Influx af Sølvhejrer m.m.

Sølvhejrer, Skestorke og Fiskehejre, Kogleaskssøen, september 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejrer, Skestorke og Fiskehejre, Kogleakssøen, september 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejre, Pytodde, september 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejre, Pytodde, september 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Lørdagens fantastiske indian summer med grill og bål på plænen til sent blev efterfulgt af en tidlig søndag morgen, som vejrmæssigt også var rigtig fin (og meget bedre end DMI’s forudsigelser!), hvor hele Bygholm Vejle fra nord til syd blev checket fra Østre Landkanal-siden.

Det første syn som mødte os var – som Rolf C. ville udtrykke det! – en kæmpeflok af Sølvhejrer i Kogleakssøen, hele 6 styks, som fouragerede på det efterhånden meget lave vand sammen med Skestorke og Fiskehejrer. Det er den største flok af denne art, som til dato er set i Vejlerne (-og Nordjylland?)…

Ned langs Bygholm Nord var det planen at følge udflyvningen af de overnattende Traner, og det lykkedes meget godt; i større og mindre flokke taltes 175 fugle, som alle trak ud på fouragering på Thorup Fjordholme – eller ialfald i en østlig retning. Det er ikke rekord, men et stort tal – og flere end der maksimalt blev talt sidste efterår.

En gammel Havørn – en af de mindst 5-6 fugle, der huserer i Vejlerne og Hjardemål Klit-området for tiden – skabte ravage blandt Bygholm Nords rastende fugle. Et par unge Vandrefalke gav også lidt dramatik, men mest fordi de gjorde talrige udfald imod hinanden i luften.

Da vi nåede Krapdiget lettede på kort afstand en fed ung, ond Duehøg – en art som er blevet alt for sjælden, selve indbegrebet af power!

Endnu en Sølvhejre var kortvarigt oppe at flyve over Selbjerg Vejle (langs Selbjergdiget), i området hvor Sølvhejrerne de seneste år ofte har holdt til – måske den samme jeg så første gang for tre uger siden.

I Øst- og Midtsøerne ved Bygholmdæmningen var der godt med vadefugle, inkl. flere unge Krumnæbbede Ryler og Dværgryler, og sidstnævne sted også en ung kobberfarvet og kortnæbbet Islandsk Stor Kobbersneppe.

Der er jo ikke ellers mange vandfugle på Bygholmengen i disse steppeklima-tider, men alligevel sad en gammel Vandrefalk i baggrunden og skulede. Og én til af slagsen fandt vi på Pytodde, hvor dagens sidste – ottende! – Sølvhejre også dukkede op – den fløj senere mod Glombak eller Bygholm Vejle.

Det var en overraskelse at finde så mange Sølvhejrer idag, men det falder jo i tråd med, at arten de seneste år er blevet mere og mere almindelig. Vi har én gang tidligere i Vejlerne, den 9. november 2009, registreret et samlet tal på 8 eller 9 Sølvhejrer – som tidligere fortalt – men dengang var største antal set på én gang 5 eksemplarer. September har ofte været den bedste måned, og det skulle ikke undre mig, at vi i år kommer til at opleve endnu større tal af denne fremadstormende art, der giver sydlige og eksotiske associationer…

Ynglefuglerapport 2011 på gaden!

Ynglefugle i Vejlerne 2011.

Som det har været tilfældet siden 2007, har firmaet ornit.dk haft ansvaret for et overvågningsprogram for et udvalg af Vejlernes ynglefugle. Overvågningen får økonomisk støtte fra Aage V. Jensen Naturfond, som ejer Vejlerne.

Overvågningen udføres for den institution, vi plejer at kalde DMU, men strukturændringer i universitetsverdenen gør, at vi i fremtiden skal vænne os til, at det hedder DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. Det føles endnu ikke helt mundret, men det kommer vel…

Hvert år publiceres en ynglefuglerapport med resultaterne af overvågningen. Det tilstræbes, at rapporten kommer “på gaden” samme år som den behandlede sæson, og i år lykkedes det! (-i modsætning til 2010-rapporten, der først udkom i juni i år).

Rapporten er tilgængelig for download her – stadig fra DMU’s hjemmeside!: Ynglefugle i Vejlerne 2011 som pdf-fil. Rapporten indgår i en ny serie af tekniske rapporter fra DCE, og har et farvebillede på forsiden! (i modsætning til DMU’s arbejdsrapporter, der udkom i sorthvid). Det er stadig sådan, at rapporterne ikke udgives på papir, men udelukkende i digitalt format.

Samtidig med udgivelsen har DCE lagt en presseomtale af rapporten på nettet. Her fokuseres på vandstandens betydning for ynglefuglenes succes, idet områdets ræve har lettere ved at komme frem til de ynglende fugle ved lav vandstand. Fra 2000 og nogle år frem var bestanden af ræve markant reduceret som følge af sygdommen skab, og netop i disse år ynglede arter som Klyde, Rødben og Vibe i stort antal.

Da overvågningen er “hængt op” på det nationale NOVANA-program, har der i 2011 været særlig fokus på arterne Plettet Rørvagtel, Trane og Sortterne. Der blev kortlagt i alt 13 territoriehævdende Plettet Rørvagtel, det største antal siden 2007. De fleste ankom i juli. Bestanden af Trane var på seks stedfaste par kortlagt ved gentagne lejligheder i løbet af ynglesæsonen. Det er den største bestand, som hidtil er registreret i Vejlerne. Der blev registreret 26-36 ynglepar af Sortterne i en koloni i Kogleakssøen. De fik i alt 11 flyvedygtige unger, et bedre resultat end i 2010, hvor ingen unger blev produceret.

Af øvrige markante udviklinger i 2011 kan nævnes, at Rørhøg og Rørdrum har taget meget vel imod naturgenopretningen i Tømmerby Fjord, hvor diget er udbedret og vandstanden markant forhøjet.

Skestork genindvandrede i 2011 til Vejlerne, og for første gang siden 1996 blev lokaliteten Melsig i Arup Vejle taget i anvendelse. Otte rugende fugle blev iagttaget fra land.

Kun 25 par Klyder og 24 par Havterner på Bygholmengen er en fortsættelse af tendensen fra 2010 med meget lave tal af disse kolonirugende arter, der er afhængige af en høj vandstand. Der var stort set ingen ynglesucces hos Klyde, og slet ingen hos Havterne.

Med 52 territorier af Engryle er der tale om en lille tilbagegang i forhold til 2010, mens en anden af engenes meget fåtallige arter, Brushøne, havde en lille fremgang til syv yngleurolige høner. Samme dag som denne tælling blev gennemført sidst i juni sås i alt 11 Brushaner på spillepladser, og sammen med dem yderligere tre høner (som nok næppe har nået at yngle i år; men kan være udtryk for mislykkede yngleforsøg). Det er en fremgang fra fem ynglehøner i 2010 til samme niveau som i 2008-2009, men i et længere perspektiv er bestandsniveauet meget lavt.

Stor Kobbersneppe ynglede i år med 116 par, 10 par flere end i 2010.

I afsnittet om driftsforhold omtales i år et hidtil upåagtet problem i Vejlerne: at ynglefugle kolliderer med hegnstrådene. Et konkret, fotodokumenteret tilfælde af en nyudfløjen Engryle med såret vinge kan formentlig tilskrives, at fuglen var fløjet ind i den hegnstråd, der krydser engen tæt på iagttagelsesstedet. På Tipperne, hvor man i en årrække har været opmærksom på dette problem, har man helt kunnet afhjælpe det ved at føre en hvid snor langs med hegnstråden (viklet om tråden). Rapporten anbefaler, at der også i Vejlerne indføres en form for afværgeforanstaltning for at minimere risikoen for kollisioner med hegnstråd i de vigtigste områder for engfugle.

I sommeren 2011 græssede 300 kreaturer på Bygholmengen, heraf 100 med kalve, hvilket giver en kapacitet svarende til 330-350 voksne kreaturer. Det kan konstateres, at det lave antal i kombination med en relativt kort græsningssæson har bevirket, at opvæksten af tagrør ikke har kunnet holdes nede, især på de fire nordligste parceller. En markant opvækst af tagrør her kan medvirke til en forringelse af forholdene for engfuglene i den kommende ynglesæson.

I øvrigt kan jeg kun opfordre til, at man selv læser rapporten og tilegner sig flere detaljer om, hvordan og hvorfor det er gået med ynglefuglene, som det er! God fornøjelse med læsningen!

Traner på udflugt

Traner og Gravænder, Thorup Fjordholme, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Traner og Gravænder, Thorup Fjordholme, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I formiddags gik 24 Traner klos op ad hovedvej 11 mellem Gøttrup og Fjerritslev og fik mere end én bilist til at stoppe op. Det er det østligste, jeg har set flokken af Traner fra Vejlerne gå og fouragere – ellers ser vi dem jo ofte på de dele af Thorup Fjordholme, der ligger lidt tættere på overnatningspladsen på Bygholm Vejle. Alle individer i flokken var yngre fugle helt uden rødt i hovedet.

Kornmarken de gik på var iøvrigt ualmindeligt levende, der var mange Viber, fouragerende Rørhøg, Hættemåger, mudder-samlende Landsvaler, skogrende Fasan og – som det ses – en bande Gravænder. Hyggeligt sted – monstro økologisk?

Vullum Vildmark

Havørne, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørne, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er ikke Vejlerne, men (nogle af) fuglene er sikkert gengangere!

I lørdags tilbragte jeg nogle timer i området mellem Vigsø og Lild Strand.

Hjardemål Klit, Vullum, Harboslette, Glæde – det er et storslået vildmarkslandskab, og man kan godt undre sig over, at det ikke blev fundet værdigt til at indgå i Nationalpark Thy.

Når man kravler op på en klittop ude ved bugten og kan overskue det hele – og se, at man er det eneste menneske ved stranden på en mere end 10 km lang strækning, føler man sig lidt lille. Her er plads til stor natur, og landskabets storladenhed understreges af store fugle.

Et par gamle Havørne legede sammen i vinden – når de ikke lige skræmte med Grågæs og Skarver – og 26 Traner lod sig også skræmme op af ørnene, trompeterende.

Havørne og Grågæs, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørne og Grågæs, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn og Skarver, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn og Skarver, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Traner, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Traner, Vullum, september 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Årets ynglefuglerapport

Som jeg lovede sidst, ville ynglefuglerapporten for 2009 være nogenlunde aktuel, når den udkom.

Well, nu er den her ialfald, netop lagt online i en større “bølge” af DMU-rapporter, som udkommer i ugen op til jul. Den kan hentes her: Ynglefugle i Vejlerne 2009 som pdf-fil. Rapporten er udarbejdet af Henrik Haaning Nielsen og undertegnede, tilsammen også kendt som ornit.dk. Vi har en kontrakt med DMU om denne overvågning, der får økonomisk støtte fra Aage V. Jensen Naturfond.

Rapporten nåede altså lige at udkomme i samme år som den ynglesæson, der behandles i rapporten…

I må selv studere publikationen for at se, hvordan det gik ynglefuglebestandene, men jeg kan kort summere, at der i 2009 især var fokus på Klyde, Sortterne og Trane. Der blev kortlagt 80 par Klyder, det fjerdelaveste siden feltstationens start i 1978. Sortternerne gik tilbage til blot 18-25 par, hvilket er blandt de dårligste resultater for denne højtelskede Vejler-specialitet, men der blev i det mindste produceret unger i år, 11 flyvefærdige ungfugle. Med fire sandsynlige og to mulige par af Trane er det hidtil største antal ynglepar af arten i Vejlerne.

Der er i denne rapport gjort lidt mere ud af at sammenligne årets resultater med tidligere års, og for de fleste arters vedkommende er der kurver, der viser udviklingen i bestanden siden 1978.

For Stor Kobbersneppe indeholder rapporten en interessant detalje. Vi kortlagde de ungevarslende fugle ved juni-gennemgangen, hvor der var en fantastisk høj overlevelse af yngleforsøgene – næsten 100% (109 par mod 112 i maj). Sammenlignet med territoriernes fordeling i maj viser det sig, at en stor del af parrene havde vandret med ungerne over store afstande. De ungevarslende par var koncentreret i den nordøstlige del af Bygholmengen; næsten halvdelen opholdt sig i det område, som var blev slået i juni 2008, og som nu i 2009 fremstod med ”mellemhøjt” græsdække.

Rapporten indeholder naturligvis også de sædvanlige afsnit om driftsforhold og vandstand, der jo som bekendt kan være ganske afgørende for ynglefuglenes muligheder. For Bygholmengens vedkommende var der en meget lav vandstand gennem det meste af vinteren og foråret, forstærket af at april bød på meget lidt nedbør. Maj og juni blev dog relativt våde, så udtørringen i vadefuglenes ungeføringstid var ikke så omfattende, som det er set mange andre år (sidst i 2008). Engen fremstod tør i juni, men den regelmæssige regn betød, at der konstant var fugtighed til stede i græstørven og dermed fødeemner for engfuglene. Generelt var antallet af ungevarslende vadefugle i juni derfor højt i 2009 (som illustreret af eksemplet med Kobbersnepperne).

Igen kan det ærgre mig lidt, at DMU for arbejdsrapport-serien kører med sorthvidt omslag, så Henriks flotte kobbersneppefoto bliver lidt farveløst…

God fornøjelse med læsningen!

Underholdning på engen

Det kan godt være, at de Kortnæbbede Gæs ankom sent i år, men til gengæld har det da været en massiv ankomst! De seneste dage har småflokke kunnet høres stort set konstant i luften over Hannæs (jeg skriver “høres”, fordi jeg det meste af tiden har siddet foran min PC på kontoret).

Men jeg var i Kraptårnet sammen med en gruppe gæster i aftes, og på den nordlige del af Bygholmengen var der nogle meget store flokke Kortnæbbede Gæs – ikke talt, men der var i al fald minimum i størrelsesordenen 4500-5000 fugle. I flokkene var der også en Snegås og en mærkelig “kanelgås”, på størrelse med en Kanadagås, hvidlig med beige anstrøg, stort orange næb og nogle Indisk Gås-agtige tegninger ned ad nakken. Jeg har aldrig set noget der ligner før…

Samtidig gik 100 Traner spredt ud over engen, en Sølvhejre sås tæt på Glombak-diget på stor afstand, og en Vandrefalk jagede Krikænder lige foran tårnet. Nogen havde set en Havørn få minutter før vi ankom.

Så der er mange fugle at kigge på fra Kraptårnet for tiden, det kan anbefales!

Farvel til Tranerne…

Jeg har ikke været ude og kigge efter Tranerne på Bygholmengen den sidste tid, men der er indtil for få dage siden rapporteret om 65 fugle ifølge DOFbasen.
Men i går, søndag den 13. november, havde Jens Kristian Kjærgård en flok på 37 (inkl. 1 1K), der trak sydpå over Thisted – og han har oven i købet fotodokumenteret det flot – se galleriet på Netfugl. De har sikkert haft kurs mod Spanien, og vi ser dem sikkert ikke før i marts måned igen…

Observationer

Som det nok er de fleste læsere af denne side bekendt, er der jo i disse dage felttræf i Thy – og efterårsferie.
Så der er masser af mennesker, der hver dag ser masser af fugle i området – også i Vejlerne.

Jeg har ikke haft mulighed for at drøne en masse rundt – vi er jo nogle der skal arbejde 🙂 – men vil da alligevel nævne et par hyggelige oplevelser med fine fugle. Mandag-tirsdag havde jeg min store lillebror og hans familie på besøg, og vi var lidt rundt, bl.a. gik vi mandag eftermiddag i blændende vejr en tur på Hovsør Røn, som er en god lokalitet for nogle af de fugle, der udenfor yngletiden bliver forvandlet fra højfjeldsfugle til strandengsfugle – og der var da også både 90 Bjergirisker og 15 Bjerglærker, som vi så rigtig fint – nogle af mine yndlingsfugle. Mandag aften var vi i Kraptårnet og kigge på Tranerne – det var der også rigtig mange andre, der havde fundet på. Det Kraptårn er snart ved at være for lille!

Tirsdag tog vi til Tved Plantage og fugletårnet ved Sårup. Der var ikke så meget at se ude over reservatet, men en fin rudel Krondyr med bl.a. en 14-ender buk blev det da til. Dansk storvildt når det er flottest! Andre så samme dag en Kongeørn derude, og vi kiggede meget efter store vingefang, men fandt den ikke. Til gengæld var der lige foran tårnet i nogle lave fyrretræer i plantagen en flok fine Stor Korsnæb, som det var en stor nydelse at kigge på i teleskopet. Da de lettede viste det sig, at flokken indeholdt ikke færre end 32 individer.

Nattetraner

Efter endnu en lang dag med (gen)bearbejdning af Vejlernes ynglefugle, trængte jeg i den grad til noget luft. Valget faldt på en tur til Kraptårnet, selv om det jo var en diset affære. Men jeg håbede på, at Tranerne gik tidligt i seng i dag, så jeg om muligt kunne få lidt check på fordelingen af årsunger i flokken.
Mit håb blev imidlertid gjort til skamme. Jeg ankom, samtidig med at gravølsselskabets Albert forlod stedet ved 18-tiden, og på det tidspunkt var der endnu ikke ankommet en eneste Trane. De første 4 ankom 18:30 – da kunne man akkurat skelne i disen og det svindende lys, at det drejede sig om en familieflok med 2 “okker-halsede” ungfugle. Da de næste 37 ankom 20 minutter senere var det uigenkaldeligt for sent til at se noget som helst andet end udviskede silhouetter. Jeg ventede længe… – og gik tilbage til P-pladsen kl. 19:15, lige efter at der var kommet endnu 36 Traner. Så jeg nåede kun at se 77 i alt.
Jeg har svært ved at tro, at de resterende ca. 60 fugle (op til de 135, der er blevet meldt i sidste uge) tilbringer natten et andet sted, men hvis de går til overnatning på Bygholm Vejle, går de godt nok sent i seng, skulle jeg hilse og sige… Der var på det tidspunkt ingen bevægelser af fugle længere, de sidste gæs og store måger var kommet trækkende til og gået til ro for natten.
Iøvrigt var det en ret fin og stemningsfuld aften, som bl.a. bød på et par meget snakkende Små Lappedykkere i kanalen foran tårnet, en stor flok Kortnæbbede Gæs på engen og marken lige bag tårnet, og vores meget trofaste Steppehøg passerede tæt forbi tårnet et par gange.
Da jeg kom hjem lå der en telefonbesked fra “Haaningz”, der havde været på Ør. Landkanal-diget og haft en ung Aftenfalk længere nordpå i Bygholm Nord.

Tågetraner

Traner, Bygholmengen, september 2005. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.
Traner, Bygholmengen, september 2005. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.

Lørdag morgen tilbragte jeg i Kraptårnet, hvor jeg ankom et kvarters tid før solopgang. Det havde ikke været specielt tåget indtil da, men solens opgang fik en tyk gang mosekonebryg til at lægge sig over Bygholm-lavningen. Det var helt stille, og man hørte Tranernes trompeteren, som blev forstærket af den fugtmættede kølige luft – en meget stemningsfuld morgen.
Omkring solopgang lettede de første 48 Traner fra Bygholm Vejle og fløj østpå til Thorup Fjordholme til dagfouragering, og senere trak de i smågrupper lidt efter lidt. Da jeg brød op ved 9-tiden stod der stadig en små 20 stykker tilbage, og ialt havde jeg talt 105.

Iøvrigt fremgår det af NOK-rapporten, som kom med posten igår, at rekorden af Traner i 2004 var på 124, så vi mangler stadig en smule for at slå den. Men efterårsflokken på Bygholm topper normalt altid i oktober, så mon ikke der bliver ny rekord igen i år…

Udover Tranerne hyggede jeg mig med en fritstående Rørdrum midt ude på engen, 16 Skestorke, 2 Blå Kærhøg-hunner samt denneher Steppehøg, Henrik har  fortalt om. Jeg så den meget mørkorange ungfugl flyve på sine lette vinger langs østsiden af Bygholmengen nordpå, til den forsvandt ind i Selbjerg Vejle. Det var således på stor afstand, og jeg kunne ikke se de afgørende kendetegn. I mine øjne så den ikke ud til at have særlig markant halskrave, men det var som nævnt på for stor afstand…