Fra de daglige rundture på matriklen med insektlivet i fokus:
Tidselbuk, Tømmerby, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Tidselbuk, Tømmerby, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselbukke sidder oftest på stauder med hule stængler – men ikke altid…
Oldenborre, Tømmerby, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Oldenborren ville desværre ikke sætte sig fotogent.
Sorhovedet Kardinalbille, Tømmerby, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kardinalbille-billedet er heller ikke prangende, fotomæssigt, men det er en art tilknyttet gammel løvskov, og derfor er det måske overraskende at finde den her på grænsen til Thy. Det skyldes nok ikke mindst den over 150 år gamle løvskovslund (anlagt som park, nu totalt vildtvoksende) vi bor nabo til. Denne virkede nu mest interesseret i vores kompost…
Stor Blødvinge, Tømmerby, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Blødvinge har nogenlunde samme udbredelse som Sorthovedet Kardinalbille, dvs. den er mest talrig i områder med løvskov i Østdanmark, og vi er omtrent på vestgrænsen her. Igen må det især tilskrives naboens gamle træer at den har fundet stedet.
Det gælder for både Sorthovedet Kardinalbille og Stor Blødvinge at disse er mine første fund på matriklen.
Tidselbuk ser vi hver sommer, Oldenborre er mere tilfældig.
Sortmejse ankommer med mad i næbbet til ungerne, Tømmerby, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ifølge den gængse litteratur skulle Sortmejse først være indvandret til Danmark i nyere tid, efter at landet blev tilplantet med nåletræsplantager. Arten er nemlig kendt for at være strengt tilknyttet nåletræer, særligt grantræer.
På vores matrikel på en lille hektar, hvoraf det meste henligger som natur, findes ikke ét eneste nåletræ (men derimod nogle hundrede løvtræer, selvfølgelig udelukkende hjemmehørende arter). Derfor har det ikke været underligt, at vi i de snart 34 år vi har boet her kun helt undtagelsesvist har mødt Sortmejse på grunden (jeg husker faktisk kun et enkelt besøg på foderbrættet om vinteren). Det nærmeste sted hvor arten er fast er i “Martins skov” (tidligere feltstationens) på hjørnet af Lyngevej en halv kilometer herfra – en plantage domineret af fyr- og grantræer med også med indslag af løvtræer.
Stor var min overraskelse derfor, da jeg for et par uger siden blev opmærksom på et par Sortmejser, der smuttede ud og ind af en af matriklens ca. 40 redekasser! Ikke alene er det overraskende at de vælger at være her omgivet af løvskov (inkl. naboen Bundgårds gamle parkagtige lund) – men at de så lige præcis vælger denne kasse på gavlen af annekset, som tidligere har været beboet af Grå Fluesnapper, en halvåben kassetype – dét er næsten endnu mere mindblowing! Jeg var sikker på at Sortmejser ville foretrække en lukket redekasse – og dem er der altså et rigeligt udbud af her hos os.
Det fordelagtige – for os – er at kassen er placeret, så vi kan sidde og holde øje med den, når vi spiser aftensmad – i drivhuset eller på terassen. Jeg tror ikke ungerne er så store endnu, der kan godt gå fem minutter imellem fodringerne. Men at der er unger i kassen er uomtvisteligt – forældrefuglene har en lille ekskrementsæk med i næbbet hver gang de flyver derfra…
Sortmejse forlader redekassen med ekskrementsæk i næbbet, Tømmerby, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blodrød Hedelibel, Tømmerby, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Blodrød Hedelibel, Tømmerby, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Blodrød Hedelibel, Tømmerby, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Blodrød Hedelibel, Tømmerby, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
På matriklens vildtvoksende staude-eng er farven fra blomstrende Gederams lige nu gennemtrængende, og den udgør en nydelig baggrund for guldsmede-fotos, når ellers dyrene forstår at sætte sig strategisk rigtigt og vinkelret på kameralinsen. Når man så kører stor blændeåbning kan man opnå fine gammelrosa baggrunde som på billederne af en Blodrød Hedelibel han på ovenstående fotos. Her er en hun af samme art som har valgt en blomsterstand af Gederamsen som udkigspunkt:
Blodrød Hedelibel, Tømmerby, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det er i øvrigt et år med en usædvanligt stor forekomst af netop Blodrød Hedelibel, der i en periode har kunnet opleves i veritable sværme (næsten som Fireplettet Libel i starten af juni) – både her hos mig selv og andre steder i omegnen, bl.a. i skovlysninger. Det behøver altså ikke at foregå i nærheden af vand, og der er nok tale om at der har været en stor “klækning” af arten i år, og at de i perioden mellem forvandling og reproduktion/æglægning opholder sig steder med gode fourageringsmuligheder, dvs. steder med læ og blomster som tiltrækker insekter i bytte-størrelse. Også andre hedelibeller ses indimellem – dog ikke i tilnærmelsesvis så store antal. Her en Stor Hedelibel hun som også er blevet tiltrukket af vores Gederams-eng:
Stor Hedelibel, Tømmerby, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fireplettet Libel, Tømmerby, juni 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Fireplettet Libel, Glombak, juni 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fireplettet Libel findes i en form, som kaldes praenubila, hvor der både omkring vingemærkerne og “nodalpletterne” midt på vingen er mørke aftegninger, som kan brede sig som større “plamager” over dele af vingen. Arten er jo en af de talrigeste egentlige guldsmede på vore breddegrader, og jeg har da også i tidens løb indrapporteret arten ikke færre end 1206 gange til Naturbasen. Jeg har kigget meget efter afvigende individer fordi jeg gerne ville se sådan en praenubila-sag, men det har ikke lykkedes før indenfor de seneste par uger, hvor jeg både har set én hjemme på matriklen i Tømmerby og en anden i “badesøen” ved Glombak. De to dyr – som ses på fotos ovenfor – er begge i den “moderate” ende af skalaen for praenubila – nogle dyr kan udvise meget større mørke tegninger i vingerne. De er begge påfaldende ens i udseende, og det er under alle omstændigheder sjovt omsider at stifte bekendtskab med denne variation, som jeg finder ret flot. Fireplettet Libel er i forvejen et smukt dyr, på trods af at farverne ikke er så prangende – men de forstørrede, udflydende vingepletter giver den lige lidt ekstra “pynt”.
Det blev ret sent i min tilværelse at jeg stiftede bekendtskab med en charmerende gruppe af store natsværmere – nogle af dem som har en levevis næsten som dagsommerfugle, idet de rutinemæssigt afsøger nektarholdige blomster i dagtimerne, i fuld solskin! De flyver dog sammenlignet med dagsommerfuglene med meget hurtigere, svirrende vingeslag, og derfor giver de ofte også associationer til miniature kolibrier – se sidst i dette indlæg.
Første gang jeg mødte sådan en dag-sværmende natsværmer var i 2018 under en ferie i svigersønnens familie-sommerhus i Skåne, hvor vi havde fornøjelsen af dagligt selskab af den talrigste af disse arter på vore breddegrader, Duehale – som jeg tidligere har berettet om i indlægget her. Duehale har jeg siden stødt på flere gange, senest fouragerende på planten Stor Skjaller på Mandø i Vadehavet for en uges tid siden.
Sidste år fandt jeg en flot Snerresværmer under guldsmederegistreringerne ved Vilsted Sø.
Snerresværmer, Vilsted Sø, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Snerresværmer, Vilsted Sø, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Og igår var jeg så så heldig at en Bredrandet Humlebisværmer indfandt sig på matriklen, hvor vi nu i over 30 år har dyrket “vild med vilje”-konceptet, også længe før det blev et kendt og populært begreb. Det betyder at vi på den knap hektarstore grund har et righoldigt staudesamfund med bl.a. mange dejligt nektarholdige tidsler…
Bredrandet Humlebisværmer, Tømmerby, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det krævede lige lidt hjælp fra de altid beredvillige eksperter på de sociale medier at få den bestemt sikkert fra den anden lignende sværmer, Smalrandet Humlebisværmer.
Desuden har jeg – vist flere gange – set tilsvarende dagaktive sværmere når jeg har været i troperne – her er ialfald et dyr fra i vinters i Costa Rica:
Sværmer, Finca Ecológica San Luis, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Sværmer, Finca Ecológica San Luis, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Her kan jeg ikke sætte navn på, men kan bare konstatere, at i lige denne gruppe insekter ser der ikke ud til at være en sammenhæng med, at dyr i troperne er mere farvestrålende en dem på vore breddegrader – nærmest tværtimod. Men sjovt at se, at sværmeren fortrak samme art blomster (Verbena, hedder de vist) som kolibrierne (hvor man jo til gengæld må sige at farver trænger sig på)…
Magenta-throated Woodstar, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
I onsdags blev vores landsdel hærget af en massiv snestorm, og i går vågnede vi op til en fortryllet verden…
Han Vejle, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vintervejret har ikke været ledsaget af så megen frost endnu, så Vejlernes vandflader er stadig isfri – men de kommende dage skulle ifølge YR byde på ned til 5 minusgrader om natten, så det vil sikkert slå igennem som islagte søer. Nye lavtrykspassager er dog “programsat” i næste uge, og så får det hurtigt en ende med det vinterlige…
Hjemme i haven er det tydeligt at snedækket (5-20 cm) har gjort dagligdagen sværere for fuglene, og vores lille “restaurant” udenfor køkkenvinduet er endnu mere velbesøgt end ellers…
Skovspurv og Kernebider, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Blåmejse, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Mie har fabrikeret hjemmelavede “fuglekopper” fyldt med fedt og andre gode sager…
Spætmejse, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Når Spætmejserne har hentet en godbid på foderbrættet, flyver de næsten altid op i en gammel død træstamme, hvor eksempelvis solsikkekernen bliver bearbejdet…
Kvækerfinke, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
De resterende fotos får lov til at stå ukommenterede…
Grønirisk, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Musvit, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Skovspurv, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Rødhals, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Rødhals, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødhals er en af de arter, som virkeligt “svulmer op” når det er koldt og bliver til en kuglefugl!
Vores ydmyge hjem tager sig også ganske fortryllet ud, indsvøbt i sne:
Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Asketræ med solsorterede, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
I et af vore gamle asketræer har en Solsort fået indrettet sig en hyggelig hule.
Solsort på rede, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
I reden er der nyklækkede unger.
Et kuld solsorteunger, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hos et andet af matriklens solsortepar må der også være klækket unger, for hunnen bringer føde til reden…
Solsort med føde i næbbet, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Også her er ungerne nok stadig små, for hun ligger på reden og varmer dem det meste af tiden.
Også hos andre af havens fugle bliver der slidt og slæbt for at skaffe mad til ungerne. Hos Stærene…
Stær med føde i næbbet, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hos Blåmejserne…
Blåmejse med føde i næbbet, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Jeg har indtrykket af, at for de hulrugende arter er det antallet af tilgængelige redemuligheder, først og fremmest i form af redekasser, der afgør hvor mange der er plads til her på matriklen. Vi har fire kasser som i størrelse er egnet til Stær – alle besat. Jeg har ikke styr på antallet af kasser i mejse/spurve-størrelse, det drejer sig nok om 20-25, foruden tre “halvåbne” som først og fremmest er tiltænkt Rødstjert og Grå Fluesnapper. De er ikke alle beboede, nok mest fordi placeringen af nogen af dem ikke er helt “i skabet” i forhold til fuglenes behov. Men jeg regner med, at her er 3-5 par af både Blåmejse, Musvit og Skovspurv, og desuden har vi i år for første gang et stationært par Gråspurv – det har vi aldrig haft før. Af andre arter med hang til hulheder er der to territorier af syngende Rødstjert og et par Grå Fluesnapper.
Rødstjert han, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det er sjældent jeg finder ud af hvor de rent faktisk har deres rede, men ialfald det ene par Rødstjert er meget tæt på vores bolig, og hannen skælder ud hver gang vi går ud af døren… Sidste år forsøgte de Grå Fluesnappere sig i en redekasse på huset, men desværre mislykkedes yngleforsøget. Jeg er ikke sikker på at de har etableret en rede endnu i år…
Følger man diverse fuglegrupper på de sociale medier er der megen jammer og klage over at der tilsyneladende mange steder i år “mangler” sangfugle i haverne. Her er der ingen jamren – tværtimod synes jeg at der for hvert år kommer flere ynglende spurvefugle her på vores hektar, som med forsæt bliver vildere og vildere…
Landsvale yngler igen i år – i samme rede fra de sidste par år – en stor glæde. To-tre syngende hanner af Løvsanger har vi – og samme antal Gransanger. Af Munk er der mindst to, Tornsanger to, Gærdesanger en enkelt. En af de få arter som har udvist tilbagegang her er Gulbug – de senere par år har vi blot haft en enkelt syngende – men der er i år et nabo-territorium (hos naboen). Bogfinke, Gulspurv, Grønirisk og Stillits synger her også (og yngler formentlig, ialfald er de meget konsistente). Dompap går stille med dørene, men jeg ser af og til både han og hun besøge foderbrættet – så de må også yngle, om ikke andet så i nabolaget. Derimod ser vi ikke Kernebider i yngletiden – de er her ellers fast hele vinterhalvåret.
Selvfølgelig har vi også både Rødhals og Gærdesmutte, adskillige, uden at jeg helt har styr på antallet. Af Solsort, som jeg indledte med, er der nok mindst fire par, hvor jeg altså kender reden hos de to. Sangdrossel synger i nabolaget, men ikke lige på vores matrikel (de kommer her dog og fouragerer).
Gråsisken har jeg haft i sangflugt over vores lille birke/elle-mose så ofte at de også må være ynglefugle her – det er første gang i de 30 år vi har boet her.
Spætmejse og Stor Flagspætte har vi højlydt territoriehævdende lige uden for vore vinduer gennem hele foråret (de er mere stille lige for tiden), men jeg tror de begge har deres reder inde i naboens lund af gamle løvtræer.
Så kan jeg ikke komme i tanker om flere – vi har ikke ynglende kragefugle hos os, tidligere år har der været Husskade, men dén og Allike yngler i år kun hos naboerne (og besøger os ofte).
Jeg tilskriver en stor del af grunden til vores rige småfuglesamfund den massive randbeplantning med løvtræer på grunden – hvor de fleste træer blev plantet for 30 år siden, og siden har der været stor tilvækst (og mange selvsåede birk, slåen, rødel, ahorn m.fl.). Nu har “skovpræget” nået et niveau så det virkeligt tiltrækker mange fugle. Vi har ingen nåletræer (og der er heller ikke mange i nabolaget), så arter som er tilknyttet gran og fyr ser vi sjældent her.
Aurora, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
På vores matrikel på ca. en hektar får det meste af arealet lov til at være VILD – og sådan har det været i de godt 30 år vi har boet her, altså længe før nogen opfandt konceptet “Vild med vilje”.
Det meste af grunden er en gammel eng, som nu er under tilgroning – tidligere havde vi får til at græsse her, de seneste mange år er det blevet maskinelt slået med nogle års mellemrum.
Den oprindelige engflora er stadig mere eller mindre intakt, og specielt langs gangstierne og i kanten af dét vi kalder “græsplænen” vokser der en hel del Engkarse. “Plænen” er ret så rustik og lever ikke op til en parcelhushave-standard for græsplæner, den bliver slået langt sjældnere og hvor der står pæne blomster styrer jeg så vidt muligt udenom med plæneklipperen. Og Engkarse hører absolut til i kategorien “pæne blomster”.
Den fine lille blomst er på dette tidspunkt (i dette forsinkede forår) endnu langt fra på sit højeste, mange står stadig i knop, men der er dog også adskillige udsprungne – noget dagsommerfuglen Aurora ikke er sen til at udnytte. Denne smukke sommerfugl har en kort flyvetid i maj, som netop er timet til at passe sammen med blomstringen hos Engkarse. Den har også andre foretrukne planter i samme slægt som Løgkarse og Kalkkarse (læs mere på Naturbasen), men ialfald her på egnen er det i høj grad Engkarse, den går på (og som jeg formoder er foderplante for larverne).
Aurora er udbredt og almindelig i hele Danmark, men er af en eller anden årsag sjælden i Thy, så forekomsterne her omkring Vejlerne markerer nogenlunde vestgrænsen nord for Limfjorden. I Atlasprojektet Danmarks Dagsommerfugle III er den heller ikke fundet på Læsø og kun sparsomt på vadehavsøerne.
Vi har den her i pænt antal, lige nu, og vi glæder os over den!
Aurora, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Omkring 1. september for to år siden dukkede en Spætmejse op på matriklen her i Tømmerby – og skabte glæde! Fuglen dengang blev vinteren igennem, og dagligt kunne vi fornøje os med den muntre “fætter” på foderbrættet udenfor vinduet…
Spætmejse, Tømmerby, januar 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Først en gang om foråret blev vores (og naboens) “naturskov” åbenbart for lille for fuglen, og den forsvandt… og blev savnet…
Nu er det samme sket igen! Igen lige omkring 1. september, en morgen hvor jeg trådte ud af døren, genlød det med Spætmejsens glade stemme – og lige nu hvor jeg sidder inde på kontoret, hører jeg den igen.
Ja jeg er jo ikke dyrepsykolog, og kan ikke vide om Spætmejsen i virkeligheden er gladere end så mange andre fugle – højst sandsynligt ikke – men der er et eller andet ved dens energiske væsen, stemme og hele adfærd, som man bare bliver i godt humør af! Jeg smiler indvendig, hver gang jeg støder på den, og håber nu på, at den igen vil gøre os selskab de kommende mange måneder… 🙂
Blåhat-langhornsmøl, Skårup Odde, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Tørve-silkesvirreflue, Skårup Odde, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fokus er flyttet lidt, efter at jeg for nogle år siden begyndte for alvor at interessere mig for guldsmede. Jeg har nu altid været alment naturinteresseret, men det er klart, at fuglene fyldte det meste i mange år. Men efterhånden begynder jeg også at få øje på mange andre sjove dyr, når jeg færdes i naturen – og det kan jo især være en berigelse med insektinteressen midt om sommeren, hvor der oftest ikke sker så meget på fuglefronten.
Og der er en sådan diversitet i insektverdenen, at jeg ikke kommer til at “løbe tør” for nye oplevelser med nye arter i meget lang tid!
Ovenstående to arter traf jeg begge på en tur på Skårup Odde i juli. Sjovt nok var jeg lidt på udkig efter begge, men det var alligevel spændende at få dem at se i virkeligheden, efter at have læst om dem. Blåhat-langhornsmøl er, som navnet antyder, specielt knyttet til planten blåhat. Og da jeg fandt en lille gruppe af denne fine blomst, som altid er god for nektar-sugende insekter, var det bare med at se, hvad de kunne byde på. Selv om jeg var forberedt, var det alligevel overraskende at se hvor mærkelig, dyret er, med de guldfarvede vinger, grønne øjne og bevægelige lange følehorn. Udover et tidligere fund ved Bulbjerg var det faktisk første registrering af arten fra Thy. Jeg kendte i forvejen Løvskovs-langhornsmøl, som jeg også er meget begejstret for. Og Tørve-silkesvirrefluen er bare en af mange fine arter af svirrefluer, som jeg også så småt er begyndt at “tage hul på”. Jeg har nok set arten tidligere, men det var første gang hvor jeg fik den fotograferet, og dermed kunne være sikker på bestemmelsen. Bestemmelsesmæssigt er der mange udfordringer ved svirrefluer, men denne art er en af dem, der er til at bestemme!
Den varme sommer har i det hele taget givet mange oplevelser med insekter, og her kommer et udpluk af fotos af nogle af de arter, som har gjort størst indtryk – eller hvor det er lykkedes særligt godt at få fotos:
Skorpionsflue og edderkop, Tømmerby Fjord, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
En skorpionsflue sp. stjæler sig til et gratis måltid hos edderkoppen (som jeg heller ikke kender navnet på)…
Lille Ildfugl og edderkop, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
En Lille Ildfugl fouragerer på røllike. Bemærk edderkoppen gemt i blomsten – lurer måske på at overfalde et af de nektar-søgende insekter…
Lille Ildfugl og larver af Blodplet, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Denne Lille Ildfugl fouragerer på engbrandbæger, som er kendt som værtsplante for den flotte natsværmer Blodplet‘s larver.
Storplettet Perlemorsommerfugl, Jernbanedæmningen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Storplettet Perlemorsommerfugl har optrådt meget mere talrigt end sædvanligt denne sommer. Individet her er en af mange fra vejrabatten på Jernbanedæmningen mellem Lund Fjord og Han Vejle, fouragerende på knopurt.
Gammaugle, Bygholm Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Også den dagflyvende natsværmer Gammaugle har i år optrådt i store tætheder. Her er snablen midlertidigt rullet sammen, men øjeblikket før og efter suges der fra rødkløverens nektar-depoter…
Tidselsommerfugl, Skårup Odde, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Der har til gengæld ikke været specielt mange Tidselsommerfugl. Men en flot art er det jo altid, ikke mindst så friskt et eksemplar som dette.
Seksplettet Køllesværmer, bredpande og Engrandøje, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Her er der trængsel på den altid populære blåhat: Seksplettet Køllesværmer, Engrandøje og en bredpande sp.
Sortsømmet Blomsterbuk, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Også i blåhatten: en blomsterbuk som jeg formoder er Sortsømmet Blomsterbuk (-den er ialfald kendt fra området).
Kæmpefluen Harald, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kæmpefluen Harald er det altid en fornøjelse at møde. Her på egnen træffer jeg ham mest i et bælte ret tæt på Vesterhavskysten. Jeg har tidligere skrevet en lille historie om Harald: [klik her].
Dødningehoved-Svirreflue, Gudenåen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Jeg synes ikke at tegningen ligner et dødningehoved (snarere en flagermus a’la Batman) – men Dødningehoved-Svirreflue er en af de mere karakteristisk arter af svirrefluer. Der kører også atlasprojekt for svirrefluer i disse år, og det er jo en tilfredsstillelse at kunne bidrage med observationer, når det som i dette tilfælde viser sig at være en ny art for kvadratet (kvadrat 623_54 ved Tvilum Bro NØ for Silkeborg)…
Håret Dyndflue, Tømmerby, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Håret Dyndflue er en meget almindelig art, men ikke desto mindre ret så flot. Denne er hjemme fra matriklen, på en af de mange tidsler vi er velsignet med…
Grønåret Kålsommerfugl, Tømmerby, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Også en af de talrige (men den har fået sat sig dekorativt!): Grønåret Kålsommerfugl, også denne på en af matriklens tidsler…
Døgnfluer, Kogleaks, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Et specielt fænomen hvert år i juli er døgnfluernes fremkomst. De sætter sig på alle tilgængelige overflader og skifter hud, og specielt er det tydeligt at se på vinduerne i skjulene – som her i Kogleaks-skjulet. Se også en omtale fra sidste år, hvor jeg fortæller om døgnfluer som føde for Skægmejser: [klik her].
Hvidbåndet Humlesvirreflue, Helge Å, Skåne, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vores sommerferie i år gik til Skåne første uge af august. Her så jeg en stor markant svirreflueart, jeg længe havde ønsket mig at se: Hvidbåndet Humlesvirreflue. Når man tager en ny gruppe ind, som jeg så småt er begyndt på med svirrefluerne, er man jo nødt til at starte med dem, der er til at forholde sig til, bestemmelsesmæssigt!
Duehale, Norrto, Skåne, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Og både i Skåne og hjemme i haven fik vi også fornøjelse af denne sommers helt store “publikums-succes” på insektfronten: Duehale, “kolibri-sværmer” eller “sportshveps”, som den også er blevet kaldt! 😉 Arten er kommet tiltrækkende fra Sydeuropa i stort tal, og rigtigt mange “almindelige mennesker” har undrende lagt billeder af de fine dyr op på de sociale medier…
Dette er som nævnt kun et udpluk – så jo: med flyttet fokus er der virkeligt mange oplevelser at hente i den danske/skandinaviske natur i sommermånederne!
