Fra feltstationens dagbog – 21. oktober 1991

Efter en feltmæssig stille weekend var stationens tre fugle-tællere klar til totaltælling, og denne gang var vi heldig med vejret – det var næsten så perfekt som det kunne blive. Kun var den lidt tiltagende vind op ad dagen en smule generende – men ikke noget at snakke om!

Og så er det jo en fornøjelse at kigge på og tælle fugle – og der var mange af dem idag. Sune kunne nyde østruten, Terje tog midt og undertegnede vest, og vi kom hjem med bl.a. følgende i notesbøgerne:

Af Små Lappedykkere lykkedes det dennegang kun at finde 10 – 3 i Ør. Landkanal på Bygholmdæmningen og 7 omkring Lønnerup – 2 i selve Lønnerup Fjord, 3 i Skiveren og 2 i Storåen. Der er stadig 50 Toppede Lappedykkere i Vejlerne, overraskende mange – og ikke mindre overraskende er det at finde 43 af dem i Tømmerby Fjord. Der har i det hele taget været mange Toppede i Tømmerby hele efteråret, men det kan jo være at de snart skrider nu, hvor vi nærmer os frysepunktet om natten!

Så blev der set en Rørdrum flyvende over Han/Lund – der har været en del iagttagelser i dét område den sidste måneds tid, samme fugl?

Ænderne fandtes i pæne antal idag, hvor vandfladerne var nogenlunde stille, i modsætning til sidste total. For Krikanden blev tallet dog ret så moderat, præcis 2800 (selvom der indgår tal på 9 og 4 havner vi alligevel på dette runde tal!). De næsten 1900 var at finde i Arup Vejle, så resten 1000 var spredt på de resterende lokaliteter, med flest Bygholmengen og Selbjerg. 400 i Selbjerg sås kun, fordi en Rørhøg fik dem på vingerne (fra rørkanten). Så var der 4269 Gråænder og 5478 Pibeænder, hvilket jo må siges at være meget pænt! Af Gråænderne befandt de 2710 sig på Bygholmengen, som igen er fyldt med overfladevand inde midt på engen (-men kanalerne er langtfra fyldte), dernæst var Vesløs/Arup største lokalitet med 740. I Arup Vejle lå også spredt ud over vandfladen 2865 Pibeænder, et flot syn! Eneste øvrige lokaliteter af betydning for Pibeand var Limfjorden Øst med 460 og Bygholmengen med 1970. Af de mindre talrige svømmeænder fandt vi 51 Skeænder (32 Bygholm), 47 Spidsænder (23 Selbjerg, og kun 10 i Lønnerup, hvor der sidst var over 100) samt 8 Knarænder – én på Bygholmengen og 7 i Glombak. Det er ikke imponerende mange oktober-Knarænder, vi har fået i år, snarere ynkeligt få!

Der var de sædvanlige store flokke af Taffelænder og Troldænder i de Vestlige Vejler, men da det er en artsgruppe der ikke har min store interesse gider jeg ikke at kommentere tallene! Men jeg vil dog nævne et par større forekomster af Hvinand – 450 i Glombak og 250 i Lønnerup – det er mange inde i Vejlerne i dagtimerne. En enkelt havdykand (eller to) blev det også til, nemlig den sporadisk forekommende Havlit, som Terje så én af i Tømmerby (fløj nordpå efter rast), og senere fandt han én i Han Vejle.

Der opholdt sig idag 553 Grågæs i Vejlerne, mens de Kortnæbbede var væk – næsten da!, kun fandt vi sølle 2 på Bygholmengen og én i Lønnerup (! -ja, Lønnerup – fuglen må være syg!). Nyt er det med 6 Bramgæs på Bygholmengen (-gik 2 og 2, i par, ret langt fra hinanden), og så kom Sædgæssene endelig idag! Jeg fandt 48 på nordvestkanten af Arup Vejle, lige overfor vejen mellem de to købmænd, dér hvor Vandrefalken plejer at sidde – et nyt sted at se Sædgæs, iøvrigt. Én af dem var halsmærket, men jeg kunne ikke læse den på den afstand. Der befandt sig yderligere 26 på engene ved Røde Bro, så ialt 74 i Arup Vejle, og Sune fandt også en flok på 37 på Bygholmengen. Iøvrigt pudsigt at Sædgæssene netop ankom samme dag som vores engelsk/japanske Sædgåse-forsker Mariko Parslow-Otsu, som var med færgen fra Harwich til Esbjerg idag, og dukkede op her til aften. På vejen nåede hun lige at checke Rosvang inden det blev mørkt, og fandt 480 Sædgæs dér. Kun ét halsbånd kunne hun se – [H28], den “afvigende” fugl, der plejer at overvintre her i Thy og ikke i England.

Der var også kommet flere gulnæbbede Svaner – ialt 81 Pibesvaner og 28 Sangs. – og der begynder så småt at dukke ungeflokke op imellem dem. Når vi har set 1000 Pibesvaner begynder vi for alvor at kigge efter halsbånd – vi har fået at vide at der er halsmærket 20 oppe på ynglepladserne, hvilket svarer til en tusindedel af bestanden…

Af Høns så vi 15 Agerhøns, 2 Rørhøns og en helvedes bunke Blishøns – bl.a. 3050 alene i Østerild Fjord, hvor de lå og fouragerede hele vejen op langs østsiden så det var en lyst – man skulle jo ikke tro at der var vandkvalitetsproblemer når man ser sådan noget!…

Af de for tiden mere halvsjældne rovfugle (-jeg gider nemlig ikke nævne alle de almindelige!) kan nævnes 2 Duehøge, én ved Arup og dén på Ør. Landkanal, hele 3 Vandrefalke, alle set af Sune, 2 Fjeldvåger (én Arup Holm, én BNR) samt den Rørhøg, der var ansvarlig for at Terje fik talt 400 Krikænder i Selbjerg. Det er ved at være halvsent for Rørhøg, men netop her i Vejlerne er det jo ikke noget særsyn.

På trods af en stor, flot, cirkelrund (og gul) fuldmåne var brokfugleflokkene ikke imponerende store; for hverken Vibe eller Hjejles vedkommende fandtes flokke som var meget større end 100, og mange stod spredt i agerlandet i småflokke – kun én større forekomst skiller sig ud, 2000 Hjejler på Hovsør Indtørring. I det hele taget ingen imponerende vadefugletal – 10 Strandhjejler, 361 Almindelige Ryler (flest på fjorden, lav vandstand), 48 Brushøns… -Men en enkelt Islandsk Ryle, den sidste vel, på Fjord Øst skal lige nævnes.

Ved Dykkerslusen var jeg heldig at se den blændende blå Isfugl, som Terje indtil nu har haft monopol på.

Også spurvefuglene var i luften idag, bl.a. bemærkedes lidt flere Sjaggere, 242, og 45 Vindrosler blandede sig i flokkene. 35 Bjergirisker sås ved Hovsør. De sorte fugle var repræsenterede af bl.a. 12 Råger i Læsvig, 1 Sortkrage på Fjord Vest (ved Lønnerup) og 2 af samme nord for Tømmerby (traditionelt sted). Ringmærkningen i haven idag gav bl.a. en Munk, nok en af de sidste. Iøvrigt ialt 8 fugle fangede. To Landsvaler kunne glæde dem der så dem, Sune fik en på Bygholmengen, og jeg en over hustagene, da jeg var i Frøstrup. Man kan jo ikke lade være med at tænke på, at der nu nok skal gå ½ år, før man ser disse dejlige fugle igen. Der var en Stor Tornskade på jernbanedæmningen Han/Lund, og så mangler jeg værlingerne: 4 Laplandsværlinger i de Vestlige Vejler, 4 Snespurve (ny efterårsart) på Bygholmengen, og til sidst en DVÆRGVÆRLING, som Sune fandt på Glombakskrænten – endelig lykkedes det ham, han har også gået og snakket meget om den kære lille pusilla. Det var en ungfugl, som oven i købet kunne bestemmes til en han, da den sad og sang, eller ialfald småpludrede. Albert og Terje skyndte sig med det samme derned, men det var ved at blive mørkt, og de fandt den ikke.

Ikke flere fugle for idag, men nævnes skal også lige et par andre dyregrupper: sommerfuglene repræsenteret af en admiral ved Arup, og for pattedyrene et egern ved Tovsig.

Til allersidst lige en enkelt jagtbemærkning: der var 2 jægere ude på spidsen af Hovsør Røn, de havde skudt 2 Gråkrager og en 4-5 Toppede Skalleslugere.

Fra feltstationens dagbog – 9. oktober 1991

Tæt dis, ja for at være helt præcis tåge prægede dagens første timer. Vi var ellers lige ved at tro at det klarede op ved ½8-tiden, hvor solen kom igennem en kort stund, men så lukkede det hele til igen. Terje var ellers parat til at tage på total med madpakke og alting! Men dét måtte aflyses. Først ved 10-tiden begyndte det for alvor at klare, og fra middag blev det en rigtig smuk dag med masser af sol – godt nok stadig filtreret gennem en diset himmel, men lun og lækker – sjældent oktobervejr! Vindretningen hele døgnet forresten østlig, og ret svag.

Ja, da vi ikke kunne komme på total måtte vi jo finde på noget andet at foretage os.

Albert ringmærkede som sædvanligt i haven, hvor den største begivenhed var, at han missede en Skovskade, som næsten røg i nettet. Der var også Skovsneppe i havekrattet, efterårets første – men den var slet ikke i nærheden af nettene. Det havde ellers været et par fine fangster. I stedet blev det kun til en Jernspurv og en Sangdrossel.

Undertegnede var hos tandlægen for gud ved hvilken gang for at få lavet en rodbehandling – muntert siger jeg jer!

Sune og Terje var på Bulbjerg, animeret af hitrygter og vejret, der bestemt også får en til at tænke i de baner. Der var dog ikke mange fugle, kun vimsede en lille flok Sortmejser rundt derude. Til gengæld fangede de en stor portion svampe – den flotte og velsmagende stor parasolhat. Og så gjorde de en spændende observation i nordvesthjørnet af Lund – en flok på 8 af “vores” Skægmejser i “højflugt” på vej mod Bulbjerg – og Skagen, og en ringaflæsning???!…

Om eftermiddagen tog Albert og undertegnede på Bygholmengen, for at få kortlagt rørslåningen fra i sommers. Vi startede med at gå ud til Krap og hochstand’en, og derfra skiltes vi – Albert tog de sydligste parceller og jeg parcellerne op til nord for halvkanalen. Det er faktisk et pænt stykke, der er blevet lagt ned!, mellem en tredjedel og en fjerdedel af hele Engen. Det bliver spændende at sammenligne kortet med kommende års ynglefugletællinger! Vi sluttede af med turen op ad Ør. Landkanal – jomfrutur for den nye dyt. Den er bare meget bedre affjedret end den gamle, en drøm at køre i på de bumlede grusveje! Anledningen var nu især, at Albert havde sin prøvetagnings-ramme liggende på diget – den er for tung og uhåndterlig at transportere hjem på knallert. Der var selvfølgelig også fugle at se på Engen. Mens vi gik derude så vi Vandrefalken (ad.) på ret tæt hold, samt en Blå Kærhøg og en Fjeldvåge – efterårets første. Og ikke nok med det – på vej op ad landkanalen fulgtes vi med en Duehøg – den samme, som jeg har set derovre to gange før. Nu så vi den så godt, at den kan bestemmes til en imm. – når den sidder ser den helt brun ud, men i flugten afslører den en flot blå ryg. En fed fugl, og sjældent at se den så godt – vi havde den foran os hele vejen op. De 7 Traner var her selvfølgelig også endnu.

Ved Krap mødtes vi iøvrigt med Sune og Terje, som sad på broen og talte dykænder til overnatning. Det blev ikke til ret mange; selvom de sad der til det blev mørkt, kom kun 240 TopSkalleslugere ind til Selbjerg. De trak ind i løbet af en kort periode, hvor trækket var ret intensivt, så man kunne have forventet et stort tal, men det ebbede hurtigt ud igen. Senere trak de 150 af den retur fra Selbjerg til Glombak!

Efter fælles svampemiddag tog hele stationen til fjernsyns-fodboldlandskamp (DK-Østrig), som blev indtaget omme hos undertegnede – Bjarne har taget sig den ubeskrivelige frækhed at fjerne sit fjernsyn i Stenhuset. Til alles glæde var det os, der vandt – bjergbønderne blev jordet 3-0!

Fra feltstationens dagbog – 12. april 1991

Sydøstenvind af styrke op til 3-4, altså ret blæsende, men varmt – så faktisk var det kun behageligt, idet vinden holdt varmeflimmeret væk. I læ var det skjorteærme-sommervejr! Temp.’en nåede helt op på 19 grader.

Det var Terjes tur til østruten, JP’s til vest, og det var jo en herlig dag at være ude og tælle fugle på – så kan man li’ sit arbejde!!

Samtidigt blev Bulbjerg dækket ved Røjles, Bertels, Fruelunds og Frimers forenede anstrengelser, og for at starte med dét, så var det en fin dag derude, ikke med de store tal (Musvåge 7, Fjeldvåge 14, Spurvehøg 13, Blå Kærhøg 3 trk., 1 rst., Tårnfalk 6 og Dværgfalk 1) men så med lidt ekstra krydderier i form af 3 Landsvaler, 3 Mallemukker (inde og sidde! – første i år) og endelig en flot Sort Glente!

Her i Vejlerne også lidt rovfuglebevægelse, nemlig en målbevidst nordøsttrækkende Fiskeørn ved Lønnerup (fik 1000’er af fugle på vingerne!), og ved Lund rastede en Fjeldvåge – ellers ikke det vilde på rovfuglefronten, bl.a. kunne vi næsten ikke finde en ærlig Musvåge idag.

Én af mine første fugleobs. på vestruten var en Løvsangers dejlige sang, som lød fra skrænten ved Høbjerget – pænt tidligt, og et hyggeligt genhør. Dagens andre nye årsarter var Svaleklire, som Terje fandt hele 3 af, og Splitterne (2 skrigende over Sydøsthjørnet, Arup) – ingen af dem kan siges at være specielt tidlige.

Men ellers må jeg jo hellere tage arterne fra en ende af, i nogenlunde systematisk rækkefølge, for at komme rimeligt igennem total-gennemgangen. Sorthalset Lappedykker var ankommet med et par til Glombak, og der lå også et par i Han (måske Lund-fuglene) – men de kunne ikke findes ved Tagholmene, selvom jeg kiggede som en sindssyg… En Lille Lappedykker blev fundet et så usædvanligt sted som i Halds Hul. For ændernes vedkommende kan nævnes, at vi startede med at kortlægge Gråand og Taffeland i denne pentade, men kun på øst, for vestmanden glemte desværre kortene – skyld og skam! Ellers var tallene dalende for Krikand (3049) og Pibeand (1060), Spidsand er næsten væk (dog 18 på Bygholmengen), lidt Atling– og Knarænder ses, mens Skeand udviser en voldsom stigning til 84 – langt flest i de Østlige, med bl.a. 22 Kogleaks og 39 Bygholmengen. Dykanden Bjergand huserer rundtomkring på en del lokaliteter, men kun 1-3 hvert sted, dog 5 i Østerild – ialt blev det til 13 eks. De øvrige dykænder gider jeg ikke komme ind på!

For gæssene så det således ud: Kortnæbbet Gås 1025, flest ved Østerild (Hovsør Indtørring), en flok på 640 som også indeholdt de 7 Snegæs. Alle 190 Sædgæs gik ved Arup, de 150 meget fint tæt på i Sydøsthjørnet, hvor [H34] kunne aflæses sammen med sin ”Black Beauty”, desuden [H27] plus to ikke-aflæsbare halsbånd – de gik i par og så er det sandsynligvis [H02] og [H17]. De resterende 40 Sædgæs gik ved Købmandsvigen, et ret usædvanligt sted for arten. Udover Snegæssene var der indslag af andre mere fåtallige gåsearter, 2 Bramgæs Arup, 3 Blisgæs Bygholm og 4 Arup, og endelig en Mørkbuget Knortegås i Sydøsthjørnet.

Der blev hørt 2 ”trillende” Rørhøns i Vestvejlerne – den kendte ved Maskinhuset og en ny i ”Røvhullet”, Østerild. Vadefugletiden er snart rigtigt over os, bl.a. taltes 3750 Hjejler (hidtil største tal), mens Ryle– og Brushønetallene var noget lavere end for to totaler siden, henholdsvis 314 og 553. Der var heller ikke nær så mange Store Regnspover som for en uge siden. Til gengæld var der ingen mangel på Klyder, hvor der bl.a. var imponerende 243 på Bygholmengen, og et ialt-tal på 379. For Sortkliren en stigning på 100% – til 2 (to!).

I afdelingen for spurvefugle kan bl.a. nævnes 3 Gransangere (1 Tømmerby, 1 Læsvig, 1 Glombak), 1 Ringdrossel på Skårup, Landsvale nr. 2 (ved Krap), og Savisangeren summede løs på fuld smæk i Han. Sjaggerne er endnu ikke kommet massivt, største tal idag var 200 ved Glombak. En flok Bjergirisker på 250 ved Lund var eneste større flok af dén art idag. Endelig skal nævnes en Skægmejse i Han og en Sortkrage ved Lund.

Også insekterne (og dermed bl.a. sommerfuglene) vælter selvfølgelig op nu med varmen, bl.a. sås for første gang mere end én nældens takvinge (5 på Tømmerby Kirkes kirkegård), og på Bulbjerg sås den første admiral.

Og så har jeg gemt det bedste til sidst – også en obs. fra kategorien ’andre dyr’: i skumringen svømmede 2 ODDERE gennem Hættemågekolonien i Han Vejle, og igen var det Terje der var den heldige iagttager – han er bare SNYDEHELDIG!

Fra feltstationens dagbog – 11. april 1991

Da undertegnede mødte på arbejde kl. 7:15 mødte jeg Frimer-Andersen, som stadig sad og arbejdede på folder-akvarellerne – det havde han gjort hele natten!

Jeg skulle af sted på månedens agerlands-punkttælling, ud i det småkedelige landbrugsland omkring Østerild/Hunstrup, hvor der dog var væsentligt flere fugle end sidst. Faktisk synes jeg disse tællinger er helt hyggelige – de 5 minutter på hvert punkt går ialfald hurtigt! Der var selvfølgelig Sanglærker på alle punkterne, ialt 69, men når man når op på en 5-6 stykker på ét punkt synes jeg det er svært at holde styr på flere – det er nok meget et temperamentsspørgsmål… Men det var Hættemågen der var tællingens talrigste art, den fandtes også på samtlige punkter, og ialt taltes 757 – det er især fourageringsflokke efter traktorerne, og der var markarbejde på ¼ af punkterne. Desuden er der nogle minkfarme derovre, som tiltrækker mågerne. Også Bomlærke er en virkelig karakterart på Østerildkanten – registreret på 15 punkter med ialt 23 individer. Lidt drosleri blev også set, i form af 356 Sjaggere og 15 Vindrosler. Og så er det jo altid oplivende når man så møder lidt ikke-agerlands-fugle midt i alt det dyrkede, som Strandskade, Stor Præstekrave, Gravand

Observatør Terje havde nettene åbne om morgenen, men fangede kun én ny fugl – så han tog til Bulbjerg, hvor der var (lidt) gang i småfugle- og rovfugletrækket, med bl.a. 8 Ringdrosler, 5 Spurvehøge og 2-3 Fjeldvåger. Om eftermiddagen kunne Bertel supplere med 15 Fjeldvåger, 4-6 Tårnfalke, 5 Spurvehøge, 2 Blå Kærhøge og såmænd en trækkende Vandrefalk (adult). Det er østenvind, der skal til!

På hjemvejen scorede Terje ved Lund årets første graciøse Landsvale, den første af dagens nye årsarter.

Senere blev jeg fragtet på en ARUPtax, som var kedelig og meget præget/generet af det efterhånden kraftige blæsevejr. Så der blev ikke set mange spændende fugle, faktisk ingen nævneværdige… Så er nogle af Terjes obs. mere interessante, han futtede nemlig efter at have sat mig af på tax videre til Bygholmdæmningen, hvorfra han på fjorden så 65 Rødben (mange) og årets første Hvidklire – bortset fra, at Læssø har set én for ca. 14 dage siden, men han kan ikke huske datoen… (!). Og så fik han (Terje) omsider aflæst en af Jespers halsbånds-Kortnæb på Bygholmengen, nr. [E11].

Men det var om aftenen, at dagens sjoveste nye årsarter kom til – først meldte familien Røjle om syngende SAVISANGER ved lågen i Han (samme sted som sidste år) – det er jo helt extremt tidligt (DK-rekord?) – den første registrerede sanger efter Grans.!!! Men den var god nok, Terje var oppe og checke, og bagefter kørte han til Krap, hvor (som ventet) den Plettede Rørvagtel sad og piftede (fra Bygholmengen)!

Fra feltstationens dagbog – 31. marts 1991

Da stationens 2 ansatte obsere var fraværende (TS hos kæresten, JPK på havearbejde) står Frimer, Bjarne og gæsterne for dagens obs. Der blev lyttet og kigget lidt rundtomkring, og det gav bl.a. 12 Stillitser og 1 Gransanger ved Tømmerby, 1 Fjeldvåge ved Lønnerup, 170 Storspover og 15 Hvipstjerter i Kogleaks, og sammesteds er der nu også kommet Atlingand – en fin han. Også fra Kogle sås et bundt Kærhøge – 3 Rør– og 2 Blå (han og hun).

I den mere uventede afdeling må Tranerne høre hjemme (-selvom det jo er nu, de skal komme). -Først var der én, som trak nordpå ude over Selbjerg, spottet af BOP om morgenen – den kommer til at figurere som ny årsart for stationen. Senere var folk en tur i Hanstedreservatet, hvor 4 fugle sås – 3 sammen og en single. Ifølge opsynsmanden derude ankom fuglene den 26. marts – og i dag sås allerede en parring. Fuglene sås fra skrænten, lige på den anden side af Blegsø. En FLOT oplevelse!

Fra feltstationens dagbog – 26. marts 1991

Sidste dag i pentaden, og der manglede at blive fyret et par taxer af – så dem tog vi lige, fra morgenstunden – undertegnede blev kørt på Fjordholmene, og Terje tog på Arup.

På vejen konstaterede vi, at vandet nu fosser ud fra Bygholmengen, så det er ved at være nu, at der skal sættes stopklodser i! Vandstanden på Limfjorden var nede på -20-22 cm, så der var kilometervis af vade, og vandfladen på Limfjorden lå spejlblank – så det var en ren fornøjelsestur, én af de flotteste FJORDHOLMtaxer jeg kan huske. Turen over Borreholm var dog lidt af en blandet fornøjelse, da (minimum) 700 Stormmåger skrigende beklagede sig over min tilstedeværelse. Det bliver som at løbe spidsrod, når vi når lidt længere hen i ynglecyklus, og der måske er 3000 vrede skrigehalse om ørerne på én! Andre (formentlig) ynglefugle allerede på plads var 55 Klyder omkring panden midt på Borreholm. Også mens jeg gik på Borreholm gjorde jeg en anden interessant obs.: i 10 minutter til et kvarter var der en flok på 16 Skarver, som kredsede og kredsede over Fiskehejrekolonien. Så hvem ved, måske bliver det alligevel ikke på Melsig, at vi får Vejlerområdets første yngleforsøg af denne ekspanderende art. For at vi får det en dag er der vist ingen tvivl om?!!!

Men ellers var det jo mest vadefuglene det handlede om, selvom jeg tror jeg ”missede” mange på grund af den kilometerbrede vade. Jeg fik dog selvfølgelig styr på Regnspoverne, som der var 72 af, og sammen med dem 2 Små Kobbersnepper, som er de første vi ser i år. Klyder var der ialt 111 af, men ”småvaderne” kneb det mere med at få reelle tal på – faktisk fandt jeg kun 90 Almindelige Ryler og 22 Store Præstekraver, hvilket jeg tror er alt for få. Meget talrige var specielt to arter: Pibeand med ialt 3030 (270 i vildtreservatet, 1700 på strækningen op til lagunen ved Ullerup Langholm, resten – 1060 – på strækningen op mod dæmningen, talt af Terje), plus 80 på Fjord Øst vest for centralslusen, og Hættemåge med 3210 jævnt fordelt.

Usædvanligt for en Fjordholmtax var det med hele 1030 Kortnæbbede Gæs – 220 græssende nordligst, og 810, som stadig stod og rastede efter overnatning på vaden i lagunen, da jeg kom sydfra – der var gåselort i tusinder, da de var fløjet. Imellem dem en enkelt Blisgås. Terje talte 150 Kortnæb. ved Glombak, og på et tidspunkt stod hele 1150 sammen på Bygholmengen. Andre gode supplerende Terje-tal fra Engen er 98 Klyder og 140 Storspover – så vi kommer op på et par pæne tal for de arter!

Afslutningsvis skal nævnes, at jeg fandt et par små søde ravklumper, og så årets første levende humlebi på min tax.

Endnu en Terje-obs. fra Bygholmengen skal med, nemlig en ny årsart, i form af en Sortklire – en af de tidlige.

ARUPtaxen var ikke specielt fuglerig, men dog med flere spændende indslag – bl.a. en Duehøg, som en afveksling fra den evindelige Vandrefalk (-der var selvfølgelig Vandrefugl på Bygholmengen). Fjeldvågen på sin plads i sydøsthjørnet. De Kortnæbbede og Sædgæssene blev talt, og dem var der henholdsvis 151 og 188 af. 4 Bramgæs blandede sig, den ene af dem et individ med lyst hoved, som vistnok er set før. Der var 45 Brushans på engene, men ellers kun få vadefugle, måske pga. forstyrrelser – både fiskere i Arup og en mand med hund i Læsvig – og så denne infame GASKANON, som det åbenbart nu er sæson for. Den er træls! Men selvom vadefugletallene er relativt små, skal de nu alligevel nævnes: Klyde 11 (i Sydøsthjørnet), Stor Regnspove 17, Stor Kobbersneppe 4, Vibe ca. 300, Hjejle 25, Dobbeltbekkasin 5 og Almindelig Ryle 10. Andetallene heller ikke imponerende, men bl.a. 191 Krik’er i Læsvig.

Dagens aktiviteter var ikke afsluttet med de to tax’er – igen til aften var vi aktive; Terje tog i hochstanden og jeg på Revlen, begge lidt tilskyndede af, at vejret lignede noget som ville stilne af til aften – men tværtimod virkede det nærmest som om det blæste lidt op. Så lytte-obs.’ene blev ikke så mange og gode som håbet – vi fik styr på lidt Rørdrummer, bl.a. 2 nye her i Selbjerg, men alt der kom sydfra var umuligt pga. vinden – således hørte jeg ikke en eneste fra Selbjerg Sydvest! De Gråstrubedes skrig fra ”Revle-søen” gik nu klart og tydeligt igennem, og ligeledes nogle tætte Vandrikser – både med gyp og grisehyl. Og så kunne et par spille-bekkasiner kortlægges – én på Skårup Odde og én her nedenfor Lynge. Men hochstand-turen var selvfølgelig lige så meget for at få styr på de indtrækkende dykænder, og det lykkedes da også ganske godt – det blev til 1600 Toppede Skaller og 1100 Hvinænder. På vej derud blev Terje og et par Tårnfalke overraskede over at møde hinanden i Krapkrattet, og så kom han også hjem (Terje) med årets første præderede Gråande-æggeskal fra diget.

Ikke flere obs. herfra idag, men lidt ude fra den store verden: vi fik besøg af Ejlif, som havde set en Ravn ved Bulbjerg (og nogle idiotiske ”bjergbestigere”!). Dét er jo ikke hverdagskost (-altså Ravnen, mener jeg)!

Og så blev vi ”invaderet” af en flok Københavnere, Rolf & Co., som satte deres (larmende) præg på stedet – de fylder godt i landskabet, sådan nogle knægte! Den ene af dem var iøvrigt Sebastian Klein, berømte Jesper & Lykkes søn, som jeg en gang for adskillige år siden havde på besøg på Tipperne – dengang var han bare en bette purk, nu er han en stor lømmel! De havde, efter Rødhalsgåsen, selvfølgelig lige scoret endnu et hit, en Jagtfalk ved Plet Enge/Harboøre Tange.

Fra feltstationens dagbog – 22. marts 1991

DE havde lovet op til FRISK vind, og de tog ikke fejl – ja man kan nærmest karakterisere den som KULING. Retningen som kulingen kom fra var vest til sydvest. Vindstyrken varierede noget i løbet af dagen, om morgenen og igen om aftenen var den f.eks. ikke voldsom, men i perioder midt på dagen var den altså generende. Iøvrigt flot solskin hele dagen, masser af sol og farver. Temperaturerne lå mellem 1 og 9 plusgrader, og der blev ikke registreret nedbør.

Ja, efter perioden med grå tågetotaler hvor vi ikke kunne se fuglene er det nu åbenbart blæsevejrstællinger, der står på programmet. Det er rart at man kan se farver, og man kan se så langt det skal være, men det er en ulempe, at det er svært at holde kikkert og teleskop stille. NÅ, det var nu ikke så slemt som i onsdags, og vi fik da en aldeles udmærket total hjem – og jeg skal da slet ikke klage over vejret, for jeg var på vestruten i stationsbilen. Terje var altså østmand idag. Igen var brugen af bilen til totalen ikke ganske retfærdiggjort af vejromstændighederne, men jeg havde en aftale om at møde hr. Ehlers i klitfogedboligen midt i optællingen, så jeg fandt det mest praktisk at køre bil – turen til Hjardemål Klit er lang på knallert! Det var noget angående et brændehugst-område, jeg skulle have aftalt med klitfogeden – som ”skovarbejder” har man nemlig ret til gratis brænde, hvis man selv henter det!

Men nu til det væsentlige indhold af dagens tekst, observationerne: Efter runden om Tømmerby Fjord og besøget hos Ehlers startede min obs. ved Vesløs/Arup med 2 Vandrefalke ved Vesløs Vejle – det var et gammelt par, som sad sammen på engen 4-5 meter fra hinanden, flot! Det gi’r alligevel et ekstra gib, når man efter at have passeret én fugl med teleskopfeltet, den sædvanlige gamle hun, så pludselig støder på endnu én, denne en lille (halvt så stor!) han – det er altså ikke hver dag, man ser Vandrefalkepar herhjemme. Og tankerne begynder jo straks at pusle med ynglefantasier – det er helt sikkert at fødegrundlaget er til stede i Vejlerne, det kniber langt mere med egnede redepladser. Nå, man må hellere slå koldt vand i blodet – det er jo træktid, og det er sikkert helt tilfældigt, at de to fugle lige dumpede ind i hinanden – ialfald brød hannen hurtigt op, og efter at have kredset over hovedet på mig et par gange strøg den nordpå, op over Tømmerby. Terje havde også en Vandrefalk ved Glombak, en uspecificeret han – det kunne være den samme, men vi vælger at betragte den som en ny. Af andre rovfugle vil jeg bare nævne den efterhånden meget stationære Fjeldvåge i Arups sydøsthjørne – den har været her længe nu – og så hele 3 Blå han-Kærhøge, som Terje havde i de Østlige – hvis det da ikke var den samme, han registrerede igen og igen. Af andre interessante artsgrupper fra totalen må jeg nævne gæssene – det var ikke så mange Sædgæs vi fandt idag, kun 149, og alle pånær 5 i de Vestlige Vejler. Til gengæld 1535 Kortnæbs., med en ca. ligelig fordeling mellem Øst og Vest. Ved Hovsør Indtørring gik én af Jespers halsmærkede, en [E]-fugl, men jeg kunne ikke aflæse cifrene. Og så var der 4 græssende Mørkbugede Knortegæs på Hovsør Røn – dén lokalitet ser simpelthen så ”knortegåse-agtig” ud, at man undrer sig over, at der ikke er store flokke dér…

Andetallene var generelt steget, nu ser det således ud: Gråand 944, Krikand 4462, Pibeand 2480, Spidsand 115 og Skeand 13. På grund af blæsevejret fra sydvest og den deraf følgende høje vandstand lå Pibeænderne kun i meget små tal på Limfjorden, til gengæld var der 860 i Vesløs/Arup og 680 på Bygholmengen. Det var naturligvis også hér, at de store Krikandetal er fra: 570 og 2985 (!), henholdsvis. Ingen Knar- eller Atlinger blev fundet idag.
Af dykkerne vil jeg kun nævne Lille Skalle., som der lå hele 8 af i Glombak.

Vadefuglene er afgjort inde i en stigningsperiode nu, med Vibe bl.a. godt 500 på Bygholmengen, Hjejle til gengæld kun 4 dér (de eneste i de Østlige Vejler), men så hele 915 i Vest, heraf de 875 alene på Revlsbuske. Revlsbuske er en god Hjejlelokalitet! Stor Kobber ialt 64 (46 Bygholm), Brus 28, Alm. Ryle 36, Stor Regnspove 195! – de er virkeligt kommet hurtigt! Spoverne stod især på markerne langs Selbjerg og Lund, og så var der 65 rastende i Kogleaks. Af Klyder fandt vi lidt færre end på sidste total, nemlig 35.

ELLERS fra denne dag kan nævnes en Grønspætte hos Ehlers (!), plus én her fra ”vores eget” område, nemlig yderst på Skårup Odde. Næsten samme sted, bare i rørskoven, havde Frimer en gyp-rikse på en af sine aftenture.

Spurvefuglene markerede sig ikke særligt idag, blot skal nævnes, at der stadig ses pænt med Solsorter og Vindrosler – tallene henholdsvis 82 og 36 er fra Øst, da det ikke er mange småfugle man registrerer når man totaliserer den i stations-TOYOTA’en… Endnu ser vi kun få Sjaggere – men de kommer vel. Til sidst et par af de (halv)sjældne Råger, spottet af Seidenfaden, ved Glombak.

Fra feltstationens dagbog – 14. marts 1991

Vejret gider jeg snart ikke skrive om mere. Det er det samme trælse tågegrød (for 5. dag!), og idag oven i købet med en hel del regn. I øvrigt svag sydvestenvind. I tal blev det til temperaturer mellem 5 og 8 grader C., og nedbør 3,5 mm.

Ja, så blev det heller ikke idag at vi kunne komme på total! Så var det i stedet planen med et par taxer, men da vi holdt på Bygholmdæmningen og kiggede ud i regnen og tågen havde Terje ikke meget lyst til den 12 km lange, våde Fjordholmtax – og det kan man ikke fortænke ham i! I stedet blev det til, at vi kørte turen over Thorup Fjordholme, det er også første gang i et stykke tid at dette område er blevet talt. Her var faktisk pænt med fugle, især gæs: 325 Grågæs, 122 Sæd-, 4 Kortnæbbede og 3 Blis– – og de gik meget blandet sammen, arterne mixet op imellem hinanden, og spredt i mange småflokke. Også lidt (flere end vi har haft længe) Pibesvaner, nemlig 87, var der at finde derovre, men kun 8 Sangs. Andre flokfugle var Vibe med 125 og Stær med 150, Bogfinke adskillige (ikke talt) og så holmenes talrigste fugl Gråkragen, som der var 620 af – det er da mange! På Fjord Øst så vi en Klyde i Pytodde-lagunen og en Tårnfalk på Holmkær.

I stedet for Fjordholmtax blev det så til en ARUP-ditto. På vej ud til Dykkerslusen så vi to meget våde rovfugle, som sad og spredte fjerene ud og så kede ud af det – den stationære Fjeldvåge i Sydøsthjørnet og en Spurvehøg ved Dyk. Der gik 130 Sædgæs og 50 Kortnæbbede på markerne på Østerildsiden, som det for en gangs skyld lykkedes os ikke at skræmme på vingerne. På selve taxen var der mange fugle, dejlige vadefugle: Vibe godt 400 (340 i Vesløs/Arup), Stor Præstekrave 22 (20 i L-V), Hjejle 190 i Arup og Almindelig Ryle 115 sammesteds. Der er virkeligt sket et stort ryk-ind siden sidste Aruptax for få dage siden. Også Skratmåserne er for alvor rykket ind, luften bar på masser af sommeragtige skrat-lyde fra Melsig og Tagholmene. Der er også ved at være (små)pænt med ænder i Læsvig, 227 Krikænder, 160 Grå– bl.a. En Solsort og en Vindrossel midt på diget fortæller, at det er ved at være træktid. Sigten var lige akkurat så der kunne tælles, og vejret var ikke alt for vådt på det tidspunkt – først da han kørte hjem på knallert blev han rigtig våd, ham Terje.

Marikos gæs er nu igen tilbage i Tved/Borup-området, og de er ved at vænne sig til hendes bil, så hun kan komme i nærheden af dem – hvilket også er nødvendigt med denne sigt! Til aften var hun (Mariko, förstås!) ved Glombak for også lige at checke de østlige gæs komme ind til overnatning – og hun så omkring 179-192 Sædgæs, hvilket måske bl.a. omfatter de 122 fra Thorup Fjordholme… Så en stor del af den isolerede ”øst-population” er formentlig allerede trukket, sikkert til Tåkern…

Frimers dage (og nætter) for tiden går med at farvelægge plancher til udstillingen – han var dog lige ude på en aftenspadseretur her langs Lynge og ned til KrudtPeters ruin. Han fandt en rævegrav, men oplevede vist ellers ikke noget særligt.

Fra feltstationens dagbog – 1. marts 1991

Så var det idag, at Henrik tog sin afsked, efter sit syv måneders beskæftigelsestilbud. Han kom fra Ålborg om formiddagen med en stak gravøl og en flyttebil, og uden de store sentimentale følelsesudbrud kunne vi sige pænt farvel, stille og roligt…

I stedet bliver det så fra nu af undertegnede, der sammen med Terje står for stationens feltarbejde – og det glæder jeg mig da til at komme i gang med igen, efter en hel vinter med skrivebordsarbejde. Jeg er stort set blevet færdig med ’YNGL-89’ og ’MANUAL’ (EDB-arbejdstitlerne), der mangler blot nogle få ting fra styrelsen, og også ’YNGL-90’ er jeg kommet godt i gang med. Udkastet til manualen kom iøvrigt retur fra styrelsen i dag, og når Pelles røde streger er blevet rettet, mangler kun nogle kort, så er dén på plads.

I disse dage arbejder jeg med en opsummering af ringmærkningstallene fra alle årene tilbage til 1986 (til brug i Bjarnes 90’er-årsrapport), og selve talarbejdet blev færdigt idag – vi har ialt fanget 10.937 fugle!

Februars dagsrapporter blev også færdigredigerede og printet ud til Pelle.

Det uvenlige vejr indbød nemlig ikke til at starte min ”feltaktive periode” i felten, så det blev igen kontorstole og PC’er og ikke kikkerter og knallerter der blev slidt på!

Terje kikkede på sine NOK-arter, og havde en snak med teknisk forvaltning i Viborg Amt angående at få etableret en odder-passage ved 19’eren, eller i mere alment forståeligt sprog: hvor Tømmerby Ringkanal løber under hovedvej A11. De virkede interesserede på amtet, og var parate til at sende nogle af deres teknikere med ud og kigge på forholdene.

Fugleobs. var der meget få af, kun lidt ubetydeligt diverse fra stationshaven (vore kæledægger droslerne) og så var Henrik lidt rundt i området – for sidste gang i egenskab af alt-registrerende observatør – han noterede mest rovfugle, bl.a. 2 Fjeldvåger i de Vestlige Vejler.

I fritiden, dvs. om aftenen, syslede jeg med at lære mig selv noget ”BASIC”-programmering på computeren. Det er sjovt! (-og kan måske en dag bruges til noget, hvem ved!?)…

Fra feltstationens dagbog – 21. januar 1991

Ved 8-tiden blev undertegnede samlet op i Tømmerby af morgenivrige Terje og Frimer, vi havde aftalt en tangetælling i dag. Jeg var vikar for Henrik, der havde et vigtigt ærinde i Aalborg. Det er jo i sidste øjeblik (godt og vel!), hvis tællingen skal ligge i “medio”-delen af måneden. Men der har været så meget dårligt vejr, så det blev altså først i dag. Det så nu heller ikke for lyst ud i dag fra morgenstunden, skytæppet lå tungt, men som Michael Jarnvig forudså i vejrudsigten i aftes, klarede det ret hurtigt op. Det blev dog noget mere blæsende end han havde lovet, så det var faktisk en frisk omgang at tælle fugle hele dagen – man kommer let til at fryse, selv om man er godt pakket ind i lange underbukser m.v., når man hele tiden stiger ud og ind af den varme bil! Men vi havde da kaffe med på thermo’en, og selv om der ikke var mange fugle var det nu meget hyggeligt at være af sted – måske især for Frimer og mig, der ikke har været alt for meget ude og tælle fjerkræ her på det sidste. Terje var chauffør, jeg var “notør” – men som nævnt var der ikke så mange fugle, at jeg fik skrivekrampe. Her kommer lige et udpluk af de mere interessante arter og antal:
Af marine ænder kunne det blive til 2 Havlitter, 1 Sortand og 1 Ederfugl. I (lidt) samme kategori kan nævnes 2 Rødstrubede Lommer og 3 Skarver – sad og ventede på forår på Rønland Sandø, hvor de ynglede sidste år – der var ingen alkefugle idag. Dykænder iøvrigt var repræsenterede med 402 Hvinænder, 227 Store og 107 Toppede Skalleslugere – samt 5 lækre af de Små.

Andre andetal: 927 Grå-, 31 Spids– og 265 Pibeænder – det var til at overse. Heller ikke vildt mange Gravænder – 199 på tangerne, 53 på fjorden og så en pæn flok på 390 på Plet Enge, som blandede sig med 160 Lysbugede Knortegæs – da doktor Madsen kom indover i sin lille énmotors på gåsetælling gik det hele selvfølgelig på vingerne i vild forvirring. Derudover var der ca. 150 Lysbugede på Agger, og 160 Knortegæs sp. på fjorden, Nissum Bredning – vistnok også lysmavede, men i stik modlys. Ialt ca. 470 Knortegæs – Aggertallet er dog usikkert, da vi kun så dem flygtigt på vores vej til færgen, og på tilbagevejen havde flytælleren fået dem skræmt væk, og de var ikke til at finde for os. Så var der mindst 163 (nok snarere 175) Kortnæbbede Gæs på Harboøre, de var svære at tælle da de gik i den halvhøje vegetation på engen ud for Cheminova. Og 130 Kortnæbs på Plet afslutter gæssene. Gulnæbbede svaner er ikke værd at snakke om, der var kun 13 Sangsvaner ialt, men 330 Knops. På Plet var der ellers en pæn flok på ca. 45 græssende svaner, men de 40 af dem viste sig at være Knopsvaner, perverst! Pænt med rovfugle: 4 Musvåger, 2 Fjeldvåger, 1 Spurvehøg, 5 Blå Kærhøge, 6 Tårnfalke – og minsanten også en Vandrefalk, som Frimer med sit sjællandske falkeøje opdagede langt ude over Krik Vig, hvor den var på vej over mod Krik, Vestervig og Sydthy. Det er vores første Vandrefalk i de to år, vi har talt på tangerne.

Der var 8 vadefuglearter, mange for januar, men ingen i specielt høje antal (vandstanden var høj på fjorden): Strandskade 69, Vibe 17, Strandhjejle 15, Hjejle 29, Stor Regnspove 3, Lille Kobbersneppe 35, Rødben 214 og Almindelig Ryle 395. En stor del af Rødbenene og Rylerne gik inde i nord-lagunen på Harboøre. Måger var der nok af, som sædvanligt, men dem går jeg let henover. Færgeventetiden i Thyborøn brugte vi på havnen – her var mærkeligt nok ingen lysvingede Laridae at se, og kun enkelte Rider.

Mest markante spurvefugle var ca. 800 Sjaggere og godt 500 Stære i havtorn-krattene, derudover lidt pibere, 65 Snespurve og 1 Laplandsværling på Harboøre. Og så blev der jo kigget efter Bynkefuglene – og de var der s’gu, de Sortstrubede hibernans‘er, både hannen på Harboøre og parret på Agger – præcist de samme steder som hvor de er blevet set lige siden oktober-november. Fantastisk! Man må sige at de er stedfaste, de små kræ! Vi mødte en lokal ornitolog, som kunne fortælle, at der yderligere har været ét par, i sydenden af Harboøre Tange – så det er virkeligt de sortsmuskede bynk’ers vinter, denneher!

Tilbage er der så kun at nævne pattedyrene, spæt-sælerne, som vi denne gang kun fandt 6 af – 5 på de sædvanlige oppumpede sandbanker, og 1 i færgehavnen på Harboøre – den måtte finde sig i at blive foreviget af kunstner Frimer.

Da vi noget efter solnedgang var tilbage på feltstationen, sad kunstner Bertel her – han havde en stak af Erik (fra Skagen)’s rovfugledias fra hele verden med – så vi kom en tur rundt til diverse varme steder, hvilket satte gang i vinterdrømmeriet og rejselængslerne. Bjarne arbejder jo for tiden med farveplancher til Gensbøls rovfuglebog, og han havde de sidste nye færdige med – det er bare flot, virkeligt illustrationsarbejde i verdensklasse!!!