Fra feltstationens dagbog – 13. oktober 1998

Vi var rigtigt gode og tog totalen på pentadens førstedag. (Med det vejr skulle vi også skamme os, hvis ikke vi havde gjort det!!!)… Det gav igen mange fugle – dog ikke på fjorden, hvor vandstanden er steget ca. 85 cm i forhold til sidste total!!!
Der var lidt tendens til ansamlinger af Toppet Lappedykker i Tømmerby Fjord med 36 dér – dog langt fra de tal, der sås for nogle år siden… De 36 udgjorde halvdelen af dagens tal. 5 Rørdrummer er et pænt stort tal på en oktoberdag – de 3 sås iøvrigt sammen over Firkanten/Tovsig-rørskoven. Pibesvane-tallet stiger stadig, idag 466, og stadig blot fordelt på tre lokaliteter: Bygholmengen, Vesløs/Arup og Østerild. Pæne tal af svømmeænder, det fremskredne tidspunkt på sæsonen taget i betragtning, bl.a. 3 Knar-, 503 Spids-, 2 Atling– og 109 Skeænder. I alt stadig over 10.000 svømmeænder.

Balancen mellem Rørhøg og Blå Kærhøg er forlængst tippet; idag sås blot en enkelt af de første og 11 af sidstnævnte. Hele 2 Duehøge kunne Thomas hygge sig med på Bygholmengen – iøvrigt samtidig med at der var 2 Vandrefalke!

Terje var i Kraptårnet om morgenen, herfra kunne han melde om ny rekord af Traner igen/igen!! – nu var der 47, heraf 11 ungfugle fordelt på 6 kuld. Imponerende!

Nogle få seje Klyder holder ud på såvel Bygholmengen som i Arup. Hjejler og Viber var nemme at tælle i tætte flokke, og tallene blev 5171 og 2957, henholdsvis. En Krumnæbbet Ryle på Bygholm er nok den sidste. På trods af vandstandsstigningen sås der flere Almindelige Ryler end på sidste total, 1411 – men de sås næsten alle inde bag digerne! Sortklire er langt den talrigste klire for tiden, idag 75. I Læsvig “hang” der en sen Tinksmed, men den er nok ikke kommet af sted fordi den er skadet – hele det ene ben mangler totalt!

Det var også i Læsvig at dagens hit dukkede op; pludselig sejlede ind i teleskopfeltet en Hvidvinget Terne – ja dvs. først så jeg den jo bare som en moseterne i ungfugledragt. Jeg fandt selvfølgelig hurtigt ud af, at det ikke var en Sortterne p.g.a. manglende “skulderplet”, men det var straks lidt sværere sikkert at fastslå, om det var en Hvidvinget eller en Hvidskægget – især efter den debat, der var om bestemmelsen af fuglen på Agger Tange i sidste uge. Jeg følte mig dog ret sikker på, at det var en Hvidvinget, p.g.a. hovedtegning, meget lys hale og jizz – den fouragerede utroligt livligt, let og elegant, og tog indimellem en ordentlig “himmelflugt”, hvor den steg højt til vejrs. Den blev ringet ud via Thomas’s mobiltelefon, og en del twitchere fra “Operation Hanstholm” nåede at se den. Der var stadig lidt delte meninger om artstilhørsforholdet…

Fra feltstationens dagbog -12. oktober 1998

Om aftenen checkede Thomas Tranerne på engen, og igen var der rekord: 45 minimum!!! De blev nemlig kun checket fra dæmningen, idet der var en underlig dykand, som han kiggede længe på – og ikke nåede nogen konklusion med! Den var “bare mærkelig“… Og så var der også en efterhånden temmelig sen Atlingand på engen

Fra feltstationens dagbog – 11. oktober 1998

Det feltornitologiske træf “operation Hanstholm” løber af stabelen i denne uge, så der er mange folk der er meget parate til at finde hits. Idag blev der således fundet Fuglekongesanger i Fyrhaverne, som Thomas var oppe og bekigge.

I Vejlerne skete der ikke så meget, Bygholmengen blev checket igen, men stort set alle tallene var mindre end igår! Dog 370 Almindelige Ryler inde på engen (-vandstanden på fjorden er steget nu).

Fra feltstationens dagbog – 9. oktober 1998

På den lavvandede Limfjord ud for Bygholmdæmningen fouragerede 8 Knortegæs og de 12 Kanadagæs, der har været her et stykke tid.

Der var igen en Duehøg hun, der rastede i Bos Buske og forskrækkede observatøren, da den brasede ud! Som sædvanligt på totalerne nåede vi 3 Vandrefalke – en ungfugl i Arup Vejle og på Bygholm en ad. han og en ung hun, som på et tidspunkt sås sammen, efter at ungfuglen havde vovet sig for tæt på den gamles territorium i dens jagt på Pibeænder

Fuldmånen bringer igen samling på brokfuglene, dog ikke særligt store Hjejle-tal, men 1955 Viber taltes. Og 99 Strandhjejler på fjorden. Mest bøvlet på Limfjorden var en “helvedes” masse måger der skulle tælles, især 2600 dumme Sølvmåger!

Dagens sjældneste obs. stod Thomas for: en trækkende Bjergvipstjert ved Arupskrænten.

Fra feltstationens dagbog – 8. oktober 1998

Thomas havde praktikant-Lasse med på månedenes Lønnerup-tælling. Der var mange fugle med den extremt lave vandstand, der er efter 14 dage-3 ugers konstante østenvind. Bl.a. taltes 303 Spidsænder, 71 Brushøns, 11 Sortklirer og 2 sene Store Kobbersnepper.

Bagefter var de en tur på Bygholm, hvorfra de især berettede om extrem lavvande på Limjorden – så der bliver noget at arbejde med på totalen, der er planlagt til imorgen…!

Fra feltstationens dagbog – 26. september 1998

På vej hjem checkede jeg lige Lønnerup Fjord, hvor vi jo normalt ikke kommer så meget. Der var rigtigt mange fugle i fjorden, bl.a. 320 Brushøns – det er mange flere, end vi talte på hele totaltællingen i Vejlerne igår! Den unge Vandrefalk, jeg så på Arup Holm og Hovsør Røn igår, var nu over Lønnerup, hvor den fik skabt panik i nogle hundrede fugle. Den var lige ved at ramme en af Brushønsene i et vildt dyk!

I Østerild talte jeg lige “for en sikkerhedsnåls skyld” Spidsænderne, og nåede idag op på det pæne runde tal 500, på trods af at jeg talte dem meget præcist. Og så mangler der endda nok 35 fugle, som igår lå i den lille skjulte vig ud for Røde Bro. Den checkede jeg ikke, men jeg kunne ikke lade være med at køre ud til Dykkerslusen for at se, hvad der lå ved Tagholmene – og da der her lå 220 fugle, nåede vi altså en ny rekord for Vejlerne idag!
Thomas var ude om eftermiddagen/aftenen, hvor han også lige talte lidt Spidsænder, men kun 25, på Bygholm. Det bringer alligevel dagstotalen op på 740 – absolut et pænt tal for Vejlerne! Han så iøvrigt også den akavede og famøse Skeand med “Blåvinget And-halvmåne”, som har irriteret os siden foråret.

Og så var han i Kraptårnet og kigge på de 39 Traner, men inden Thomas nåede derud havde Egon Mogensen talt ikke færre end 42. Vi foretrækker jo selv at have styr på tallene, når det drejer sig om rekorder, men 42 passer også med, at Helge om eftermiddagen havde haft 3 fugle tiltrækkende vestfra, højt over Østerild Fjord. Det er sgu vildt, synes jeg, at vi nu har over 40 – men det kan selvfølgelig ikke imponere en svensker!…

Fra feltstationens dagbog – 25. september 1998

Der var igen rigtigt mange fugle i Østerild, over 10.000 svømmefugle! – heraf ikke færre end 6090 Pibeænder (minimum)!! Totalt talte vi meget tæt på 10.000 Pibeænder (9976), så der er langt ned til den næst-talrigeste svømmeand Krikanden med 3396. Desuden var der (ialfald efterårs-) rekord af Spidsænder, 669, som næsten udelukkende befandt sig i de Vestlige, med 425 i Østerild og 185 i Arup. I Arup (hvor der ikke er mange svømmeænder ellers) ligger samtlige Spidsænder i det smalle stykke vand mellem Tagholmene og land. Pudsigt. På Bygholmengen, til gengæld, ligger næsten alle de 194 Skeænder, og alle de 16 Atlingænder, der er tilbage. Hvor længe mon de har tænkt sig at blive? I svømmefuglemylderet i Østerild indgik også 2940 Blishøns (majoriteten af totalens 3675), og heraf har en et meget specielt udseende, idet det meste af ryggen er hvid. Ret pæn er den ikke!

Fiskeørn sås idag i Tømmerby Fjord, Dværgfalk ved Bruuns Hul, og der var (selvfølgelig) Vandrefalk på Bygholmengen, samt efterårets første i de Vestlige Vejler. Det var en ungfugl som jeg først så på Arup Holm, senere på Hovsør Røn, begge steder med bytte (en bekkasin på Hovsør).

Fra feltstationens dagbog – 24. september 1998

Jeg gik Selbjergtaxen om morgenen, Aruptaxen til aften. Det var begge et par hyggelige ture, især Selbjergtax’en, som bød på en af de helt uforglemmelige oplevelser. Mens jeg sad på det sydligste “stigetårn” kiggede jeg på et tidspunkt op ad diget, hvor jeg ca. halvvejs oppe mod piletræet fik øje på et større pattedyr. Na, det er vel en ræv, tænkte jeg, inden jeg nåede at få kikkerten for øjet – men på den anden side, farven passede egentlig bedre på et rådyr. Det var ingen af delene, det var nemlig en rigtig fed ODDER, der var på jagt på diget der i fuldt dagslys!!! Den hoppede og sprang omkring og var utroligt livlig, og jeg kunne sidde og følge den i omkring 5 minutter, inden den forsvandt ned i rørene på Selbjerg-siden. Det var cirka ud for BNB/BNC-grænsen, der hvor rørskoven i Selbjerg er meget smal, så den har let adgang til vandfladen derfra. Det er kun tredje gang på 10 år, jeg har set Odder i Vejlerne, og de to andre gange var begge om natten og slet ikke tilfredsstillende – men det var det idag!!! Så min dag var reddet.

Selbjergtax’en bød selvfølgelig også på mange Skægmejser, ialt 220 (incl. 40 som egentlig var udenfor tax) – igen et meget højt tal, og hvis man virkeligt var opsat på det, kunne man nemt banke det meget højere op. Men det er jo ikke så interessant – derimod ville det være rart at vide, hvor mange her virkeligt er!?… Den talrigeste fugl på taxen var dog ikke Skægmejse, men Dobbeltbekkasin, hvoraf der røg hele 360 op fra Kogleakssøen i 4-5 mere eller mindre tydeligt adskilte flokke. Det er lidt imponerende, når der pludselig dukker så mange fugle op af “ingenting”, og man fornemmer, at der lige så godt stadig kan sidde en hel masse tilbage, som bare er usynlige for mennesker!…

Der var ikke meget at komme efter på Aruptaxen talmæssigt, mest “tællearbejde” var der med at holde styr på 345 Engpibere. I Læsvig stod der helt op mod hovedvejen på en stubmark en pudsig blandet gåseflok med 600 Grågæs, 40 Kortnæbbede og 45 Sædgæs.

Fra Haaning’s er der indløbet en lidt usædvanlig obs. på disse kanter: en trækkende Bjergvipstjert.

Fra feltstationens dagbog – 23. september 1998

Jeg kørte Thomas på Fjordholmtax, som blev gået ved en optimal vandstand på -16, så den kunne gås i gummistøvler! Taxen gav ikke vildt meget, men bl.a. 116 Strandhjejler, 1236 Almindelige Ryler og 182 Storspover var nogle af de pænere vadefugletal. En af rylerne var skamskudt, og i det hele taget medfører det en hel del frustrationer at gå langs Fjordholmene i september – bl.a. fandt han lige udenfor et skydeskjul en skudt Skarv samt en skudt Sølvmåge (og to tomme patronhylstre)… (!) På Borreholm sad en Vandrefalk, og på Bygholmengen yderligere 2. Samme sted sås ligeledes 12 særdeles uønskede Kanadagæs. Flyv ned på Fjordholmene og dø af blyforgiftning, skal mit fromme ønske for alle Danmarks Kanadagæs være!…

Ellers var det ikke det vilde der skete idag, men Thomas var ude til aften for at følge svaleovernatningen – og kunne konstatere, at det er slut, ikke en eneste Landsvale ankom til Bygholm Nord om aftenen. Det gjorde i stedet 5500 Stære, så lidt fik han da ud af det (udover den negative konstatering, som jo også er en værdifuld information!)… 2 sete Rørdrummer må da også have bødet lidt på fraværet af svaler…