Hjemmeproduktion

Solsort-unger, Tømmerby, juli 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Solsort-unger, Tømmerby, juli 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Landsvale-unger, Tømmerby, juli 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Landsvale-unger, Tømmerby, juli 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Disse fede velnærede Solsort– og Landsvale-unger er produceret her på matriklen, og det har givet anledning til megen glæde at følge med i familielivet. Begge parrene havde valgt mit nye udhus som bolig; droslerne havde placeret reden på stigen, der hænger på ydersiden af huset (og dermed var stige-involverende projekter umulige i en periode), og svalerne ynglede inde i vindfanget. Førstnævnte lå meget let tilgængeligt, men undgik på mirakuløs vis prædation fra naboens kat, der ellers tit kom forbi (og udløste infernalsk varslen hos svaleparret. Deres rede lå dog i fuldstændig sikkerhed i 3½ meters højde). Svalerne har de sidste mange år forgæves forsøgt at komme til at yngle i vort soveværelse, men dette er første gang, vi har ynglende svaler hos os. Da svaler hører til mine yndlingsfugle, er jeg i stand til at bære over med det svineri, sådan et kuld unger og deres forældre leverer.

Begge kuldene – tre solsorteunger og fem svaleunger – er fløjet fra reden for et par dage siden. Det samme gælder iøvrigt ungen hos det Musvåge-par, vi også har ynglende på matriklen.

Forår, ankomst-præcision

Landsvalerne svaler, Løvsangerne synger deres løvsang, insekterne svirrer.
Det lader således også til at være nu, at Skægmejserne overgår fra vinterens vegetarkost til sommerens insektmad – ialfald så jeg mange Skægmejser på en tur på Selbjergdiget igår morges, som havde travlt med at spise insekter. Der var også rigeligt af dem – dansemyg vist?, eller er det vårfluer? – ialfald var der enorme sværme over rørskoven.

Skægmejse, Bygholm Nord, april 2008. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skægmejse, Bygholm Nord, april 2008. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skægmejse, Bygholm Nord, april 2008. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skægmejse, Bygholm Nord, april 2008. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Turen var ellers for at kortlægge paukende Rørdrummer og redebyggende/territoriehævdende Rørhøge, og begge dele lykkedes fint, med bl.a. 5 par af sidstnævnte kortlagt i Selbjerg Vejle.
Turens overraskelse var en Sortterne, som fløj fra søerne i Bygholm Nord og ud i Selbjerg Vejle. Det synes jeg godt nok er tidligt, men jeg ser nu, at Henrik havde den første sidste år på præcis samme dato.

Fra forstuen til sovekammeret

Landsvalen, som for 100 år siden blev kaldt “Forstuesvale”, er en hyggelig art at have tæt på sin bolig. I tidligere tider har mange nok også haft dem inde i husene, jævnfør det gamle navn. De sidste dage har vi haft et par svaler her i Tømmerby, som har udvist megen interesse for vort hus, det er på sin vis hyggeligt… MEN!
I forgårs, mens vi var på arbejde og havde efterladt soveværelsesvinduet åbent for at lufte ud, havde svalerne indtaget rummet, og da vi om aftenen åbnede ind til værelset sad svaleparret på ledningen til loftlampen og blev åbenbart fornærmede over, at vi trængte ind og forstyrrede freden.
Nok holder jeg meget af svaler, men det var alligevel for meget – de griser!! – så nu er vi holdt op med at bruge soveværelsesvinduet til at lufte ud…

Fra feltstationens dagbog – 23. september 1998

Jeg kørte Thomas på Fjordholmtax, som blev gået ved en optimal vandstand på -16, så den kunne gås i gummistøvler! Taxen gav ikke vildt meget, men bl.a. 116 Strandhjejler, 1236 Almindelige Ryler og 182 Storspover var nogle af de pænere vadefugletal. En af rylerne var skamskudt, og i det hele taget medfører det en hel del frustrationer at gå langs Fjordholmene i september – bl.a. fandt han lige udenfor et skydeskjul en skudt Skarv samt en skudt Sølvmåge (og to tomme patronhylstre)… (!) På Borreholm sad en Vandrefalk, og på Bygholmengen yderligere 2. Samme sted sås ligeledes 12 særdeles uønskede Kanadagæs. Flyv ned på Fjordholmene og dø af blyforgiftning, skal mit fromme ønske for alle Danmarks Kanadagæs være!…

Ellers var det ikke det vilde der skete idag, men Thomas var ude til aften for at følge svaleovernatningen – og kunne konstatere, at det er slut, ikke en eneste Landsvale ankom til Bygholm Nord om aftenen. Det gjorde i stedet 5500 Stære, så lidt fik han da ud af det (udover den negative konstatering, som jo også er en værdifuld information!)… 2 sete Rørdrummer må da også have bødet lidt på fraværet af svaler…

Fra feltstationens dagbog – 19. september 1998

Vi tog af sted på en tidlig Selbjergtax – med undertegnede som chauffør, Thomas som udøver. Efter turen kunne den gode TVN prale med at være Danmarksmester i Skægmejser! (rekorder er jo hans hobby!). Mere om det senere.

Imens kørte jeg til Rosvang, hvor der var en del gæs – og mange jægere! Der var ikke færre end 425 Sædgæs, fouragerende på stubmarker, men de var noget urolige, konstant småflokke i luften – og det var tydeligt at jægerne var ude efter dem – det var også den eneste gåseart, der var til stede på Rosvangs marker!… Der var dog også en flok pa 950 Grågæs, men de fouragerede på Råstrups marker, hvor bonden (“godsejeren”!) kom ud og snakkede om sine gæs – som han aldrig kunne drømme om at gå på jagt på! Han nænnede knapt nok at lave markarbejde, for ikke at skræmme med gæssene – se det var rart at snakke med sådan et ordentligt menneske! Efter tællingen kørte jeg omkring Hanstholm og hentede en reparations-knallert – rationelt. Vi har nemlig fået besked på selv at hente og bringe knallerter til reparation for at spare DMUs pengeører.

Tilbage til Vejlerne, hvor Thomas’ Skægmejse-tal nåede hidtil usete højder. Han havde 160 på selve tax’en, men inklusive fuglene langs ruten, som var udenfor tax, og 111 fugle i Han Vejle, 31 i Lund Fjord og 8 i Tømmerby, nåede dagstotalen op på 362 – det er jo så også rigtigt mange. Og det skal understreges, at der ikke er arbejdet noget videre på at bringe tallet hysterisk højt op – det skyldes stort set rutineaktiviteter (ialfald kan gåturen rundt om Han Vejle sammenlignes med tidligere, hvor vi kunne have 80-100 fugle i Han på en ringmærkningsmorgen). Skægmejserne plejer at kulminere i månedsskiftet september/oktober, når højflugt-aktiviteten er størst – så mon ikke vi kan komme endnu højere op i år? Det er også min helt subjektive “fornemmelse”, at bestanden i år er større end nogensinde før.

Desuden bød dagen på lidt diverse: 2 Fiskeørne, 2 Vandrefalke, 15 Vandrikser på tax’en (heraf 2 sete), 263 Dobbeltbekkasiner på tax’en (heraf 186 i Kogleaks alene).

Overnatningstælling bød pa 10.500 Stære i Tømmerby og 20.000 Landsvaler i Bygholm Nord.

Fra feltstationens dagbog – 7. september 1998

Næsten 9500 svømmeænder er mange så tidligt – heraf ligger de 6000 på Bygholmengen og 1800 i Østerild Fjord. Østerild er i det hele taget imponerende og lidt afskrækkende at gå i gang med at optælle – der ligger bare spredt vandplante-spisende fugle ud over det meste af vandfladen. Den lokalitet har virkelig fået sin revival de seneste år. For Spidsænder og Blishøns er Østerild klart den bedste lokalitet, med henholdsvis 140 og 2810. Med en total på 29 er Rørhøg stadig den talrigste rovfugl i området. Ellers var der både Duehøg, Dværgfalk og Vandrefalk. 5000 Hjejler er det bedste tal i vadefugle-afdelingen – det skulle da lige være bortset fra de 5 Odinshøns, der stadig ligger på plads samme steder som igår! Det er sjældent, at der er flere Sortklirer end Hvidklirer – men det var der idag – 78 af de sorte… Blandt spurvefuglene var 61 Gule Vipstjerter mest imponerende, og så selvfølgelig svale-overnatningen, som Thomas igen var oppe i Bygholm Nord og dække til aften – det blev til 21.000 i BNC og 5.500 i HAN – fordelt på 1.500 Digesvaler og 25.000 Landsvaler. Dertil kommer 2.000 Lands-, der lettede fra Tømmerby Fjords vestside i morges. I Tømmerby var der stadig gang i svale-yngleriet, iøvrigt – det drejer sig naturligvis om Bysvale, hvor der ialfald stadig sidder unger i rederne på Maskinhuset.

Og så var det iøvrigt en dag med mange dagsommerfugle i luften: 14 dagpåfugleøjer, 38 admiraler og 2 citronsommerfugle blev det til…

Fra feltstationens dagbog – 5. september 1998

Undertegnede tog på Aruptax. Der var rigtigt mange vadefugle, og heldigvis havde jeg været forudseende nok til at slæbe et teleskop med! Især lige omkring Dykkerslusen og i den første store sø på Læsvig-siden myldrede det, og jeg fik “produceret” disse pæne tal: Dværgryle 220, Krumnæbbet Ryle 43, Almindelig Ryle 51, Brushane 80, Dobbeltbekkasin 88 og Hvidklire 48. Uden teleskopet havde jeg været lidt lost, for mange af fuglene ved Dykkerslusen stod faktisk ganske langt væk… En overraskende ting var 35 Klyder, der pludselig stod i en tæt flok på vaden i hjørnet ved Røde Bro. Jeg så også en Fiskeørn (stående på vaden i Læsvig-søen!) og 3 Atlingænder. Jeg vinkede til bager-Søren fra Frøstrup, der var kørt ud på sin motorcykel og sad og teleskop-obsede Læsvig-søen på afstand – lidt dristigt at sætte sig derud i den første weekend efter at jagten er gået ind, vil jeg nok sige! Thomas tog igen på svaleovernatning, og havde idag stort set samme totalantal som igår, men med en lidt anden fordeling: cirka 3000 Digesvaler og mindst 9000 Landsvaler. Han blev også belønnet med et par Rørdrummer i Bygholm Nord.

Fra feltstationens dagbog – 4. september 1998

Begge observatører holdt mere eller mindre fri idag. Thomas arbejdede med sine lysbilleder, og jeg formatterede min (dvs. computerens!) harddisk og installerede lortet forfra! Det gav lige 300 Mb extra plads – dvs. så meget havde Windows fyldt på efterhånden (det skal lige nævnes at computeren er 2½ år gammel) – ret tankevækkende.

Nå Thomas nåede dog lige ud og obs’e lidt, han tog på svaleovernatning i Bygholm Nord, og fik noteret hele 4000 Digesvaler, mens 7000 Landsvaler nok er mange, men der plejer dog at kunne tælles langt flere på denne årstid…

Fra feltstationens dagbog – 30. august 1998

En fin tælling med mange fugle, som det tog lang tid at tælle. Undertegnede (østruten) tilbragte 14 timer i felten, mens Thomas også brugte lang tid på vest, især fordi han punkterede ved Røde Bro… Heldigt for ham blev jeg på et tidspunkt nødt til at være i nærheden af en telefon, så han kunne få fat i mig og jeg kunne komme til undsætning. Der er s’gu for langt at køre hjem på et fladt baghjul fra Røde Bro. Nå, men nu til nogle af dagens mange fugle:

Lund Fjord står for tiden for over halvdelen af områdets rastende Skarver, idag sad 150 og fyldte godt på bundgarnene deroppe! Storke-familien i Vesløs holder stand (mon de bliver til ind i september i år?), og det samme gør de sidste 4 Skestorke, som sjovt nok er 3 2K’ere og en enkelt 1K. De 3 af fuglene gik på et tidspunkt idag i Østsøen på Bygholm, hvor jeg med lethed kunne aflæse de store iøjnefaldende grønne ringe, som den ene af dem er forsynet med, og dermed få bekræftet aflæsningen, som “en eller anden” har foretaget fra Kraptårnet; [HX] – eller evt. [XH]? – men mon ikke ringene skal aflæses ovenfra og ned?… Det er sjovt, at det er en 2K-fugl, der er ringmærket – det vil altså sige, at den er fulgt med de danske ynglefugle op fra Holland i år!

Der er rigtig mange Grågæs i området her før jagtstarten – 3140 kom vi op på idag. Imellem dem fandt jeg ved Lund Fjord den underlige gås med farver lidt som en “Blå Snegås” (som vi har kaldt den indtil nu) – men da jeg havde den på klods hold kunne jeg se, at det er det nu nok ikke – bl.a. fordi næbbet er meget lille og fint Branta-agtigt og helt sort. Og nu jeg er igang med de underlige fugle, så fandt jeg i Midtsøen på Bygholmengen mellem de mange Pibeænder både en ren Amerikansk Pibeand og en tilsyneladende hybrid – det bestemte Haaning den ialfald til senere på dagen. Den rene fugl havde det karakteristiske, skarpt afskårne hvidgule hoved med små sorte “nister” og markant mørkegrøn maske, mens “hybriden” havde blis og var lidt rødlig i nakken – men godtnok også havde en temmelig tydelig maske. Jeg affærdigede den i første omgang som en almindelig Pibeand med et afvigende fældningsmønster – de er jo meget variable i deres eclipse-dragter – men Haaning mener altså, at det er en hybrid, bl.a. p.g.a. farven på vingeundersiden. Så spidsfindig var jeg altså ikke. Desuden fik jeg ikke kigget særligt længe på nogen af fuglene, da en af de mange Rørhøge skræmte flokken på vingerne – og da de landede igen i Midtsøen var netop de to interessanteste af fuglene væk – men der var nok forsvundet ialt 100. (I parentes kan jeg lige bemærke, at det var p.g.a. denne fugl, at jeg hos Poul Hald lånte en telefon for at ringe til Thomas).
Men der var i det hele taget mange ænder idag, især på den dejligt våde Bygholmeng og i Østerild Fjord – totalerne beløber sig til: 2185 Pibeænder, 5 Knarænder, 3948 Krikænder, 2271 Gråænder, 264 Spidsænder, 74 Atlingænder og 237 Skeænder – ialt ca. 9000 svømmeænder.
Dykænder er der til gengæld ikke mange af, men det hører lidt med til historien (om fourageringsmuligheder for mange vandplantespisere), at vi også talte hele 3786 Blishøns.

Blandt rovfuglene var det imponerende med hele 2 Duehøge (det er ikke mange dage med obs. af mere end en af de store høge) – den ene var den Thomas havde igår på Selbjergtax, den var gået til rast i Bos Buske, og jeg fik en gevaldig forskrækkelse, da den buldrede ud og væk! Desuden 3 Fiskeørne og en enkelt Vandrefalk.
Jeg så kun 20 Traner på totalen – man ser dem jo ikke så meget om dagen – men igen var der opvisning på første parket for folk i Kraptårnet; på et tidspunkt stod der 15 fugle og vaskede sig og baskede med vingerne i kanalerne langs Krapdiget, tæt på Østre Landkanal!

Blandt vadefuglene kan jeg bl.a. nævne, at det er ved at være slut med Klyde og Stor Kobbersneppe, men de er her dog endnu med nogle få stykker. Store, fircifrede tal var der af Hjejle, 3695, Vibe, 1348, og Dobbeltbekkasin, 1062 – heraf sad overraskende hele 170 i opskylszonen langs med Bygholmdæmningen – altså på ydersiden!!! – jeg kørte hele vejen langsomt på betonskråningen og talte dem, efterhånden som de røg op! Ellers kan bl.a. nævnes 68 Islandske, 54 Dværg-, 2 Temmincks- og 34 Krumnæbbede Ryler, samt 451 Almindelige (-heraf de 375 langt inde på Bygholmengen – så der kan godt have været flere af de “sjove” ryler imellem…). 631 Brushøns er også et pænt højt efterårstal. Så var det også idag at vi så årets første 1-2 ungfugle af Dværgmåger, en i Kogleaks og senere en i Lund Fjord. Det er jo ikke så mange spurvefugle, vi tæller nu, men Thomas talte svalerne fra overnatning i Tømmerby Fjord: 3500 Digesvaler og 3100 Landsvaler – Digesvale-tallet kan nemt blive års-maksimum. Det var en lang smøre – nu gider jeg heller ikke mere

Fra feltstationens dagbog – 15. august 1998

I aftentimerne gik jeg Aruptax’en. Der var igen mange Dobbeltbekkasiner, helt “nøjagtigt” 193, men ellers ret så moderat med vadefugle. Taxen huskes mere for en Spurvehøg, der var skadet, og som et par Gråkrager nu var i færd med langsomt at forsøge at slå ihjel! Den store fætter Duehøgen var også repræsenteret med en fuldt “vigørlig” fugl i Læsvig, der skabte ret så meget panik. Og så var der rigtigt mange svaler der fouragerede lavt over rørskoven og sumpen i Læsvig og Vesløs Rør – meget forståeligt, da der var mange myg (ikke talt, men det drejer sig mindst om fantasillioner!) sværmende lavt over rørskoven – lige i hovedhøjde! Svalerne taltes til lige omkring 1000 Diges- og 225 Lands-.