Tågetraner

Traner, Bygholmengen, september 2005. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.
Traner, Bygholmengen, september 2005. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.

Lørdag morgen tilbragte jeg i Kraptårnet, hvor jeg ankom et kvarters tid før solopgang. Det havde ikke været specielt tåget indtil da, men solens opgang fik en tyk gang mosekonebryg til at lægge sig over Bygholm-lavningen. Det var helt stille, og man hørte Tranernes trompeteren, som blev forstærket af den fugtmættede kølige luft – en meget stemningsfuld morgen.
Omkring solopgang lettede de første 48 Traner fra Bygholm Vejle og fløj østpå til Thorup Fjordholme til dagfouragering, og senere trak de i smågrupper lidt efter lidt. Da jeg brød op ved 9-tiden stod der stadig en små 20 stykker tilbage, og ialt havde jeg talt 105.

Iøvrigt fremgår det af NOK-rapporten, som kom med posten igår, at rekorden af Traner i 2004 var på 124, så vi mangler stadig en smule for at slå den. Men efterårsflokken på Bygholm topper normalt altid i oktober, så mon ikke der bliver ny rekord igen i år…

Udover Tranerne hyggede jeg mig med en fritstående Rørdrum midt ude på engen, 16 Skestorke, 2 Blå Kærhøg-hunner samt denneher Steppehøg, Henrik har  fortalt om. Jeg så den meget mørkorange ungfugl flyve på sine lette vinger langs østsiden af Bygholmengen nordpå, til den forsvandt ind i Selbjerg Vejle. Det var således på stor afstand, og jeg kunne ikke se de afgørende kendetegn. I mine øjne så den ikke ud til at have særlig markant halskrave, men det var som nævnt på for stor afstand…

Tranerekord, underholdning med Vandrefalke, stadig moseterne

I eftermiddags checkede jeg op på den moseterne, jeg så i Tømmerby Fjord i går. Den er der stadig, og idag kunne jeg se den igennem længere tid. Men med mit gamle grå Kowa-rør med et 20 x okular var den simpelthen på for stor afstand til at jeg kunne gøre mere ved den. Jeg kunne dog konstatere at den har en lysende hvid overgump, hvilket burde udelukke Sortterne. Og p.g.a. proportionerne hælder jeg mest til Hvidvinget Terne – men vil dog ikke lægge hovedet på blokken – det kan også have været en Hvidskægget… Der var også stadig 2-3 Fjordterner i Tømmerby, fouragerende over vandfladen nærmest tårnet.
På Bygholmengen til aften var der stor aktivitet blandt rovfuglene – 3 unge Vandrefalke havde travlt med mange (forgæves) jagter på Krikænder, og en ung Rørhøg bidrog også til at skabe liv blandt byttefuglene. Der er efterhånden også ved at være pænt med Blå Kærhøge, så igen idag en han jage ved Vesløs Vejle. Så ser man pludselig alle de bekkasiner, der skjuler sig ude i engene – de flygter for kærhøgen.
Sluttede dagen af i Kraptårnet, hvor jeg var kl. 17:45. På det tidspunkt var de eneste Traner på engen to ungefamilier med 1 unge hver. Klokken 18 kom 112 fugle flyvende til overnatning fordelt på 2 store flokke og 1 mindre – de kom alle fra nordvest (men sikkert fra lokal fouragering, det er ikke tiltræk nordfra). Ialt bliver det 118, hvilket er ny rekord for Vejlerne.
De danske Traner har haft en dårlig ynglesæson i år. Der er omkring det samme antal par som sidste år, godt 40, men der er ikke ret mange af parrene som har haft ynglesucces. Her i Vejlerne tyder alt dog på, at et par i Bygholm Vejles nordlige rørskov har fået en unge. Men selv uden en stor ungeproduktion stiger efterårsflokken i Vejlerne støt år for år – sidste år var max-tallet 113, og der kan stadig godt nå at komme lidt flere i år.

Eftermiddag i de Vestlige Vejler, moseterne

I eftermiddags var jeg en tur ved Arup Vejle, og i Tømmerbytårnet. Det var en nydelse at stå i Arupskjulet foran en spejlblank vandflade fyldt med Pibeænder og Krikænder, der sammen med Grågæs, Hjejler og Viber også fyldte godt i lydbilledet. Der var en del aktive rovfugle, der baskede omkring, heraf en enkelt smuk gammel Blå Kærhøg han. Den kom i lav jagtflugt langs Arup Vejles vestside, og skræmte Dobbeltbekkasiner op på sin vej. De fleste af rovfuglene var Musvåger, og en af dem sad i Arup Vejles sydøsthjørne og flåede i en halvstor fugl – ande/spove-størrelse – og engen omkring slagtepladsen var helt hvid af dun. Et par sultne Gråkrager sad og ventede på, at Musvågen skulle blive færdig med at spise.

Fra Tømmerbytårnet kunne jeg se et par Fjordterner som fouragerede over vandfladen. På et tidspunkt var der også en mindre terne i dansende flugt, en moseterne – formentlig en Sortterne, eller en sen efterårs-Hvidvinget Terne, som Vejlerne også tidligere har budt på. Den forsvandt desværre alt for hurtigt, og jeg fik den aldrig bestemt.

DMI har lovet godt vejr søndag, og fuglen skal ialfald checkes igen.

Fra feltstationens dagbog – 22. november 1998

Dagens feltaktivitet stod Thomas (med følgeskab af Albert) for; aftencheck af Tranerne. 42 fugle kom igen ind til overnatning på Bygholmengen, og igen da det var næsten helt mørkt, kl. 16:20. Meteorologerne lover frost de næste par dage, men derefter tøvejr – så mon ikke Tranerne bliver her lidt endnu – måske ind i december?

Desuden lidt div. obs. fra vores frivillige meddelere i lokalsamfundet; lidt bekkasinfugle i vinterlandet: Enkeltbekkasin ved Arup (skræmt op af Kærhøg ifølge Helge Røjle) og Skovsneppe hos Frimer’s i Skårup.

Fra feltstationens dagbog – 21. november 1998

Undervejs til dagens gøremål, som for mig var deltagelse i ringmærkningsmøde i Klitmøller, checkede jeg lige Rosvang for gæs. Der var 9 Sædgæs – siger og skriver ni… Det var så dagens obs. (bortset fra en Blå Kærhøg meldt af Haaning)…

Og så deltog jeg som feltstationens repræsentant i ZM’s møde for ringmærkere i Nordvestjylland, dvs. at mødet var domineret af de mange repræsentanter fra Nordvestjysk Ringmærkningsgruppe. ZM ved Carsten Rahbek og Jesper Johannes Madsen fremlagde for første gang en samlet plan med strategier, mål og visioner for ringmærkningsarbejdet for de kommende tre år. Der er lagt op til, at ringmærkningen bliver mere målrettet og projektorienteret, og det er godt, synes jeg! – men nogle af de lokale folk vred sig i tøjret. Der er dog så meget elastik i oplægget, at de fleste af folks sædvanlige aktiviteter vil kunne opretholdes…

Fra feltstationens dagbog – 13. oktober 1998

Vi var rigtigt gode og tog totalen på pentadens førstedag. (Med det vejr skulle vi også skamme os, hvis ikke vi havde gjort det!!!)… Det gav igen mange fugle – dog ikke på fjorden, hvor vandstanden er steget ca. 85 cm i forhold til sidste total!!!
Der var lidt tendens til ansamlinger af Toppet Lappedykker i Tømmerby Fjord med 36 dér – dog langt fra de tal, der sås for nogle år siden… De 36 udgjorde halvdelen af dagens tal. 5 Rørdrummer er et pænt stort tal på en oktoberdag – de 3 sås iøvrigt sammen over Firkanten/Tovsig-rørskoven. Pibesvane-tallet stiger stadig, idag 466, og stadig blot fordelt på tre lokaliteter: Bygholmengen, Vesløs/Arup og Østerild. Pæne tal af svømmeænder, det fremskredne tidspunkt på sæsonen taget i betragtning, bl.a. 3 Knar-, 503 Spids-, 2 Atling– og 109 Skeænder. I alt stadig over 10.000 svømmeænder.

Balancen mellem Rørhøg og Blå Kærhøg er forlængst tippet; idag sås blot en enkelt af de første og 11 af sidstnævnte. Hele 2 Duehøge kunne Thomas hygge sig med på Bygholmengen – iøvrigt samtidig med at der var 2 Vandrefalke!

Terje var i Kraptårnet om morgenen, herfra kunne han melde om ny rekord af Traner igen/igen!! – nu var der 47, heraf 11 ungfugle fordelt på 6 kuld. Imponerende!

Nogle få seje Klyder holder ud på såvel Bygholmengen som i Arup. Hjejler og Viber var nemme at tælle i tætte flokke, og tallene blev 5171 og 2957, henholdsvis. En Krumnæbbet Ryle på Bygholm er nok den sidste. På trods af vandstandsstigningen sås der flere Almindelige Ryler end på sidste total, 1411 – men de sås næsten alle inde bag digerne! Sortklire er langt den talrigste klire for tiden, idag 75. I Læsvig “hang” der en sen Tinksmed, men den er nok ikke kommet af sted fordi den er skadet – hele det ene ben mangler totalt!

Det var også i Læsvig at dagens hit dukkede op; pludselig sejlede ind i teleskopfeltet en Hvidvinget Terne – ja dvs. først så jeg den jo bare som en moseterne i ungfugledragt. Jeg fandt selvfølgelig hurtigt ud af, at det ikke var en Sortterne p.g.a. manglende “skulderplet”, men det var straks lidt sværere sikkert at fastslå, om det var en Hvidvinget eller en Hvidskægget – især efter den debat, der var om bestemmelsen af fuglen på Agger Tange i sidste uge. Jeg følte mig dog ret sikker på, at det var en Hvidvinget, p.g.a. hovedtegning, meget lys hale og jizz – den fouragerede utroligt livligt, let og elegant, og tog indimellem en ordentlig “himmelflugt”, hvor den steg højt til vejrs. Den blev ringet ud via Thomas’s mobiltelefon, og en del twitchere fra “Operation Hanstholm” nåede at se den. Der var stadig lidt delte meninger om artstilhørsforholdet…

Fra feltstationens dagbog – 6. september 1998

Haaning havde sit “søndagsskole-hold” med rundt i Vejlerne idag. De fandt mange fugle, og senere havde han Thomas med ude og kigge på nogle af dem. Det gælder bl.a. Storke-familien stadig på plads i Vesløs, stadig de 4 (3 2K + 1 1K) Skestorke på Bygholmengen, efterårets første Blå Kærhøg i Østerild, 2 Dværgfalke, 2 Vandrefalke og en bunke vadefugle, især i Østerild og Lønnerup Fjord. Det blev til bl.a. 7 Temmincksryler (mange om efteråret), 157 Krumnæbbede og 681 Almindelige Ryler. Desuden bl.a. 255 Dobbeltbekkasiner i Lønnerup Fjord (-og man kan godt ærgre sig over, at denne fine lokalitet ikke bliver optalt regelmæssigt)…

Noget af det der vakte mest lykke blandt Haanings elever var de mange Skægmejser i Han Vejle (27 havde de der), mens favoritterne for Haaning selv nok var den Røde Glente, der trak indover Han Vejle og forsvandt vestpå, og så de 5 Odinshøns, hvoraf den ene lå foran Kraptårnet og de 4 sås sammen i småsøerne i Engelstoften i Østerild Fjord. Det er s’gu længe siden der sidst er set 5 Odins. på en dag i Vejlerne eller i Nordjylland i det hele taget! (-og Røde Glenter går vi jo heller ikke og vader i til daglig – selvom de bestemt bliver mere og mere “almindelige” – “regelmæssige” er nok et bedre ord…).

Om aftenen gik jeg en Selbjergtax uden særligt mange fugle. Fedt var det dog, at jeg (gen)fandt en Rød Glente, formentlig og sandsynligvis selvfølgelig samme fugl som Haaning havde haft tidligere. Nu kom den fra vest og forsvandt over mod Thorup Fjordholme.
Der var sindssygt mange myg og andre insekter i luften, på trods af at det faktisk stadig blæste en del. Så jeg var i den meget sjældne situation, at jeg gik en Selbjergtax, hvor jeg ønskede, at vinden skulle friske op! Det var til tider næsten uudholdeligt, der var tæt på at være en Laplands-agtig koncentration af de satans små blodsugere!

Fra feltstationens dagbog – 28. december 1991

Terjes sidste total, Jørgen Peters sidste total, årets sidste total blev afviklet på denne vejrmæssigt ikke alt for optimale dag – men vi fik alligevel faktisk en helt fin total i hus, havde fornemmelsen af at have rimeligt godt styr på fuglene. Det var Terje der var vestpå idag, undertegnede stod for østruten. Denne gang blev begge ruter gennemkørt på knallert.

Der var nu ikke de store overraskende oplevelser derude, hverken arts- eller antalsmæssigt, så total-gennemgangen bliver ret kort og summarisk: Lille Lappedykker 4 i Lønnerup, og fra samme “rørlusker”-kategori, selvom de slægtsmæssigt ligger langt fra hinanden, en Rørhøne i Storåen. Det er åbenbart blevet regelmæssigt med vinter-høns de sidste par år. Svømmeænderne talte vi i følgende antal: Krikand 267, Gråand 2811, Pibeand 2380 og Spidsand 1 enkelt – det ligner meget de sidste par totaler, og “hovedpuljen” befinder sig stadig på Bygholmengen. Der er vist ret mange Gravænder, årstiden taget i betragtning, 135 med de 120 på Bygholm. Troldænderne var for alvor rykket sammen i Østerild, hvor Terje fik talt ikke færre end 753 fra de forskellige nye obs.-punkter, vi har måttet tage i brug efter “tabet” af bilkirkegården. Taffelænderne som sædvanligt langt mere fåtallige, og mere spredte – flest af dem østpå, ialt 120. Og det er også helt normalt, at flest Store Skalleslugere ligger i Tømmerby, idag 450 – derudover spredt sølle 18. Det er pudsigt, som de forskellige dykandearter har hver deres foretrukne tilholdssteder. De af dem, der er så få, at man lægger mere mærke til dem er Lille Skallesluger (7), og så én af hver af Sortand og Bjergand.

Fire gåsearter var i området idag; 51 overvintrende Grågæs (Lund-flokken manglede idag), 432 Sædgæs, lidt overraskende 11 Blisgæs ved Bruuns Hul (efter at de har været væk et stykke tid) – og så var der kommet jule-Kortnæbbede, ialt 309, et markant tiltræk. 100 på Bygengen, 40 Arup og 150 Læsvig, og så en flok på 19, som fløj lidt frem og tilbage over Hannæs, så at vi begge fik dem at se, ved henholdsvis Glombak og Arup. Der var pænt mange Sangsvaner, men det er jo meget normalt, mere bemærkelsesværdigt er det, at Pibesvaneflokken i Revlsbuske er vokset til 150. Rovfuglene var der ikke iøjnefaldende mange af idag, kun 22 Musvåger, 13 Blå Kærhøge, 4 Tårnfalke og 3 Spurvehøge – 4 arter, tyndt! Dog fortjener 5 Kærhøge tæt sammen efter overnatning i Glombak (sydøst for Krap) at nævnes.

Det er ikke just årstiden for vadefugle; 32 Viber, 35 Rødben og en enkelt ensom Ryle var alt. Fra resten af sumskemaet (skrigefugle, spætter og videre) er der denne gang ikke meget af fremhæve, kun Isfuglen, der fløj ud under centralslusen, 4 Sanglærker ved Arup (åbenbart en lille overvintrende flok dér) og så den kendte Læsvig-Misteldrossel.

Fra feltstationens dagbog – 27. december 1991

Juleferieobservatørerne dukkede op i løbet af formiddagen, og over middag fik vi de to korte taxeringer fyret af i det smukkest tænkelige vintervejr; stille, klart og solskin. En svag nordlig brise var alt – ikke nok til at kruse de spejlblanke vandflader. SÅ SMUKT! “De” havde lovet tiltagende vind i løbet af eftermiddagen, men tværtimod blev det “stillere” og “stillere”, vinden løjede helt af til aften!

Vi startede med at køre en knallert til Kogleaks, derefter kørte jeg Terje på Aruptaxen og til sidst til Krap, hvorfra jeg selv gik Selbjerg. Terje sluttede så af med at hente bilen ved Krap. Tilsammen fik vi set en masse rovfugle (flest i randområderne), næsten lige så mange som på en totaltælling, bl.a. 5 Tårnfalke, lige så mange Spurvehøge, Fjeldvågen i Sydøsthjørnet af Arup og 10 Blå Kærhøge (en ad. han til hver). Der var 248 Sædgæs i Arup, deraf 65 på tax-engene, og 20 Grågæs. Men nok noget af det mest markante var de mange Skægmejser og Rørspurve i flok, som vi begge fik glæde af. Af førstnævnte havde jeg min. 30 (i én flok) i høje rør tæt ved Selbjergdiget (på BNR-siden), og Terje så 8 i Læsvig, i rørene ved Rødebro, hvor vi har set Skægmejser mange gange efterhånden. Én af Terjes var ringmærket, i min flok fik jeg checket de fleste, men ikke alle, og kunne ikke finde nogen med ring. Jeg vil anslå, at vi ser 1 ringmærket Skægmejse for hver 50-100 uden ring; hvis dette forhold har holdt sig konstant siden vi ringmærkede de 236 i Han Vejle befinder der sig i øjeblikket mellem 12.000 og 24.000 Skægmejser i Vejlerne! Tankevækkende tal, ikk’!… Så kom bare an, isvinter!! Men det var næsten mere overraskende med så mange vinter-Rørspurve, vi havde henholdsvis 32 og 17 (Selbjerg og Arup), og de største flokke var på 22 (Selbjerg) og 8 (Vesløs Rør). Dét er ikke helt normalt. Iøvrigt var Selbjergtaxen ren idyl, selvom der var langt mellem fuglene er det jo altid en nydelse at spadsere en tur på Selbjergdiget når lyset er flot og vinden er svag. Det eneste der kunne spolere idyllen en anelse var rørhøsterne, der moslede rundt med deres maskine. De sidste fugle jeg skal huske at omtale er et Knopsvanepar, der lå og så meget forårsforventningsfulde ud i søen nord for piletræet, og en fjern flok på 25-30 Viber over Bygholmengen (11 Viber på Aruptaxen).

Om eftermiddagen oplevede jeg den paradoksale situation, at Sparekassen i Frøstrup havde åbent, mens alle butikkerne var lukkede. Så dér stod jeg med alle mine talenter og kunne ikke komme til at bruge dem…

Om aftenen fik stationen besøg af et tremandshold fra “miljøet” omkring de 2 sydvestjyske feltstationer – Jan P., Timme (“Gekko”) og Kjeldsen junior – på en af deres ca. halvårlige turnéer.
Og Frimer og Inge Marie dukkede op som nytårsgæster.

Fra feltstationens dagbog – 21. december 1991

Selvfølgelig ikke verdens bedste totalvejr til 1991’s tredjesidste total, men i det mindste var det superklart, man kunne se fuglene, og kun måske den første times tid blæste det for meget til at man kunne holde optikken helt i ro. Så generelt kan vi kun være tilfredse med denne total, efter alt det “møgvejr” vi har haft her i december. Arbejdsfordelingen var Terje på Vest, han var pakket og klar til at drage af sted på knallert da jeg ankom ved 9-tiden, så jeg valgte at benytte mig af bilen på Øst, da jeg syntes bygeskyerne så truende ud. Det havde nu ikke været nødvendigt, de byger der faldt var få og små…

Med hensyn til vandstand så havde nattens storm presset fjordvandet op på +136, langt fra at udgøre nogen trussel mod hverken Arup- eller Bygholmdæmningen, men nok til at oversvømme fjordlokaliteterne; på Fjordholmene var det kun jægerhytterne og pigtrådshegnene der stak op, og der lå svaner og “snaskede” langt inde på Holmkær. Hovsør Røn var totalt forsvundet.

Jeg starter artsgennemgangen systematisk med Lappedykkerne, Terje fandt 2 af de Toppede i Tømmerby og 1 i Østerild, så det har åbenbart ikke været nok vinter til, at de sejeste af dem helt har forladt os. En Lille Lap. i Lønnerup er mere traditionelt vinteragtigt. Bygholmengen var for en gangs skyld rigtigt god for svømmeænder, ialfald årstiden taget i betragtning, 1540 Gråænder og 2150 Pibeænder fylder trods alt godt i landskabet. De fleste af dem lå i tætte flokke på parcellerne inde på den centrale del af øst-engen. Bygholmengen var så også totalt dominererende i svømmeande-forekomsterne, bortset fra Krikand, som der kun var 90 af her, men 373 i de Vestlige Vejler. 2220 Gråænder og lige så mange Pibeænder (eller rettere lidt flere, 2242) blev totaltallene – pænt nok i december. Men kun 2 Spidsænder kunne vi finde. Taffelænderne i de Østlige Vejler var flyttet fra Glombak til Selbjerg (75), i Vest kun 30 (Østerild). Troldand-tallet som sædvanligt totalt domineret af Østerild, hvor 400 var at finde (alle i Røvhullet!), derudover ialt 58. En enkelt Bjergand i Østerild og én på Bygholmengen, og så var der 4 forskellige Sortænder; en hun i Han (igår var der en han i Han!), 1 i Vesløs/Arup, 1 Østerild og 1 i Lønnerup -der har været markant mange af disse “fejlplacerede” havænder her inde bag klitterne dette efterår. Igen mange Store Skallesmækkere i Tømmerby, 362, og derudover ialt 79 spredt på mange lokaliteter. Også de Små Skal’dyr (ialt 9) var fordelt på adskillige (4) lokaliteter.

60 Grågæs (½-delen vest og ½-delen øst for Hannæs) viser at det endnu ikke er rigtig vinter. 17 Kortnæbbede ved Østerild er forløberne for de tilbagevendende efter jagtstoppet fra nytår, mens Sædgæssene er mere rå og decideret forsøger at overvintre her. Der var 190 Østpå, hvilket er helt normalt, men Vestpå har en masse Sædgæs igen forladt os, sikkert til fordel for de traditionelle lokaliteter længere vestpå i Thy. 102 Pibesvaner er flere end vi har haft længe, de 75 fouragerede på Revlsbuske. 312 Sangsvaner er derimod ikke specielt mange.

Fra afdelingen for onde fugle med krumt næb kan nævnes 2 fouragerende Tårnfalke på Holmkær, hvor de sikkert kunne nyde godt af paniske mus, der forsøgte at undgå oversvømmelserne. Den lidt større falk Vandrebørven så Terje ved Lønnerup, en adult han, som nok kan være samme fugl som Henrik Barsk så netop ved Lønnerup for en lille uge siden. 15 Blå Kærhøge var næsten ligeligt fordelt på Øst og Vest, der var dog en enkelt “i overskud” Øst for Hannæs og her så jeg også to gamle af de Blå, mens der kun var én af disse nydelser til Terje Vestpå. Til gengæld var det ham der havde dagens eneste Fjeldvåge, nemlig dén i Arup.

Ligesom sidst lå Bygholmengens eneste Blishøne og så meget ensom og forladt ud i Glombakkanalen vest for Centralslusen. Jeg kunne kun finde 8 repræsentanter for vadefugleslægten på min del af totalen; 4 Viber og lige så mange Rødben på Bygholmengen, så resten står Vestruten for: 72 Viber – mange! (45 på Revlsbuske), 30 Hjejler Hovsør Indtørring, 3 Strandhjejler på Arupengen ved Dykkerslusen, 61 Rødben Fjord Vest (stod langs kysten ned mod Sennels) og 70 Ryler i Arup.

Også langt de fleste spændende spurvefugle er fra Vest (måske som en konsekvens af at østruten foregik i bil!): 4 Sanglærker “Galtholm” (vejen mellem de to købmænd), en fed flok på 25 Bjerglærker (!) ved Lønnerup, hvor der også var massivt kragefugletræf med bl.a. 180 Alliker og hele 90 Råger, desuden 3 Silkehaler ved Arup og 1 Laplandsværling sammesteds. Sjagger– og Stæreflokkene talte idag 335 og 277, henholdsvis, og en enkelt vinter-Vindrossel fandt Terje også ved Arup. Til sidst at nævne et rådyr fra Holmkær, hvor vi ser dem af og til, men der kan godt gå måneder imellem…

Og så var det jo idag, at Albert afsluttede sit ophold, han blev kørt til den tidlige Københavnerbus i morgenmørket, farvel og tak for denne gang – men mon ikke vi kommer til at se mere til ham?… -han snakker ialfald om at købe/leje et lille hus her i nabolaget, måske, den gode Albert… Endnu en feltstationsmand, der er blevet så forelsket i Vejlernes natur, at han har svært ved at undvære den…