VINTER, flot højtryksvejr med en svag nordøstenvind, solskin og frost! Det flottest tænkelige vejr på denne årstid! Farverne er koldtblå-tonede, og både solop- og nedgangen med masser af farvelade-rødt og violet, vinterfarver! Det var et frostdøgn med minimumstemperaturen -5o, og den kom ikke over -2o C. midt på dagen.
Så det blev en fin TOTAL – ja, hvordan kunne det blive andet med dét vejr?…
Det var selvfølgelig en kold knallerttur, især for tæerne, men det kunne man nu sagtens leve med. Østmanden var dog lige inde omkring Bjarne i Vust og få en dosis varme. Bjarne var desværre lige stået op (kl. 13!) og havde ikke fået så meget gang i brændeovnen endnu… Østmanden det var mig, og altså var det Terje der var på den lange Vestrute. Den var så lang, at selvom han startede lige omkring solopgang, var det lige før han ikke nåede at få talt færdigt inden det blev mørkt – men han brugte også en times tid på Lønnerup-skrænten på snak med Niels Odder, der tilfældigvis kiggede forbi.
Også Albert var ude i vejret idag – det var også svært at lade være med. Han var omkring Arupdæmningen og Lønnerup, og kunne bidrage med et par extra obs. dérnedefra.
Det var selvfølgelig tyndet kraftigt ud i svømmefugle og vadefugle i forhold til sidste total, mange af vandfladerne var næsten totalt tilfrosne, og engområderne var totalt døde – specielt Bygholmengen, hvor der så sent som igår var sprøjtende fyldt med ænder. Men så lå fuglene til gengæld koncentreret i nogle få våger, foruden på Limfjorden (der var helt isfri) og selvfølgelig i Lønnerup, som jo altid er god i frostvejr. Der var lav vandstand på fjorden (helt nede omkring -35/-40).
Fuglegennemgangen kan passende starte med Lappedykkerne, som nu er svære at finde – kun 11 Toppede i Tømmerby og derudover kun en enkelt fugl på iskanten i Lund. Ingen Lille Lap. idag. Af Skarver sås kun 2, i Tømmerby, som også var stedet for den ene af dagens 2 Rørdrummer. Den anden så jeg flyve sydpå over Selbjerg, og den var ved at give mig hjertestop, for det var en fugl med en helt anden flugtsilhouet end noget jeg har set tidligere – jeg kunne til at begynde med overhovedet ikke regne ud, hvad det kunne være for en fugl. Den havde nemlig ingen ben, ingen store fødder der stak bagud – gad vide om det kan være fordi den trækker dem op og varmer dem mellem bugfjerene – ellers har den simpelthen fået dem skudt af! Aparte så det ialfald ud! En Blishøne jeg så på isen i Han manglede helt sikkert det ene ben, der var kun en stump tilbage, og den væltede og gled på isen hver gang den forsøgte på at flytte sig -ynkeligt!
Svømmeænderne var skrumpet betragteligt i antal, undtagen Gråanden, som oven i købet var steget, til 4357, hvor de største koncentrationer befandt sig i Østerild (1290) og på Fjord Øst (1120). Men det er vist helt normalt, når der for alvor kommer frost, at man så ser en stigning i Gråande-tallet. Derimod var der kun få Krikænder, 304, og Pibeænder, 838 – flest på fjordlokaliteterne, 340 Øst og 320 Vest. Der var stadig 4 Skeænder som forvirret og forgæves fløj omkring og forsøgte at finde flydende vand i Vestsøen, Bygengen, og så blev der set 6 til et så unormalt sted for arten som Fjord Vest. De eneste Spidsænder var 5 i Lønnerup. Trold– og Taffelænderne var stærkt koncentrerede i Østerild, hvor henholdsvis 510 og 122 udgjorde langt hovedparten af dem der blev fundet idag. En Bjergand blandede sig i en af flokkene, og en Havlit var dukket op i Lønnerup. Der var kommet et ordentligt læs Store Skalleslugere med frosten, ialt 415 – vi har ikke haft over 10 fugle før idag! De var i modsætning til de andre dykænder koncentreret i Tømmerby Fjord, ikke færre end 340 hér. De Små Skalledyr er der ikke rigtigt gang i endnu – kun 3 fandt vi, dvs. Terje, for de var alle vestpå.
Gæssene har reageret højst forskelligartet på det nye vintervejr – Grågæssene er selvfølgelig skredet, har nok fået for kolde tæer – kun 51 var tilbage idag, den ene et så uvant sted som Lønnerup, men den var skadet. Derimod har vi fået en stærk stigning i Sædgæssene – både Øst og Vest. På Bygholmengen gik 130, ved Tovsig 150, i Læsvig 175 og så var der 3 i Arup – ialt 458. 2 Kortnæbbede ved Østerild kan betegnes som lidt “out of time, out of place” i forhold til artens normale forekomstmønster. Der var masser af Sangsvaner, ialt 643 – mange i små isvåger rundtomkring, og også på Limfjorden (72 Øst, 57 Vest) samt 134 i Læsvig. Ligeledes var der stigning i Pibesvanerne, 144 (de 119 i Lønnerup) – det kan dog evt. være nogle af dem, vi ellers har registreret på Thorup Fjordholme. Rovfuglene var meget synlige i det rimfrost-hvide landskab, især Musvåger var der mange af, ialt 34 – de 28 Vestpå, og 10 alene omkring Arup. Også 3 Fjeldvåger er “mange”, mens 16 Blå Kærhøge er normalt dette efterår. Det er vist en rigtig god Blå Kærhøge-efterår/vinter-sæson i år. Derudover 5 Spurvehøge, 4 Tårnfalke og den efterhånden fåtallige Dværgfalk sås i ét eksemplar, scoret af Albert ved Arupdæmningen. Ingen Pilgrim idag. Til vandhønseafdelingen af sumskemaet skal kun kommenteres, at der var rykket 17 Blishøns ud på Fjord Vest. Det er vist første gang dette efterår.
Vadefugleafsnittet er ret hurtigt overskuet; kun 179 Viber, 7 Hjejler, 46 Dobbeltbekkasiner, 361 Alm. Ryler, 91 Rødben, 14 Brushøns og en Stor Regnspove. Og så befandt halvdelen af Viberne, alle Rødbenene, Brushønsene og næsten alle Bekkasinerne samt de 229 af Rylerne sig i Lønnerup, selvfølgelig! Lønnerup Fjord er virkeligt en fuglelokalitet af særklasse, det viser sig gang på gang på gang… 91 Islandske Rødben er et ret flot tal efter Vejlerforhold, må man sige. Og Brushønsene hører til de sene. Der er ikke særlig meget at komme efter på spurvefuglefronten, de få jeg har fundet værdige til omtale her er en enkelt Jernspurv (på Høbjerget, hvor den har siddet fast og “ringlet” det sidste stykke tid), 4 Misteldrosler i Læsvig, 7 Silkehaler ved Tovsig (nydt i teleskop!), en sen Tornirisk ved Lønnerup, en flok på 30 Kvækerfinker i Læsvig – og for at det ikke skal være Terje der render med alle spurvefuglene må jeg også lige ha’ 3 Laplandsværlinger fra Bygholmengen med…
Til sidst skal jeg lige nævne de dyr, der ikke er fugle. Det drejede sig idag om et egern ved Tovsig, en spættet sæl ved Arupdæmningen samt en brud ved Krap. Sidstnævnte var desværre ikke i live, den lå død i minkfælden bag Kraphytten. Jeg kiggede også bagom hytten igår, da var der ikke noget i fælden, så den er helt frisk død – kunne nok ikke klare frostgraderne i nat. Det er altså for dårligt at have sådan en fælde stående uden at kigge til den mindst én gang dagligt!!!