi så flere folk, der jagede lige på reservatgrænsen, og sendte deres hund ind og apportere i Vejlerne, når byttet faldt ned derinde. Desuden et hold på 4 jægere i Østerild Fjord på Vestsiden nord for Bruuns Hul, som sad helt ude i vandkanten sammen med deres hund, der også var ude og støve rundt. Dem var vi ude og pågribe… På en måde tilfredsstillende at slå kloen i nakken af sådan nogle slamberter, men det er nu ikke sjovt at stå der overfor bevæbnede fyre der er dobbelt så brede som en selv. Jeg holdt mig da også i baggrunden – det kan iøvrigt heller ikke være feltstationens opgave at være politi.

Der var ikke voldsomt mange folk ude, da det jo er en hverdag først på ugen, og fra Dykkerslusen talte jeg ca. 225 skud de første par timer fra kl. 5:20, hvor det første knald lød… Men alligevel er det jo en voldsom indgriben i fuglenes daglige bevægelsesmønster, og især Grågæssene er helt forvirrede – men de bliver nemme at tælle, når de presses sammen, og ligger højlydt gakkende på vandfladerne. De fyldte især godt i de Vestlige Vejler, hvor der på et tidspunkt lå 1800 i Arup Vejle og 1200 i Østerild Fjord. Om aftenen talte Thomas 1100, der kom ind østfra til Bygholmengen. Altså et samlet, stort tal pa 4100, hvilket ifølge Thomas, der fører bogholderi over alle mulige rekorder, skulle være (efterårs)rekord for Vejlerne.

Og så skete der også det bemærkelsesværdige idag, at både Storkene og Skestorkene tog jagtstarten med – ialfald stod der om morgenen 5 Hvide Storke på en mark ved Vesløs. De mærker jo iøvrigt nok mere til jagtaktiviteterne end Skestorkene, der virker til at være helt lokaliserede på Bygholmengen i år.

Fra feltstationens dagbog – 31. august 1998

Bilen på værksted, og der skete ikke noget videre i felten, kun lidt div. – ikke noget nyt og opsigtsvækkende. Man trænger også til en hviledag ovenpå en “marathon” som igår! Men en juvenil Vandrefalk på Bygholmengen – jeg kan ikke lige huske det, men det er (vist) årets første 1K’er. Igen i år tidligt – men dog ikke i juli som det er set andre år…

Fra feltstationens dagbog – 30. august 1998

En fin tælling med mange fugle, som det tog lang tid at tælle. Undertegnede (østruten) tilbragte 14 timer i felten, mens Thomas også brugte lang tid på vest, især fordi han punkterede ved Røde Bro… Heldigt for ham blev jeg på et tidspunkt nødt til at være i nærheden af en telefon, så han kunne få fat i mig og jeg kunne komme til undsætning. Der er s’gu for langt at køre hjem på et fladt baghjul fra Røde Bro. Nå, men nu til nogle af dagens mange fugle:

Lund Fjord står for tiden for over halvdelen af områdets rastende Skarver, idag sad 150 og fyldte godt på bundgarnene deroppe! Storke-familien i Vesløs holder stand (mon de bliver til ind i september i år?), og det samme gør de sidste 4 Skestorke, som sjovt nok er 3 2K’ere og en enkelt 1K. De 3 af fuglene gik på et tidspunkt idag i Østsøen på Bygholm, hvor jeg med lethed kunne aflæse de store iøjnefaldende grønne ringe, som den ene af dem er forsynet med, og dermed få bekræftet aflæsningen, som “en eller anden” har foretaget fra Kraptårnet; [HX] – eller evt. [XH]? – men mon ikke ringene skal aflæses ovenfra og ned?… Det er sjovt, at det er en 2K-fugl, der er ringmærket – det vil altså sige, at den er fulgt med de danske ynglefugle op fra Holland i år!

Der er rigtig mange Grågæs i området her før jagtstarten – 3140 kom vi op på idag. Imellem dem fandt jeg ved Lund Fjord den underlige gås med farver lidt som en “Blå Snegås” (som vi har kaldt den indtil nu) – men da jeg havde den på klods hold kunne jeg se, at det er det nu nok ikke – bl.a. fordi næbbet er meget lille og fint Branta-agtigt og helt sort. Og nu jeg er igang med de underlige fugle, så fandt jeg i Midtsøen på Bygholmengen mellem de mange Pibeænder både en ren Amerikansk Pibeand og en tilsyneladende hybrid – det bestemte Haaning den ialfald til senere på dagen. Den rene fugl havde det karakteristiske, skarpt afskårne hvidgule hoved med små sorte “nister” og markant mørkegrøn maske, mens “hybriden” havde blis og var lidt rødlig i nakken – men godtnok også havde en temmelig tydelig maske. Jeg affærdigede den i første omgang som en almindelig Pibeand med et afvigende fældningsmønster – de er jo meget variable i deres eclipse-dragter – men Haaning mener altså, at det er en hybrid, bl.a. p.g.a. farven på vingeundersiden. Så spidsfindig var jeg altså ikke. Desuden fik jeg ikke kigget særligt længe på nogen af fuglene, da en af de mange Rørhøge skræmte flokken på vingerne – og da de landede igen i Midtsøen var netop de to interessanteste af fuglene væk – men der var nok forsvundet ialt 100. (I parentes kan jeg lige bemærke, at det var p.g.a. denne fugl, at jeg hos Poul Hald lånte en telefon for at ringe til Thomas).
Men der var i det hele taget mange ænder idag, især på den dejligt våde Bygholmeng og i Østerild Fjord – totalerne beløber sig til: 2185 Pibeænder, 5 Knarænder, 3948 Krikænder, 2271 Gråænder, 264 Spidsænder, 74 Atlingænder og 237 Skeænder – ialt ca. 9000 svømmeænder.
Dykænder er der til gengæld ikke mange af, men det hører lidt med til historien (om fourageringsmuligheder for mange vandplantespisere), at vi også talte hele 3786 Blishøns.

Blandt rovfuglene var det imponerende med hele 2 Duehøge (det er ikke mange dage med obs. af mere end en af de store høge) – den ene var den Thomas havde igår på Selbjergtax, den var gået til rast i Bos Buske, og jeg fik en gevaldig forskrækkelse, da den buldrede ud og væk! Desuden 3 Fiskeørne og en enkelt Vandrefalk.
Jeg så kun 20 Traner på totalen – man ser dem jo ikke så meget om dagen – men igen var der opvisning på første parket for folk i Kraptårnet; på et tidspunkt stod der 15 fugle og vaskede sig og baskede med vingerne i kanalerne langs Krapdiget, tæt på Østre Landkanal!

Blandt vadefuglene kan jeg bl.a. nævne, at det er ved at være slut med Klyde og Stor Kobbersneppe, men de er her dog endnu med nogle få stykker. Store, fircifrede tal var der af Hjejle, 3695, Vibe, 1348, og Dobbeltbekkasin, 1062 – heraf sad overraskende hele 170 i opskylszonen langs med Bygholmdæmningen – altså på ydersiden!!! – jeg kørte hele vejen langsomt på betonskråningen og talte dem, efterhånden som de røg op! Ellers kan bl.a. nævnes 68 Islandske, 54 Dværg-, 2 Temmincks- og 34 Krumnæbbede Ryler, samt 451 Almindelige (-heraf de 375 langt inde på Bygholmengen – så der kan godt have været flere af de “sjove” ryler imellem…). 631 Brushøns er også et pænt højt efterårstal. Så var det også idag at vi så årets første 1-2 ungfugle af Dværgmåger, en i Kogleaks og senere en i Lund Fjord. Det er jo ikke så mange spurvefugle, vi tæller nu, men Thomas talte svalerne fra overnatning i Tømmerby Fjord: 3500 Digesvaler og 3100 Landsvaler – Digesvale-tallet kan nemt blive års-maksimum. Det var en lang smøre – nu gider jeg heller ikke mere

Fra feltstationens dagbog – 29. august 1998

Stille overskyet morgen, senere fortrak skyerne, og det blev en ret flot “indianer-sommer”-dag.

Dagen startede med at Thomas kørte mig på Fjordholmtax. Optællingen her foregår nu ved kortlægning – det har jeg aldrig prøvet før. Det er ikke svært at kortlægge – men det tager selvfølgelig noget længere tid ved skrivebordet bagefter! Der var ikke så mange fugle på taxen, vadefugle kun i små tal. Men en Vandrefalk fed gammel hun på en pæl ret tæt på på engen var god at se – især fordi det er dette efterårs første for mig. Det var også sjovt at se en jagende spættet sæl, som fik en stime fisk til at gå i panik og skumme vandfladen op! Lidt efter kom sælhunden op med en stor sild (eller hvad det var) i flaben! Som kompensation for den lange og lidt småkedelige tur fandt jeg 4 ravklumper – der dog også var lidt smålige…

Så lidt siesta.

Om aftenen kørte jeg Thomas på Selbjergtax. Tax’en bød på en enkelt Rørdrum, og igen var der 4 Skestorke, der stod tæt på Bos Buske. En overraskelse var en ung Duehøg her på rørskovslokaliteten. Talmæssigt dominerede især Dobbeltbekkasin med lige godt 300 set fra tax-ruten – det er da helt pænt! Og der var 44 Skægmejser. På vej på tax så vi den ene Trane-familie (med 2 unger) gå på en mark på Skårup Odde, og bagefter kørte jeg selv en tur i Kraptårnet med min viv, hvor vi så yderligere 24 Traner. Heraf var 1-unge-familien, og hvis det sidste ungekuld på 2 stadig er i området giver det ialt 32 fugle, hvilket er rekord for Vejlerne. Men man skal have en lang tålmodighed – de sidste fugle kommer ind på engen sent! Måske specielt sådan en fantastisk fin aften som i aften…

Fra feltstationens dagbog – 19. august 1998

Undertegnede tog på Selbjergtax i det ikke særligt velegnede vejr. Så der var heller ikke særligt mange fugle, men 2 Dværgmåger i den stive vind over Læssøs krappe bølger livede en smule op. Andre (mest Thomas) stod for obs. af bl.a. 10 Traner, 8 Skestorke og 14 Sortterner – alt fra området omkring Krapdiget, der er godt fyldt med fugle for tiden. Bare synd at vegetationen i BNA/BNB er så høj – måske Mogens kan formås til at få sommerhøstet? – men han vil jo nok hævde at der er for meget vand, og der er da ganske rigtigt mere vand end nogensinde før i august måned…