Sidste dag i pentaden, og der manglede at blive fyret et par taxer af – så dem tog vi lige, fra morgenstunden – undertegnede blev kørt på Fjordholmene, og Terje tog på Arup.
På vejen konstaterede vi, at vandet nu fosser ud fra Bygholmengen, så det er ved at være nu, at der skal sættes stopklodser i! Vandstanden på Limfjorden var nede på -20-22 cm, så der var kilometervis af vade, og vandfladen på Limfjorden lå spejlblank – så det var en ren fornøjelsestur, én af de flotteste FJORDHOLMtaxer jeg kan huske. Turen over Borreholm var dog lidt af en blandet fornøjelse, da (minimum) 700 Stormmåger skrigende beklagede sig over min tilstedeværelse. Det bliver som at løbe spidsrod, når vi når lidt længere hen i ynglecyklus, og der måske er 3000 vrede skrigehalse om ørerne på én! Andre (formentlig) ynglefugle allerede på plads var 55 Klyder omkring panden midt på Borreholm. Også mens jeg gik på Borreholm gjorde jeg en anden interessant obs.: i 10 minutter til et kvarter var der en flok på 16 Skarver, som kredsede og kredsede over Fiskehejrekolonien. Så hvem ved, måske bliver det alligevel ikke på Melsig, at vi får Vejlerområdets første yngleforsøg af denne ekspanderende art. For at vi får det en dag er der vist ingen tvivl om?!!!
Men ellers var det jo mest vadefuglene det handlede om, selvom jeg tror jeg ”missede” mange på grund af den kilometerbrede vade. Jeg fik dog selvfølgelig styr på Regnspoverne, som der var 72 af, og sammen med dem 2 Små Kobbersnepper, som er de første vi ser i år. Klyder var der ialt 111 af, men ”småvaderne” kneb det mere med at få reelle tal på – faktisk fandt jeg kun 90 Almindelige Ryler og 22 Store Præstekraver, hvilket jeg tror er alt for få. Meget talrige var specielt to arter: Pibeand med ialt 3030 (270 i vildtreservatet, 1700 på strækningen op til lagunen ved Ullerup Langholm, resten – 1060 – på strækningen op mod dæmningen, talt af Terje), plus 80 på Fjord Øst vest for centralslusen, og Hættemåge med 3210 jævnt fordelt.
Usædvanligt for en Fjordholmtax var det med hele 1030 Kortnæbbede Gæs – 220 græssende nordligst, og 810, som stadig stod og rastede efter overnatning på vaden i lagunen, da jeg kom sydfra – der var gåselort i tusinder, da de var fløjet. Imellem dem en enkelt Blisgås. Terje talte 150 Kortnæb. ved Glombak, og på et tidspunkt stod hele 1150 sammen på Bygholmengen. Andre gode supplerende Terje-tal fra Engen er 98 Klyder og 140 Storspover – så vi kommer op på et par pæne tal for de arter!
Afslutningsvis skal nævnes, at jeg fandt et par små søde ravklumper, og så årets første levende humlebi på min tax.
Endnu en Terje-obs. fra Bygholmengen skal med, nemlig en ny årsart, i form af en Sortklire – en af de tidlige.
ARUPtaxen var ikke specielt fuglerig, men dog med flere spændende indslag – bl.a. en Duehøg, som en afveksling fra den evindelige Vandrefalk (-der var selvfølgelig Vandrefugl på Bygholmengen). Fjeldvågen på sin plads i sydøsthjørnet. De Kortnæbbede og Sædgæssene blev talt, og dem var der henholdsvis 151 og 188 af. 4 Bramgæs blandede sig, den ene af dem et individ med lyst hoved, som vistnok er set før. Der var 45 Brushans på engene, men ellers kun få vadefugle, måske pga. forstyrrelser – både fiskere i Arup og en mand med hund i Læsvig – og så denne infame GASKANON, som det åbenbart nu er sæson for. Den er træls! Men selvom vadefugletallene er relativt små, skal de nu alligevel nævnes: Klyde 11 (i Sydøsthjørnet), Stor Regnspove 17, Stor Kobbersneppe 4, Vibe ca. 300, Hjejle 25, Dobbeltbekkasin 5 og Almindelig Ryle 10. Andetallene heller ikke imponerende, men bl.a. 191 Krik’er i Læsvig.
Dagens aktiviteter var ikke afsluttet med de to tax’er – igen til aften var vi aktive; Terje tog i hochstanden og jeg på Revlen, begge lidt tilskyndede af, at vejret lignede noget som ville stilne af til aften – men tværtimod virkede det nærmest som om det blæste lidt op. Så lytte-obs.’ene blev ikke så mange og gode som håbet – vi fik styr på lidt Rørdrummer, bl.a. 2 nye her i Selbjerg, men alt der kom sydfra var umuligt pga. vinden – således hørte jeg ikke en eneste fra Selbjerg Sydvest! De Gråstrubedes skrig fra ”Revle-søen” gik nu klart og tydeligt igennem, og ligeledes nogle tætte Vandrikser – både med gyp og grisehyl. Og så kunne et par spille-bekkasiner kortlægges – én på Skårup Odde og én her nedenfor Lynge. Men hochstand-turen var selvfølgelig lige så meget for at få styr på de indtrækkende dykænder, og det lykkedes da også ganske godt – det blev til 1600 Toppede Skaller og 1100 Hvinænder. På vej derud blev Terje og et par Tårnfalke overraskede over at møde hinanden i Krapkrattet, og så kom han også hjem (Terje) med årets første præderede Gråande-æggeskal fra diget.
Ikke flere obs. herfra idag, men lidt ude fra den store verden: vi fik besøg af Ejlif, som havde set en Ravn ved Bulbjerg (og nogle idiotiske ”bjergbestigere”!). Dét er jo ikke hverdagskost (-altså Ravnen, mener jeg)!
Og så blev vi ”invaderet” af en flok Københavnere, Rolf & Co., som satte deres (larmende) præg på stedet – de fylder godt i landskabet, sådan nogle knægte! Den ene af dem var iøvrigt Sebastian Klein, berømte Jesper & Lykkes søn, som jeg en gang for adskillige år siden havde på besøg på Tipperne – dengang var han bare en bette purk, nu er han en stor lømmel! De havde, efter Rødhalsgåsen, selvfølgelig lige scoret endnu et hit, en Jagtfalk ved Plet Enge/Harboøre Tange.