Skægmejser, Han Vejle, juli 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
De dystre spådomme om, at den forgangne hårde vinter ville føre til uddøen af vores lokale stamme af Skægmejse viste sig heldigvis ikke at holde stik, og nu kan dette syn af store ungfugleflokke igen opleves i Vejlernes rørskove (billedet taget i Han Vejle forleden dag).
Nu lægger Skægmejser ifølge litteraturen adskillige kuld æg i løbet af en sommer, og de tidligste af sæsonens unger skulle oven i købet være i stand til allerede at yngle samme år – her er tale om en art med en ynglestrategi, der hurtigt og effektivt svarer igen oven på de store tilbageslag, bestanden lider efter en hård vinter…
Desværre, til gengæld, lader det til at vore store forhåbninger om et positivt yngleresultat for Kogleakssøens Sortterner – Danmarks største koloni af arten – bliver skuffede. Ialfald var der ingen reaktion igår, da en Rørhøg to gange var inde over koloni-området på lav fouragering. Og trods eftersøgning i Lund Fjord, Han Vejle og Selbjerg Vejle fandt jeg kun to adulte Sortterner i alt. Dværgmågerne har også givet op for et stykke tid siden. Men igår lå der 19 adulte/3K-fugle i samlet flok midt i Lund Fjord, plus 5 fouragerende 2K-fugle.
Der er stadig lidt liv i Fjordterne-kolonien i Kogleaks
Jagtfalk, Bygholmengen, juni 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Denne morgen blev tilbragt med årets sidste enggennemgang – det var et extra check af Bygholmengen, det gjaldt. Det var en smuk stemning, helt stille og med lav jordtåge i starten, og det blev ikke dårligere af, at det senere blev noget, der mindede om rigtigt sommervejr, hvilket faktisk er første gang under ynglefugletællingerne i år…
Jeg må sige, at det har givet en ny dimension til besøgene på Bygholmengen, at det foregår i selskab med den stationære Jagtfalk, en fugl der bare er for fed, for at citere Martins ord – ja, jeg kan kun give ham ret!
I dag var det mig, der var blevet tildelt de vestlige parceller – og det er jo her, at den store børge oftest huserer. Ikke færre end fire gange oplevede jeg at være indenfor fotoafstand af fuglen, der præsenterede sig både forfra, fra ryggen og fra siden samt i alle mulige andre vinkler, i såvel mod- som medlys.
Jagtfalk, Bygholmengen, juni 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Jagtfalk, Bygholmengen, juni 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Død odder, Bygholmdæmningen, marts 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det er altså ikke mig, der har kørt den over!
– men denne unge odder lå død på Bygholmdæmningen forleden, næsten ud for møllen. Det er et sted, som åbenbart fungerer som overgang for oddere fra Glombak-kanalen til Pytodde-lagunen og Limfjorden, for her er også tidligere fundet trafikdræbte oddere.
Det er jo trist at opleve (selv om det på den positive side vidner om, at der er en pæn bestand af oddere efterhånden). Men jeg har svært ved at se, at der er meget at gøre ved det – der er jo ikke tale om en kanal, hvor man kunne etablere en faunapassage…
Opdatering 11. maj 2010: I dag gentog historien sig. Da vi kørte over Bygholmdæmningen klokken 5 i morges lå der endnu en ung odder, kørt ihjel i nat. Den lå et par hundrede meter øst for den, der lå der i marts. Mon ikke det er et par unger fra samme kuld sidste år?… Ialfald er det tydeligt, at der foregår en fast trafik af oddere fra Glombak-kanalen over dæmningen til Pytodde-lagunen. Bare nogen kunne finde på en løsning, der kunne lade odderne passere uden fare for at blive ramt af en bil!
Opdatering 14: november 2012: At trafikken er en dræber, kan stadig konstateres med jævne mellemrum. Fornylig lå en død ilder ved hovedvejen ud for Østerild By, og ved samme hovedvej ud for Trekanten/Vesløs Vejle få hundrede meter fra rundkørslen i Vesløs – så trafikken burde ikke foregå i så høj hastighed – ligger i øjeblikket en ung odder med tarmene udenfor pelsen – i øvrigt ikke i nærheden af noget vandløb (men der er oversvømmede enge på begge sider af vejdæmningen). Endelig så jeg idag mellem Klim og Fjerritslev ved den gamle hovedvej en død grævling i rabatten…
Som jeg lovede sidst, ville ynglefuglerapporten for 2009 være nogenlunde aktuel, når den udkom.
Well, nu er den her ialfald, netop lagt online i en større “bølge” af DMU-rapporter, som udkommer i ugen op til jul. Den kan hentes her: Ynglefugle i Vejlerne 2009 som pdf-fil. Rapporten er udarbejdet af Henrik Haaning Nielsen og undertegnede, tilsammen også kendt som ornit.dk. Vi har en kontrakt med DMU om denne overvågning, der får økonomisk støtte fra Aage V. Jensen Naturfond.
Rapporten nåede altså lige at udkomme i samme år som den ynglesæson, der behandles i rapporten…
I må selv studere publikationen for at se, hvordan det gik ynglefuglebestandene, men jeg kan kort summere, at der i 2009 især var fokus på Klyde, Sortterne og Trane. Der blev kortlagt 80 par Klyder, det fjerdelaveste siden feltstationens start i 1978. Sortternerne gik tilbage til blot 18-25 par, hvilket er blandt de dårligste resultater for denne højtelskede Vejler-specialitet, men der blev i det mindste produceret unger i år, 11 flyvefærdige ungfugle. Med fire sandsynlige og to mulige par af Trane er det hidtil største antal ynglepar af arten i Vejlerne.
Der er i denne rapport gjort lidt mere ud af at sammenligne årets resultater med tidligere års, og for de fleste arters vedkommende er der kurver, der viser udviklingen i bestanden siden 1978.
For Stor Kobbersneppe indeholder rapporten en interessant detalje. Vi kortlagde de ungevarslende fugle ved juni-gennemgangen, hvor der var en fantastisk høj overlevelse af yngleforsøgene – næsten 100% (109 par mod 112 i maj). Sammenlignet med territoriernes fordeling i maj viser det sig, at en stor del af parrene havde vandret med ungerne over store afstande. De ungevarslende par var koncentreret i den nordøstlige del af Bygholmengen; næsten halvdelen opholdt sig i det område, som var blev slået i juni 2008, og som nu i 2009 fremstod med ”mellemhøjt” græsdække.
Rapporten indeholder naturligvis også de sædvanlige afsnit om driftsforhold og vandstand, der jo som bekendt kan være ganske afgørende for ynglefuglenes muligheder. For Bygholmengens vedkommende var der en meget lav vandstand gennem det meste af vinteren og foråret, forstærket af at april bød på meget lidt nedbør. Maj og juni blev dog relativt våde, så udtørringen i vadefuglenes ungeføringstid var ikke så omfattende, som det er set mange andre år (sidst i 2008). Engen fremstod tør i juni, men den regelmæssige regn betød, at der konstant var fugtighed til stede i græstørven og dermed fødeemner for engfuglene. Generelt var antallet af ungevarslende vadefugle i juni derfor højt i 2009 (som illustreret af eksemplet med Kobbersnepperne).
Igen kan det ærgre mig lidt, at DMU for arbejdsrapport-serien kører med sorthvidt omslag, så Henriks flotte kobbersneppefoto bliver lidt farveløst…
Dådyr, Tømmerby, december 2009. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vores “elskede” dådyr giver stadig daglig “glæde”…
De er nu for alvor i tyk og kontrastrig vinterpels, og i køkkenhaven har de fået spist rub og stub, således at vi i år for første gang skal ud og købe jule-grønkålen! (Man kan sammenligne udseendet af dyrene – og haven – med sidst jeg uploadede en lille historie om Hannæs’ dådyr-flok, i dette indlæg).
Udover den synlige påvirkning i køkkenhaven er de på alle andre måder tydelige i det lokale mikro-landskab, således har de på et halvt år fået skabt meget mere markante stier rundt på grunden, end det gennem mange år er lykkedes mig med kratrydder, machete, blod, sved, banden og sværgen!…
(Og at de så også giver forøget risiko for borrelia og østeuropæisk hjernebetændelse er et yderligere “krydderi” på fortællingen).
Efter julefrokost i aftes kom giften ud af kroppen med en gåtur i Østerild Plantage i fantastisk smukt vejr. Der var ikke mange fugle; en syngende Gærdesmutte, lidt Fuglekonger og Små Korsnæb samt lyden af Sangsvaner i baggrunden.
Men der kom lidt stemningsbilleder ud af turen…
Østerild Klitplantage, december 2009. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ved 8-tiden i morges havde Susanne & Helge 4 Sølvhejrer i Vesløs Vejle, hvoraf den ene senere på formiddagen fløj nordpå op mod Tømmerby.
Og ved 15-tiden så Henrik en Sølvhejre i Selbjerg – det kunne være den ene af fuglene fra Vesløs Vejle – mens jeg cirka samtidig midt i Læsvig havde 3 fugle, som fouragerede livligt i én af de søer, der kun kan ses fra skrænten ved jagthytten – givetvis de 3 resterende fra Vesløs Vejle.
Så vidt så godt – fire Sølvhejrer er jo kanon!
Men på DOFbasen ser jeg så, at Flemming fra Vesløs kl. 10:55 har haft 5 Sølvhejrer sammen ved Krapdiget i Bygholm Vejle (kom tilflyvende 2 + 3, men set samtidig)!
Jeg kan kun tolke det sådan, at Vejlernes totale antal Sølvhejrer i dag er mindst 8 (hvis den enlige fugl først har sluttet sig til Bygholm-fuglene, senere har søgt alene igen), eller – allermest sandsynligt – 9. Det er mange Sølvhejrer og noget ganske utænkeligt for få år siden…
Er der andre, der har supplerende iagttagelser som kan understøtte antallet?
Det næste må blive tocifrede antal! (og det er sikkert kun et spørgsmål om tid, før første sikre ynglefund for DK – og Vejlerne? – bliver konstateret)…
Herligt med sådan en fin art i fremgang – 🙂 – der er nok at græde over ellers…
Dådyr, Tømmerby, november 2009. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hjemme igen, dette syn mødte mig da jeg kiggede ud ad vinduet til morgen.
De udsatte dådyr på Hannæs er ikke helt lige så usky som dyrene på Galápagos, men det er tæt på…
For min (og for køkkenhavens!) skyld må de gerne snart indføre jagt på dem. Det er fint nok at have fået en ekstra dyreart i faunaen her, men deres adfærd opleves som lidt unaturlig, når man er vant til andre hjortedyrs (sunde) frygt for mennesker…
Det er for øvrigt ikke første gang, jeg her på siden beretter om at være tæt på (patte)dyr i haven – sidst var det en ræv, der stjal naboens høns.