Eftermiddag i de Vestlige Vejler, moseterne

I eftermiddags var jeg en tur ved Arup Vejle, og i Tømmerbytårnet. Det var en nydelse at stå i Arupskjulet foran en spejlblank vandflade fyldt med Pibeænder og Krikænder, der sammen med Grågæs, Hjejler og Viber også fyldte godt i lydbilledet. Der var en del aktive rovfugle, der baskede omkring, heraf en enkelt smuk gammel Blå Kærhøg han. Den kom i lav jagtflugt langs Arup Vejles vestside, og skræmte Dobbeltbekkasiner op på sin vej. De fleste af rovfuglene var Musvåger, og en af dem sad i Arup Vejles sydøsthjørne og flåede i en halvstor fugl – ande/spove-størrelse – og engen omkring slagtepladsen var helt hvid af dun. Et par sultne Gråkrager sad og ventede på, at Musvågen skulle blive færdig med at spise.

Fra Tømmerbytårnet kunne jeg se et par Fjordterner som fouragerede over vandfladen. På et tidspunkt var der også en mindre terne i dansende flugt, en moseterne – formentlig en Sortterne, eller en sen efterårs-Hvidvinget Terne, som Vejlerne også tidligere har budt på. Den forsvandt desværre alt for hurtigt, og jeg fik den aldrig bestemt.

DMI har lovet godt vejr søndag, og fuglen skal ialfald checkes igen.

Fra feltstationens dagbog – 19. august 1998

Undertegnede tog på Selbjergtax i det ikke særligt velegnede vejr. Så der var heller ikke særligt mange fugle, men 2 Dværgmåger i den stive vind over Læssøs krappe bølger livede en smule op. Andre (mest Thomas) stod for obs. af bl.a. 10 Traner, 8 Skestorke og 14 Sortterner – alt fra området omkring Krapdiget, der er godt fyldt med fugle for tiden. Bare synd at vegetationen i BNA/BNB er så høj – måske Mogens kan formås til at få sommerhøstet? – men han vil jo nok hævde at der er for meget vand, og der er da ganske rigtigt mere vand end nogensinde før i august måned…

Fra feltstationens dagbog – 14. august 1998

Undertegnede arbejdede ved både feltstationens og min egen PC’er, mens de forhenværende observatører Steen Brølling og Carsten Pedersen samt den nuværende Thomas Varto kom en smule ud i felten. Aktiviteterne resulterede bl.a. i obs. af 10 Skestorke på Bygholmengen samt hele 15 Sortterner ved Vestsøen – det er et helt nyt fænomen i år, at de sidder/fouragerer sammen med (de mange) Fjordterner ved Vestsøen efter at sæsonen er vel overstået… Jeg har ialfald aldrig set det før. Men der plejer jo heller ikke at være så mange Fjordterner – måske trækker de de sorte “halvfætre” til…

Fra feltstationens dagbog – 10. august 1998

Aruptax’en huskes mest for de mange Svaleklirer. 31 blev det til, mens der kun var 6 Tinksmede og heller ikke så store tal af de andre klirer. Desuden hele 118 Dobbeltbekkasiner og lidt andre vadefugle, bl.a. 105 Brushøns og sidst og mindst (i størrelse, men ikke i oplevelsesværdi!) en enkelt Odinshøne, der lettede fra den store sø ved diget sydligst i Læsvig.

På Selbjergtax’en var det mest de mange Skægmejser, der gjorde sig bemærket – 48 styks blev det til. I Kogleaks varslede der stadig 5 voksne Sortterner over kolonien, mens der var 10 ungfugle, hvoraf ialfald de 9 kunne flyve (men de 8 var helt nye og rundvingede) – den sidste blev siddende da de lettede. De voksne varslede videre, så der har nok været yderligere nogle få unger – så der bliver nok ialfald mindst 13 flyvefærdige i denne omgang, svarende til hvad Thomas så sidst – sammenlagt med de mindst 6, der er set i forvejen, bliver årets produktion altså på 19 flyvefærdige unger. Det er et konstrueret tal, indrømmet, men jeg mener det kan forsvares – det må være et minimumstal! Ellers sås bl.a. 2 Rørdrummer og 2 Sorthalsede Lappedykkere på taxen.

Fra feltstationens dagbog – 9. august 1998

Det var “dagen derpå” ovenpå gårsdagens temmeligt store fest i Tømmerby, derfor havde undertegnede fri, mens Thomas var en smule rundt i området, bl.a. tog han månedens Lønnerup-tælling. Ingen særligt bemærkelige fugle, dog skal nævnes 25000 Stære til overnatning omkring højspændingsledningerne i Bygholm Nord, og i Han/Kogleaks-området et stort Sortterne-tal; 37 – heraf min. 6 flyvende juvenile…

Fra feltstationens dagbog – 1. oktober 1991

Oktober = EFTERÅR! Før fanden fik sko på var Sune, Terje og u.t. på vej ud på vores respektive skudtællingspunkter – Sune tog Han, Terje Dykkerslusen og undertegnede befandt sig ved fangefolden Ør. Landkanal. Selv om det fra starten syntes ret surt at skulle ud i “uvejret”, så viste det sig faktisk at blive en fin morgen, hvor bygerne blev færre (så få at man næsten ikke blev våd), vinden stilnede af, og der var fugle i luften. Til gengæld ikke så mange skud: Dykkerslusen 60, Han 63 og Ør. Landkanal/Fjordholmene 79. Flest jægere sås fra Ør. Landkanal: 4 øst for Landkanalen, 12 på Fjordholmene og 4 i hvide anorakker og hvide skydepramme mellem deres lokkeænder på fjorden.

Mens vi var af sted ringmærkede Albert i haven – sølle to fugle udgør dagens fangst, den ene en Solsort – men den anden til gengæld en Spurvehøg! Det er ikke så tit de bliver hængende i nettene. Første her på Lynge siden ’87.

Der blev ikke gået nogen taxeringer idag (-dvs. slet ingen i denne pentade, for i morgen er sidste dag, og da skal vi på total), vi havde ellers allieret os med en taxa, men da regnvejret blev ved hele eftermiddagen blev det opgivet. Der ville ellers givetvist have været mange fugle at tælle! Men alligevel kom der mange fugle i midtbogen, især over Dykkerslusen og Han svirrede det med fugle om ørerne på observatørerne. Nævnes kan fra Dykkerslusen: 800 forskræmte Grågæs i Arup, 30 Kortnæbbede, 2 Hvidklirer, 60 Engpibere, 1 Gul Vipstjert og rovfugle kom der som altid forbi: 1 Rørhøg, 1 Blå Kærhøg og så en Vandrefalk. Samme 3 rovfuglearter så jeg fra Dykkerslusen sidst jeg var på Vesttotal. I kanalen lå en Lille Lappedykker (usædvanligt sted), og 1 hvinende blå Isfugl smuttede forbi. Senere på dagen så Rasmussen en Isfugl komme ud fra inde under broen ved de nyrenoverede sluseporte ved 26’eren – jo nok den samme. Det var jo her, at en af sidste vinters faste Isfugle opholdt sig – kan det være den samme, der er kommet tilbage? På vej hjem havde Terje en anden Vandrefalk, i Tømmerby. Der var 250 Ringduer i flok ved Arup (-og 70 her på Lynge), og endnu 105 overtrækkende Kortnæbsgæs ved Tømmerby.

Også Han bød på træk-Kortnæbbede, ialt 391 mod SW – mærkeligt nok kom ingen af dem ned omkring fangefolden. Iøvrigt kunne Han/Kogleaks byde på 1 Rørdrum, 4 Rørhøge, 1 Blå Kærhøg han, 1 Dværgfalk, 4 Vandrikser, 73 SW-trækkende Strandhjejler (jævnfør Fjordholmtaxen den 27/9), 3 Hvidklirer, helt overraskende 2 Sortterner, ungfugle som også trak sydvestpå, 8 Hvide Vipstjerter og 1 Gul-, 2 Laplandsværlinger (efterårets første), og en sen Mursejler og en småsen Digesvale. Så der var nok at holde styr på for Sune, selvom der var langt mellem skuddene. På Ør. Landkanal/Bygholmengen skete der knap så meget, her var dog ligesom på de to andre poster også en fed rovfugl, en blålig ad. eller subad. Duehøg øst for Landkanalen. 160 Grågæs flokkedes på engen (så totalt for dagen næsten 1000), og der var kommet vand i alle panderne og kanalerne, så der var, for første gang længe, mange ænder inde – mest Gråænder, så det ud til – men det vil jo vise sig på totalen i morgen. En ræv (med flot pels, uden skab!) fik våde tær derinde. Ved alle tre skudtællingspunkter sad forresten en Rørsanger og snerrede (-kan man vel kalde dens kald).

I formiddagstimerne og de første eftermiddagstimer holdt folk sig inde – vejret var vådt og uindbydende.

Sidst på dagen da det klarede i vejret tog folk så UD – dog ikke uden at få et par grundige “blødere” i hovedet! Sune og Terje tog til havet (Lild), hvor dagens tredje Sortterne trak forbi – det er sent med sådan et “ryk”! Det er jo ialfald nok næppe danske fugle! Ellers ikke meget gang i den, 8 Suler var mest “havfugleagtige”, men et lille udvalg af alkefugle kom tæt nok på til bestemmelse – 1 Lomvie, 2 Alke og en af de sjældne Lunder. Frimer var ved Kogleaks, hvor dagens tredje Vandrefalk lavede opvisning – den kom rundt over det meste af de Østlige Vejler i løbet af no time, og bagefter fik han den lige i synet. Den lavede rav i den i Kogleaks, hvor ikke færre end 250 Engpibere myldrede op – man ser dem ikke, hvis ikke de skræmmes på vingerne. Frimer havde også endnu 41 trækkende Kortnæbbede Gæs. Albert var på cykel ned ad Ør. Landkanal, hvor han havde den første sikre Store Tornskade dette efterår og de 7 Traner på engen. Og Klyden i Midtsøen er der stadig.

Helge så 2 Fiskeørne i Tømmerby idag (-frækt, for Terje kiggede netop efter den i Tømmerby, men kunne ingen finde), og fra sit kontor inde i Thisted så han (årets sidste, sene) Bysvale.

Jo, der sker s’gu noget, selvom vi ikke har været på en eneste regulær, standardiseret fugletælling idag.

Fra feltstationens dagbog – 28. april 1990

Da vejret var klart nok, og det desuden så fint ud med solskin om morgenen, blev det besluttet at få pentadens totaltælling fyret af, trods det kølige og blæsende vejrlig. Fordelingen af optællingsruter blev Terje på øst, Lars på midten og Rolf fik heldagesturen ud omkring de vestlige lokaliteter.

Det blev en udmærket tælling, det er jo ikke de store vilde tal af nordlige vintergæster, ænder og gæs, som præger billedet længere, men til gengæld er der ved at være mange arter. I dag (-som de fleste dage for tiden) således et par nye årsarter, som Lars stod for begge to: Skovpiber, 1 ved Mommer og 1 ved Tovsig, og så kom de kære, ventede Sortterner – 4 styks vimsede rundt i nordvestenden af Selbjerg (-og ikke i Kogleaks, hvor vi ellers har kigget efter dem dagligt den sidste uges tid). Dét var jo ialfald en glædelig nyhed – så fik vi også i år Sortternerne før 1. maj. Det bliver næsten nervepirrende spændende at se hvor mange det bliver til – de er jo stort set gået tilbage hvert eneste år i stationens historie indtil nu…

Ellers skal jeg her forsøge at give en summering af de øvrige vigtige begivenheder på dagens totaltælling: de fine Sorthalsede Lappedykkere var at finde med 5 exemplarer i Glombak – men uden Hættemåger bliver det vel næppe til noget yngleri dér længere?… Træk-svømmeænderne er nu svundet ind til 621 Pibeænder, 1111 Krikænder og 6 Spids-, mens yngle-svømmeænderne er steget til 19 Knar– (de 15 på Bygholmengen), 42 Skeænder og 19 Atlinger. Også hovedparten af Atlingænderne, 11, befandt sig på Bygholmengen. Blandt dykænder er 2 Bjergænder i Glombak og en sidste rest StorSkalleslugere, 8, værd at nævne. Troldænderne (som vi snart skal i gang med at kortlægge!) er der endnu 317 af, flest i større flokke, men en del har da lagt sig i par rundtomkring. Taffelænderne ligger pænt spredt ud som de skal, og med det sædvanlige store han-overskud.

De arktiske Kortnæbsgæs er her endnu (-men vi hørte tidlige nat-nordtrækkende nætterne mellem 24.-25. og 25.-26. april) – i dag blev talt 420 på Bygholmeng og 24 i Læsvig. Vore egne yngle-Grågæs blev registreret med 64 kuld, og et totaltal på 1811 fugle ialt – det er da mange. Store flokke af fugle tøffer rundt i området og må vel udgøre den ikke-ynglende portion af bestanden – at en sådan kategori findes har vi bl.a. fået dokumenteret ved halsbåndsaflæsninger – den spanskmærkede (hvide) [A|02] er de sidste 3 forår/somre blevet aflæst adskillige gange ved Glombak – den er udparret, men den yngler ikke! Af rovfugle er dagens mest bemærkelige iagttagelser 4 Tårnfalke og 2 Dværgfalke. Sidstnævnte havde undervejs på trækket slået sig midlertidigt ned i Vejlerne for at få noget føde – en på Bygholmengen havde bytte i fangerne, og en anden ved Lønnerup blev set jagende. Fra gruppen vandhøns er der kun en enkelt nævneværdig obs., 2 Rørhøns på den gammelkendte lokalitet ”Tovsig Hul”.

På vadefuglescenen har vi nu de store tal hos Hjejle og Brushøne, 3277 og 2095 henholdsvis, med de vigtigste lokaliteter Østerild (Hjejle) og Bygholmengen (Brushøne). Med vestenvinden er der ikke længere vade i Lønnerup, og derfor heller ikke tal af betydning herfra. Eller er kun Almindelig Ryle registreret i ”større” tal, 187 Bygholm og 52 Arup, øvrige træk-vadere ses endnu kun hist og pist, som Hvidklire 5, Sortklire 5 (1 i næsten yngledragt) og Lille Kobbersneppe 4.

Så er der først nu i de seneste dage begyndt at komme gang i Sjagger-tiltrækket, 1870 blev det til i dag, med den største pulje på 1270 omkring Tømmerby. Men endnu er der ikke for alvor ankommet langttrækkende småfugle i mængder, således blev totalerne for Ringdrossel 2, Gærdesanger 1, Løvsanger 7 og Landsvale 6. Okay, nu var det jo heller ikke det bedste småfugle-registreringsvejr i dag…

Afslutningsvis kan et par pattedyrarter lige komme med: Terje så en fin Hr. Melin ved Centralslusen, og ialt 4 RæveMikler kom i bogen.

Mens alt dette stod på fik undertegnede om formiddagen checket noget papirværk, om eftermiddagen var jeg med specialestud. Niels Aagaard (sådan staves det!) fra Aaarhus på Ør. Landkanaldiget (apropos pattedyr) for at sætte musefælder op – fælder som det er meningen i løbet af de næste dage skal fange mindst 20 spidsmus, som han skal bruge til nogle ”anatomiske” undersøgelser. Han skal dissekere hjernen på dem og skære den i skiver for at tælle hjerneceller – lyder det ikke lækkert dejligt makabert bizart!? Fangsten skal gentages en gang til sommer, og det er så meningen at sammenligne resultaterne – spidsmus skulle efter sigende være de eneste højere dyr, hvis hjernestørrelse varierer igennem året, og det interessante er så om antallet af hjerneceller også ændres, samt muligvis at finde de stoffer (enzymer) som regulerer fænomenet! Lyder det ikke spændendende?! Jeg betakker mig, og har egentlig også lidt dårlig samvittighed over at have været med til at stille fangstredskaberne op. Stakkels små dyr! Hvad jeg synes er mere spændende er, hvilke musearter fælderne iøvrigt er i stand til at fange… Mens vi var der (på landkanaldiget) så vi iøvrigt en Moseugle (-som Terje havde overset!?) sidde og kigge med hornene rejste i nogle tuer 15 meter fra diget – meget fint! (-og med det samme kunne jeg ikke lade være med at blive Tippernostalgisk…).

En anden gæst som kom i dag var forhenværende observatør Torben Jørgensen. Han er jo ligesom jeg ynglefuglefreak og har lovet at hjælpe os med nogle af de forestående enggennemgange. Så der var mange mennesker til aften, snak og palaver omkring bordet – desværre havde vi ingen ØL!

Og så blev Bjarne forresten færdig med (sin del af) årsrap88 i dag (-årsrap88 er arbejdstitlen på computersprog!). Tillykke!

Fra feltstationens dagbog – 25. juni 1988

Frimer var ude og tegne, Albert ude og samle prøver, og jeg brugte nogle formiddagstimer på et raid rundt om de Vestlige Vejler for at kigge efter hvide hejrer, Stylteløber eller andet hit – jeg fandt dog ikke noget af det, kiggede så i stedet på en lille væver Dværgterne ved Østerild, og fandt en del andekuld som blev noteret ned til skemaerne.
Kogleaks blev også tjekket, heller ingen hits her, men kig på de efterhånden temmeligt fældende Sortterner, der hele tiden flyver til Lund og Han og kommer tilbage med småfisk til rederne. Rørhøgene har også virkeligt travlt med at skaffe mad for tiden – der ryger en del Blishøne- og Hættemåge-unger på den konto – og forhåbentlig ikke for mange Sortterne-unger!!?!
En Rørdrum fløj et langt stykke fra nede midt i BNR og op til Han, hvor den landede i det nordøstlige hjørne. Det er efterhånden sjældent ikke at se Rørdrum, når man er ude i nærheden af en eller anden rørskov…

Klokken 15 var der så Europamesterskab i fodbold – det blev set hos mine venner Bjarne og Gunvor i Kæret ved Lild, og bagefter tilbragte hele holdet aftenen der, med grillmad og senere pibende Skovhornugle-unger og spillende Natravn lige udenfor. Kampen vandt vore favouritter, Holland, så det blev fejret med adskillige flasker, og det blev halvsent inden vi fandt hjem. Fik også lige lidt Skagen-festival med på fjerneren, men uden at få noget glimt af Vejlernes nye observatør Martin, som befinder sig der nu.
Natten var stille og lun (endnu en af disse fantastiske nætter) – der var tryk på i rørskoven, og nedenfor stationen på Lyngevej sad der igen en Savisummer og sang.
Hvilken fantastisk sommer!