Fra feltstationens dagbog – 3. oktober 1991

Flere af stationens beboere havde af en eller anden uforklarlig grund siddet vågen den ganske nat, og da de kunne se det ville blive en fin morgen, sluttede de af med et par timers ophold i Han Vejle inden de gik i seng. Det drejer sig om Sune og Terje. Albert stødte til senere, nåede lige derop som de var ved at lukke!… De nåede at have nettene åbne i 2½ timer inden vejret blev for vådt, i den tid fangede de 17 fugle, siger og skriver sytten! -Ja, det er jo til at overse, men det er vel ikke helt overraskende, at der ikke er så mange fugle i rørene længere. De fangede fugle var 2 Gærdesmutter, 1 Jernspurv, 1 Munk, 4 Rørsangere, 3 Blåmejser, 1 Gulspurv og 5 Rørspurve. Skægmejser fangede de ingen af, kun hørtes nogle få stykker i baggrunden. Men der var da så til gengæld andre fugle at kigge på: 2 ”whau’ende” (som Terje kalder det) Rørdrummer fløj rundt, og der var stadig vadefugle på lavvandet; 120 Viber, 5 Hvidklirer, 14 Sorte og 20 Almindelige Ryler. Og luften fyldtes af spurvefugle på træk, bl.a. 140 Bogfinker (med 3 Kvækere), 1 Misteldrossel, 6 Hvide Vipstjerter og 160 Engpibere.

SÅ blev der sovet, og efterhånden som folk dukkede op til overfladen kom også lidt papirnus af vejen, med en smøg i kæften og en kop kaffe indenfor rækkevidde…

Albert var flyttemand for Bjarne, de var i Midtjylland et eller andet sted og hente en brændeovn.

Eneste obs. udover dem fra Han-morgenen var 40 Landsvaler her fra Lynge.

Fra feltstationens dagbog – 2. oktober 1991

Det kraftigt blæsende vejr var naturligvis ikke det bedste totalvejr, men der var jo ingen vej udenom, da vi var nået til pentadens sidste dag. Så vi tørnede ud i det, med Terje på Vest på en splinterny knallert, Sune Midt – og deraf kan man vel ræsonere, at undertegnede altså tog Østruten. Blæsevejret var naturligvis generende for tællingen, både p.g.a. kikkertrystelser, men også fordi en del fugle var “væk” – de gemmer sig jo i rørene i sligt vejr. Jeg var ude for en punktering – heldigvis lige da jeg befandt mig ved Bygholm Mølle, hvor jeg kunne låne Rasmussens biltelefon – han var der tilfældigvis med en gruppe gæster. Og Mie var på rengøringstjans på stationen, så jeg kunne blive hentet i den gule Dacia.

Albert ringmærkede i haven; fangede 7 nye fugle: 1 Rødhals, 2 Solsorter, 1 Munk, 2 Fuglekonger og en Gransanger.

Men iøvrigt var der da stadigvæk masser af fugle at kigge på og tælle på totalen, og et par sjove ting imellem. Noget af det mere overraskende var en Mellemkjove, der langsomt arbejdede sig over Bygholmengen med sin tunge Storskråpe-agtige flugt. Det var en af disseher “mellembrogede” fugle, en imm. (2- ell. 3K?). Der blev selvfølgelig panik blandt ænderne derinde på engen, men kjoven viste nu ikke tegn på at ville lave rov, den fortsatte bare tungt sydvestpå, udover fjorden…

Men ellers vil jeg tage artsgennemgangen på traditionel vis, startende med Lappedykkerne, hvoraf der var et par større ansamlinger; i Lønnerup hele 32 Toppede, og en “flok” på 9 af de søde Små i Ør. Landkanal ved Bygholmdæmningen – det er da mange! Der var også en Lille Lap. i Lønnerup, så totalt 10. Gæssene var til stede med et pænt Grågåsetal, 870 (244 Østlige, resten Vestlige Vejler), og så var der 55 rastende Kortnæbbede på Engen, samt 77 trækkende Tømmerby og 115 Selbjerg. De mere fåtallige Knortegæs sås med 4 Mørkbugede Fjord-Øst og 1 Lysbuget Fjord-Vest.

Andetallene var noget modererede i forhold til sidst, undtagen Gråand, som der lå ikke færre end 1935 af på Bygholmengen, de fleste langt inde på den nu sjapvåde midterste del af engen. Et syn der ikke er set i lang tid! Vandstanden på Engen er ganske vist stadig nede på -31, men alle kanalerne og panderne er fyldt op af regnvand. Totalt fik vi talt 2380 Gråænder. Krikænderne fandt vi ialt 1473 af, heraf de 1170 i Arup (man må regne med, at mange har gemt sig i rørene i de Østlige Vejler). Af Pibeænder blev det til 2361, med flest på Bygholmengen (1115) og Arup (840), mens der nok var for høj bølgegang på Selbjerg og Østerild, hvor de ellers har huseret. Og så blev det til 34 Skeænder (26 Bygholmengen) og 21 Spidsænder (16 Bygholm).

Der var godt med rovfugle, f.eks. på Bygholmengen (udover Mellemkjoven!) var der 2 Blå Kærhøge, 3 Musvåger, 1 Dværgfalk, 1 Tårnfalk og så Duehøgen fra igår øst for Landkanalen. Terje havde den gamle bekendte Vandrefalk på Hovsør Røn, og iøvrigt blev det til ialt 7 Blå Kærhøge, kun 4 Rørhøge, 2 Spurvehøge, 2 Dværgfalke og 4 Tårnfalke.

Den faste flok Traner, som nu er reduceret til 7, spankulerede rundt som baggrund for de mange fugle på Bygholmengen. Blandt vadefuglene kan fremhæves de stadigt pæne tal af Vibe og Hjejle, 1758 og 6115 henholdsvis. Vibetallet væsentligt mindre end sidst, men dagens Hjejletal var faktisk endnu større end på sidste fuldmåne-total. Og de står stadig og raster i store inaktive flokke, de største 1160 på Bygholmengen, 970 Arup, 510 Fjord-Vest og 2800 på Revlsbuske. Den tredje brokfugl, Strandhjejlen, er også relativt talrig for tiden, idag 93 hvoraf de 70 var at finde på Hovsør Røn. Men kun 3 Store Præstekraver tilbage. Iøvrigt: 18 Små Kobbersnepper, 8 Islandske Ryler, 20 Dværgryler (15 Bygholmengen på en sjapeng øst for Landkanalen, mellem Viber og Stære) og 444 Almindelige Ryler. De fleste (-ja faktisk alle!) Ryler er stadig at finde inde i Vejlerne, med 180 i Selbjerg. Høj vandstand på Limfjorden! Videre må nævnes 20 Hvidklirer (mange så sent!), 30 Sortklirer (de 29 i Vesløs Vejle-flokken, der har været der længe efterhånden) og en småsen Mudderklire. Af Brushøns kunne vi finde 85 idag – halvdelen ved Selbjerg, halvdelen i de Vestlige. Det er efterhånden ikke hver dag, vi ser terner inde i Vejlerne (-mens de stadigvæk passerer på havtræk), men der var da en enkelt Fjordterne på Fjord-Vest.

Der er ikke så særligt meget at fremhæve af spurvefugleri, men et generelt indtryk af mange Sanglærker, Engpibere og Rørspurve, bl.a. 14 Rørspurve langs Læsvigvejen til Rødebro. En Sortkrage på Bygholmengen er nu dog en usædvanlig obs. Det er ikke så mange drosler, vi har set endnu, men der var 27 Vindrosler omkring Tømmerby og en (nok nærmest lokal) flok på 20 Misteldrosler ved Glombak. Omkring Tømmerby også 17 Skovskader – er der en invasion i gang?

Til sidst at nævne en spættet sæl på Limfjorden Vest og at der var jagt på Arup Mark og ved Bruuns Hul.

Efter afsluttet tælling kørte Terje til havet (dennegang Lild), hvor der mærkeligt nok ikke var videre gang i noget som helst, et par Splitterner, 6 Suler, lidt Alke og Lommer var næsten alt – dog kunne en Lunde live lidt op – muligvis samme som igår? Terje sad der i et par timer om eftermiddagen. Ingen Kjover, mærkelig nok, men måske var vejret simpelthen for klart – hittelefonen melder ellers om Danmarksrekord ved Hanstholm, og det var vel også forventeligt med pæne havfugletal med vindens meget nordlige drejning…

Fra feltstationens dagbog – 1. oktober 1991

Oktober = EFTERÅR! Før fanden fik sko på var Sune, Terje og u.t. på vej ud på vores respektive skudtællingspunkter – Sune tog Han, Terje Dykkerslusen og undertegnede befandt sig ved fangefolden Ør. Landkanal. Selv om det fra starten syntes ret surt at skulle ud i “uvejret”, så viste det sig faktisk at blive en fin morgen, hvor bygerne blev færre (så få at man næsten ikke blev våd), vinden stilnede af, og der var fugle i luften. Til gengæld ikke så mange skud: Dykkerslusen 60, Han 63 og Ør. Landkanal/Fjordholmene 79. Flest jægere sås fra Ør. Landkanal: 4 øst for Landkanalen, 12 på Fjordholmene og 4 i hvide anorakker og hvide skydepramme mellem deres lokkeænder på fjorden.

Mens vi var af sted ringmærkede Albert i haven – sølle to fugle udgør dagens fangst, den ene en Solsort – men den anden til gengæld en Spurvehøg! Det er ikke så tit de bliver hængende i nettene. Første her på Lynge siden ’87.

Der blev ikke gået nogen taxeringer idag (-dvs. slet ingen i denne pentade, for i morgen er sidste dag, og da skal vi på total), vi havde ellers allieret os med en taxa, men da regnvejret blev ved hele eftermiddagen blev det opgivet. Der ville ellers givetvist have været mange fugle at tælle! Men alligevel kom der mange fugle i midtbogen, især over Dykkerslusen og Han svirrede det med fugle om ørerne på observatørerne. Nævnes kan fra Dykkerslusen: 800 forskræmte Grågæs i Arup, 30 Kortnæbbede, 2 Hvidklirer, 60 Engpibere, 1 Gul Vipstjert og rovfugle kom der som altid forbi: 1 Rørhøg, 1 Blå Kærhøg og så en Vandrefalk. Samme 3 rovfuglearter så jeg fra Dykkerslusen sidst jeg var på Vesttotal. I kanalen lå en Lille Lappedykker (usædvanligt sted), og 1 hvinende blå Isfugl smuttede forbi. Senere på dagen så Rasmussen en Isfugl komme ud fra inde under broen ved de nyrenoverede sluseporte ved 26’eren – jo nok den samme. Det var jo her, at en af sidste vinters faste Isfugle opholdt sig – kan det være den samme, der er kommet tilbage? På vej hjem havde Terje en anden Vandrefalk, i Tømmerby. Der var 250 Ringduer i flok ved Arup (-og 70 her på Lynge), og endnu 105 overtrækkende Kortnæbsgæs ved Tømmerby.

Også Han bød på træk-Kortnæbbede, ialt 391 mod SW – mærkeligt nok kom ingen af dem ned omkring fangefolden. Iøvrigt kunne Han/Kogleaks byde på 1 Rørdrum, 4 Rørhøge, 1 Blå Kærhøg han, 1 Dværgfalk, 4 Vandrikser, 73 SW-trækkende Strandhjejler (jævnfør Fjordholmtaxen den 27/9), 3 Hvidklirer, helt overraskende 2 Sortterner, ungfugle som også trak sydvestpå, 8 Hvide Vipstjerter og 1 Gul-, 2 Laplandsværlinger (efterårets første), og en sen Mursejler og en småsen Digesvale. Så der var nok at holde styr på for Sune, selvom der var langt mellem skuddene. På Ør. Landkanal/Bygholmengen skete der knap så meget, her var dog ligesom på de to andre poster også en fed rovfugl, en blålig ad. eller subad. Duehøg øst for Landkanalen. 160 Grågæs flokkedes på engen (så totalt for dagen næsten 1000), og der var kommet vand i alle panderne og kanalerne, så der var, for første gang længe, mange ænder inde – mest Gråænder, så det ud til – men det vil jo vise sig på totalen i morgen. En ræv (med flot pels, uden skab!) fik våde tær derinde. Ved alle tre skudtællingspunkter sad forresten en Rørsanger og snerrede (-kan man vel kalde dens kald).

I formiddagstimerne og de første eftermiddagstimer holdt folk sig inde – vejret var vådt og uindbydende.

Sidst på dagen da det klarede i vejret tog folk så UD – dog ikke uden at få et par grundige “blødere” i hovedet! Sune og Terje tog til havet (Lild), hvor dagens tredje Sortterne trak forbi – det er sent med sådan et “ryk”! Det er jo ialfald nok næppe danske fugle! Ellers ikke meget gang i den, 8 Suler var mest “havfugleagtige”, men et lille udvalg af alkefugle kom tæt nok på til bestemmelse – 1 Lomvie, 2 Alke og en af de sjældne Lunder. Frimer var ved Kogleaks, hvor dagens tredje Vandrefalk lavede opvisning – den kom rundt over det meste af de Østlige Vejler i løbet af no time, og bagefter fik han den lige i synet. Den lavede rav i den i Kogleaks, hvor ikke færre end 250 Engpibere myldrede op – man ser dem ikke, hvis ikke de skræmmes på vingerne. Frimer havde også endnu 41 trækkende Kortnæbbede Gæs. Albert var på cykel ned ad Ør. Landkanal, hvor han havde den første sikre Store Tornskade dette efterår og de 7 Traner på engen. Og Klyden i Midtsøen er der stadig.

Helge så 2 Fiskeørne i Tømmerby idag (-frækt, for Terje kiggede netop efter den i Tømmerby, men kunne ingen finde), og fra sit kontor inde i Thisted så han (årets sidste, sene) Bysvale.

Jo, der sker s’gu noget, selvom vi ikke har været på en eneste regulær, standardiseret fugletælling idag.

Fra feltstationens dagbog – 25. april 1991

For første gang i år kunne totaltællingen opdeles på tre ruter, LÆKKERT! Og når det så også er fint fugletællevejr er det jo herligt at være på total og have tid til at NYDE fuglene! Det blev oven i købet en firemandstotal idag, idet Terje havde Børge med på sin midtrute. Jeg tog mig af vesten og Palle fik så østruten. Det er utrolig rart, når vi nu får forstærkning i yngletiden, at det er en mand, som er inde i alle optællingsrutinerne i forvejen – vi får garanteret lige så meget (eller mere!) glæde af Palle i år som vi havde af to militærnægtere tilsammen sidste år…

Men nu til arterne og tallene, som der var mange og store af!: De yndige Sorthalsede Lappedykkere er vokset i antal til 6 i Han og 4 i Glombak, svarende til 5 par ialt – men det er nu ikke sikkert, at man skal lægge for meget i det, det er jo før set, at der er kommet et influx af fugle her sidst i april, som senere er forduftet igen. Der er ialfald ikke meget hættemågekoloni tilbage nogen af stederne! Træk-svømmeænderne falder nu mærkbart i antal, til 705 Pibeænder, 2045 Krik– og 55 Spidsænder, og af yngle-svømmeænderne sås 61 Skeænder, 12 Knar– (Bygholmengen) og sølle 2 Atlingænder (i Lønnerup) – det er virkeligt ikke et Atling-år i år! For to år siden havde vi 45 Atlinger på en total på dette tidspunkt! Det er stadig for tidligt at kortlægge Skeænderne, som ligger i flokke endnu (bl.a. 18 i Kogleaks), men Gråænderne blev selvfølgelig kortlagt idag, selvom det føles omsonst… Dykænder gider jeg som sædvanligt ikke fortælle om, bortset fra, at det snart er slut med Store Skalleslugere – kun 10 sås idag. En anden ”slut-art” er Sangsvane, som der sås 1 af – en immatur ved Lund, formentlig syg eller skadet eller aparte. Sædgæssene er tilsyneladende også helt slut – ikke en eneste var der idag, mens vi stadig har nogen tid tilbage sammen med de Kortnæbbede – hele 1883 blev det til idag, vist det største antal hidtil i år. De sås ved Tømmerby (72), Bygholmengen (454, kom fra Th. Fjordholme om morgenen), Vesløs/Arup (797) og Hovsør Røn (560). Imellem dem var 2 Blisgæs – én på Bygholm og én Hovsør. De sidste gæs var de 4 Bramgæs (inkl. den hvidhovedede, som Palle mener er en hybrid) på Bygholm.

På vadefuglefronten er det jo især Hjejler og Brushøns, som ses i markante store flokke for tiden; der burde også være en masse Alm. Ryler, men dem fandt vi ganske få af. Til gengæld altså virkeligt mange af de to andre arter – 3485 Hjejler (Palle havde dog flere alene på Fjordholmtaxen igår), flest i Arup, 2130 – og 2205 Brushøns, med majoriteten i Lønnerup, hvor (hold fast!) 1560 (!) Brushoveder myldrede rundt på vadefladen mellem måger, Viber, Krikænder, Blishøns, Klyder osv. i én stor forvirring. Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken, men jeg tror, at det er den største flok Brushøns, jeg har set på ét sted – flot var det ialfald. Jeg checkede 200 af dem igennem, og af dem var 182 hanner og 18 hunner – altså stadig under 10% høner. En anden af de talstærke vadefugle er Klyden, som der var 316 af på Bygholmengen – ellers mindre tal mange steder rundtomkring. Af de mere fåtallige vadere var der 4 Hvidklirer, 1 Svaleklire, 2 Småspover og årets første 2 Mudderklirer. Der er kommet en masse Havterner, 108 ialt, flest langs Bygholmdæmningen (87), og så sad de første 2 Fjordterner på bundgarn i Arup Vejle og så hjemmevante ud.

Så mangler jeg kun spurvefugle, og dér må man sige, at det helt store tiltræk stadig la’r vente på sig – men der er dog kommet et lille ”boom” af Løvsangere og Landsvaler, henholdsvis 30 og 12. Også lidt spredte Ringdrosler på utraditionelle steder, ialt 7. Og så kom de Gule Vipstjerter endelig, 2 v. Krap og 1 Arupdæmningen. Men endnu ingen Gærdesanger – vi skal bruge noget SØNDENVIND snart! Til natten var Terje og broren ude på en lyttetur, og årets 2. Savis. summede løs fra den sædvanlige post ved Finns Krat – jeg tror vore Savisangere er de samme fugle som vender tilbage år efter år! Og så nævner Palle, at han så 2 Skægmejser, men det er jo en ren trivialitet efterhånden – f.eks. nævnte jeg da ikke, at jeg havde 3 på Selbjegtaxen igår!… SLUTNU!

Fra feltstationens dagbog – 24. april 1991

Jeg satte Palle af ved Aggersund kl. 6, midt i en tæt tågebanke, hvilket naturligvis var ret frustrerende, men vi havde hele tiden på fornemmelsen, at den ville lette og solen bryde igennem. Det blev dog til adskillige smøger og kopper kaffe uden lysning, så han startede ud på taxen ved 8-tiden, selvom han stadig intet kunne se – først ved starten af den ”gamle” del af Fjordholmtaxen klarede det op.

Så betød det mindre med den ringe sigt på min SELBJERGtax – ja faktisk kunne man godt se det som en fordel, fordi man så slap for at notere alle de hysterisk skrigende Grågæs. Dvs. jeg noterede dog, ”hvor mange jeg syntes det lød som”, men dét tal er naturligvis usikkert og sikkert alt for lille – først fra piletræet kunne jeg tælle dyrene, og jeg fik kun noteret 105 fugle i BNR, mod det 2-3-dobbelte på de sidste par Sel-taxer. Men ellers var det en meget hyggelig tax, med godt med gang i Drummerne, knapt så meget i Rørspurvene – sikkert fordi det stadig var koldt, rim i rørene… Jeg havde regnet med at høre en Sivs-dyttelyt, men må nok vente med det et par dage endnu.

Knopsvanen [HY75] lå og så ud som en han, der har en hun liggende og ruge inde i rørene – meget på vagt! – og så var der en Bramgås, som opholdt sig sammen med nogle af de koleriske Grågæs – dét så mærkeligt ud, en rørskovssø er et meget u-Bramgåseagtigt sted! Men det er jo nok samme aberrante individ, der har huseret her de seneste år. Taxens fedeste oplevelser kom oppe omkring Læssø/Kogleaks. Først var der 3 Rørdrummer, der kom flyvende efter hinanden, langt nede fra midten af BNR, tydeligvis 2 hanner efter en hun – der er faktisk temmelig stor størrelsesforskel! De endte med at cirkle trekvart omgang lige over hovedet på mig, højlydt gokkende – men det var vist mest hunnen, der sagde lyde. Til sidst spredtes de og fløj hver til sit – det virkede næsten, som om det hele bare var en opvisning til ære for mig. Under hele seancen var der masser af gang i paukeriet fra de nærmeste paukeposter, ligesom under de obs. af ”gruppeflyvninger”, vi gjorde sidste år. Men Cramp & Simmons fortæller også, at de fugle der deltager i disse ”gruppeflyvninger” kan komme fra territorier op til 5 km fra hinanden. Lige efter så jeg en fugl jeg aldrig har set før – en HVID VÆRLING med sortbrune tegninger på struben, issen, nakken, vingespidserne, ryggen og halen – det har jo nok været en albinistisk Rørspurv (fuglen opholdt sig sammen med Rørspurve, og havde samme størrelse og kropsform), men tegningerne mindede overhovedet ikke om Rørspurve-tegninger. Og så sluttede jeg af med at skræmme Vandrefalken (den gamle fugl) op fra sin overnatningsmast i Kogleaks – den sad der igen om eftermiddagen.

Palle kom hjem fra sin FJORDHOLMtax og havde set en masse fugle, men var ærgerlig over at han ikke kom ud på Borreholm (på grund af tågen i morges), så da han havde fået frokost startede han Toyota’en igen og kørte mod Aggersund for at få denne manglende del af taxen med. Det var nu ikke så meget han var gået glip af derude, mest selvfølgelig Stormmågerne, som han kunne tælle 1400 af, 40 Havterner (ialt for taxen 85), og så var Pibeandetallet skrumpet til 150 på Borreholm (over 600 sidst). Der var mange redeskrab af Stormmåger, og han fandt én Sølvmågerede med 1 æg i. Ellers blev det ikke til de store fuglemængder på fjorden, selvom der godt nok var perfekt vadefugle-vandstand, men der var mange arter, bl.a. (nye årsarter) Lille Regnspove 2 og Strandhjejle 2. Andre vadefugle: 95 Rødben (halvdelen på engene, halvdelen på fjorden), 110 Storspover, 50 Præstekraver, 35 Ryler – ikke imponerende – men så var der en flok på 3900 Hjejler (mange!) der lettede som en tæt sky inde fra den sydlige del af Sletten og fløj østover – han troede første det var Stære!!… 2 Splitterner kom også i notesbogen – det er først anden gang i år. Men det næsten mest hyggelige var, at der stadig var Bjerglærker ved Langholm, 14 styks idag – dem har vi haft megen glæde af det forløbne vinterhalvår! – og så var der 2 Laplandsværlinger, den ene en flot han i yngledragt, som kunne nydes på få meters afstand! Det var faktisk første obs. af Lapværling i 1991, det er en af de arter som svinger utroligt meget i sin forekomst fra år til år… Der var ingen Knortegæs på Borreholm eller Skarver i kolonien idag.

Til aften ankom Terje med sin bror Børge fra Kbh., og de var lige en tur ved Han for at checke Savisummeren, der selvfølgelig var på plads – ny art til brormand!

Fra feltstationens dagbog – 23. april 1991

Mens jeg renskrev, klippede og klistrede det sidste af min rapport færdig, havde jeg havenettene åbne kl. 6:45-11:00. Det er rart lige at foretage sig noget andet end at sidde og glo ind i den blå skærm et par gange i timen. Ringmærkningen gav ikke så mange nye fugle – 1 Sangdrossel, 1 Musvit, 1 Rødhals, 2 Tornirisker og 2 Grønirisker – men hvad mere spændende var, der var 3 Solsortehanner, som havde ring på i forvejen i nettene, de 2 af dem Lars Bos fra helt tilbage i ’87! (-ringmærket i den gamle stationshave på Lyngevej 17)… Det er nu så hyggeligt med den slags genmeldinger!

OG SÅ var det en STOR LETTELSE at blive færdig med dén ynglerapport. Det blev jeg ud på eftermiddagen. Så vil jeg ikke lade flere store papirprojekter afholde mig fra at komme ud og opleve foråret fra nu af!

Før frokost ankom Palle, vores nye (gamle) mand, som skal være her som ynglefugle-hjælp indtil 1. juli, og i juli skal han være Terjes ferieafløser. Han er noget så solbrændt og synes her li’som mangler nogle Hærfugle – han kommer lige nede fra dem (-og Dværgørnene, gribbene, svalerne, sejlerne og alt det andet dejlige) i Sydspanien… Men han er ved at akklimatisere sig, brugte dagen idag på at komme lidt ind i stemningen hér via dagbogen og skemaerne (-og opslagstavlen og opvasken), og er nu frisk på at tage fat på VEJLERFORÅRET!

Til aften prøvede han for første gang Toyota’en og fragtede undertegnede på en ARUPtax – som snarere burde hedde Læsvig-tax, for det er da dér (i Læsvig) at fuglene er for tiden. Men der var nu i det hele taget ikke de store fuglemængder, ikke mange ænder tilbage (Krikand ialt for taxen 110), mest markante indslag var 135 Brushøns, et mindre influx af Dobbeltbekkasiner (45), og så 210 Kortnæbsgæs i Læsvig, som jeg opnåede at få skræmt noget rundt med. Palle talte de Kortnæbbede i Sydøsthjørnet, her var yderligere 650 (med mindst 3 halsbånd imellem), samt 2 Blisgæs. Helge havde haft en Landsvale forbi huset, men hverken dem eller Løvsangerne, som vi havde 2 af i dag, er der set ret mange af endnu – men nu kommer de vel?!

Vi var også omkring Kogleaks, hvor 110 Brushøns i alle farver (-nok stadig > 90% hanner) prægede engen, ligesom Grågæslingerne nu for alvor begynder at vise sig – bl.a. havde vi et ”kuld” på 18 små duntrolde, som ”forældrene” havde det største besvær med at holde styr på. Det var nok samme familie, Bjarne igår talte til 14 pull., som i mellemtiden er vokset – nogle af forældreparrene har en meget imperialistisk måde at rage ungerne fra andre par til sig på. De kan ialfald ikke selv have udruget alle 18! Mens vi var der, var der da også én af gæslingerne, som kom væk fra flokken, og pippede hjælpeløs omkring alene ude midt på engen – synd!

Savisangeren summede til aften, og 2 af de 5 Sorthalsede i Han dannede par og lå og ”smådansede” overfor hinanden i dag.

Fra feltstationens dagbog – 22. april 1991

En meget felt-inaktiv dag, idet Frimer, Inge Marie og Terje dampede af mod Københavnstrup, og undertegnede sad klinet til skrivebordet hele dagen, det var nemlig idag, at jeg LANGT om LÆNGE fik de Hættemåge-tal jeg skulle bruge til min ’89-ynglerapport. Jeg tror det var en gang før jul, at jeg første gang rykkede for dem i styrelsen i København – intet under, at man af og til hører rundtomkring i krogene, at arbejdsgangen derovre er lidt langsom…

Men slut med spydighederne og til facts: årets første grønårede kålsommerfugl blafrede rundt i min have i Tømmerby idag, et ferskt nyklækket eksemplar, og ikke et falmet/laset individ som de overvintrende takvinger. Og så var Sorthalset Lappedykker-tallet i Han Vejle idag vokset til 5, checkede Bjarne, som også var dén, der igen idag obs.’ede Spovetræk – 45 på nordøstlig kurs over Han.

Til aften en spadseretur langs cykelstien Tømmerby – afslørede 10 Rikser og 3 Drummer – der sidder nu både én nord for, syd for og midt for (nyt!) Klaringerne!

Fra feltstationens dagbog – 21. april 1991

Igen fik begge observatører deres ugentlige fridag til at passe med en weekend – nogle gange kan det være meget rart at leve lidt med i det omgivende samfunds rytmer! Vi hyggede os hver for sig sammen med vore bedre halvdele…

Frimer passede vejrtagningen og var som sædvanligt om eftermiddagen også ude og lufte Inge Maries bil – det blev til lidt obs. fra Selbjerg, Han, Lund, Kogleaks og BNR, hvoraf de mest nævneværdige er 400 Kortnæbbede Gæs flyvende fra Thorup Fjordholme til Bygholmengen (der foregår en aktiv trafik den vej og retur for tiden), 2 nye kuld Grågæslinger i Kogleaks, de sædvanlige 2 Sorthalsede Lapp’er i Han plus én extra, altså ialt 3 (!), og så endnu en gang Vandrefalken i en af højspændingsmasterne i Kogleaks. Det er ikke så få obs. vi har af den derfra efterhånden. Der burde sættes en platform op! (-men Kragerne ville jo nok være de første til at udnytte sådan én…).

Undertegnede kunne også bidrage med obs. hjemme fra haven på Højstrupvej – ialt mindst 50 Store Regnspover (opdelt på mindre flokke) trak højt og højlydt fløjtende indover, med kurs mod NNØ – og de så meget målbevidste ud, det lignede så decideret direkte træk!

Fra feltstationens dagbog – 17. april 1991

Terje og jeg var oppe før hvemsomhelst fik sko på (for første gang i år var jeg af sted på arbejde før min nabo, som ellers starter hver dag før kl. 6!), og vi nåede til starten af Agger Tange netop som solen stod op over Krik Vig, perfekt!

Men det var detteher generende og kraftigt afkølende blæsevejr vi skulle tælle i, noget rigtigt tangevejr! Sidste gang blev tangeturen væk i tågen, dennegang var den lige ved at blæse væk… NÅ, det var faktisk ikke så slemt, i det mindste var der lys og farver på fuglene, og vi kunne stille os nogenlunde i læ bag bilen og tælle. Så vi fik efter bedste evne rimelige tal på fuglene, tror vi! Der var lavvandet, men ikke meget lavvandet, så de fleste vadefugle var søgt ind i kanten af lagunerne eller op på engene, især på Agger. De største tal stod Rylerne selvfølgelig for, med ialt 3630, nogenlunde ligeligt fordelt med en tredjedel på hver tange og på fjorden. Ellers var der 97 Regnspover på tangerne og 48 på Plet Enge, 500 Hjejler på Agger og 180 på Plet, og ialt 192 Brushøns, 218 Rødben og 287 Strandskader på tangerne. Enkelte Hvidklirer, en Lille Kobbersneppe og 2 Stenvendere (årets første set af feltstationen) krydrede retten, og så var der selvfølgelig ynglevaderne; Viber og Kobbersnepper på engene og 583 Klyder (500 Harboøre, 83 Agger) – de 330 opholdt sig i Klydesøen, hvor mange lå og rugede på øerne, og flød sammen til et hvidt dække med fine sorte striber.

Ænderne var repræsenterede med ikke særligt mange Gravænder, 205, og en farvefest af svømmeænder: 1077 Krik-, 311 Spids-, 288 Pibe– og 19 Skeænder, samt endelig 2 lækre Atlinger. Tallene er måske ikke imponerende, men flot var det! Det er en skam, at vi ikke fik martstællingen i hus, netop pga. svømmeænderne. Af gæs var der 101 Knortegæs på Tangerne (98 mb, 2 lb, 1 usp.), de fleste ved færgelejet Agger, og 450 Kortnæbbede ved Cheminova, mens der på Plet Enge kun var 6 Lysbugede Knort’er.

Udover de vigtige artsgrupper vadere, svømmeænder og gæs bød selve tangerne ikke på det helt store vilde idag – ingen hits endsige subhits. Men nævnes skal dog 150 fine Bjergænder på Harboøre – klart den talrigste dykand. Mågerne var der som sædvanligt jo bare, dog ikke i mastodont-tal idag, og eneste terner var 2 Splitterner og så årets første lille Dværg– (fint at se den igen). Endelig må nævnes Skarverne, hvoraf der blafrede 65 rundt, bl.a. synes Rønland Sandø ligesom sidste år at være beboet, men ellers var der mange småflokke som fløj hid og did, og til sidst en enkelt spæt-sæl, som svømmede lidt langs med færgen – der var ingen sæler, som tog deres middagslur på sandbankerne idag…

Men dagens mest spændende obs. blev gjort på de afstikkere, som hører med på en tangetur. Inspireret af, at Lars & Rolf sidste år havde Sorthalsede Lappedykkere i Veserne på apriltællingen, måtte vi jo igen lige checke denne lokalitet. Det var iøvrigt første gang Terje så stedet og for mit vedkommende første gang i mange år – det er et flot og meget specielt landskab. Og der var mange lækre, fine og exotiske fugle, bl.a. ikke færre end 39 (niogtredive!) Sorthalsede Lappedykkere, heraf de 37 (15 par plus 7 enlige) i søen Søndervese, hvor der også er en større Hættemågekoloni. De fleste som nævnt i tydelige par, og de enlige fugle kan også sagtens repræsentere par, så der er nok totalt tale om mindst 20 ynglepar – udover at vi sagtens kan have overset nogle, som kan have ligget og gemt sig i rørene. Altså en absolut betydelig koloni hér, også på landsplan. Så mange fugle burde vi også have i Vejlerne, mindst! Sidste år så de 21 fugle på tællingen, men gjorde ikke noget ud at at dele dem op på par. Iøvrigt var søerne fyldt op med fugle, især dykænder (Trold-, Taffel– og mange Bjergænder) samt Toppede Lappedykkere, men dem slap vi for at tælle! En enkelt Lille Lappedykker lod sig se, og af andre krydderier var der en Rørhøne, 4 Atlingænder og en sød lille Dværgmåge – også årets første for os. Brushøns med mange farver satte prikken over i’et – jo, det var en spændende artssammensætning. Og det bliver sikkert ikke dårligere, når vi når længere hen på foråret…

Vejen hjem lagde vi over Nors Sø, som virkede fuglefattig, men her var dog et par Nordiske Lappedykkere, som lå og hyggede sig i vigen mod nordøst – fint at se dem, når man nu lige havde de Sorthalsede i frisk erindring. Kalkgravene ved Ræhr blev også checket, da Læssø sidst han var forbi fortalte om en lusket fugl med føde i næbbet dér (altså en Nordisk), som forsvandt ind i vegetationen – stedet virker også oplagt som ynglelokalitet, men der var altså ingen fugle at se idag. Vi kunne konstatere, at Fjordternerne ikke er ankommet endnu… I en fin lille vegetationsrig sø mellem Nors og Tved lå 3 Små Lappedykkere og 5 Rørhøns – og da vi således havde fået masser af fine kig på de 4 af vore Lappedykkerarter, måtte vi også lige omkring Bløden Sø i Hjardemål for at checke de Gråstrubede dér, så vi kunne komme hjem og fortælle, at vi havde set dem alle 5. De var der selvfølgelig, det er et meget trofast par, ligesom der også lå dén immature Sangsvane, som har ligget der alene et stykke tid, og som nok ikke når til Lapland i år…

Alt i alt må man sige, at Terje og undertegnede havde en givtig, men laa—ang dag i felten (over 12 timer).

Herhjemme havde folkene også været i felten, og bl.a. checket Kogleaks (i håb om en tidlig Sortterne?). Der lå en Knarand, som snart har ligget der længe, 155 Brus. vrimlede rundt, og så var der det første kuld Grågæslinger – som sædvanligt de første klækkede fugleunger vi ser, i år dog noget senere end de sidste par meget tidlige år – vinterperioden i februar har alligevel forsinket tingene noget. Helge ringede en Mosehornugle fra Vesløs Vejle ind (dem har vi ikke set meget til – faktisk er det den første i 1991!), og endelig var der også Sorthalsede Lappedykkere i Vejlerne (dagens fugl) – set af Terje i Han, da han kørte en knallert op til Selbjergtax imorgen.

Stationen havde haft besøg af rengøringsMie og selveste Frank Wille med frue mens observatørerne var fraværende idag…

Fra feltstationens dagbog – 15. april 1991

Jeg startede dagen med SELBJERGtaxen, som blev gået fra kl. 6:30 til 9:00, ca. I starten var det stadigt stille, men det blæste meget hurtigt op, så det var ikke den største fornøjelsestur. Der var ikke megen gang i hverken Rørspurve eller Rørdrummer (fik dog kortlagt to fugle mellem Krap og Finns Krat – dét er nyt), mest dominerende fugl var som sidst Grågåsen, som jeg måtte opgive at holde styr på. De skingrer fuldstændig vanvittigt rundt derude i rørskoven og laver larm! 4 Skægmejser på Selbjergsiden blev det dog til.

Terje ankom midt på formiddagen på cykel, stridende sig imod vestenkulingen…

Ellers blev dagen mest brugt på dagsrapporter/andet papir og opsamling af hængepartier – til sidstnævnte hører, at vi fik bestilt en ny slidske til at køre knallerter op på bilen på, og fik udskiftet den ødelagte hængelås på vandstandsautografen ved Lund.