Fra feltstationens dagbog – 20. november 1991

VINTER, flot højtryksvejr med en svag nordøstenvind, solskin og frost! Det flottest tænkelige vejr på denne årstid! Farverne er koldtblå-tonede, og både solop- og nedgangen med masser af farvelade-rødt og violet, vinterfarver! Det var et frostdøgn med minimumstemperaturen -5o, og den kom ikke over -2o C. midt på dagen.

Så det blev en fin TOTAL – ja, hvordan kunne det blive andet med dét vejr?…

Det var selvfølgelig en kold knallerttur, især for tæerne, men det kunne man nu sagtens leve med. Østmanden var dog lige inde omkring Bjarne i Vust og få en dosis varme. Bjarne var desværre lige stået op (kl. 13!) og havde ikke fået så meget gang i brændeovnen endnu… Østmanden det var mig, og altså var det Terje der var på den lange Vestrute. Den var så lang, at selvom han startede lige omkring solopgang, var det lige før han ikke nåede at få talt færdigt inden det blev mørkt – men han brugte også en times tid på Lønnerup-skrænten på snak med Niels Odder, der tilfældigvis kiggede forbi.

Også Albert var ude i vejret idag – det var også svært at lade være med. Han var omkring Arupdæmningen og Lønnerup, og kunne bidrage med et par extra obs. dérnedefra.

Det var selvfølgelig tyndet kraftigt ud i svømmefugle og vadefugle i forhold til sidste total, mange af vandfladerne var næsten totalt tilfrosne, og engområderne var totalt døde – specielt Bygholmengen, hvor der så sent som igår var sprøjtende fyldt med ænder. Men så lå fuglene til gengæld koncentreret i nogle få våger, foruden på Limfjorden (der var helt isfri) og selvfølgelig i Lønnerup, som jo altid er god i frostvejr. Der var lav vandstand på fjorden (helt nede omkring -35/-40).

Fuglegennemgangen kan passende starte med Lappedykkerne, som nu er svære at finde – kun 11 Toppede i Tømmerby og derudover kun en enkelt fugl på iskanten i Lund. Ingen Lille Lap. idag. Af Skarver sås kun 2, i Tømmerby, som også var stedet for den ene af dagens 2 Rørdrummer. Den anden så jeg flyve sydpå over Selbjerg, og den var ved at give mig hjertestop, for det var en fugl med en helt anden flugtsilhouet end noget jeg har set tidligere – jeg kunne til at begynde med overhovedet ikke regne ud, hvad det kunne være for en fugl. Den havde nemlig ingen ben, ingen store fødder der stak bagud – gad vide om det kan være fordi den trækker dem op og varmer dem mellem bugfjerene – ellers har den simpelthen fået dem skudt af! Aparte så det ialfald ud! En Blishøne jeg så på isen i Han manglede helt sikkert det ene ben, der var kun en stump tilbage, og den væltede og gled på isen hver gang den forsøgte på at flytte sig -ynkeligt!

Svømmeænderne var skrumpet betragteligt i antal, undtagen Gråanden, som oven i købet var steget, til 4357, hvor de største koncentrationer befandt sig i Østerild (1290) og på Fjord Øst (1120). Men det er vist helt normalt, når der for alvor kommer frost, at man så ser en stigning i Gråande-tallet. Derimod var der kun få Krikænder, 304, og Pibeænder, 838 – flest på fjordlokaliteterne, 340 Øst og 320 Vest. Der var stadig 4 Skeænder som forvirret og forgæves fløj omkring og forsøgte at finde flydende vand i Vestsøen, Bygengen, og så blev der set 6 til et så unormalt sted for arten som Fjord Vest. De eneste Spidsænder var 5 i Lønnerup. Trold– og Taffelænderne var stærkt koncentrerede i Østerild, hvor henholdsvis 510 og 122 udgjorde langt hovedparten af dem der blev fundet idag. En Bjergand blandede sig i en af flokkene, og en Havlit var dukket op i Lønnerup. Der var kommet et ordentligt læs Store Skalleslugere med frosten, ialt 415 – vi har ikke haft over 10 fugle før idag! De var i modsætning til de andre dykænder koncentreret i Tømmerby Fjord, ikke færre end 340 hér. De Små Skalledyr er der ikke rigtigt gang i endnu – kun 3 fandt vi, dvs. Terje, for de var alle vestpå.

Gæssene har reageret højst forskelligartet på det nye vintervejr – Grågæssene er selvfølgelig skredet, har nok fået for kolde tæer – kun 51 var tilbage idag, den ene et så uvant sted som Lønnerup, men den var skadet. Derimod har vi fået en stærk stigning i Sædgæssene – både Øst og Vest. På Bygholmengen gik 130, ved Tovsig 150, i Læsvig 175 og så var der 3 i Arup – ialt 458. 2 Kortnæbbede ved Østerild kan betegnes som lidt “out of time, out of place” i forhold til artens normale forekomstmønster. Der var masser af Sangsvaner, ialt 643 – mange i små isvåger rundtomkring, og også på Limfjorden (72 Øst, 57 Vest) samt 134 i Læsvig. Ligeledes var der stigning i Pibesvanerne, 144 (de 119 i Lønnerup) – det kan dog evt. være nogle af dem, vi ellers har registreret på Thorup Fjordholme. Rovfuglene var meget synlige i det rimfrost-hvide landskab, især Musvåger var der mange af, ialt 34 – de 28 Vestpå, og 10 alene omkring Arup. Også 3 Fjeldvåger er “mange”, mens 16 Blå Kærhøge er normalt dette efterår. Det er vist en rigtig god Blå Kærhøge-efterår/vinter-sæson i år. Derudover 5 Spurvehøge, 4 Tårnfalke og den efterhånden fåtallige Dværgfalk sås i ét eksemplar, scoret af Albert ved Arupdæmningen. Ingen Pilgrim idag. Til vandhønseafdelingen af sumskemaet skal kun kommenteres, at der var rykket 17 Blishøns ud på Fjord Vest. Det er vist første gang dette efterår.

Vadefugleafsnittet er ret hurtigt overskuet; kun 179 Viber, 7 Hjejler, 46 Dobbeltbekkasiner, 361 Alm. Ryler, 91 Rødben, 14 Brushøns og en Stor Regnspove. Og så befandt halvdelen af Viberne, alle Rødbenene, Brushønsene og næsten alle Bekkasinerne samt de 229 af Rylerne sig i Lønnerup, selvfølgelig! Lønnerup Fjord er virkeligt en fuglelokalitet af særklasse, det viser sig gang på gang på gang… 91 Islandske Rødben er et ret flot tal efter Vejlerforhold, må man sige. Og Brushønsene hører til de sene. Der er ikke særlig meget at komme efter på spurvefuglefronten, de få jeg har fundet værdige til omtale her er en enkelt Jernspurv (på Høbjerget, hvor den har siddet fast og “ringlet” det sidste stykke tid), 4 Misteldrosler i Læsvig, 7 Silkehaler ved Tovsig (nydt i teleskop!), en sen Tornirisk ved Lønnerup, en flok på 30 Kvækerfinker i Læsvig – og for at det ikke skal være Terje der render med alle spurvefuglene må jeg også lige ha’ 3 Laplandsværlinger fra Bygholmengen med…

Til sidst skal jeg lige nævne de dyr, der ikke er fugle. Det drejede sig idag om et egern ved Tovsig, en spættet sæl ved Arupdæmningen samt en brud ved Krap. Sidstnævnte var desværre ikke i live, den lå død i minkfælden bag Kraphytten. Jeg kiggede også bagom hytten igår, da var der ikke noget i fælden, så den er helt frisk død – kunne nok ikke klare frostgraderne i nat. Det er altså for dårligt at have sådan en fælde stående uden at kigge til den mindst én gang dagligt!!!

Fra feltstationens dagbog – 8. november 1991

KULING fra WEST hele dagen, af og til med en nordlig drejning. Det var ikke lige dét vejr vi havde drømt om til pentadens totaltælling. Men de lover ikke meget bedre vejr de kommende dage, så vi kunne lige så godt få den overstået, så vi også kan holde lidt weekend. Det var Terjes tur til den lange Vestrute, undertegnede tog den knapt så lange Øst.

Det kraftige blæsevejr gjorde det svært at holde teleskoperne stille, især på dæmningerne – desuden har vi nok “glippet” mange fugle, som gemmer sig i vegetationen i den slags wildvejr. Det blev altså en dårlig total med dårlig dækning. Især for ænderne – tallene taler vist for sig selv: Gråand 1515, Krikand 1100, Pibeand 1810, Skeand 7. Langt hovedparten af fuglene befandt sig på Bygholmengen, hvor også 112 Gravænder havde forsamlet sig. Jeg synes det var utroligt svært at få tal på ænderne langt inde på engen p.g.a. teleskoprystelser – der kan sagtens have været mange flere, hundreder! Af de “sjove” dykænder fik vi dennegang 1 Sortand i Lønnerup og 5 Bjergænder – 4 i Glombak, 1 på Bygholm. Gæssene var til stede i følgende antal (for denne artsgruppe har vi nok fået en rimelig dækning, de gemmer sig ikke så let!): Grågås 436, Sædgås 70, heraf for første gang dette efterår en flok ved Glombak, 25, og endelig Bramgås 6 på Bygholmengen – samme antal som Sune havde da han fandt dem første gang den 21. oktober, siden er der set 4 de fleste gange og en enkelt gang 7… Af Gulnæbbede Svaner fandt vi kun få idag. Der var stadig 2 Rørhøns ved Lønnerup, dennegang i Skiveren (sidst i Storåen). Vandrefalken var der igen på Bygholmengen og skabte panik, derudover blev der af rovfugle set få, kun var tallet for Spurvehøg (6) ret stort (nok nogenlunde så stort som det nogensinde bliver her).

Og vadefugle: 19 Strandhjejler (alle VestVejler), 4085 Hjejler (alle pånær 5 VestVejler, de 3000 på Revlsbuske), mens Viberne var langt mere spredt ud i landskabet – ialt blev det til 1771. Hele 45 af dagens 59 Rødben var at finde i Lønnerup – det ser ud til, at vi igen får store vinterforekomster af robusta-Rødben, ligesom sidste år. Der kunne ikke findes nær så mange Almindelige Ryler som på sidste total, kun 555 (170 på Bygholmengen). En del af skylden for dette vil jeg nu tilskrive de føromtalte problemer med at holde optikken i ro, for vandstandsforholdene idag var stort set ligesom sidst – meget høj på fjorden. Men jeg kunne ganske simpelt ikke skelne hvad der foregik inde på Engen…

På spurvefuglefronten skete der ikke så meget, kun var der store flokke af Sjaggere i især de Vestlige Vejler, ialt 1616, heraf de 1100 omkring Arup. En enkelt Misteldrossel blev også set, i Læsvig, og igen Sortkrage på Langvad. Vinterfuglene var repræsenterede af 74 Bjergirisker og 30 Snespurve – alle vestpå.
Ringmærkningen i haven var mager; 2 Musvitter og 1 Fuglekonge.

Fra feltstationens dagbog – 1. november 1991

Midt på formiddagen blev undertegnede af Terje bragt på ARUPtax – ikke fordi jeg havde lyst, men den skulle jo gås. Det var nok den Aruptax jeg endnu har gået med det ringeste vejr -ret så surt show. Fugle var der selvfølgelig heller ikke mange at se af, selvom der var meget vand på engene både i Arup og i Læsvig – men de ligger jo nok og trykker og gemmer sig i læ i sligt “uvejr”. Der var dog kommet en del Pibesvaner til, 55 i Læsvig (på markerne nedenfor Vesløs Huse) sammen med 4 Sangsvaner, og 3 Pibesvaner i Arup. Jeg fik da også en lille belønning for strabadserne i form af Isfuglen, som idag sad ved Rødebro.
Terje fortsatte omkring Lønnerup for at se lidt fugle – det er sjældent med diverseobs. fra Lønnerup, men han vidste jo, fra totalen forleden, at der er mange fugle at se på denne lokalitet for tiden. Det var der da også idag, bl.a. 11 Små Lappedykkere, 1 Rørhøne, 52 Spidsænder, 8 Skeænder, og så var der også kommet Pibesvaner hér, hele 80. Og stadig mange vadefugle på mudderfladen, 280 Ryler, 46 Brushøns og ikke færre end 490 Bekkasiner! Det er ellers ikke mange Bekkasiner vi har set indtil nu, f.eks. kun 9 på Aruptax’en idag.

Mariko fik talt de samme gæs i blæsevejret og gennem regnkaskaderne idag, hun er ukuelig – selv regnkuling holder hende ikke indendøre.
Om aftenen var der FEST på stationen, i anledning af diverse hits med medfølgende lammekøller, og så er det jo også Terjes fødselsdag i morgen. Det var de sædvanlige Tordenskjolds soldater plus nogle ekstra (bl.a. fik Albert besøg af en veninde fra højskolen, Rikke) plus børn – så ialt var vi vel en 15-18 mennesker. Så mange har vi vist ikke været før. Men det forløb nu meget hyggeligt og stille og fredeligt.

Fra feltstationens dagbog – 22. oktober 1991

For undertegnede og for Mariko startede dagen med vækkeurets kimen kl. ½5 – dét føles tidligt på denne årstid. Vi skulle ud og se gæssene stå op, og stod da også klar nord for Kokkjær Vand en time før solopgang. Der kom bare ingen gæs!, dvs. vi kunne tydeligt høre dem “snakke” inde i Hanstedreservatet, men der var ialfald ingen der fløj østpå, mod forårsrastepladserne. Derimod ser det ud til, at det meste af Thy-bestanden samles på Rosvang her om efteråret, vi fandt ca. 400, og i løbet af morgenen kom der flere til nordfra, så totalen ved 9-tiden var oppe på 750. Senere på dagen var Mariko derude igen, og da var tallet steget til 870, ca. Der er tidligere set op til 1200, og det er tænkeligt at resten opholdt sig i Hanstedreservatet, som de måske både bruger til overnatning og fouragering. Nå men det skal Marikos næste dage jo nok afsløre!… Mariko fandt 9 halsbånd (foruden 3 halsmærkede Grågæs), hvoraf det lykkedes at aflæse de 7. Jeg opdager, at jeg helt har glemt at skrive at det er Sædgæs detteher drejer sig om, men det er vel nærmest evident?… Grågæssene blev ikke talt, men der har været omkring 300. Og så var der en stor flok Hjejler i baggrunden, en 3-4000. Vi sluttede af med at besøge godsejer Pilgård på Rosvang, dvs. hans kone, for godsejeren var ude at pløje. Hun var meget flink, og der var ikke noget i vejen for, at Mariko kunne benytte godsets private markveje. På selve Rosvang gjorde Mariko da hun var derude igen den mest syge observation; en Skægmejse fan’me s’gu, der fløj over gårdspladsen!!!

Her i Vejlerne checkede vi Sædgæssene i Arup Vejle, hvor der ligesom igår stod 48 overfor vejen mellem de to købmænd, dvs. det viste sig nu at den ene var en Kortnæbbet. Den halsbåndsmærkede Sædgås jeg også så igår gemte halsen irriterende godt i den høje tagrørsvegetation, men på hendes sædvanlige stædige fason lykkedes det Mariko at få den “nakket”, og det viser sig det er den gamle kending [H34], som ligesom [H28] er en af de fugle, der har andre vaner end hovedparten af flokken af halsmærkede – de drager ikke til England for at overvintre. [H34] plejer at følges med hybriden “Black Beauty“, men den er der altså ikke i år – i stedet har [H34] forelsket sig i en anden. Mellem Sædgæssene fandt vi også en Blisgås – efterårets første, men desværre et skadet eksemplar – den humpede ynkeligt, og var formentlig skamskudt. Mens vi stod derude kunne vi høre de allestedsnærværende Skægmejser fra de høje rør i Vesløs Vejle – mindst en 2-3 stykker. Det er vist første gang vi har konstateret dem dér.

Senere, på en ARUPtax jeg gik om eftermiddagen, hørte jeg flere Skægmejser, mindst 4, i Vesløs Rør. Ellers var der ikke meget at komme efter på dén tax; en Blå han-blå Kærhøg kom os (Albert og jeg) i møde ved Dykkerslusen ved taxens start, senere så jeg to brune blå, for nu at nævne noget af det mest opløftende. På trods af meget vand i Arup og oversvømmelser på engene var det tyndt med vandfugle, 75 Gråænder var eneste repræsentant for ænderne, og af vadefugle blev det kun til 16 Viber, 10 Strandhjejler, 12 Dobbeltbekkasiner og 12 Almindelige Ryler.

Så var der mere underholdning ved Sunes FJORDHOLMtax, som blev gået ved vandstand 0 og bød på bl.a. 99 Strandhjejler, men kun 155 “Alm.” Hjejler, 9 Storspover, 20 Små Kobbersnepper og ikke færre end 3045 Almindelige Ryler – mange! Andefugle var der heller ikke her mange af, 112 Gråænder var de talrigste. Men så var der til gengæld mange af de rigtige vinter-småfugle Bjergirisk 98, Lapværling 3, Snespurv 7, og endelig var der kommet Bjerglærker, men endnu kun 4. Samt en flok på 160 Sjaggere. Og en repræsentant for de hurtige: en Dværgfalk.

Terje var chauffør på Fjordtaxen, og i forbindelse med afviklingen af den blev både Bygholmengen og Thorup Fjordholme checket. Bygholm bød på endnu 40 Sædgæs (fløj til Thorup Fjordholme), 4 Bramgæs, 20 Pibesvaner, en blå blå Blå Blå Kærhøg (han) og en juv. Vandrefalk, der var på jagt. Thorup Fjordholme blev gennemkørt af samtlige 4 tværveje, men der var ingen gæs eller svaner at finde – bare 7 Musvåger og 80 Vindrosler kom i notesbogen.

Albert ringmærkede i haven indimellem at han tegnede kurver ud på computeren (-det nye regnearksprogram-grafik er bare fed!) og hele 13 fugle gik i fælden – Fuglekongen var den almindeligste med 7, dernæst var der 3 Solsorter, 2 Vindrosler og en Gærdesmutte.

Terje var på en eftermiddags-cykeltur omkring Tømmerby, hvor det var det lækre efterårsvejr, der var den største sanseoplevelse, men lidt fugle kom der da også i notesbogen, mest rovfugle: 6 Musvåger, en Tårnfalk, dagens anden Dværgfalk og en Blå Kærhøg (brun), samt en enkelt Strandhjejle. Dagens Strandhjejle-total blev således ikke færre end 110 – det er da mange!

Sikke mange fugle vi har set idag!

Fra feltstationens dagbog – 21. oktober 1991

Efter en feltmæssig stille weekend var stationens tre fugle-tællere klar til totaltælling, og denne gang var vi heldig med vejret – det var næsten så perfekt som det kunne blive. Kun var den lidt tiltagende vind op ad dagen en smule generende – men ikke noget at snakke om!

Og så er det jo en fornøjelse at kigge på og tælle fugle – og der var mange af dem idag. Sune kunne nyde østruten, Terje tog midt og undertegnede vest, og vi kom hjem med bl.a. følgende i notesbøgerne:

Af Små Lappedykkere lykkedes det dennegang kun at finde 10 – 3 i Ør. Landkanal på Bygholmdæmningen og 7 omkring Lønnerup – 2 i selve Lønnerup Fjord, 3 i Skiveren og 2 i Storåen. Der er stadig 50 Toppede Lappedykkere i Vejlerne, overraskende mange – og ikke mindre overraskende er det at finde 43 af dem i Tømmerby Fjord. Der har i det hele taget været mange Toppede i Tømmerby hele efteråret, men det kan jo være at de snart skrider nu, hvor vi nærmer os frysepunktet om natten!

Så blev der set en Rørdrum flyvende over Han/Lund – der har været en del iagttagelser i dét område den sidste måneds tid, samme fugl?

Ænderne fandtes i pæne antal idag, hvor vandfladerne var nogenlunde stille, i modsætning til sidste total. For Krikanden blev tallet dog ret så moderat, præcis 2800 (selvom der indgår tal på 9 og 4 havner vi alligevel på dette runde tal!). De næsten 1900 var at finde i Arup Vejle, så resten 1000 var spredt på de resterende lokaliteter, med flest Bygholmengen og Selbjerg. 400 i Selbjerg sås kun, fordi en Rørhøg fik dem på vingerne (fra rørkanten). Så var der 4269 Gråænder og 5478 Pibeænder, hvilket jo må siges at være meget pænt! Af Gråænderne befandt de 2710 sig på Bygholmengen, som igen er fyldt med overfladevand inde midt på engen (-men kanalerne er langtfra fyldte), dernæst var Vesløs/Arup største lokalitet med 740. I Arup Vejle lå også spredt ud over vandfladen 2865 Pibeænder, et flot syn! Eneste øvrige lokaliteter af betydning for Pibeand var Limfjorden Øst med 460 og Bygholmengen med 1970. Af de mindre talrige svømmeænder fandt vi 51 Skeænder (32 Bygholm), 47 Spidsænder (23 Selbjerg, og kun 10 i Lønnerup, hvor der sidst var over 100) samt 8 Knarænder – én på Bygholmengen og 7 i Glombak. Det er ikke imponerende mange oktober-Knarænder, vi har fået i år, snarere ynkeligt få!

Der var de sædvanlige store flokke af Taffelænder og Troldænder i de Vestlige Vejler, men da det er en artsgruppe der ikke har min store interesse gider jeg ikke at kommentere tallene! Men jeg vil dog nævne et par større forekomster af Hvinand – 450 i Glombak og 250 i Lønnerup – det er mange inde i Vejlerne i dagtimerne. En enkelt havdykand (eller to) blev det også til, nemlig den sporadisk forekommende Havlit, som Terje så én af i Tømmerby (fløj nordpå efter rast), og senere fandt han én i Han Vejle.

Der opholdt sig idag 553 Grågæs i Vejlerne, mens de Kortnæbbede var væk – næsten da!, kun fandt vi sølle 2 på Bygholmengen og én i Lønnerup (! -ja, Lønnerup – fuglen må være syg!). Nyt er det med 6 Bramgæs på Bygholmengen (-gik 2 og 2, i par, ret langt fra hinanden), og så kom Sædgæssene endelig idag! Jeg fandt 48 på nordvestkanten af Arup Vejle, lige overfor vejen mellem de to købmænd, dér hvor Vandrefalken plejer at sidde – et nyt sted at se Sædgæs, iøvrigt. Én af dem var halsmærket, men jeg kunne ikke læse den på den afstand. Der befandt sig yderligere 26 på engene ved Røde Bro, så ialt 74 i Arup Vejle, og Sune fandt også en flok på 37 på Bygholmengen. Iøvrigt pudsigt at Sædgæssene netop ankom samme dag som vores engelsk/japanske Sædgåse-forsker Mariko Parslow-Otsu, som var med færgen fra Harwich til Esbjerg idag, og dukkede op her til aften. På vejen nåede hun lige at checke Rosvang inden det blev mørkt, og fandt 480 Sædgæs dér. Kun ét halsbånd kunne hun se – [H28], den “afvigende” fugl, der plejer at overvintre her i Thy og ikke i England.

Der var også kommet flere gulnæbbede Svaner – ialt 81 Pibesvaner og 28 Sangs. – og der begynder så småt at dukke ungeflokke op imellem dem. Når vi har set 1000 Pibesvaner begynder vi for alvor at kigge efter halsbånd – vi har fået at vide at der er halsmærket 20 oppe på ynglepladserne, hvilket svarer til en tusindedel af bestanden…

Af Høns så vi 15 Agerhøns, 2 Rørhøns og en helvedes bunke Blishøns – bl.a. 3050 alene i Østerild Fjord, hvor de lå og fouragerede hele vejen op langs østsiden så det var en lyst – man skulle jo ikke tro at der var vandkvalitetsproblemer når man ser sådan noget!…

Af de for tiden mere halvsjældne rovfugle (-jeg gider nemlig ikke nævne alle de almindelige!) kan nævnes 2 Duehøge, én ved Arup og dén på Ør. Landkanal, hele 3 Vandrefalke, alle set af Sune, 2 Fjeldvåger (én Arup Holm, én BNR) samt den Rørhøg, der var ansvarlig for at Terje fik talt 400 Krikænder i Selbjerg. Det er ved at være halvsent for Rørhøg, men netop her i Vejlerne er det jo ikke noget særsyn.

På trods af en stor, flot, cirkelrund (og gul) fuldmåne var brokfugleflokkene ikke imponerende store; for hverken Vibe eller Hjejles vedkommende fandtes flokke som var meget større end 100, og mange stod spredt i agerlandet i småflokke – kun én større forekomst skiller sig ud, 2000 Hjejler på Hovsør Indtørring. I det hele taget ingen imponerende vadefugletal – 10 Strandhjejler, 361 Almindelige Ryler (flest på fjorden, lav vandstand), 48 Brushøns… -Men en enkelt Islandsk Ryle, den sidste vel, på Fjord Øst skal lige nævnes.

Ved Dykkerslusen var jeg heldig at se den blændende blå Isfugl, som Terje indtil nu har haft monopol på.

Også spurvefuglene var i luften idag, bl.a. bemærkedes lidt flere Sjaggere, 242, og 45 Vindrosler blandede sig i flokkene. 35 Bjergirisker sås ved Hovsør. De sorte fugle var repræsenterede af bl.a. 12 Råger i Læsvig, 1 Sortkrage på Fjord Vest (ved Lønnerup) og 2 af samme nord for Tømmerby (traditionelt sted). Ringmærkningen i haven idag gav bl.a. en Munk, nok en af de sidste. Iøvrigt ialt 8 fugle fangede. To Landsvaler kunne glæde dem der så dem, Sune fik en på Bygholmengen, og jeg en over hustagene, da jeg var i Frøstrup. Man kan jo ikke lade være med at tænke på, at der nu nok skal gå ½ år, før man ser disse dejlige fugle igen. Der var en Stor Tornskade på jernbanedæmningen Han/Lund, og så mangler jeg værlingerne: 4 Laplandsværlinger i de Vestlige Vejler, 4 Snespurve (ny efterårsart) på Bygholmengen, og til sidst en DVÆRGVÆRLING, som Sune fandt på Glombakskrænten – endelig lykkedes det ham, han har også gået og snakket meget om den kære lille pusilla. Det var en ungfugl, som oven i købet kunne bestemmes til en han, da den sad og sang, eller ialfald småpludrede. Albert og Terje skyndte sig med det samme derned, men det var ved at blive mørkt, og de fandt den ikke.

Ikke flere fugle for idag, men nævnes skal også lige et par andre dyregrupper: sommerfuglene repræsenteret af en admiral ved Arup, og for pattedyrene et egern ved Tovsig.

Til allersidst lige en enkelt jagtbemærkning: der var 2 jægere ude på spidsen af Hovsør Røn, de havde skudt 2 Gråkrager og en 4-5 Toppede Skalleslugere.

Fra feltstationens dagbog – 12. oktober 1991

Fødselaren Albert tillod sig ikke at sove længe, han var oppe og åbne nettene allerede før solopgang, og de havde ikke været åbne mere end en times tid, før fødselsdagsgaven sad der: 5 små søde duntrolde med lange haler strittende til alle sider, med andre ord HALEMEJSER!!! Tillykke med dem, Albert, dét er en ringmærkningsart der vækker misundelse! Terje var taget af sted på total, undertegnede kørte nogle venner til Bulbjerg, hvorfra de skulle vandre til Agger her i efterårsferien, og Sune er jo på Sjælland – så han stod helt alene med de søde små, Albert. De er jo små som Fuglekonger i kropsstørrelse, så de fik fuglekongeringe på, og blev aldersbestemt til én sikker ungfugl og 4 ubestemmelige. Ialfald to af dem var af den nordlige, hvidhovede race – så det har de nok alle været, det har formentlig drejet sig om en familieflok. Og helt overraskende, iøvrigt, at en sådan flok skulle komme forbi hér på Lynge – så vidt Terje og jeg kan huske, er det første gang dét sker!…

NÅ MEN Terje og jeg var jo på TOTAL idag, tomandstotal, så det var en længerevarende affære. Heldigvis viste det sig rigtigt at satse på at vente til idag, da sigten var blevet så god, at kun fugle i de allerfjerneste kroge af Selbjerg og Østerild vanskeligt kunne bestemmes. Til gengæld var blæsten så noget generende. Terje startede tidligt, mens det endnu var temmelig tæt tågediset, men tog så hele turen omkring Tømmerby, hvor sigten jo ikke betyder så meget. Undertegnede kom først i gang ved 9-tiden, efter at have ageret taxa-chauffør, men da var sigten allerede anvendelig til fugletælleri. Som det fremgår var fordelingen Terje på Vest, undertegnede på Øst.
Og dagens fugle var bl.a. følgende:

Lille Lappedykker 19, alle i Lønnerup! Ingen voldsomt store andetal idag, således Krikand 1447, Gråand 1891, Spidsand 88, Pibeand 1980 og Skeand 17. Næsten lige mange Trold– og Taffelænder, henholdsvis 385 og 395, hvoraf de henholdsvis 280 og 220 befandt sig i Lønnerup. Grågæs fandt vi 516 af spredt, og af Kortnæbbede kun 10, som stod på Bygholmengen. Vi havde én Vandrefalk hver, på Bygholmengen og i Arup, men ellers var der ikke så mange rovfugle denne gang. Tranerne stadig at finde på Bygholmengen. Dagens største fugletal står Blishønen for, 5080 blev klikket af og kom i notesbøgerne. Traditionel fordeling; de største lokaliteter er Østerild, Lønnerup og Selbjerg. Blandt vadefuglene var der flest Viber (1724), Hjejler (3039)og Almindelige Ryler (464). Iøvrigt 3 Præstekraver (stadig!), 41 Strandhjejler, 33 Dobbeltbekkasiner, 3 Storspover, 50 Rødben og næsten samme antal Sortklirer, nemlig 49 (de 41 i Vesløs/Arup). Endelig 9 Hvidklirer, en enkelt Islandsk Ryle – den sidste? -, 24 Brushøns og KlydeN på Bygholmengen. Terje havde en sen (østenvinds-)Mursejler ved Tømmerby, og en anden sjov ting var en Isfugl ved Rødebro. Der var ikke specielt store spurvefugletal, i betragtning af at vi har oktober med østenvind og det hele. Men nævnes kan dog 94 Sanglærker, 22 Sjaggere, 8 Sangdrosler, 56 Vindrosler, 26 Fuglekonger, 77 Engpibere, 25 Bjergirisker, 306 Bogfinker og en Kvækerfinke. Og nogle af de sidste; 11 Svaler og 10 Vipstjerter.
Om aftenen fejrede vi så Alberts runde fødselsdag (et ”skarpt hjørne”, 40 år!), med deltagelse af Bjarne, Bjarne, Irene, Tue og Mie udefra. Mie agerede kok, så det blev noget af et ædeorgie; med rejecocktail, oksefilet med sauce bernaise, og romfromage til dessert.

Fra feltstationens dagbog – 4. oktober 1991

Albert og Terje havde havenettene oppe fra før solopgang og til lidt før middag. Det gav ialt 6 nymærkede fugle, en del egne aflæsninger og en udenlandsk – en norsk-mærket Fuglekonge! Dém er der langt imellem, det er vel knap nok en ud af tusind Fuglekonger der bliver genmeldt! Helt flot! De nymærkede var endnu 3 Fuglekonger, 1 Musvit, 1 Skovspurv og 1 Rødhals.

Og så måtte vi endnu en gang (sidste gang!) til Thisted for at leje en dyt, så vi kunne få vores taxeringer i hus – desværre kunne ’Avis’ først udlevere bilen kl. 10, så vi kom noget sent i gang – ærgerligt, for vejret var finest og helt stille om morgenen, senere blæste det noget op. Det var Terje der var inde og hente den lille “sportsvogn”, han kørte derfra direkte til Bygholmdæmningen, hvor Sune ventede, så Terje kunne blive kørt på Fjordholmtax. Derefter blev undertegnede fragtet til Krap for at gå Selbjergtaxen, og til sidst var det Sunes tur til Aruptaxen (Albert var chauffør).

FJORDHOLMeren blev gået ved høj vandstand (+44 – +52), altså langs diget. Derfor var der ikke så mange fugle som sidst, men alligevel kan man på ingen måde sige her var fugletomt, bl.a. var der stadig mange brokfugle; Vibe 885, Hjejle 3180 og Strandhjejle 63. Langt hovedparten af disse befandt sig indenfor vildtreservatet. Så blev det også til 27 Dobbeltbekkasiner, 62 Storspover, 12 Småsnepper, 1000 Alm. Ryler (halvdelen i vildtreservatet), 3 Islandske, 7 Hvidklirer og 26 Rødben. Af de vadefugle der nu er stærkt på retur var der bare 3 Store Præstekraver og 3 Strandskader tilbage – det er faktisk et stykke tid siden, vi har set Strandskader sidst… Så er alle vadefugle nævnt, men der var jo også andre fugle på tax’en – bl.a. 465 Gråænder, 400 Pibeænder, 61 Krikænder og 14 Spidsænder. Lige præcis 100 Gravænder er taxen nu oppe på, og 120 Toppede Skalleslugere lå og hvilede på land (på Borreholm). Af rovfugle sås 3 Musvåger, 1 Tårnfalk, 1 Spurvehøg og 2 Dværgfalke. Og småfuglene: 38 Sanglærker, 97 Engpibere, 4 Skærpibere, 226 Tornirisker (mange så sent, synes jeg) og 2 Stenpikkere.

SELBJERGtaxen var derimod noget af det tyndeste, der længe er set. Læssø og søerne i Bredvande var (selvom der er kommet vand igen) som blæst for fugle, og rørskoven er der jo heller ikke meget liv i for tiden. En enkelt lille flok Skægmejser løb jeg dog ind i. Men taxens bedste fugl kom til allersidst, i Kogleaks, hvor jeg var ved at få en Vandrefalk i hovedet. Den blev mobbet af en Tårnfalk og endte med at stikke af sydpå, og passerede mig på 20-30 meters afstand, mens den drejede hovedet og kiggede nysgerrigt! Det var iøvrigt en imm., med hvidt hoved og spredte længdestriber ned på brystet, oversiden brun med et blåt anstrøg. Og så havde den bare nogle af de mest jagtfalkeagtige proportioner, jeg længe har set, brede vinger og lang, lige hale, desuden kun svagt markeret skægstribe – så den voldte nogle bryderier. Men det var en Vandrefalk!

ARUPtaxen var heller ikke så videre fuglerig, men et par arter markerede sig dog markant – 560 Grågæs i Læsvig, spredte sig til Arup og Østerild, da de blev skræmt op, og 40 Sortklirer på Arupengen er pæne tal. Og så var der ialt 5480 Hjejler i Arup-systemet, heraf dog kun de 180 på selve taxen. Men absolut et tal i den pæne ende! Ialt har vi så altså talt 8660 Hjejler idag – flere end på totalen sidst… Ellers kan nævnes 34 Dobbeltbekkasiner og 94 Engpibere som mest markante ting fra Aruptaxen, og til sidst en Stenpikker ved Rødebro, som Sune havde lidt problemer med – den havde noget Ørkenstenpik-ker over sig! Efter at han kom hjem fra taxen blev en del af det øvrige stationspersonale rekvireret, og sammen var de så ude ved Rødebro i den lejede ”stationsbil” – men pikkeren var som sunket i jorden, og den må få lov at stå hen i det uvisse. Det er li’som om vi har prøvet det dér med Ørkenpikker før… Men en dag får vi s’gu nok en rigtig!

Diverse obs. fra dagen kunne bl.a. byde på Bygholmengens faste inventar; 7 Traner og en Klyde.

Fra feltstationens dagbog – 2. oktober 1991

Det kraftigt blæsende vejr var naturligvis ikke det bedste totalvejr, men der var jo ingen vej udenom, da vi var nået til pentadens sidste dag. Så vi tørnede ud i det, med Terje på Vest på en splinterny knallert, Sune Midt – og deraf kan man vel ræsonere, at undertegnede altså tog Østruten. Blæsevejret var naturligvis generende for tællingen, både p.g.a. kikkertrystelser, men også fordi en del fugle var “væk” – de gemmer sig jo i rørene i sligt vejr. Jeg var ude for en punktering – heldigvis lige da jeg befandt mig ved Bygholm Mølle, hvor jeg kunne låne Rasmussens biltelefon – han var der tilfældigvis med en gruppe gæster. Og Mie var på rengøringstjans på stationen, så jeg kunne blive hentet i den gule Dacia.

Albert ringmærkede i haven; fangede 7 nye fugle: 1 Rødhals, 2 Solsorter, 1 Munk, 2 Fuglekonger og en Gransanger.

Men iøvrigt var der da stadigvæk masser af fugle at kigge på og tælle på totalen, og et par sjove ting imellem. Noget af det mere overraskende var en Mellemkjove, der langsomt arbejdede sig over Bygholmengen med sin tunge Storskråpe-agtige flugt. Det var en af disseher “mellembrogede” fugle, en imm. (2- ell. 3K?). Der blev selvfølgelig panik blandt ænderne derinde på engen, men kjoven viste nu ikke tegn på at ville lave rov, den fortsatte bare tungt sydvestpå, udover fjorden…

Men ellers vil jeg tage artsgennemgangen på traditionel vis, startende med Lappedykkerne, hvoraf der var et par større ansamlinger; i Lønnerup hele 32 Toppede, og en “flok” på 9 af de søde Små i Ør. Landkanal ved Bygholmdæmningen – det er da mange! Der var også en Lille Lap. i Lønnerup, så totalt 10. Gæssene var til stede med et pænt Grågåsetal, 870 (244 Østlige, resten Vestlige Vejler), og så var der 55 rastende Kortnæbbede på Engen, samt 77 trækkende Tømmerby og 115 Selbjerg. De mere fåtallige Knortegæs sås med 4 Mørkbugede Fjord-Øst og 1 Lysbuget Fjord-Vest.

Andetallene var noget modererede i forhold til sidst, undtagen Gråand, som der lå ikke færre end 1935 af på Bygholmengen, de fleste langt inde på den nu sjapvåde midterste del af engen. Et syn der ikke er set i lang tid! Vandstanden på Engen er ganske vist stadig nede på -31, men alle kanalerne og panderne er fyldt op af regnvand. Totalt fik vi talt 2380 Gråænder. Krikænderne fandt vi ialt 1473 af, heraf de 1170 i Arup (man må regne med, at mange har gemt sig i rørene i de Østlige Vejler). Af Pibeænder blev det til 2361, med flest på Bygholmengen (1115) og Arup (840), mens der nok var for høj bølgegang på Selbjerg og Østerild, hvor de ellers har huseret. Og så blev det til 34 Skeænder (26 Bygholmengen) og 21 Spidsænder (16 Bygholm).

Der var godt med rovfugle, f.eks. på Bygholmengen (udover Mellemkjoven!) var der 2 Blå Kærhøge, 3 Musvåger, 1 Dværgfalk, 1 Tårnfalk og så Duehøgen fra igår øst for Landkanalen. Terje havde den gamle bekendte Vandrefalk på Hovsør Røn, og iøvrigt blev det til ialt 7 Blå Kærhøge, kun 4 Rørhøge, 2 Spurvehøge, 2 Dværgfalke og 4 Tårnfalke.

Den faste flok Traner, som nu er reduceret til 7, spankulerede rundt som baggrund for de mange fugle på Bygholmengen. Blandt vadefuglene kan fremhæves de stadigt pæne tal af Vibe og Hjejle, 1758 og 6115 henholdsvis. Vibetallet væsentligt mindre end sidst, men dagens Hjejletal var faktisk endnu større end på sidste fuldmåne-total. Og de står stadig og raster i store inaktive flokke, de største 1160 på Bygholmengen, 970 Arup, 510 Fjord-Vest og 2800 på Revlsbuske. Den tredje brokfugl, Strandhjejlen, er også relativt talrig for tiden, idag 93 hvoraf de 70 var at finde på Hovsør Røn. Men kun 3 Store Præstekraver tilbage. Iøvrigt: 18 Små Kobbersnepper, 8 Islandske Ryler, 20 Dværgryler (15 Bygholmengen på en sjapeng øst for Landkanalen, mellem Viber og Stære) og 444 Almindelige Ryler. De fleste (-ja faktisk alle!) Ryler er stadig at finde inde i Vejlerne, med 180 i Selbjerg. Høj vandstand på Limfjorden! Videre må nævnes 20 Hvidklirer (mange så sent!), 30 Sortklirer (de 29 i Vesløs Vejle-flokken, der har været der længe efterhånden) og en småsen Mudderklire. Af Brushøns kunne vi finde 85 idag – halvdelen ved Selbjerg, halvdelen i de Vestlige. Det er efterhånden ikke hver dag, vi ser terner inde i Vejlerne (-mens de stadigvæk passerer på havtræk), men der var da en enkelt Fjordterne på Fjord-Vest.

Der er ikke så særligt meget at fremhæve af spurvefugleri, men et generelt indtryk af mange Sanglærker, Engpibere og Rørspurve, bl.a. 14 Rørspurve langs Læsvigvejen til Rødebro. En Sortkrage på Bygholmengen er nu dog en usædvanlig obs. Det er ikke så mange drosler, vi har set endnu, men der var 27 Vindrosler omkring Tømmerby og en (nok nærmest lokal) flok på 20 Misteldrosler ved Glombak. Omkring Tømmerby også 17 Skovskader – er der en invasion i gang?

Til sidst at nævne en spættet sæl på Limfjorden Vest og at der var jagt på Arup Mark og ved Bruuns Hul.

Efter afsluttet tælling kørte Terje til havet (dennegang Lild), hvor der mærkeligt nok ikke var videre gang i noget som helst, et par Splitterner, 6 Suler, lidt Alke og Lommer var næsten alt – dog kunne en Lunde live lidt op – muligvis samme som igår? Terje sad der i et par timer om eftermiddagen. Ingen Kjover, mærkelig nok, men måske var vejret simpelthen for klart – hittelefonen melder ellers om Danmarksrekord ved Hanstholm, og det var vel også forventeligt med pæne havfugletal med vindens meget nordlige drejning…

Fra feltstationens dagbog – 1. oktober 1991

Oktober = EFTERÅR! Før fanden fik sko på var Sune, Terje og u.t. på vej ud på vores respektive skudtællingspunkter – Sune tog Han, Terje Dykkerslusen og undertegnede befandt sig ved fangefolden Ør. Landkanal. Selv om det fra starten syntes ret surt at skulle ud i “uvejret”, så viste det sig faktisk at blive en fin morgen, hvor bygerne blev færre (så få at man næsten ikke blev våd), vinden stilnede af, og der var fugle i luften. Til gengæld ikke så mange skud: Dykkerslusen 60, Han 63 og Ør. Landkanal/Fjordholmene 79. Flest jægere sås fra Ør. Landkanal: 4 øst for Landkanalen, 12 på Fjordholmene og 4 i hvide anorakker og hvide skydepramme mellem deres lokkeænder på fjorden.

Mens vi var af sted ringmærkede Albert i haven – sølle to fugle udgør dagens fangst, den ene en Solsort – men den anden til gengæld en Spurvehøg! Det er ikke så tit de bliver hængende i nettene. Første her på Lynge siden ’87.

Der blev ikke gået nogen taxeringer idag (-dvs. slet ingen i denne pentade, for i morgen er sidste dag, og da skal vi på total), vi havde ellers allieret os med en taxa, men da regnvejret blev ved hele eftermiddagen blev det opgivet. Der ville ellers givetvist have været mange fugle at tælle! Men alligevel kom der mange fugle i midtbogen, især over Dykkerslusen og Han svirrede det med fugle om ørerne på observatørerne. Nævnes kan fra Dykkerslusen: 800 forskræmte Grågæs i Arup, 30 Kortnæbbede, 2 Hvidklirer, 60 Engpibere, 1 Gul Vipstjert og rovfugle kom der som altid forbi: 1 Rørhøg, 1 Blå Kærhøg og så en Vandrefalk. Samme 3 rovfuglearter så jeg fra Dykkerslusen sidst jeg var på Vesttotal. I kanalen lå en Lille Lappedykker (usædvanligt sted), og 1 hvinende blå Isfugl smuttede forbi. Senere på dagen så Rasmussen en Isfugl komme ud fra inde under broen ved de nyrenoverede sluseporte ved 26’eren – jo nok den samme. Det var jo her, at en af sidste vinters faste Isfugle opholdt sig – kan det være den samme, der er kommet tilbage? På vej hjem havde Terje en anden Vandrefalk, i Tømmerby. Der var 250 Ringduer i flok ved Arup (-og 70 her på Lynge), og endnu 105 overtrækkende Kortnæbsgæs ved Tømmerby.

Også Han bød på træk-Kortnæbbede, ialt 391 mod SW – mærkeligt nok kom ingen af dem ned omkring fangefolden. Iøvrigt kunne Han/Kogleaks byde på 1 Rørdrum, 4 Rørhøge, 1 Blå Kærhøg han, 1 Dværgfalk, 4 Vandrikser, 73 SW-trækkende Strandhjejler (jævnfør Fjordholmtaxen den 27/9), 3 Hvidklirer, helt overraskende 2 Sortterner, ungfugle som også trak sydvestpå, 8 Hvide Vipstjerter og 1 Gul-, 2 Laplandsværlinger (efterårets første), og en sen Mursejler og en småsen Digesvale. Så der var nok at holde styr på for Sune, selvom der var langt mellem skuddene. På Ør. Landkanal/Bygholmengen skete der knap så meget, her var dog ligesom på de to andre poster også en fed rovfugl, en blålig ad. eller subad. Duehøg øst for Landkanalen. 160 Grågæs flokkedes på engen (så totalt for dagen næsten 1000), og der var kommet vand i alle panderne og kanalerne, så der var, for første gang længe, mange ænder inde – mest Gråænder, så det ud til – men det vil jo vise sig på totalen i morgen. En ræv (med flot pels, uden skab!) fik våde tær derinde. Ved alle tre skudtællingspunkter sad forresten en Rørsanger og snerrede (-kan man vel kalde dens kald).

I formiddagstimerne og de første eftermiddagstimer holdt folk sig inde – vejret var vådt og uindbydende.

Sidst på dagen da det klarede i vejret tog folk så UD – dog ikke uden at få et par grundige “blødere” i hovedet! Sune og Terje tog til havet (Lild), hvor dagens tredje Sortterne trak forbi – det er sent med sådan et “ryk”! Det er jo ialfald nok næppe danske fugle! Ellers ikke meget gang i den, 8 Suler var mest “havfugleagtige”, men et lille udvalg af alkefugle kom tæt nok på til bestemmelse – 1 Lomvie, 2 Alke og en af de sjældne Lunder. Frimer var ved Kogleaks, hvor dagens tredje Vandrefalk lavede opvisning – den kom rundt over det meste af de Østlige Vejler i løbet af no time, og bagefter fik han den lige i synet. Den lavede rav i den i Kogleaks, hvor ikke færre end 250 Engpibere myldrede op – man ser dem ikke, hvis ikke de skræmmes på vingerne. Frimer havde også endnu 41 trækkende Kortnæbbede Gæs. Albert var på cykel ned ad Ør. Landkanal, hvor han havde den første sikre Store Tornskade dette efterår og de 7 Traner på engen. Og Klyden i Midtsøen er der stadig.

Helge så 2 Fiskeørne i Tømmerby idag (-frækt, for Terje kiggede netop efter den i Tømmerby, men kunne ingen finde), og fra sit kontor inde i Thisted så han (årets sidste, sene) Bysvale.

Jo, der sker s’gu noget, selvom vi ikke har været på en eneste regulær, standardiseret fugletælling idag.

Fra feltstationens dagbog – 25. april 1991

For første gang i år kunne totaltællingen opdeles på tre ruter, LÆKKERT! Og når det så også er fint fugletællevejr er det jo herligt at være på total og have tid til at NYDE fuglene! Det blev oven i købet en firemandstotal idag, idet Terje havde Børge med på sin midtrute. Jeg tog mig af vesten og Palle fik så østruten. Det er utrolig rart, når vi nu får forstærkning i yngletiden, at det er en mand, som er inde i alle optællingsrutinerne i forvejen – vi får garanteret lige så meget (eller mere!) glæde af Palle i år som vi havde af to militærnægtere tilsammen sidste år…

Men nu til arterne og tallene, som der var mange og store af!: De yndige Sorthalsede Lappedykkere er vokset i antal til 6 i Han og 4 i Glombak, svarende til 5 par ialt – men det er nu ikke sikkert, at man skal lægge for meget i det, det er jo før set, at der er kommet et influx af fugle her sidst i april, som senere er forduftet igen. Der er ialfald ikke meget hættemågekoloni tilbage nogen af stederne! Træk-svømmeænderne falder nu mærkbart i antal, til 705 Pibeænder, 2045 Krik– og 55 Spidsænder, og af yngle-svømmeænderne sås 61 Skeænder, 12 Knar– (Bygholmengen) og sølle 2 Atlingænder (i Lønnerup) – det er virkeligt ikke et Atling-år i år! For to år siden havde vi 45 Atlinger på en total på dette tidspunkt! Det er stadig for tidligt at kortlægge Skeænderne, som ligger i flokke endnu (bl.a. 18 i Kogleaks), men Gråænderne blev selvfølgelig kortlagt idag, selvom det føles omsonst… Dykænder gider jeg som sædvanligt ikke fortælle om, bortset fra, at det snart er slut med Store Skalleslugere – kun 10 sås idag. En anden ”slut-art” er Sangsvane, som der sås 1 af – en immatur ved Lund, formentlig syg eller skadet eller aparte. Sædgæssene er tilsyneladende også helt slut – ikke en eneste var der idag, mens vi stadig har nogen tid tilbage sammen med de Kortnæbbede – hele 1883 blev det til idag, vist det største antal hidtil i år. De sås ved Tømmerby (72), Bygholmengen (454, kom fra Th. Fjordholme om morgenen), Vesløs/Arup (797) og Hovsør Røn (560). Imellem dem var 2 Blisgæs – én på Bygholm og én Hovsør. De sidste gæs var de 4 Bramgæs (inkl. den hvidhovedede, som Palle mener er en hybrid) på Bygholm.

På vadefuglefronten er det jo især Hjejler og Brushøns, som ses i markante store flokke for tiden; der burde også være en masse Alm. Ryler, men dem fandt vi ganske få af. Til gengæld altså virkeligt mange af de to andre arter – 3485 Hjejler (Palle havde dog flere alene på Fjordholmtaxen igår), flest i Arup, 2130 – og 2205 Brushøns, med majoriteten i Lønnerup, hvor (hold fast!) 1560 (!) Brushoveder myldrede rundt på vadefladen mellem måger, Viber, Krikænder, Blishøns, Klyder osv. i én stor forvirring. Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken, men jeg tror, at det er den største flok Brushøns, jeg har set på ét sted – flot var det ialfald. Jeg checkede 200 af dem igennem, og af dem var 182 hanner og 18 hunner – altså stadig under 10% høner. En anden af de talstærke vadefugle er Klyden, som der var 316 af på Bygholmengen – ellers mindre tal mange steder rundtomkring. Af de mere fåtallige vadere var der 4 Hvidklirer, 1 Svaleklire, 2 Småspover og årets første 2 Mudderklirer. Der er kommet en masse Havterner, 108 ialt, flest langs Bygholmdæmningen (87), og så sad de første 2 Fjordterner på bundgarn i Arup Vejle og så hjemmevante ud.

Så mangler jeg kun spurvefugle, og dér må man sige, at det helt store tiltræk stadig la’r vente på sig – men der er dog kommet et lille ”boom” af Løvsangere og Landsvaler, henholdsvis 30 og 12. Også lidt spredte Ringdrosler på utraditionelle steder, ialt 7. Og så kom de Gule Vipstjerter endelig, 2 v. Krap og 1 Arupdæmningen. Men endnu ingen Gærdesanger – vi skal bruge noget SØNDENVIND snart! Til natten var Terje og broren ude på en lyttetur, og årets 2. Savis. summede løs fra den sædvanlige post ved Finns Krat – jeg tror vore Savisangere er de samme fugle som vender tilbage år efter år! Og så nævner Palle, at han så 2 Skægmejser, men det er jo en ren trivialitet efterhånden – f.eks. nævnte jeg da ikke, at jeg havde 3 på Selbjegtaxen igår!… SLUTNU!